"mfn" <jadahva@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:45901c84$0$2996$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
Hej,
> Sikke en smøre ;)
Ja, jeg er slem til det *S*
>> Har du behov for at distancere dig, fordi det ellers er for trist?
>
> Ja.
Det kan jeg godt forstå - det var også derfor tanken opstod i mig.
Det er også derfor, at jeg synes, at du skal prøve at gøre noget.
>> Bliver denne dreng "hørt"?
>
> Det tror jeg ikke... ikke udfra din definition... hvis man kommer ind på
> "ømme" punkter render han ind på værelset eller siger ingenting.
Det er nok det der med at kunne snakke om de små ting - så man derved bliver
tryg ved at tale om de store ting.
Har du mulighed for, og tid til, at begynde at lave "mandeting" med ham - et
eller andet, som du "opdager" tiltaler ham, om som I to kunne dele, sådan at
du få et link til en bæredygtig kontakt med ham. Det kunne måske føre til,
at han åbner op.
En dreng, hvis far døde da han var omkring 11 år, har en sådan kontakt med
min far - gennem en forening der omhandler deres fælles interesse. Moderen
spurgte, om ikke der var en af mændene der ville være sammen med hendes søn
engang imellem - omkring denne interesse (tog) - og selvom min far ikke
kendte familien, synes han at det da var det mindste man kunne gøre.
De har stadig kontakt, og det går drengen rigtigt godt - han er omkring
17-18 år nu.
Nogle gange er det forbavsende lidt der skal til - hvis bare det er stabilt
og roligt og vedvarende - så bliver det trygt. Om det så er en gang om ugen,
eller en gang om måneden - det er mindre vigtigt.
Men det skal være kontinuerligt, og man skal være stabil (de der børn/unge
har kaos nok i dem selv) - så bliver de trygge til sidst. Sådan har en del
af mine børns venner det med mig.
>> Men hvorfor er det pludselig blevet vanskeligt for ham at gå i skole?
>
> Noget med en lærer som er "efter ham" mere ved jeg ikke.
Det kunne jo faktisk være, at han er blevet forulempet, enten groft verbalt
eller på anden vis - og at han dernæst har følt sig meget alene med det, og
"ikke-hørt".
Der er lærere, som indimellem optræder mindre rationelt - simpelthen fordi
de er under et voldsomt pres hele tiden. Og i 6-7-8. klasse er det grelt.
Jeg har måttet tage en lidt grov omgang med en af min drengs lærere, og
endte også med en undskyldning fra skoleinspektøren - hun blandede sig
ganske simpelt i ting, der ikke kom hende ved og ikke hører til i
skolesammenhænge (min drengs nye og store interesse for piger, hvilket hun
havde observeret efter skoletid, og derfor mente, at han ikke lavede lektier
som han burde - mage til utidigt snageri *GG*).
Anyway - at man som forælder engang imellem "tager et slag", så børnene kan
mærke - helt uomtvisteligt - at man er der for dem, det har jeg gode
erfaringer med.
>> Er han blevet forulempet af en lærer?
>
> Det har han "følt", men det har vist ikke det store på sig.
Hvis den følelse sidder i ham, så virker det ikke ulogisk, at han ikke vil i
skole.
Og hvem ved - måske har det noget på sig.
Er der blevet talt om klasseskift? Skoleskift? Har familien haft en samtale
med læreren om problematikken?
Er drengen blevet bakket op på nogen måde?
> Han har sådan set slet ikke skiftet skole. Da han skulle til at starte i
> Jylland nægtede han, og det var derfor de flyttede tilbage igen. De andre
> flytninger har ikke været længere væk end han kunne bevare samme skole og
> omgangskreds osv.
Ah, så er det ikke så grelt, som jeg først troede.
> Jeg mener da jeg viser en slags interesse... bla ved at spørge her.
Ja, det er rigtigt - og det er bare super, at du gør det.
> Tro mig
> hverken jeg, hans mor, eller nogen andre kan hive bare 1 ord ud af ham
> hvis
> emnet bliver for "ømt" og så opgiver moderen, og det har tit endt med at
> det
> istedet er hende der sidder og tuder, eller forlader hjemmet i afmagt et
> par
> timer.
Puuuh, sådan en mor havde jeg.
Mage til følelsesmæssig afpresning skal man lede længe efter - det hele
kommer altid til at handle om en sådan kvinde. At hun har det dårligt med
ens opførsel, at hun ikke ved, hvad hun skal stille op, at hun er eller
bliver ked af det, at hun føler sig magtesløs, bliver hysterisk osv. osv. -
hun er sgu' da den voksne, og det er drengen der har problemet - hvad sætter
hun sig til at græde over?
Hun kan overhovedet ikke tillade sig at opføre sig som en forvokset
teenagere, for det vil altid lægge presset over på børnene, og så er de
fastlåste i den uhensigtsmæssige og usunde hensyntagen overfor hende.
> Nejnej, hans mor flyttede skam med til Jylland.
Ja, men du skrev, at det gjorde han ikke - han blev. Ergo har han været væk
fra sin mor i den periode, ikke?
> Hmmm.... kan ikke se helt hvor du vil hen med det afsnit? Der er ikke
> nogen
> der slår ham i hovedet. Men han skal da i skole sålænge han ikker syg -
> eller det mener du måske at han er...?
Han kan være syg, og han kan være ved at blive syg - i psyken. Det er værd
at være lidt varsom, for det er dælme noget møg, hvis et barn/et ungt
menneske først er skubbet ud over den kant.
Handler det her ikke om, at han "reagerer" på omgivelserne - og så forventes
det, at det er ham der "retter ind" - hvor man retteligt burde kræve at hans
omgivelser blev forbedret?
> Ja det skulle han vel helst kunne om 5-10 år eller sådan noget.
Ja, og det er ikke nu.
> Du ved
> ligesom alle os andre... som bla andet selv skal tjene til livets ophold
> og
> alt hvad dertil hører - at man ikke får hvad man peger på fordi man
> surmuler.
Jamen, vi er heller ikke 13 år - det var vi dengang - og jeg har endnu ikke
mødt en 13 årig der aldrig surmuler og er irriterende.
Min 12 årige er også vildt irriterende til tider. Sådan er det bare - det er
helt normalt. Det er de der sporadiske konflikter, og følelsesudbruddene
også.
Men bliver det rigtigt galt, som jeg fornemmer du mener det er i dette
tilfælde, så må man jo handle på det.
> Nej, det gjorde jeg dog ikke.
Der kan du se.
> Men jeg traf dog den uheldige beslutning at
> flytte hjemmefra som 16-årig og være 100% selvforsørgende. Tro mig det er
> ikke let når man skal passe uddannelse og arbejde til føden/husleje/tog
> osv - man får jo ikke SU under 18 eller noget som helst.
Ja, og jeg var stedmor som 17 årig, og selvforsørgende (i fællesskab med
ham) fra da af.
- det var vores valg. Der er forskel på at give sig selv en "udfordring", og
så på at få den presset ned over hovedet. Og der er himmelvid forskel på at
være 13 år og så at være 16 år - der sket absurd meget i de år.
> I mange henssender ja. Eget værelse, mor har en bil, godt begavet... rent
> materialistisk ret ens, omend han måske kan føle sig lidt "glemt" (jeg ved
> det ikke) i mængden af børn hvor der jo er den ældste på 24+hende på 19
> som
> jo har nyfødt og også bor samme sted og som alle har et meget tæt forhold
> til moderen. Man kan måske godt føle sig lidt til overs i sådan en
> hønsegård
> når de lille skriger, den 19-årige er pissesulten og ikke har noget mad,
> og
> de interesserer sig for "tøse-ting" dagen lang. Han deltager ikke ret
> meget
> i hvad de nu end foretager sig. Han jo mere til fodbold og computerspil og
> den slags.
Jeg reagerer måske lidt ekstra, fordi den unge mand jeg kender til - netop
havde to ældre søstre osv.
Med alt det tøsefnidder og baby-halløj, skal han prioriteres ekstra af hans
mor - og gør hun ikke det, vil han uværgerligt føle sig svigtet og
tilsidesat. Hvordan skulle det kunne være anderledes.
>> Har han helt andre og meget vanskeligere problematikker inde på livet,
>> som
>> man med rette kan forvente "slår ham til jorden" til tider - og kan det
>> tænkes, at det er der han er nu?
>
> Det ved jeg ikke. Han slæber da stadig legekammerater med hjem og den
> slags
> ting... kan ikke se hvad det skulle være.
Havde du en søster, der opførte sig som hende på 19 år gør?
Hun lyder ikke helt velfungerende.
> Ja okay måske forkert formuleret. Men altså han er ikke ordblind, eller
> har
> hjerneskade, eller tal-problemer som hans 19-årige søster altid har haft -
> hun snakker ikke engang rent dansk endnu og taler altid MEGET højt på
> grund
> af nedsat hørelse. Og så har hun en fænomenal evne til enten at vrisse
> eller
> bande af folk i hver eneste sætning hun lukker ud af munden.
Ikke smart at moderen lader hende bo hjemme hos sig og den 13 årige - når
hun er sådan en negativ indflydelse, som det lyder til.
Hun er 19 år, hvis hun har en hjerneskade, er ordblind osv. - skal kommunen
hjælpe hende, og moderen kan derfor gå med hende derop og sige, at hun ikke
kan bo hjemme længere.
> Den er nu heller ikke noget han decideret får lov til. Han kunne ikke li
> maden så vi andre fyldte hele spisebordet. Hvorfor han lige skulle gå
> derind
> i stedet for så at se TV eller lign ved jeg ikke.
Måske for at "forsvinde", måske fordi det er det han tror, at familien
ønsker han gør - det er ikke til at vide, vel?
Bare han ikke slukker sit lys permanent en dag... i den alder er de så
følsomme, man er nødt til at have en finger på pulsen og være opmærksom.
> Kan det tænkes han er træt af hjemmet og i særdeleshed alle de unger der
> larmer konstant? (jeg har også en datter på 2 som jævnligt kommer på
> besøg,
> så der er næsten altid "larm i gaden"...
Det kan sagtens tænkes - og ved du hvad - det er en "mindre" ting, sådan en
lidt "ufarlig" ting - den tror jeg godt, at han kan gribe (også selvom det
ikke er helt det, som det handler om).
Måske har du instinktivt fundet "vinklen" her!
Du kunne spørge ham, om ikke I skulle gå i biffen og på McDonald bagefter -
og når så I sidder der, og har været sammen i et par timer om "filmen" - så
kunne du jo spørge, sådan helt "uskyldigt" - om han føler sig træt af larmen
og uroen, du kan f.eks. sige, at du har tænkt på, at det ville du nok føle,
hvis du var ham og at det var derfor, at du havde tænkt på det.
Hvis han så griber den vinkel, og siger ja osv. - så kan det være, at du kan
skaffe ham lidt ro.
F.eks. kan hans værelse blive/være "off limit" - og hans mor kunne stille
krav til den 19 årige om at gå en tur med hendes barn hver eftermiddag i
hverdagene, mens drengen lavede lektier (bare 30 min. der ligesom bliver
prioriteret til "ham" og kun "ham" - og hvor der således er ro omkring det,
det sender et dejligt stærkt signal til ham om, at han og hans skole er
vigtige).
Den 19 årige og barnet tager bestemt ikke skade af at gå en tur hver dag ved
16.30 tiden f.eks. - hun kunne jo handle ind for sin mor, hvis hun ikke kan
finde på andet
Og når I så er på besøg, kunne du indføre en lille pudsighed - nemlig at du
og han - og KUN jer to - går en lille tur og lige snakker "mandeting" efter
maden eller noget. Du siger bare til ham, at på den måde kan I begge to få
lidt luft til ørerne og det er dejligt, så om ikke I skal "rotte jer
sammen" - så bliver der også mere overskud i jer begge til at hjælpe til at
få en hyggelig tid sammen med kvinderne og børnene bagefter.
I kan evt. gå og drikke en sodavand, og tale om nyhederne, hans skole, dit
arbejde (godt for børn at få et lille vindue til erhvervslivet), hvad der
går i biografen, jeres fritidsinteresser.
I kunne evt. finde en fodboldklub, og begynde at se deres kampe sammen, og
så snakke om spillerene, trænerens taktik, klubbens økonomi osv. (Man kan
putte de mest forbavsende ting ind i en snak om fodbold, har jeg erfaring
for - begge mine drenge går til fodbold *GG*).
> Tjahhh... men er det en vildtfremmed psykolog? Her er ikke umiddelbart
> andre
> der kan tilbyde det du skriver.
Det tror jeg kunne være vejen - men skal jeg være ærlig, så tror jeg næsten,
at du ville være bedre, hvis du har mod på det.
- og som sagt, i et mere fremadrettet perspektiv, kan han blive en god ven
(ikke som jævnaldrende venner, slet ikke - men som en yngre ven, som du kan
være en slags "mentor" for).
Alt hvad du gør for ham her, vil også være "træning" for dig, så du bliver
en endnu bedre far, når det bliver dit eget barns tur til at være i den
alder
>> Hvis sådanne ikke findes i familien - så prøv dog at finde nogen til ham.
>
> Hvor?
Evt. en psykolog. Hvis intet andet "virker", så må moderen under pres - hun
sidder i den rille, som hun har valgt - nu handler det om, at han ikke ender
der også, og det skal hun acceptere - og ikke være så fokuseret på sig selv.
> Sådan har jeg det lidt selv pga min tidligere fraflytning. Man skal sgutte
> være pivset når der skal skaffes penge som ufaglært/kortere uddannet
Enig - det er også min erfaring.
>> Det er fandme ultra trist læsning, det du disker op med.
>
> Tjahhh... igen derfor jeg skrev det...
Og det er altså en super ting - og det glemte jeg at give udtryk for før,
håber det er okay alligevel.
> Jeg aner ikke hvordan, og så godt kender jeg heller ikke drengen at jeg
> tror
> han vil være ven med mig.
Hvis du åbner for det, og bliver ved med at være der - så tror jeg, at han
gerne vil, over tid - måske ikke på en uge eller en måned - men over tid.
Men husk på, at drenge har også brug for at græde indimellem - også selvom
"vi" (jeg er opdraget som en dreng af min mor!) ikke måtte og skulle være
"stærke".
Man kan godt være stærk, selvom man er ked af det - der skal være plads til
det hele, så man ikke bliver indebrændt.
> Igen, jeg ved ikke hvad jeg konkret skulle kunne gøre - foreslå moderen en
> psykolog til ham?
Ja, det er da en ting.
> Jeg ved allerede nu at det sker desværre nok ikke skal du
> se. Så ved "systemet" jo pludeseligt at der er problemer og det faktum
> bryder mange mennesker sig ikke om.
Enig - men det handler ikke om hendes evt. forsmåede følelser, det handler
om drengen og hans fremtid - og man "sælger" ikke børn fremtid, fordi man
ikke vil erkende, at man ikke lige har styr på det. Det er en svinestreg,
som man ikke har ret til at slippe afsted med.
Jeg har selv gået til samtaleterapi, for at lære hvordan jeg bedst kunne
hjælpe mine børn i kølvandet på min skilsmisse (for over 10 år siden nu) -
simpelthen fordi jeg erfarede, at jeg ikke var "klædt godt nok på".
Du kunne evt. foreslå hans mor, at enten søger hun selv hjælp, så hun kan
hjælpe ham - eller også lader hun ham få den hjælp han har brug for fra
andre (en psykolog).
Du kan så fortælle hende (og det er ikke løgn), at hvis hun selv henvender
sig, så får hun masser af goodwill, fordi alle vil vide og mærke, at hun gør
det netop fordi hun er en god mor, der ikke vil have at hendes dreng "farer
vild i livet" fra begyndelsen af.
> Igen HVAD kan jeg gøre, sådan helt konkret?
Jeg håber, at du føler, at jeg er kommet med nogle konkrete bud i dette
indlæg.
> Det der med "seriøse" samtaler
> med ham det kan jeg altså ikke få ham til,
Nej, du kan nok ikke springe ind og "starte" der - der skal gang i det
"almindelige" først, så kan seriøsiteten komme senere. Du kan evt. fokusere
på at skabe relationen først, og så putte vejledningen (rådgivningen) ind
senere.
> Se men det
> er en helt anden sørelig historie. Det er jo den vi så nødig villle have
> skulle gentage sig med knægten (omend han næppe føder børn ;) )
Du er dælme okay - selvom jeg først læste dig som værende lidt følelseskold
i det (nok fordi jeg altså alligevel ER kvinde *GG*).
Det kunne være super, om du fik fat i knægten snart, så han ikke skejer mere
ud end godt er (og som han er i gang med).