---

Hej.

Ja, jeg var til min dyrlæge med min hund i dag. Besøget havde ikke noget med
alder at gøre, men et betændt øre. Min hund er næsten 10 år og da hun er en
stor race er hun nu en gammel hund. Dyrlægen har lidt god tid i dag, så vi
snakker om hvad der skal ske den dag min hund skal herfra, da jeg godt ved
den tid er inden for rækkevidde.
Dyrlægen siger at hundelivet bør slutte når den ikke har et værdigt liv
mere, som for ham er at det IKKE er nok hvis hunden bare spiser og går ud og
gør sig ren og sover resten af sin tid væk.
Jeg er meget uenig. Fordi den er blevet gammel og træt syntes jeg ikke det
er uværdigt at hunden sover størstedelen af sin tid væk. Min hund gør som
beskrevet - sover størstedelen af sin tid væk, men holder sig selv ren,
spiser og drikker som den skal, og har ingen synlige smerter eller problemer
med gigt mere end en smertestillende kan tage hvis vi har fået gået lidt for
langt f.eks. Og det kan der gå uger og måneder imellem endnu at der er behov
for det. Hun vil nemlig gerne stadig gå tur og kommer fluks når hundesnoren
tages, eller når bilnøglerne rasler, fordi så kunne det jo være at mor gider
en strand - eller skovtur et eller andet spændende sted. Jeg mener at så
længe hunden kan og har lyst til ovenstående, så er livskvaliteten da stadig
ok, selvom det er blevet en gammel pige nu.
Min grænse vil gå den dag hunden bliver syg, har daglige smerter som er
tydelige, ikke har lyst til mad, gåture og al den slags.
Hvad mener I andre - bør man skride ind FØR disse ting indtræder. Man kan da
ikke bare sige: Nu er du gammel og træt og så slut..........
Er spændt på hvad I andre tænker og hvor jeres grænser går.

Mvh
Svante

---

> Min grænse vil gå den dag hunden bliver syg, har daglige smerter som
> er tydelige, ikke har lyst til mad, gåture og al den slags.
> Hvad mener I andre - bør man skride ind FØR disse ting indtræder. Man
> kan da ikke bare sige: Nu er du gammel og træt og så slut..........
> Er spændt på hvad I andre tænker og hvor jeres grænser går.
>
> Mvh
> Svante

Jeg mener ligesom dig, det lyder da også som om at din hund stadig har
glæde af livet.

/Jens

---

"Svante" <perserbo@mail.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:44e6f0d4$0$180$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej.
>
> Ja, jeg var til min dyrlæge med min hund i dag. Besøget havde ikke noget
> med alder at gøre, men et betændt øre. Min hund er næsten 10 år og da hun
> er en stor race er hun nu en gammel hund. Dyrlægen har lidt god tid i dag,
> så vi snakker om hvad der skal ske den dag min hund skal herfra, da jeg
> godt ved den tid er inden for rækkevidde.
> Dyrlægen siger at hundelivet bør slutte når den ikke har et værdigt liv
> mere, som for ham er at det IKKE er nok hvis hunden bare spiser og går ud
> og gør sig ren og sover resten af sin tid væk.
> Jeg er meget uenig. Fordi den er blevet gammel og træt syntes jeg ikke det
> er uværdigt at hunden sover størstedelen af sin tid væk. Min hund gør som
> beskrevet - sover størstedelen af sin tid væk, men holder sig selv ren,
> spiser og drikker som den skal, og har ingen synlige smerter eller
> problemer med gigt mere end en smertestillende kan tage hvis vi har fået
> gået lidt for langt f.eks. Og det kan der gå uger og måneder imellem endnu
> at der er behov for det. Hun vil nemlig gerne stadig gå tur og kommer
> fluks når hundesnoren tages, eller når bilnøglerne rasler, fordi så kunne
> det jo være at mor gider en strand - eller skovtur et eller andet
> spændende sted. Jeg mener at så længe hunden kan og har lyst til
> ovenstående, så er livskvaliteten da stadig ok, selvom det er blevet en
> gammel pige nu.
> Min grænse vil gå den dag hunden bliver syg, har daglige smerter som er
> tydelige, ikke har lyst til mad, gåture og al den slags.
> Hvad mener I andre - bør man skride ind FØR disse ting indtræder. Man kan
> da ikke bare sige: Nu er du gammel og træt og så slut..........
> Er spændt på hvad I andre tænker og hvor jeres grænser går.
>
> Mvh
> Svante

Hej Svante

jeg er fuldstændig enig med dig i dine betragtninger. Det er ingen sygdom at
blive gammel.

Min tidligere labrador fik på grund af HD smertestillende medicin de sidste
år, hun levede. Det er mange år siden, før Metacam var opfundet, såvidt jeg
husker, var det kodimagnyl, dyrlægen anbefalede, og naturligvis afpassede
jeg tempoet på lufteturene efter hendes formåen.
Hun havde et godt hundeliv, indtil hun begyndte at hoste blod op, og et
røntgenbillede afslørede en stor svulst, der sad bag hjertet og havde spredt
sig til lungerne. Så brugte jeg et par dage til at affinde mig med tanken,
hvorpå dyrlægen kom og aflivede hende hjemme i køkkenet.

Jeg er af den overbevisning, at når man kender sin hund, som man jo gør, når
den har været en stor del af ens liv i mange år, så er man ikke i tvivl om,
hvornår det er tid til at sige farvel.

Jeg ønsker dig fortsat mange gode ture med din hund.

Venlig hilsen, Anelise

---

Svante wrote:

> Min grænse vil gå den dag hunden bliver syg, har daglige smerter som
> er tydelige, ikke har lyst til mad, gåture og al den slags.
> Hvad mener I andre - bør man skride ind FØR disse ting indtræder. Man
> kan da ikke bare sige: Nu er du gammel og træt og så slut..........
> Er spændt på hvad I andre tænker og hvor jeres grænser går.

Hvor er det dog godt at du spurgte her i gruppen først, for du kan være
sikker på, at alle de andre vil synes det samme som jeg.

Min hedengangne schæfer blev 16 år, og det var først det sidste halve år
hun blev rigtig syg. Vi tog beslutningen da vi kunne se hvad vej det
gik, ikke fordi hun havde smerter, men en inoperabel knude i lysken der
voksede. (Hun fik fjernet livmoderen p.g.a. betændelse da hun var 9 år.)
Hun var utroligt nok meget kvik og frisk lige til det sidste, lignede
ikke engang en gammel hund.

Jeg er ikke selv helt ung mere, og jeg kan da godt sidde og småblunde
foran TV, men er da udover det sund og rask. Jeg tror det samme er
tilfældet med din hund. Så længe hun ikke viser tegn på sygdom eller
smerter men blot er blevet gammel, så synes jeg at du skal nyde hver dag
du vågner, og stadig kan glæde dig over at have en hengiven ven.

Du vil ikke være i tvivl den dag det kan blive nødvendigt at sige
farvel.

Pøj pøj med det hele.

Med venlig hilsen
Tove :)

---

> Min grænse vil gå den dag hunden bliver syg, har daglige smerter som er
> tydelige, ikke har lyst til mad, gåture og al den slags.
> Hvad mener I andre - bør man skride ind FØR disse ting indtræder. Man kan
> da ikke bare sige: Nu er du gammel og træt og så slut..........
> Er spændt på hvad I andre tænker og hvor jeres grænser går.
>
> Mvh
> Svante

Allerførst vil jeg sige at jeg føler med dig. Du og din hund er nået til den
tid de fleste af os frygter. Personligt kan jeg næsten ikke holde tanken ud,
men har selvfølgelig tænkt den alligevel.
Jeg er fuldstændig enig med dig. Det er ikke per definition et dårligt
hundeliv når hunden bliver gammel, men bare et andet, som både hunden og vi
andre må indrette os efter.
Grænsen går helt klart der hvor hundelivet er uværdigt og smertefyldt. Vi må
heldigvis godt udøve aktiv dødshjælp, når det kommer til vores dyr.

- Winnie

---

> Min grænse vil gå den dag hunden bliver syg, har daglige smerter som er
> tydelige, ikke har lyst til mad, gåture og al den slags.
> Hvad mener I andre - bør man skride ind FØR disse ting indtræder. Man kan
> da ikke bare sige: Nu er du gammel og træt og så slut..........
> Er spændt på hvad I andre tænker og hvor jeres grænser går.
>
> Mvh
> Svante

Også jeg er enig i, at tiden endnu ikke er kommet til at afslutte din gamle
vens liv.
Den dag du opdager, at det ville være synd for hunden at fortsætte, vil jeg
anbefale dig at få dyrlægen til at komme ud til dig i stedet for at tage den
hårde tur til dyrlægeklinikken.
Gennem vores næsten 40 år med dyr har vi altid kunnet få dyrlægen herud, så
vores gamle hunde eller katte har kunnet få lov til at sove ind i egne
omgivelser. Eneste undtagelse var vores første hund, en 11-årig rottweiler,
der skulle have fjernet en vorte ved øjet. Han døde under narkosen,
sandsynligvis på grund af dårligt hjerte; men alle de andre er blevet sparet
for den sidste, traumatiske tur til dyrlægen.

--
Venlig hilsen, Ragna

http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk/sl.php?id=446

---

On Sat, 19 Aug 2006 13:06:59 +0200, "Svante" <perserbo@mail.tele.dk>
wrote:


>Min grænse vil gå den dag hunden bliver syg, har daglige smerter som er
>tydelige, ikke har lyst til mad, gåture og al den slags.

Og det er osse dér ens grænse BØR gå.
Alder er ikke en sygdom, og selvom hunden er blevet noget mere
"søvnig", så kan jeg ikke med min bedste vilje se, at det skulle være
grund nok til at aflive.

Jeg har fået aflivet en hund der var blevet FOR træt. Han havde mistet
lysten til mad, og lufteture gad han heller ikke mere, og så mener jeg
at det værdige liv er ovre.

Jeg fik aflivet min forrige hund uden at der så ud til at være andet i
vejen med hende, end at hun var kommet i løbetid. Da hun lige havde
gennemgået løbetiden 1 måned i forvejen måtte hun naturligvis en tur
til dyrlægen. Her viste det sig så ikke at have noget med løbetid at
gøre, men det var en kræftknude i skeden som der var gået hul på så
hun blødte. Det var ikke den eneste knude dér, men kun en af mange.
Det stakkels dyr var ved at blive ædt op indefra, men var, da jeg fik
hende aflivet, stadig symptomfri. (Bortset fra blødningen.)
Jeg valgte at sige farvel med det samme, for smerterne skulle hun
slippe for. Der kunne ikke opereres (hunden var 15-16 år gammel), så
det var kun et spørgsmål om tid. Jeg vil ikke se dyr lide. Dér går min
grænse.
--
Leyna
http://www.tungogsmuk.dk
Foreningen for den brede del af befolkningen

---

Helt enig. Dog har jeg også hidtil været helt indstillet på at min hund skal
sove ind herhjemme hvis den skal aflives ( man kunne jo være så "heldig" at
hunden stille sov ind af sig selv!) så skulle det også foregå herhjemme i
vante omgivelser. Men for det første er det sådan at jeg vil have hende
kremeret når den tid kommer (og hjem i en urne - det er der også delte
meninger om, men det er mit ønske). Hunden er for stor til at begrave
rigtig, syntes jeg. Så da hun skal det og er så stor som hun er, er det
bedst at hun bliver aflivet hos dyrlægen når den tid kommer. Og for det
andet, er et dyrlægebesøg slet ikke noget hun er bange for og har aldrig
været. Hun elsker mennesker og syntes bare det er dejligt at komme op og
blive nusset med o.s.v., så en stor traumatisk oplevelse for hende tror jeg
ikke det vil være - det er værre med mig!
Men endnu har jeg en hund der trods alder virker rimelig frisk, så aflivning
er ikke på tale lige nu, med mindre hun pludselig bliver akut alvorligt syg.
Ellers skal hun have lov til at have sin alderdom i fred.

Svante

---

Svante wrote:
> Men endnu har jeg en hund der trods alder virker rimelig frisk, så
> aflivning er ikke på tale lige nu, med mindre hun pludselig bliver
> akut alvorligt syg. Ellers skal hun have lov til at have sin alderdom
> i fred.


Jeg synes, at det er en rigtig god og fornuftig beslutning du har taget.

Mange venlige hilsener, og et stort kram til vovsen.

Tove :)

---

"Svante" <perserbo@mail.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:44e73044$0$3477$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Helt enig. Dog har jeg også hidtil været helt indstillet på at min hund
> skal sove ind herhjemme hvis den skal aflives ( man kunne jo være så
> "heldig" at hunden stille sov ind af sig selv!) så skulle det også foregå
> herhjemme i vante omgivelser. Men for det første er det sådan at jeg vil
> have hende kremeret når den tid kommer (og hjem i en urne - det er der
> også delte meninger om, men det er mit ønske). Hunden er for stor til at
> begrave rigtig, syntes jeg. Så da hun skal det og er så stor som hun er,
> er det bedst at hun bliver aflivet hos dyrlægen når den tid kommer.
Svante

hej igen Svante

Begge mine tidligere lab.tæver, der døde i 1991 og 1994, blev aflivet
hjemme.
Dengang boede jeg lidt uden for Holbæk og kørte dem selv til Adas
Kæledyrskrematorium i Hedehusene, hvor jeg senere hentede urnerne, der blev
begravet i haven - jeg syntes nemlig også, at hundene var for store til at
blive begravet dér lige efter aflivningen.

Nu er jeg flyttet til Fyns Amt og har fundet ud af, at der også her er et
kæledyrskrematorium, så når den dag kommer - det ske sent - skal mine
nuværende labber aflives herhjemme og derefter kremeres, og urnen nedsættes
i haven.
Sådan synes jeg, det er bedst, men vi er jo heldigvis forskellige, så der er
sikkert mange meninger om det.

Venlig hilsen, Anelise

---

Anelise Schou Nielsen wrote:
>
> Nu er jeg flyttet til Fyns Amt og har fundet ud af, at der også her
> er et kæledyrskrematorium, så når den dag kommer - det ske sent -
> skal mine nuværende labber aflives herhjemme og derefter kremeres, og
> urnen nedsættes i haven.
> Sådan synes jeg, det er bedst, men vi er jo heldigvis forskellige, så
> der er sikkert mange meninger om det.

Det er da både en god og helt rigtig måde at håndtere tingene på.

Mine katte der er borte er begravet i haven, og så er der plantet en
smuk busk på stedet. Jeg ville da ikke kunne leve med at jeg ikke vidste
hvor mine dyr endte, hvis jeg bare efterlod dem hos dyrlægen. Jeg får
kuldegysninger bare ved tanken.

Med venlig hilsen
Tove :)

---

Jeg ville gerne gøre som du, men jeg har en hund der vejer nær de 60 kilo og
er alene - så det er mig fysisk umuligt at klare det selv.

Svante

---

Svante wrote:
> Jeg ville gerne gøre som du, men jeg har en hund der vejer nær de 60
> kilo og er alene - så det er mig fysisk umuligt at klare det selv.

Kære Svante.

Håber ikke at du har misforstået mig, det er mine katte der er begravet
i haven. Da vores store schæfertæve døde for nogle år siden, blev hun
begravet på marken bag vores hus, efter aftale med bondemanden. Det
skete på et stykke jord som alligevel ikke blev opdyrket.

Jeg var desuden så heldig at have både min mand og svigersøn, så det
ordnede de. Jeg kunne simpelthen ikke være med, og jeg har aldrig set
min svigersøn hulke, som han gjorde da de kom ind igen. Vi plantede
blomster på hendes grav, men flyttede desværre nogle år efter. Vi har
dog været forbi et par gange og set , at der stadig ikke er opdyrket på
det sted.

Med venlig hilsen
Tove :)

---

Nej, mit svar havnede forkert. Det var en anden der fortalte om at hun selv
havde fragtet sine hunde til kremering. Det ville jeg også gerne gøre, men
dels er der meget langt og dels er det som sagt en meget stor hund, som en
person ikke bare lige løfter.

Svante

---

Svante wrote:
> Nej, mit svar havnede forkert. Det var en anden der fortalte om at
> hun selv havde fragtet sine hunde til kremering. Det ville jeg også
> gerne gøre, men dels er der meget langt og dels er det som sagt en
> meget stor hund, som en person ikke bare lige løfter.


Ved du hvad Svante. Lad os håbe at det varer meget længe inden dette
bliver aktuelt. Din hund har sikkert gode år tilbage, så den tid den
sorg.

Venlig hilsen
Tove :)

---

"Svante" <perserbo@mail.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:44e769bb$0$20312$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Nej, mit svar havnede forkert. Det var en anden der fortalte om at hun
> selv havde fragtet sine hunde til kremering. Det ville jeg også gerne
> gøre, men dels er der meget langt og dels er det som sagt en meget stor
> hund, som en person ikke bare lige løfter.
>
> Svante

hej Svante
det var mig, du mente.
Jeg kunne heller ikke selv løfte hunden ud i bilen, det hjalp dyrlægen, der
havde aflivet hunden, mig med.

Venlig hilsen, Anelise

---

"Svante" <perserbo@mail.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:44e6f0d4$0$180$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej.
>
> Ja, jeg var til min dyrlæge med min hund i dag. Besøget havde ikke noget
> med alder at gøre, men et betændt øre. Min hund er næsten 10 år og da hun
> er en stor race er hun nu en gammel hund. Dyrlægen har lidt god tid i dag,
> så vi snakker om hvad der skal ske den dag min hund skal herfra, da jeg
> godt ved den tid er inden for rækkevidde.
> Dyrlægen siger at hundelivet bør slutte når den ikke har et værdigt liv
> mere, som for ham er at det IKKE er nok hvis hunden bare spiser og går ud
> og gør sig ren og sover resten af sin tid væk.
> Jeg er meget uenig. Fordi den er blevet gammel og træt syntes jeg ikke det
> er uværdigt at hunden sover størstedelen af sin tid væk. Min hund gør som
> beskrevet - sover størstedelen af sin tid væk, men holder sig selv ren,
> spiser og drikker som den skal, og har ingen synlige smerter eller
> problemer med gigt mere end en smertestillende kan tage hvis vi har fået
> gået lidt for langt f.eks. Og det kan der gå uger og måneder imellem endnu
> at der er behov for det. Hun vil nemlig gerne stadig gå tur og kommer
> fluks når hundesnoren tages, eller når bilnøglerne rasler, fordi så kunne
> det jo være at mor gider en strand - eller skovtur et eller andet
> spændende sted. Jeg mener at så længe hunden kan og har lyst til
> ovenstående, så er livskvaliteten da stadig ok, selvom det er blevet en
> gammel pige nu.
> Min grænse vil gå den dag hunden bliver syg, har daglige smerter som er
> tydelige, ikke har lyst til mad, gåture og al den slags.
> Hvad mener I andre - bør man skride ind FØR disse ting indtræder. Man kan
> da ikke bare sige: Nu er du gammel og træt og så slut..........
> Er spændt på hvad I andre tænker og hvor jeres grænser går.
>
> Mvh
> Svante
>

Det er SÅ svært et dilemma, synes jeg. Jeg har selv lige stået i suppedasen
og har faktisk befundet mig i den noget tid. Situationen var dog anderledes
end den, du beskriver, da min hun faktisk var syg - og havde været det i
flere år. Han har været i smertebehandling og i prednisolonbehandling i et
par år, og der er ingen tvivl overhovedet om, at mange i vores omgangskreds
ikke kunne forstå vores valg om, at lade hunden leve så længe. Men jeg kan
se nu, at det er noget der sker mellem hund og ejer - man ved præcis,
hvornår, det er tid. Man kan jo mærke, om hunden ønsker at leve eller ej.
Det, sammenholdt med hundens fysiske tilstand, synes jeg er det afgørende.

Vores var endnu ikke træt at livet, men vågnede en tidlig morgen, og kunne
ikke længere rejse sig på grund af en eller anden skade på det ene bagben.
Han "fortalte" os, at han gerne ville ud, men at han ikke kunne. Han
"fortalte" os også, at han holdt af os, og at han helst ville være hos os -
men at han havde det skidt. Så vidste vi, at dagen var kommet. Og han kom
herfra ca. 5 timer efter.

Dyrlægen kom ud til os, og hunden rejste sig og gøede for sidste gang. Han
fik den beroligende indsprøjtning mens vi havde ham i vores arme, han fik
den sidste sprøjte og stille og roligt ebbede livet ud af ham.
Dyrlægen sørgede for at sende ham til kremering og vi har ham nu i en urne,
som vi endnu ikke har besluttet, hvad der skal ske med. Lige nu er den en
god trøst for mig...

Det, jeg egentlig vil sige er, at du selv ved, hvornår det er tid.
Personligt tror jeg, det er et fremragende senior-hundeliv din hund lever.
Vi har alle lavet en kontrakt med vores hund, der handler om, at vi altid
vil gøre det, som er det bedste for den. Også når det kommer til den sidste
rejse. Kig din hund i øjnene og lad den fortælle dig, om den ønsker at
leve.... Det er der, der finder svaret.

Med håb om god lang tid med din skønne hund

CH