<<<<<<
http://www.respublica.dk/?p=39
Muslimsk aggression i Jugoslavien
Jugoslaviens blodige opløsning, der begyndte i 1991, kan ikke med
rimelighed siges at være frembragt af muslimsk aggression - og slet
ikke af nogen invasion udefra. Det gran af sandhed, der kan ligge i en
sådan påstand, begrænser sig til de overgreb, det albanske flertal i
Kosovo har foretaget mod regionens serbiske mindretal siden Titos død
i 1980. De fleste af eks-Jugoslaviens etniske albanere kan i et eller
andet omfang betegnes som muslimer. De var i 1999 i overhængende fare
for at blive fordrevet og massakreret af den serbiske hær, men blev i
sidste øjeblik reddet USA og NATO. Siden da har serberne i Kosovo
været ofre for brutale overgreb, og de aktuelle forhold forværres
ganske oplagt af islamistisk indtrængning - herunder arabiske og
iranske terrorgrupper.
Kosovo-katastrofen - i dag formelt FN’s og EU’s ansvar - er ikke emnet
for denne artikel, der omtaler det moderne Bosnien. Her adskilte
forholdene sig radikalt fra Kosovo. Nedenstående artikel er en lettere
bearbejdet udgave af to afsnit fra en længere fremstilling, der blev
bragt i tidsskriftet SEMIRAMIS, nr. 5, 1998 med overskriften “religion
og etnicitet - Bosniens arv fra Osmannerriget og Habsburgerne”.
I europæisk sammenhæng kan der påvises to større, oprindeligt
muslimske befolkninger, som er blevet grundigt sekularisede:
Volga-tatarerne og bosniakkerne. Disse to grupper har i løbet af et
århundrede gennemgået en dyb kulturændring og dermed dementeret
påstanden i Rudyard Kiplings berømte digt, idet “Øst” i deres tilfælde
er blevet til “Vest”. De to befolkningers udvikling demonstrerer, at
religion ikke er skæbne - heller ikke i tilfældet Islam.
Sekulariseringen begyndte allerede i de sidste årtier af den
osmanniske tid, og efter Østrig-Ungarns besættelse af Bosnien i 1878
gjorde den sig gældende på alle niveauer: arbejde, livsstil,
uddannelse, politik m.v. Den blev specielt grundig i årene 1945-80, da
Jugoslavien var underlagt Titos regime. De kommunistiske magthavere
slog hårdt ned på alle religiøse institutioner og fortrængte den
ortodokse, den katolske og den islamiske tro fra det offentlige liv.
Bosniens befolkning blev derfor fremmedgjort i forhold til forfædrenes
religion.
En lignende proces fandt sted i mange andre lande, men her blev det
religiøse fællesskab erstattet af det nationale. Noget sådant skete
ikke i Bosnien-Hercegovina: Befolkningen som helhed følte sig ikke som
en særlig bosnisk nation, men blev efter 1. Verdenskrig - til glæde
for nogle og til sorg for andre - tilsluttet det nye Jugoslavien under
serbisk dominans. Bosniakkerne - den oprindelige muslimske befolkning
- som sådan konstruerede ingen separat, kollektiv identitet på
grundlag af sprog, historie o.s.v., men indgik i stedet i forskellige
politiske fællesskaber sammen med ortodokse, katolikker og jøder. Den
serbiske regerings centralistiske politik efter 1918 tvang ganske vist
bosniakkerne til at optræde som én gruppe, men selv dette frem-bragte
ikke nogen muslimsk nationalitet.
Alligevel blev etniciteten gjort til en politisk sprængladning, der
detonerede i 1992 og dermed splintrede det bosniske samfund. Med
Dayton-aftalen fra 1995 er stumperne blevet flikket sammen til et
juridisk særsyn, der nærmest må beskrives som en
“to-og-en-halv-komponent-stat”, opbygget på en etnisk adskillelse, der
ikke fandtes før krigen, men derimod var blevet dens resultat, og som
desuden blev ledsaget af masseflugt af bosniere til udlandet. Denne
fragmentering er til en vis grad sket efter det mønster, fortidens
religioner fastlagde: Bosniakker/muslimer, kroater/katolikker og
serbere/ortodokse. Men den tragiske befolkningsopsplitning er ikke
blevet frembragt af kulturen, livsformen, fortiden eller traumerne i
Bosnien, som før 1991 var den mest “jugoslaviske” republik i den nu
opløste forbundsstat.
Når halvdelen af Sarajevos serbiske - i henhold til egen definition -
befolkning valgte at blive i byen og udholde mere end tre års
belejring og beskydning fra Ratko Mladic’s “stor-serbiske” cetnikker,
når en tredjedel af byens forsvarere var serbere, og når den serbiske
Jovan Divjak (tilflytter fra Beograd) i det meste af denne periode var
den bosniske regeringshærs næstkommanderende, foreligger der en
tydelig diskrepans mellem bosnisk politik og den i vestlige medier så
stærkt fremhævede etnicitet. Bosnien-Hercegovinas undergang kan ikke
sammenlignes med borgerkrigen i det fragmenterede Libanon, hvor
maroniter, druzere, palæstinensere, shiiter m.fl. grupper i årevis
udgjorde indbyrdes kæmpende mini-stater, og hvor politikken i højere
grad var knyttet sammen med religion. Spørgsmålet om de kollektive
identiteters betydning i udbruddet af den jugoslaviske krig kan altså
ikke besvares med en standardopdeling af befolkningen i muslimer,
serbere og kroater.
Derimod foreligger der righoldig dokumentation af, at opløsningen i
1991/92 skyldtes beslutninger på det statslige - magtens - niveau,
hvor først Serbiens og dernæst Kroatiens politiske ledere
fremprovokerede etniske skel for at skabe en “libanesisk” situation.
Bosniens sammenbrud kan derfor ikke betragtes isoleret.
Serbiens Jugoslavien
Fra slutningen af 1300-tallet blev Balkan underkastet det osmanniske
imperium, som i 1453 erobrede Konstantinopel og dermed afsluttede det
byzantiske - eller østromerske - riges lange dødkamp. I de
efterfølgende århundreder var det senere Jugoslavien opdelt i tre: de
tyrkisk-beherskede provinser mod sydøst og de østrigsk-habsburgske mod
nordvest; dertil kom så kystlandet Dalmatien, der tilhørte den
italienske købmandsrepublik Venezia til 1797.
Svækkelsen af det osmanniske imperium førte til adskillige oprør og
krige på Balkan, og i 1878 blev Bosnien besat af Østrig-Ungarn, som
var et “dobbeltmonarki” under dynastiet Habsburg (kejser og konge
Franz Josef). I nogle årtier var der formelt tale om en midlertidig
besættelse, hvilket bl.a. indebar anerkendelse af den tyrkiske sultans
suverænitet. Men i1908 blev Bosnien regulært indlemmet i
Østrig-Ungarn.
I 1914 blev både osmannerne og Østrig-Ungarn kastet ud i Første
Verdenskrig. Anledingen var, at en serbisk nationalist myrdede den
habsburgske tronfølger Franz Ferdinand og dennes gemalinde. De to
multietniske imperier - det osmanniske og det habsburgske - stod nu
sammen med det kejserlige Tyskland i kampen mod en
russisk-britisk-fransk-italiensk alliance. Efter mere end fire års
gigantiske nedslagtninger tabte de tre “centralmagter”.
Karakteristisk for krigens gang var, at de kroatiske, serbiske og
bosniakkiske soldater i den østrig-ungarske hær i mere end fire år
kæmpede disciplineret - også mod Serbien og Montenegro. Men i 1918
styrtede de to multietniske stater - Habsburgernes Østrig-Ungarn og
det osmanniske imperium - i grus, og en jugoslaviske enhed var nu
blevet en oplagt mulighed. Allerede før krigens afslutning havde
kroatiske politikere i landflygtighed kontaktet den (ligeledes
eksilerede) serbiske regering med henblik på at udarbejde en plan for
en sydslavisk stat. På grund af fundamental uenighed mellem den
kroatiske leder Trumbic, som ønskede en forbundsstat, og Serbiens
regeringsleder Pasic, der var centralist, blev det i første instans
kun aftalt, at det selvstændige Jugoslavien skulle være et
konsti-tutionelt monarki under Karadjordjevic-dynastiet.
Efter et langvarigt opgør vedtog en fælles, grundlovgivende forsamling
i 1921 en udpræget centralistisk forfatning for “Serbernes, Kroaternes
og Slovenernes Kongerige”: Landet blev inddelt i 35 oblasti (amter) -
herunder de seks forhen-værende “Kreise” fra den habsburgske/ungarske
tid i Bosnien-Hercegovina. Der blev ikke taget hensyn til de
historiske provinser, alle planer om en forbundsstat eller selvstyre
for ikke-serbere blev opgivet, og al magt var samlet i Beograd (Libal,
1991, s. 20). Tilsvarende var hæren helt domineret af serbere, mens
kroatiske officerer blev holdt udenfor: “The entire national question
was complicated by the extremely harsh attitudes that each Balkan
government was to adopt towards its nonnational citicens or,
particularly in the case of Yugoslavia, toward those parties that did
not agree with the central regime. They were regularly regarded as a
source of weakness and disloyalty…” (Jelavich, 1983, s. 135).
Den nye forfatning blev vedtaget med snæver margin og uden de
kroatiske delegeredes deltagelse. I løbet af et par år havde det vist
sig, at den storserbiske nationalisme betød, at ikke-serbere blev
hårdere undertrykt end i førkrigstidens multi-etniske imperier, og
dette mønster slog igennem over hele Balkan: “The new national regimes
were to adapt a much more unconciliatory view. The position of a
member of a minority could be much worse under their rule than under
the old em-pires…” (Jelavich, smst.). I Jugoslavien førte dette til,
at den serbisk-kroatiske alliance blev afløst af et dødeligt had
mellem de to etniske grupper, der talte samme sprog, men tilhørte hver
sin kirke - henholdsvis den katolocisme og den ortodokse.
De bosniske muslimers - bosniakkernes - vanskelige stilling mellem
serbere og kroater fik deres parlamentariske repræsentanter til at
forsøge en kompromiskurs: Mod et tilsagn om at stemme for den
centralistiske forfatning fik de løfte om, at det serbiske
central-styre ville være tilbageholdende med beslaglæggelse af det
muslimske landaristokratis jord, respektere muslimernes selvstyre af
skoler og sharia-domstole og tage hensyn til dem ved udnævnelsen af de
seks veliki zupani (en art amtmænd) i Bosnien-Hercegovinas “oblasti”.
De muslimske delegerede stemte for forfatningen, men Beogradregeringen
holdt ikke løfterne (Banac i Pinson, 1994, s. 134 f). Konsekvensen
blev, at de forbitrede muslimer fremover søgte samarbejde med den
kroatiske opposition.
Jugoslaviens første ødelæggelse
I løbet af få år degenererede jugoslavisk politik til regulær, fysisk
kamp. I Bosnien-Hercegovina terroriserede de serbiske cetnik’er -
afledt af ordet “kompagni” - muslimske politikere, og storserbiske
ledere gentog et krav, der allerede var blevet rejst af et
regeringsmedlem under Første Verdenskrig: Bosnien skulle “renses” for
muslimer. Unge bosniakker reagerede ved at kaste bomber efter serbiske
embedsmænd.
Under en ophidset debat i parlamentet i Beograd i 1928 nedskød en
montenegrinsk delegeret den kroatiske leder Radic, og kort tid efter
oprettede Ante Pavelic (født af katolske forældre i en hercegovinsk
landsby) den storkroatiske terrororganisation Ustasja, d.v.s. “rebel”.
Beograds hensynsløse centralisme havde frembragt en kloning af den
mest uforsonlige og intolerante retning i storserbisk nationa-lisme.
Kun indpak-ningen var forskellig.
Pavelic’ terrororganisation blev en dødelig fare for Jugoslavien, idet
den blev aktivt hjulpet af det fascistiske Italiens diktator
Mussolini. I 1934 myrdede Ustasja kong Alexander Karadjordjevich, og
skønt serbiske og kroatiske politikere senere nåede frem til den
såkaldte sporazum (”forståelse”), lykkedes det ikke at mane
nationalismens dæmoner i jorden: Den jugoslaviske idé og det serbiske
monarki var blevet kompromitteret blandt statens ikke-serbere, og i
april 1941 fremprovokerede et militærkup i Beograd Hitler-Tysklands
lynangreb. De sydslaviske befolkningsgrupper blev påny styrtet ud i et
blodigt kaos.
Anden Verdenskrigs forløb i Jugoslavien skal ikke omtales her. Kun
skal det fremhæves, at fronterne i mange tilfælde krydsede fortidens
etnisk-religiøse skel. De uhyrligste massakrer, begået af den
fascistiske Ustasja mod serbere i Kroatien, var tydeligvis
tilrettelagt som en etnisk udrensning, og tilsvarende rekruterede
Cetnik-bevægelsen sine medlemmer blandt serberne. Cetnikkerne i det
tysk-besatte Serbien, brugte mere energi på at myrde jøder, sigøjnere
og muslimer end på at kæmpe mod invasionshæren. Dette gjorde det
lettere for tyskerne at organisere muslimer i den såkaldte
Handjar-division, der især foretog massakrer på serbere. Men den
kommunistisk anførte partisanbevægelse, der gik af med sejren i
forbindelse med Tysklands sammenbrud, var multietnisk: Dens øverste
leder, Tito, var halvt kroat, halvt slovener, og i dens rækker kæmpede
mænd og kvinder af både muslimsk, katolsk og ortodoks herkomst.
Etniske skel forsvandt under Tito
Under Tito-regimet arbejdede statens nye ledere på at skabe et
jugoslavisk folk efter kommunismens idealer, og fortidens religiøse og
etniske identiteter blev nedbrudt. Dette projekt fjernede kulturarven
som adfærdsmotivering i massemålestok, hvilket var sædvanlig
stalinistisk praksis (også gennemført i Sovjetunionen). For
Bosnien-Hercegovinas vedkommende betød dette, at muslimer, katolikker
og ortodokse efter verdenskrigen ikke længere levede i gensidig frygt
som adskilte grupper. Dette gjaldt især i storbyer som Sarajevo,
Mostar og Banja Luka, men også i landsbyerne mistede etniciteten
efterhånden betydning. De kollektive identi-teter og traumerne fra
Verdenskrigen blev tydeligvis svækket og afpolitiseret. Jugoslaviens
problemer var ikke af etnisk karakter.
Mere end tre årtiers kommunistisk undertrykkelse af det religiøse liv
(herunder ødelæggelse af kirker og moskéer), ensretningen af kultur og
uddannelse, den groteske personkult omkring Tito og partipampernes
tyranni kommunismen fik varige virkninger på samfundet. Dette gør det
ekstra nødvendigt at skelne mellem på den ene side folkemassernes
forestillinger og forventninger og på den anden side den lukkede
magtsfære og beslutninger, de højt privilegerede politiske og militære
ledere traf.
I 1980 døde Tito. Efterfølgende forværredes Jugoslaviens økonomi
dramatisk, men ingen afgørende politiske reformer blev gennemført.
Katastrofen i 1991/1992, da den kommunistiske forbundsstat blev
opløst, kom tydeligvis bag på det altovervældende flertal af
bosnierne, uanset deres forfædres religion: Fortidens religiøse skel
var forsvundet, og derfor vælter Per Jacobsens fremstilling i
SEMIRAMIS nr. 3, hvor han skriver, at Bosnien-Hercegovinas muslimer
også i det socialistiske Jugoslavien “skilte sig ud fra de andre ved
deres levevis…” Bosniakkerne havde stort set kun bevaret deres særlige
tradition i form af ukontroversielle detaljer som navngivning,
kaffedrikning af små kopper uden hank og den særlige skik at omskære
drengene. I alle andre henseender - klædedragt, politisk kultur og
sprog iberegnet - var der gennem mere end et halvt århundrede ét
kulturelt fællesskab i Bosnien, hvor “muslimerne” konsumerede
slivovits, vin og svinekød på linje med folk af katolsk og ortodoks -
henholdsvis “kroatisk” og “serbisk” - herkomst.
En højtid som Ramazan Bayram, der i mere ortodoske kredse afslutter
Islams årlige fasteperiode, har forlængst mistet sit religiøse indhold
for det store flertal af bosniakker, og festglade bosniere deltog i
både kristne og islamiske højtider sammen med naboer, venner og
slægtninge: Muslimerne “… er vilde med at fejre katolske og ortodokse
helligdage, og skønt deres forfædre har bygget nogle af de skønneste
moskéer i den islamiske verden, falder folk just ikke over hinanden
for at komme til, når der kaldes til bøn…” (Vulliamy, 1995, s. 66). I
1985 viste en me-ningsmåling, at kun 17 procent af bosniakkerne
betegnede sig som troende, og kun tre procent mødte op til fredagsbøn.
Tilsvarende gav en ung bosnier efter krigsudbruddet i 1992 udtryk for,
at han aldrig havde tænkt på sig selv som muslim, men som europæ-er:
“… Jeg aner ikke, hvordan man beder, jeg har aldrig været i moskéen,
jeg er europæer som jer! Jeg bryder mig ikke om, at den arabiske
verden skal hjælpe os. Men nu er jeg nødt til at tænke på mig selv som
muslim, ikke i religiøs forstand, men som del af et folk. Nu da vi
står ansigt til ansigt med udslettelsen, er jeg nødt til at forstå,
hvad det er ved mig og mit folk, de ønsker at udslette.” (Vulliamy,
1995, s. 67).
Sekularisering af ægteskabet
De mange slægtsbånd på tværs af forfædrenes trosretning er det
klareste indicium på den enhedskultur, der fungerede i
Bosnien-Hercegovinas byer før 1992. At muslimske mænd har giftet sig
med kristne kvinder har ikke været et særsyn - især ikke i
osmanner-rigets tid. Men hvor har muslimske kvinder i stor målestok og
i flere generationer giftet sig med ikke-muslimske mænd - med deres
pårørendes godkendelse? Kun blandt Volga-tatarerne (i deres hjemland
og i deres diaspora i f. eks. Moskva og Helsinki) og i
Bosnien-Hercegovina er ægteskabsmønstret - centralnerven i alle
kulturer - blevet sekulariseret. Traumerne fra verdenskrigen har ikke
afholdt nye generationer fra at nedbryde etniske barrierer på den mest
effektive måde: Ved at “dele bord og seng”. Derfor var 30 procent af
indgåede ægteskaber i byerne “blandede” (Malcolm, 1994, s. 222). Alene
af den grund blev krigens opdeling af Bosnien-Hercegovina i tre
indbyrdes fjendtlige nationaliteter kun gennemført med den
allergroveste terror, som har ramt et utal af tætte, personlige bånd.
Talrige vidnesbyrd fra Sarajevo, Tuzla, Mostar og fra tyske, danske og
svenske centre, hvor bosniske flygtninge er blevet anbragt, viser, at
Bosniens befolkning før Jugoslaviens opløsning ikke var kulturelt
splittet, svarende til fortidens religiøse skel: Etnisk splittelse
fandtes ikke i de bosniske byer før 1991. Den har ikke fremkaldt
krigen, men er tværtimod selv et resultat af de sidste fem års had og
ter-roraktioner, som skyldes andre faktorer.
Efter april 1992 bredte had og mistro sig uundgåeligt overalt i
Bosnien-Hercegovina, og for første gang i over 100 år optrådte den
bosniakiske befolkning som en politisk enhed ved at støtte præsident
Alija Begovic’s muslimske regeringsparti, SDA. Årsagen var, at den i
løbet af krigen blev udsat for et tab på ca. 200.000 dræbte, og den
årelange belejring af Sarajevo - for ikke at tale om forholdene i
Gorazde og Srebrenica - banede vej for en muslimsk intolerance og
fanatisme.
Jugoslaviens anden ødelæggelse
Både serbisk og kroatisk nationalisme var i udgangspunktet og i de
efterfølgende års praksis tæt forbundet med ensretning, undertrykkelse
og vilkårlig voldsanvendelse. Hver gang de politiske procedurer
forsvandt, brød dette destruk-tive potentiale frem med fuld kraft som
resultat af de intellektuelles appeller til de mest afstumpede
elementer i landbefolkningen.
Da Slobodan Milosevic i 1987 besluttede at udskifte Titos
“proletariske solidaritet” med storserbisk nationalisme, blev
Jugoslavien ødelagt for anden gang. Hvad der konkret var i vente,
havde Radovan Karadzic - senere de bosniske serberes leder - allerede
beskrevet i et digt fra 1971: “Lad os tage ned i byerne og dræbe
svinene!” (Kaspersen, Sørensen og Sørensen, 1996, s. 44). Tråden blev
taget op af bl.a. Dragos Kalajic, som efter Milosevic’s
magtovertagelse regelmæssigt skrev nationa-listiske artikler til
Beograd-tidsskriftet “Duga”. Her blev bosniakker og albanere stemplet
som “halvarabere”, og så sent som i september 1995 fremhævede Kalajic,
at cetnikkernes ødelæggelse af byerne var noget, alle europæere burde
være stolte af.
Fra krigens begyndelse i 1991 havde den jugoslaviske hærs og de
serbiske militsers indsats frem for alt været at belejre Dalmatiens,
Slavoniens og Bosniens byer og terrorisere deres indbyggere. Et
vigtigt motiv var at fastholde de vestlige mediers interesse om
specielt Sarajevo, mens de samtidige etniske udrensninger af
bosniakker i landdistrikterne påkaldte sig mindre opmærksomhed. Det
fik den serbiske intellektuelle Milos Bobic til at hævde, at der i
serbisk kultur findes et særligt had mod byer (Nissen, 1992, s. 317).
Også den serbiske arkitekt og for-fatter, Bogdan Bogdanovic - 1992-96
Beograds borgmester og siden 1994 land-flygtig i Wien - har skrevet om
dette “ritualmord på byerne”: “Vi - og netop vi, den serbiske side -
vil blive husket som byødelæggere…” (en dansk oversættelse blev bragt
i Weekendavisen, d. 5.11.1993; essayet er også trykt i Kaspersen,
Sørensen og Sørensen, 1996). Bogdanovic finder ingen militær logik i
dette gigantiske ødelæggelsesværk: “Det drejer sig om smukke, meget
smukke - de smukkeste byer: Osijek, Vukovar, Zadar, Mostar og
Sarajevo. Angrebet på Dubrovnik - jeg græmmes ved at sige det, men jeg
bliver nødt til det - var helt bevidst rettet mod et eksempel på en
enestående, næsten sym-bolsk skønhed. Angrebet minder om en sindssyg,
der kaster syre i ansigtet på en smuk kvinde…” Arkitekten må derfor
stille spørgsmålet: “Byhadere og byødelæggere er ikke længere kun
litterære fænomener; de findes blandt os. Tilbage står tanken: Fra
hvilket dyb af den forvirrede folkesjæl er de udsprunget…?”
Statslig organisering af had og intolerance
Det destruktive potentiale fra dybet aktualiseres imidlertid ikke af
sig selv. Dertil kræves en bestemt mekanisme: statsmagten. Denne magt
stod bag en metodisk hadkampagne. Fra 1987 lod Slobodan Milosevic
pressen og fjernsynet bombardere befolkningen med et yderligtgående
nationalistisk budskab: “Især den autoritetstro landbefolkning blev
gennem mediernes overdrivelser og løgnehistorier indoktri-neret til at
betragte alle albanere, kroater, og muslimske bosniere som henholdsvis
blodtørstige separatister, ustasja-fascister og islamiske
fundamentalister, der kun pønsede på at udrydde de serbiske
mindretalsgrupper” (Sørensen og Bjørn, 1996, s. 160). Skønt denne
propaganda senere blev neddæmpet, tror de fleste af Serbiens bønder
stadig på den. Her er 35 procent af befolkningen analfabeter, og det
stats-lige tv har bevaret sin gennemslagskraft under oppositionens
månedlange protester mod Milosevic i slutningen af 1996 og begyndelsen
af 1997 [ NB - artiklen er skrevet i 1997; Milosevic blev som bekendt
senere væltet af Serbiens demokratibevægelse, anført af studenterne i
OTPOR]. Det viste sig, at befolk-ningen i landdistrikterne i vidt
omfang stadig var uvidende om de massive demon-strationer i Beograd,
da den kun informeres over tv.
Milosevic appellerede derfor fra begyndelsen af sin karriere som
parti- og statsleder til følelser som frygt og had blandt de mest
isolerede og dårligst ud-dannede serbere. Derefter arrangerede hans
medarbejdere demonstrationer, der førte til hærværk og lynchninger i
kampen mod politiske modstandere i Kosovo- og Vojvodina-provinserne,
som mistede det selvstyre, Tito havde tildelt dem (Malcolm, 1994, s.
211 f.).
Parallelt med massekampagnerne opmuntrede og bevæbnede Milosevic
paramili-tære bander som Vojislav Seseljs Hvide Ørne og Den frivillige
serbiske Garde, anført af Zeljko Raznatovic - “kommandant Arkan”.
Disse ekstreme nationalister indtog en fremtrædende plads i serbisk
politik, og Seseljs parti havde en tredjedel af parlamentets pladser
frem til 1993, da Milosevic neddæmpede den storserbiske nationalisme.
De storserbiske militser samlede lokale cetnikker i de kroatiske og
bosniske landdi-strikter, hvor der fremover herskede kaotiske
tilstande. Bandernes første ofre var serbere, der nægtede at slutte
sig til den nationalistiske terrorkampagne, og i næste fase blev der
organiseret overfald på “kroater” og “muslimer” (Malcolm, 1994, s. 216
ff). Peter Galbraith, USA’s ambassadør i Kroatien og international
observatør med grundigt kendskab til krigen, har beskrevet
begivenhederne i landsbyerne: “… in case after case [ … ] it was
described to me that on day one when the troubles began, the local
bully - the forty year old lout with the beer belly who was a marginal
economic figure - would run up the Cetnik flag [ … ] and then it would
be his eighteen year old son who would go out and gun down somebody’s
parents in front of their eyes or engage in rape. Those are the
marginal characters who thrive on war… ” (cit. fra Hedegård, 1996, s.
116).
Det sidstomtalte aspekt - mafiaernes og lumpenproletarernes dimension
- har været fremtrædende. Da de nationalistiske militser først var
begyndt at sprede død og ødelæggelse, dukkede “marginale” elementer op
i alle lejre, og “kroatiske” og “muslimske” bander foretog “etnisk
udrensning” og andre former for terror. Så sent som i februar 1997
terroriserede en mafia med kontakt til de lokale kroatiske
nationalister muslimer i Mostars vestlige bydel. Det er det store
flertal af “ikke-marginale” eks-jugoslaver, der blev ofre for
politikkens og sprogets sammenbrud i kølvandet af kommunismens
sammenbrud.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at der blandt bosniakkerne -
“muslimerne” i selve Bosnien-Hercegovina og i landflygtighed - ikke
organiseres hævnterror.
<<<<<<<<<
--
når folk siger deres religion ikke må kritiseres, og
dræber mennesker for at skræmme andre fra at gøre det i fremtiden, SÅ
er det lig med terrorisme.