Pinochet væltede ikke en demokratisk regering
Af Rasmus Sønderriis, ZIGZAG nr. 67, februar 1999
Hvorfor er der så mange fascister i Chile? Dette provokerende
spørgsmål har jeg ruget over, lige siden jeg først kom til Chile i
1988 - i diktaturets sidste dage. Hverken i Argentina, Uruguay eller
Brasilien har de afgåede militærdiktaturer haft så stor folkelig
opbakning som i Chile.
Pinochet fik ved folkeafstemningen i 1988 44% af stemmerne, og siden
har de benhårde pinochetister ligget støt på 40-45% af stemmerne ved
alle valg. Selv om Pinochets forfatning fra 1980 blev vedtaget ved en
folkeafstemning med valgsvindel og nul debat, siger alle chilenere
samstemmende, at diktaturets forfatning på daværende tidspunkt
alligevel var gået igennem - også uden svindel.
I dag får valgsystemet og forfatningen meget af skylden for den
manglende demokratisering i Chile. Hvis højrefløjen blot gik 10-15
procentpoints ned, ville den stort set ryge helt ud af parlamentet.
Forfatningen ville da kunne skrives om - helt forfra. Men højrefløjen
ser ikke ud til at miste stemmer. Hvorfor? Ved folk ikke at Pinochet og
hans politiske tilhængere er skyldige i de mest modbydelige
forbrydelser?
En overbevisede retfærdiggørelse af støtten til diktaturet er nok
umulig at forvente. Men er der ikke i det mindste en forklaring, der
går lidt dybere end at råbe "dumme fascistsvin"?
Før kuppet
Spørger man pinochetisterne, hvordan de dog kan forsvare alle de
grufulde overgreb mod menneskerettighederne, svarer de hver gang at "de
venstreorienterede stjal vores ejendom" og så kommer
triumf-argumentet: "de forberedte en borgerkrig, der skulle installere
et kommunistisk diktatur". Altid henvises der til 'mareridtet' før
kuppet: Allendes Unidad Popular-regering(UP) fra 1970-73. "Det var dem
der startede. Vores eneste synd er at have vundet krigen", hedder det.
"Hvis vi skal sige undskyld for diktaturet, skal de først undskylde
UP-regeringens forbrydelser. Kun da kan der blive sand forsoning".
Chiles udenrigsminister, socialisten Insulza, svarede for få dage
siden på 'Pinochets brev til chilenerne', at "det er sandt, at her
var borgerkrigslignende tilstande og at der døde folk på begge sider.
Forskellen ligger hovedsagligt i alle de anholdte, der bare forsvandt.
Der er 2000 forsvundne her i Chile." Virkelig? Er forskellen ikke
også, at militæret afsatte en demokratisk valgt regering? Jeg var kun
5 år, da kuppet kom, men som dansker har jeg altid fået det
fremstillet som en smuk drøm om "den demokratiske vej til
socialismen", der blev knust af kugler og krudt.
Naiv
Mange ældre chilenske socialister svarer nærmest undvigende og flovt,
når man udfritter dem om Allendes regering. Ikke Pepe Auth. Han kan
ikke kræves direkte til ansvar for Allende-regeringens tragiske
afslutning, for han var kun 16 år, da kuppet kom i 1973.
Måske derfor taler han i dag så frit fra leveren. Han var den gang en
stærkt ideologiseret socialistisk studenterleder. Under diktaturet
blev han fængslet og smidt ud af universitetet. Han studerede siden
sociologi i sit 3-årige eksil i Paris. Han er i dag en fremtrædende
politiker, næstformand for det socialdemokratiske parti PPD, der er
udsprunget af - og stadig tæt tilknyttet - Socialistpartiet. Disse to
partiers fælles leder, Ricardo Lagos, fører suverænt an i kapløbet
om at blive Chiles næste præsident, og Pepe Auth er som valgekspert
en vigtig rådgiver i Lagos's kampagne.
Pepe indrømmer, han jublede, da Pinochet blev anholdt i London.
Alligevel bekender han nådesløst sin egen naivitet under Allendes
regering - og langer ud mod de voksne demagoger, der indoktrinerede ham
og nær førte ham i døden i starten af 1970erne:
"Allende blev valgt med lidt over en tredjedel af stemmerne, men
forsøgte at gennemføre et totalt radikalt program uden at bekymre sig
om at skaffe flertal i befolkningen - ikke engang i Kongressen, der
ellers skulle forestille at repræsentere folket i bredeste forstand",
siger Pepe Auth og fortsætter: "Få uger inden kuppet blev regeringen
afsat af den lovgivende forsamling for et væld af ulovlige handlinger,
opildnen til vold og tyveri, tilsidesættelse af forfatningen.
Alligevel nægtede Allende at gå! Derfor var der ikke tale om et
statskup - rent teknisk. Det argument fik jeg slynget i hovedet af en
pinochetist i en TV-debat for nyligt. Bang! Han havde jo ret, hvad
skulle jeg sige? Jeg svarede selvfølgelig, at Kongressens afsættelse
af Allende næppe var ment som en blanko-check for mord,
koncentrationslejre, tortur, massefyringer, eksil og så kom jeg med
hele den sædvanlige remse. Men i argumentet om kuppet havde han ret.
Allende var ikke længere forfatningsmæssig præsident. Og det siger
en hel del om Chile velkendte paragrafrytteri, at Kongressen måtte
autorisere militærkuppet, inden det kunne lade sig gøre."
- Men hvis Allende kun havde lidt over 1/3 af stemmerne, kunne
oppositionen så ikke have stillet op med en fælles kandidat til
næste valg tre år senere?
(Ler). "Valg? Tror du nogen snakkede om valg? Unidad Popular-regeringen
var ikke demokratisk. Jeg husker det alt for tydeligt. I alle mine
voksnes lederes taler var brugen af det vi kaldte 'det borgerlige
demokrati' kun en fase på vejen mod proletariatets diktatur, folkets
sande magt over hele produktionsapparatet, udryddelsen af borgerskabet.
Det var ikke en hemmelig plan, nej, det var den officielle diskurs som
vi ungsocialister blev fodret med og gik ud og gentog overalt i
samfundet. Den chilenske venstrefløj var totalt skizofren."
"I praksis var vi reformister, der fik gennemført en masse:
uddannelse, sundhed, faglig organisering osv. Men på den anden side
var vores teoretiske diskurs den mest revolutionære i hele
Latinamerika. På socialisternes kongres i Chillán 1967 blev det
erklæret, at magtovertagelse via demokratiske valg var udelukket - kun
væbnet kamp kunne føre os til magten."
"Af den grund afholdt de fleste sig fra at stemme på Allende som
kandidat. Tre år senere stod vi med magten efter et valg! Men eftersom
partiet ikke officielt troede på den vej, styrede vi faktisk mere
eller mindre bevidst mod en borgerkrig. Ingen var overrasket, da kuppet
kom. Vi havde fået at vide, at nu viste kapitalismen sit sande ansigt:
fascismen! Nu kom den borgerkrig vi ventede på. Hæren ville dele sig,
hed det sig. Ligesom i den spanske borgerkrig."
"Vores ledere havde givet os kort over, hvilke regimenter der var på
vores side. En gang vås! De få socialistister i hæren var kendte, og
blev hurtigt ryddet af vejen. Jeg havde stået og råbt
'maskingeværer til folket' få dage inden, og tog straks afsted
til der, hvor de havde lovet, at et gevær ventede på mig. Vi havde
kun trænet et par uger før, og nu skulle vi i krig. Men der var
heldigvis ingen våben. Gudskelov, for naive 16-årige idealister uden
ordentlig træning er de første, der bliver mejet ned. Faktisk døde
min bedste kammerat og mange andre på min alder pga. vores totale
naivitet. Det tog mig et par år inden jeg for alvor opdagede, vi stod
over for en massakre og ikke en borgerkrig."
Folkeafstemning
- Men var Allende ikke bekymret? Ville han ikke have indkaldt til en
folkeafstemning om sin regerings fortsættelse?
"Det er siden blevet sagt, at han planlagde en folkeafstemning. Men det
tror jeg personligt er løgn! Under alle omstændigheder havde det ikke
løst noget som helst. Der var ingen af os, der ville have givet afkald
på revolutionen pga. et sølle valgresultat. Og hvad med alle de
ekspropierede ejendomme og virksomheder? Hvordan skulle de være blevet
leveret tilbage uden vold? Nej, Pinochet har desværre ret, når han
siger, kuppet forhindrede en borgerkrig.
Allende bekymret? Nej, han udviste ingen form for takt eller følsomhed
over for middelklassens bange anelser. Han kom til magten to år efter
Sovjetunionens invasion i Tjekkoslovakiet, mens
kommunistforskrækkelsen var på sit højeste, men lod ikke desto
mindre østblokkens rådgivere strømme ind i landet. Paradoksalt nok
var de mere pragmatiske chilenske kommunister den eneste moderate
indflydelse i regeringen. Jo, kommunisterne var bekymrede. Socialisten
Allende lod derimod Fidel Castros statsbesøg forlænge i månedsvis!
Den cubanske leder ville ikke rejse, han blev bare ved og ved med at
rejse fra fabrik til fabrik langs hele Chile, mens han forklarede
arbejderne, hvordan man laver en væbnet revolution."
-Men hvorfor blev kuppet så præget af bestialsk had - i et land, der
trods alt havde en lang demokratisk tradition? Med en hær der aldrig i
nyere tid havde blandet sig i politik?
"Klassehadet havde længe været et mål i sig selv. Mange handlinger
under Allende var beregnet på at skabe had blandt 'borgerskabets
dumme svin'. Fattige skoleelever angreb de riges børn på gaden med
spark og brosten, og folk i regeringen ville ikke fordømme det. Selv
var jeg også med i brigader, der med tæsk og voldelige overfald
skulle forhindre højrefløjen i at demonstrere i Santiagos centrum.
Det førte endda til et skuddrama en gang. Dramatisk! Bagefter stod der
i pressen, det var et internt opgør mellem højrefløjsaktivister. Der
var aldrig problemer med at lyve for revolutionen."
Folkeforsyningskomiteer
Seddelpressen løb løbsk for at finansiere regeringens vilde
løn-dekreter, så folk havde masser af penge på lommen. De skulle
bruges hurtigt, for ingen turde spare op eller investere i noget, der
alligevel kunne blive ekspropieret dagen efter. Det skabte inflation,
der blev bekæmpet med priskontrol. Resultat: varemangel. Regeringen
skød skylden på borgerskabets boykot og CIAs destabilisering. Som en
nødløsning oprettedes et rationeringssystem efter cubansk mønster.
Det gav total kontrol til 'folkeforsyningskomiteer', og gav i
praksis al magten over varefordelingen til nogle få dominerende
UP-folk i hvert boligkvarter. Hvis de blev uvenner med deres nabo, fik
han ikke noget at spise. Det var et vilkårligt system - som skabt til
at oppiske had helt ned på lokalt plan. Købmændene gemte
selvfølgelig deres varer for at sælge dem på det sorte marked, men
så kom aktivister og politikere og åbnede butikkerne med vold og
magt. Alligevel: efter kuppet kom varerne for alvor frem på hylderne!
Vi studenter opfordrede også arbejderne til at besætte deres
virksomheder, mens daglejerne blev opildnet til at smide selv
mellemstore bønder på porten og afgøre gamle skudsmål, få afløb
for århundreders nag mod godsejeren som beskrevet af Isabel Allende i
'Åndernes Hus'. Forestil dig hvad selv relativt frisindede og
socialt bevidste landmænd, købmænd eller små virksomedssejere
følte over for os studenterledere: De blev selvfølgelig brændende
anti-kommunister! Der stod godt nok i Allendes valgprogram, at kun
strategiske virksomheder skulle nationaliseres - og med strategisk
mener jeg fx. officielle monopoler som Papirfabrikken, der skulle
styres af os venstreorienterede, så vi kunne afskære den trykte
borgerlige presse fra adgang til papir. Det var hvad vi forstod ved
'al magt til folket'.
Men i sidste ende havde regeringen ingen vilje til at smide arbejderne
ud fra selv mindre virksomheder. Så alle vidste, at hvis blot man
handlede på egen hånd, så kom regeringen bagefter og ekspropierede
virksomheden, der blev erklæret for arbejdernes ejendom. Så alle
selvstændige levede i frygt for ekspropiering. UP lagde populært ud
med en venstrenationalistisk Nord-Syd-diskurs. Men herefter gik
Allendes regering ned, ikke kun pga. kuppet, men fordi vi var totalt
over-ideologiserede. Vores diskurs var udelukkende rettet mod det
industrielle proletariat. Resten af befolkningen var ligegyldig.
Os eller dem
Kun to dage inden kuppet stod en af vores topledere, Carlos Altamirano,
og råbte, at soldaterne hellere ville skyde mod deres overordnede end
mod folket. Ja, den samme Altamirano, der i dag slår sig op som
Socialistpartiets moderne og nyskabende ideolog. Dengang opfordrede han
direkte marinesoldaterne til at begå mytteri. På det tidspunkt
tænkte Merino (flådechefen, sidenhen en af Pinochets mest trofaste
støtter i militærjuntaen, RS) at 'det er os eller dem'.
Altamirano svor, at folket var rede til en krig, men det var altsammen
tomme ord. Man kan næppe forestille sig noget mere uansvarligt end at
mane til krig uden våben. Ikke mærkeligt, at militæret ventede langt
større modstand.
Mener du, militæret ikke havde andet valg?
"Helt sikkert! Og generelt har officererne i sidste ende ikke haft så
stor glæde af diktaturet. Tværtimod er deres prestige i samfundet
mindsket. Jeg kan også godt forstå de mange chilenere, der siger
"Pinochet frelste os", for de har på sin vis ret - uden at det
retfærdiggør hvad der derefter skete. Nej, de virkelige slyngler er
de kyniske civile fra højrefløjen, der benyttede sig af militæret
til at skaffe sig magt. Jeg forstår godt, når militærfolk bliver
rasende på de erhvervsfolk, der i dag tager elegant afstand fra
forbrydelserne mod menneskerettighederne. Topmålet af hykleri! De
samme folk så ellers den gang gennem fingre med politiske
henrettelser, mens de hviskede generalerne i ørerne hvilken økonomisk
politik de skulle føre. Nu kan militærfolk passende tage skylden og
fængselsstraffen, mens de folk, der skubbede dem til kuppet og
overbeviste dem om, at mord og tortur var en nødvendig del af krigen
mod kommunismen, sidder som stenrige erhvervsledere og højtansete
fortalere for Chiles økonomiske mirakel."
Rasmus Sønderrriis er bosat i Chile og skriver regelmæssigt for
ZIGZAG
--------------------------------------------------------------------------------
Hvornår var det nu, det var et kort rids af Chiles nyere historie
1964: Den kristelige demokrat Eduardo Frei(fader til den nuværende
præsident) vælges til præsident efter at højrefløjen ofrer sin
kandidat for at forhindre socialisten Allende i at vinde.
1967: Chiles socialister beslutter på Kongressen i Chillán at eneste
vej til magten er via væbnet kamp.
1970: Højrefløjen stiller op med en kandidat, hvilket tillader
Allende at samle flest stemmer i alt 36%.
1973: i August erkærer Nationalkongressen Allendes regering for
forfatningsstridig. Pinochet udpeges af Allende som ny hærchef.
1973: 11/9 Militæret tager magten ved kup, hvor Præsident Allende
omkommer i præsidentpaladset.
1974: Juntaen bestående af de 3 værnschefer, samt politichefen
omstruktureres og bringer Pinochet i spidsen som republikkens
præsident.
1978: Ny forfatning godkendes ved folkeafstemning, der afholdes i en
situation, hvor oppositionen er forbudt og uden adgang til medierne, og
resultatet betegnes af brede kredse som valgfusk.
1980: Den nye forfatning træder i kraft, hvorved Pinochet forbliver
Præsident for republikken for en periode på 8 år.
1983-86: Omfattende protester mod regimet tiltag til samling af
oppositionen, omfattende kræfter fra det kristelig-demokratiske parti
til kommunisterne.
1986: Sept. Attentatforsøg mod Pinochet mislykkes og oppositionen
splittes som konsekvens heraf.
1988: Okt. Folkeafstemning om Pinochet skal fortsætte endnu en periode
på 8 år som præsident, resulterer i et NEJ med 54,7% af de afgivne
stemmer. Pinochet vælger i hh. til en paragraf i forfatningen at blive
på posten endnu et æresår.
1989: Dec.Der afholdes præsident- og parlamentsvalg, hvor den forenede
opposition "La Concertación" bestående af det kristelig-demokratiske
parti, en udløber af Socialistpartiet, PPD, samt en række mindre
partier vinder præsidentposten og et spinkelt flertal i parlamentets
deputer-kammer. Det andet parlamentskammer, Senatets flertal påvirkes
af 9 senatorer, udpeget af Pinochet.
1990: 11. marts Patricio Aylwin fra det kristelig-demokratiske parti
indsættes som præsident og Pincohet fortsætter som øverste chef for
de væbnede styrker.
1991: Marts. Parlamentets kommission for "Sandhed og Forsoning"
udkommer med en rapport der kortlægger ca. 2000 forbrydelser med
døden til følge begået under militærregimet, men lægger ikke op
til retsforfølgelse.
1993: Dec. Præsident- og parlamentsvalg forrykker kun styrkeforholdet
lidt mellem "La Concertación" og højrefløjen med hhv. 58% og 42%.
1994: Marts. Eduardo Frei, kristelig demokrat og søn af tidligere
præsident, overtager præsidentposten fra Patricio Aylwin med løfter
om at fortsætte den samme politik.
1995: Chefen for det hemmelige politi DINA (1973-78) Manuel Contreras
dømmes og fængsles som ansvarlig for mordet på ex-ministeren
Letelier i Washington.
1997: Dec. Parlamentsvalg forskubber ikke styrkeforholdet væsentlig,
men præges af en markant stigning i andelen af sofavælgere, især
blandt unge chilenere.
1998: Marts. Pinochet går af som øverste chef for de væbnede styrker
og indtræder i hh. til forfatningen som senator på livstid.
1998: Okt. Pinochet tilbageholdes i London på udleveringsbegæring fra
Spanien.
Af Rasmus Sønderriis, ZIGZAG nr. 67, februar 1999
Hvorfor er der så mange fascister i Chile? Dette provokerende
spørgsmål har jeg ruget over, lige siden jeg først kom til Chile i
1988 - i diktaturets sidste dage. Hverken i Argentina, Uruguay eller
Brasilien har de afgåede militærdiktaturer haft så stor folkelig
opbakning som i Chile.
Pinochet fik ved folkeafstemningen i 1988 44% af stemmerne, og siden
har de benhårde pinochetister ligget støt på 40-45% af stemmerne ved
alle valg. Selv om Pinochets forfatning fra 1980 blev vedtaget ved en
folkeafstemning med valgsvindel og nul debat, siger alle chilenere
samstemmende, at diktaturets forfatning på daværende tidspunkt
alligevel var gået igennem - også uden svindel.
I dag får valgsystemet og forfatningen meget af skylden for den
manglende demokratisering i Chile. Hvis højrefløjen blot gik 10-15
procentpoints ned, ville den stort set ryge helt ud af parlamentet.
Forfatningen ville da kunne skrives om - helt forfra. Men højrefløjen
ser ikke ud til at miste stemmer. Hvorfor? Ved folk ikke at Pinochet og
hans politiske tilhængere er skyldige i de mest modbydelige
forbrydelser?
En overbevisede retfærdiggørelse af støtten til diktaturet er nok
umulig at forvente. Men er der ikke i det mindste en forklaring, der
går lidt dybere end at råbe "dumme fascistsvin"?
Før kuppet
Spørger man pinochetisterne, hvordan de dog kan forsvare alle de
grufulde overgreb mod menneskerettighederne, svarer de hver gang at "de
venstreorienterede stjal vores ejendom" og så kommer
triumf-argumentet: "de forberedte en borgerkrig, der skulle installere
et kommunistisk diktatur". Altid henvises der til 'mareridtet' før
kuppet: Allendes Unidad Popular-regering(UP) fra 1970-73. "Det var dem
der startede. Vores eneste synd er at have vundet krigen", hedder det.
"Hvis vi skal sige undskyld for diktaturet, skal de først undskylde
UP-regeringens forbrydelser. Kun da kan der blive sand forsoning".
Chiles udenrigsminister, socialisten Insulza, svarede for få dage
siden på 'Pinochets brev til chilenerne', at "det er sandt, at her
var borgerkrigslignende tilstande og at der døde folk på begge sider.
Forskellen ligger hovedsagligt i alle de anholdte, der bare forsvandt.
Der er 2000 forsvundne her i Chile." Virkelig? Er forskellen ikke
også, at militæret afsatte en demokratisk valgt regering? Jeg var kun
5 år, da kuppet kom, men som dansker har jeg altid fået det
fremstillet som en smuk drøm om "den demokratiske vej til
socialismen", der blev knust af kugler og krudt.
Naiv
Mange ældre chilenske socialister svarer nærmest undvigende og flovt,
når man udfritter dem om Allendes regering. Ikke Pepe Auth. Han kan
ikke kræves direkte til ansvar for Allende-regeringens tragiske
afslutning, for han var kun 16 år, da kuppet kom i 1973.
Måske derfor taler han i dag så frit fra leveren. Han var den gang en
stærkt ideologiseret socialistisk studenterleder. Under diktaturet
blev han fængslet og smidt ud af universitetet. Han studerede siden
sociologi i sit 3-årige eksil i Paris. Han er i dag en fremtrædende
politiker, næstformand for det socialdemokratiske parti PPD, der er
udsprunget af - og stadig tæt tilknyttet - Socialistpartiet. Disse to
partiers fælles leder, Ricardo Lagos, fører suverænt an i kapløbet
om at blive Chiles næste præsident, og Pepe Auth er som valgekspert
en vigtig rådgiver i Lagos's kampagne.
Pepe indrømmer, han jublede, da Pinochet blev anholdt i London.
Alligevel bekender han nådesløst sin egen naivitet under Allendes
regering - og langer ud mod de voksne demagoger, der indoktrinerede ham
og nær førte ham i døden i starten af 1970erne:
"Allende blev valgt med lidt over en tredjedel af stemmerne, men
forsøgte at gennemføre et totalt radikalt program uden at bekymre sig
om at skaffe flertal i befolkningen - ikke engang i Kongressen, der
ellers skulle forestille at repræsentere folket i bredeste forstand",
siger Pepe Auth og fortsætter: "Få uger inden kuppet blev regeringen
afsat af den lovgivende forsamling for et væld af ulovlige handlinger,
opildnen til vold og tyveri, tilsidesættelse af forfatningen.
Alligevel nægtede Allende at gå! Derfor var der ikke tale om et
statskup - rent teknisk. Det argument fik jeg slynget i hovedet af en
pinochetist i en TV-debat for nyligt. Bang! Han havde jo ret, hvad
skulle jeg sige? Jeg svarede selvfølgelig, at Kongressens afsættelse
af Allende næppe var ment som en blanko-check for mord,
koncentrationslejre, tortur, massefyringer, eksil og så kom jeg med
hele den sædvanlige remse. Men i argumentet om kuppet havde han ret.
Allende var ikke længere forfatningsmæssig præsident. Og det siger
en hel del om Chile velkendte paragrafrytteri, at Kongressen måtte
autorisere militærkuppet, inden det kunne lade sig gøre."
- Men hvis Allende kun havde lidt over 1/3 af stemmerne, kunne
oppositionen så ikke have stillet op med en fælles kandidat til
næste valg tre år senere?
(Ler). "Valg? Tror du nogen snakkede om valg? Unidad Popular-regeringen
var ikke demokratisk. Jeg husker det alt for tydeligt. I alle mine
voksnes lederes taler var brugen af det vi kaldte 'det borgerlige
demokrati' kun en fase på vejen mod proletariatets diktatur, folkets
sande magt over hele produktionsapparatet, udryddelsen af borgerskabet.
Det var ikke en hemmelig plan, nej, det var den officielle diskurs som
vi ungsocialister blev fodret med og gik ud og gentog overalt i
samfundet. Den chilenske venstrefløj var totalt skizofren."
"I praksis var vi reformister, der fik gennemført en masse:
uddannelse, sundhed, faglig organisering osv. Men på den anden side
var vores teoretiske diskurs den mest revolutionære i hele
Latinamerika. På socialisternes kongres i Chillán 1967 blev det
erklæret, at magtovertagelse via demokratiske valg var udelukket - kun
væbnet kamp kunne føre os til magten."
"Af den grund afholdt de fleste sig fra at stemme på Allende som
kandidat. Tre år senere stod vi med magten efter et valg! Men eftersom
partiet ikke officielt troede på den vej, styrede vi faktisk mere
eller mindre bevidst mod en borgerkrig. Ingen var overrasket, da kuppet
kom. Vi havde fået at vide, at nu viste kapitalismen sit sande ansigt:
fascismen! Nu kom den borgerkrig vi ventede på. Hæren ville dele sig,
hed det sig. Ligesom i den spanske borgerkrig."
"Vores ledere havde givet os kort over, hvilke regimenter der var på
vores side. En gang vås! De få socialistister i hæren var kendte, og
blev hurtigt ryddet af vejen. Jeg havde stået og råbt
'maskingeværer til folket' få dage inden, og tog straks afsted
til der, hvor de havde lovet, at et gevær ventede på mig. Vi havde
kun trænet et par uger før, og nu skulle vi i krig. Men der var
heldigvis ingen våben. Gudskelov, for naive 16-årige idealister uden
ordentlig træning er de første, der bliver mejet ned. Faktisk døde
min bedste kammerat og mange andre på min alder pga. vores totale
naivitet. Det tog mig et par år inden jeg for alvor opdagede, vi stod
over for en massakre og ikke en borgerkrig."
Folkeafstemning
- Men var Allende ikke bekymret? Ville han ikke have indkaldt til en
folkeafstemning om sin regerings fortsættelse?
"Det er siden blevet sagt, at han planlagde en folkeafstemning. Men det
tror jeg personligt er løgn! Under alle omstændigheder havde det ikke
løst noget som helst. Der var ingen af os, der ville have givet afkald
på revolutionen pga. et sølle valgresultat. Og hvad med alle de
ekspropierede ejendomme og virksomheder? Hvordan skulle de være blevet
leveret tilbage uden vold? Nej, Pinochet har desværre ret, når han
siger, kuppet forhindrede en borgerkrig.
Allende bekymret? Nej, han udviste ingen form for takt eller følsomhed
over for middelklassens bange anelser. Han kom til magten to år efter
Sovjetunionens invasion i Tjekkoslovakiet, mens
kommunistforskrækkelsen var på sit højeste, men lod ikke desto
mindre østblokkens rådgivere strømme ind i landet. Paradoksalt nok
var de mere pragmatiske chilenske kommunister den eneste moderate
indflydelse i regeringen. Jo, kommunisterne var bekymrede. Socialisten
Allende lod derimod Fidel Castros statsbesøg forlænge i månedsvis!
Den cubanske leder ville ikke rejse, han blev bare ved og ved med at
rejse fra fabrik til fabrik langs hele Chile, mens han forklarede
arbejderne, hvordan man laver en væbnet revolution."
-Men hvorfor blev kuppet så præget af bestialsk had - i et land, der
trods alt havde en lang demokratisk tradition? Med en hær der aldrig i
nyere tid havde blandet sig i politik?
"Klassehadet havde længe været et mål i sig selv. Mange handlinger
under Allende var beregnet på at skabe had blandt 'borgerskabets
dumme svin'. Fattige skoleelever angreb de riges børn på gaden med
spark og brosten, og folk i regeringen ville ikke fordømme det. Selv
var jeg også med i brigader, der med tæsk og voldelige overfald
skulle forhindre højrefløjen i at demonstrere i Santiagos centrum.
Det førte endda til et skuddrama en gang. Dramatisk! Bagefter stod der
i pressen, det var et internt opgør mellem højrefløjsaktivister. Der
var aldrig problemer med at lyve for revolutionen."
Folkeforsyningskomiteer
Seddelpressen løb løbsk for at finansiere regeringens vilde
løn-dekreter, så folk havde masser af penge på lommen. De skulle
bruges hurtigt, for ingen turde spare op eller investere i noget, der
alligevel kunne blive ekspropieret dagen efter. Det skabte inflation,
der blev bekæmpet med priskontrol. Resultat: varemangel. Regeringen
skød skylden på borgerskabets boykot og CIAs destabilisering. Som en
nødløsning oprettedes et rationeringssystem efter cubansk mønster.
Det gav total kontrol til 'folkeforsyningskomiteer', og gav i
praksis al magten over varefordelingen til nogle få dominerende
UP-folk i hvert boligkvarter. Hvis de blev uvenner med deres nabo, fik
han ikke noget at spise. Det var et vilkårligt system - som skabt til
at oppiske had helt ned på lokalt plan. Købmændene gemte
selvfølgelig deres varer for at sælge dem på det sorte marked, men
så kom aktivister og politikere og åbnede butikkerne med vold og
magt. Alligevel: efter kuppet kom varerne for alvor frem på hylderne!
Vi studenter opfordrede også arbejderne til at besætte deres
virksomheder, mens daglejerne blev opildnet til at smide selv
mellemstore bønder på porten og afgøre gamle skudsmål, få afløb
for århundreders nag mod godsejeren som beskrevet af Isabel Allende i
'Åndernes Hus'. Forestil dig hvad selv relativt frisindede og
socialt bevidste landmænd, købmænd eller små virksomedssejere
følte over for os studenterledere: De blev selvfølgelig brændende
anti-kommunister! Der stod godt nok i Allendes valgprogram, at kun
strategiske virksomheder skulle nationaliseres - og med strategisk
mener jeg fx. officielle monopoler som Papirfabrikken, der skulle
styres af os venstreorienterede, så vi kunne afskære den trykte
borgerlige presse fra adgang til papir. Det var hvad vi forstod ved
'al magt til folket'.
Men i sidste ende havde regeringen ingen vilje til at smide arbejderne
ud fra selv mindre virksomheder. Så alle vidste, at hvis blot man
handlede på egen hånd, så kom regeringen bagefter og ekspropierede
virksomheden, der blev erklæret for arbejdernes ejendom. Så alle
selvstændige levede i frygt for ekspropiering. UP lagde populært ud
med en venstrenationalistisk Nord-Syd-diskurs. Men herefter gik
Allendes regering ned, ikke kun pga. kuppet, men fordi vi var totalt
over-ideologiserede. Vores diskurs var udelukkende rettet mod det
industrielle proletariat. Resten af befolkningen var ligegyldig.
Os eller dem
Kun to dage inden kuppet stod en af vores topledere, Carlos Altamirano,
og råbte, at soldaterne hellere ville skyde mod deres overordnede end
mod folket. Ja, den samme Altamirano, der i dag slår sig op som
Socialistpartiets moderne og nyskabende ideolog. Dengang opfordrede han
direkte marinesoldaterne til at begå mytteri. På det tidspunkt
tænkte Merino (flådechefen, sidenhen en af Pinochets mest trofaste
støtter i militærjuntaen, RS) at 'det er os eller dem'.
Altamirano svor, at folket var rede til en krig, men det var altsammen
tomme ord. Man kan næppe forestille sig noget mere uansvarligt end at
mane til krig uden våben. Ikke mærkeligt, at militæret ventede langt
større modstand.
Mener du, militæret ikke havde andet valg?
"Helt sikkert! Og generelt har officererne i sidste ende ikke haft så
stor glæde af diktaturet. Tværtimod er deres prestige i samfundet
mindsket. Jeg kan også godt forstå de mange chilenere, der siger
"Pinochet frelste os", for de har på sin vis ret - uden at det
retfærdiggør hvad der derefter skete. Nej, de virkelige slyngler er
de kyniske civile fra højrefløjen, der benyttede sig af militæret
til at skaffe sig magt. Jeg forstår godt, når militærfolk bliver
rasende på de erhvervsfolk, der i dag tager elegant afstand fra
forbrydelserne mod menneskerettighederne. Topmålet af hykleri! De
samme folk så ellers den gang gennem fingre med politiske
henrettelser, mens de hviskede generalerne i ørerne hvilken økonomisk
politik de skulle føre. Nu kan militærfolk passende tage skylden og
fængselsstraffen, mens de folk, der skubbede dem til kuppet og
overbeviste dem om, at mord og tortur var en nødvendig del af krigen
mod kommunismen, sidder som stenrige erhvervsledere og højtansete
fortalere for Chiles økonomiske mirakel."
Rasmus Sønderrriis er bosat i Chile og skriver regelmæssigt for
ZIGZAG
--------------------------------------------------------------------------------
Hvornår var det nu, det var et kort rids af Chiles nyere historie
1964: Den kristelige demokrat Eduardo Frei(fader til den nuværende
præsident) vælges til præsident efter at højrefløjen ofrer sin
kandidat for at forhindre socialisten Allende i at vinde.
1967: Chiles socialister beslutter på Kongressen i Chillán at eneste
vej til magten er via væbnet kamp.
1970: Højrefløjen stiller op med en kandidat, hvilket tillader
Allende at samle flest stemmer i alt 36%.
1973: i August erkærer Nationalkongressen Allendes regering for
forfatningsstridig. Pinochet udpeges af Allende som ny hærchef.
1973: 11/9 Militæret tager magten ved kup, hvor Præsident Allende
omkommer i præsidentpaladset.
1974: Juntaen bestående af de 3 værnschefer, samt politichefen
omstruktureres og bringer Pinochet i spidsen som republikkens
præsident.
1978: Ny forfatning godkendes ved folkeafstemning, der afholdes i en
situation, hvor oppositionen er forbudt og uden adgang til medierne, og
resultatet betegnes af brede kredse som valgfusk.
1980: Den nye forfatning træder i kraft, hvorved Pinochet forbliver
Præsident for republikken for en periode på 8 år.
1983-86: Omfattende protester mod regimet tiltag til samling af
oppositionen, omfattende kræfter fra det kristelig-demokratiske parti
til kommunisterne.
1986: Sept. Attentatforsøg mod Pinochet mislykkes og oppositionen
splittes som konsekvens heraf.
1988: Okt. Folkeafstemning om Pinochet skal fortsætte endnu en periode
på 8 år som præsident, resulterer i et NEJ med 54,7% af de afgivne
stemmer. Pinochet vælger i hh. til en paragraf i forfatningen at blive
på posten endnu et æresår.
1989: Dec.Der afholdes præsident- og parlamentsvalg, hvor den forenede
opposition "La Concertación" bestående af det kristelig-demokratiske
parti, en udløber af Socialistpartiet, PPD, samt en række mindre
partier vinder præsidentposten og et spinkelt flertal i parlamentets
deputer-kammer. Det andet parlamentskammer, Senatets flertal påvirkes
af 9 senatorer, udpeget af Pinochet.
1990: 11. marts Patricio Aylwin fra det kristelig-demokratiske parti
indsættes som præsident og Pincohet fortsætter som øverste chef for
de væbnede styrker.
1991: Marts. Parlamentets kommission for "Sandhed og Forsoning"
udkommer med en rapport der kortlægger ca. 2000 forbrydelser med
døden til følge begået under militærregimet, men lægger ikke op
til retsforfølgelse.
1993: Dec. Præsident- og parlamentsvalg forrykker kun styrkeforholdet
lidt mellem "La Concertación" og højrefløjen med hhv. 58% og 42%.
1994: Marts. Eduardo Frei, kristelig demokrat og søn af tidligere
præsident, overtager præsidentposten fra Patricio Aylwin med løfter
om at fortsætte den samme politik.
1995: Chefen for det hemmelige politi DINA (1973-78) Manuel Contreras
dømmes og fængsles som ansvarlig for mordet på ex-ministeren
Letelier i Washington.
1997: Dec. Parlamentsvalg forskubber ikke styrkeforholdet væsentlig,
men præges af en markant stigning i andelen af sofavælgere, især
blandt unge chilenere.
1998: Marts. Pinochet går af som øverste chef for de væbnede styrker
og indtræder i hh. til forfatningen som senator på livstid.
1998: Okt. Pinochet tilbageholdes i London på udleveringsbegæring fra
Spanien.
Regards Bruun
|