"Anders" <nyrupisthebest@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:1151757315.608356.250860@75g2000cwc.googlegroups.com...
Så må man jo prøve at underbygge sine "racistiske fakta".
Hvis man vil tages bare lidt alvorligt af andre er det klart
anbefalelsesværdigt at argumentere sagligt. Det er ikke nødvendigt at
udtrykke sig racistisk for at dokumentere, at islam indeholder
elementer som er farlige og skadelige i sin esktreme form.
svar:
Glistrup brugte ikke generaliseringer i højere grad end når der omtales
doping i cykelsport. Straffelovens §266b kan man dømmes efter selv om
udsagnene er korrekte og veldokumenterede. Glistrup har skrevet tusindvis af
sider med dokumentation. Her lidt fra 1999-bogen Retssagen mod Islamlobbyen,
som Peter Neerup Buhl er medforfatter til:
citat start
Kapitel 1
Retssagen
Vor muhamedanerpolitik har altid været: De hører ikke til i Danmark.
Herfor er Glistrup blevet politianmeldt et hav af gange. Normalt er
anklagen afvist af politiet. I to sager (fra 1985 og 1987) førte det til
udførligt begrundede tiltalefrafald. De øvrige sager fik samme udfald, men
dem kender Glistrup (stort set) kun fra avislæsning.
Sådan så det også ud til at gå med hans udtalelser i TV3 25. februar 1997.
De førte imidlertid til, at et anklageskrift aldeles overraskende dumpede
ned i hans postkasse i januar 1998. Det efterfulgtes af en parodisk
hastejaskesag såvel i byret som landsret. Under anken udbyggede Glistrup sit
forsvar i skriftlig form, men domstolen tillod ikke Glistrup at fremføre
sine synspunkter mundtligt eller at læse op af sine skrifter. Derfor var
dommerne i begge instanser ubekendte med mere end 99% af Glistrups forsvar.
De udtalelser af Glistrup, som ifølge anklageskriftet (og dermed de to
dommere) udgør en overtrædelse af straffelovens § 266b, er følgende:
1) "nå, ja, men altså muhamedanerne har hele den store del af verden fra
Marokko i vest til Filippinerne i øst, der er så mange steder, hvor de kan
være, hvor de hører til, og hvor i alverden skal vi så udsætte os for, at
den invasion og kastrering og drab, som den danske befolkning kommer ud
for."
2) "... og sværdets områder det er, hvor der er nogle vantro som os, der
ikke er muhamedanere, og de skal udryddes, det er det som muhamedanismens
kerne er i...".
3) "... altså, muhamedanerne, det er jo verdensforbrydere par excellence..."
4) "... man har slet ikke fortalt, hvad muhamedanismen er for en
verdensforbrydelse."
5) "... om hvem enhver, der har studeret muhamedanismen ved, at de kun er
her for at indsmigre sig, indtil de er stærke nok til at henrette os. De
skal ud, fordi det er i den grad en fare, at f.eks. hende der ringede,
hendes børnebørn ville ganske givet blive dræbt af muhamedanerne, hvis vi
ikke udrydder muhamedanerne i Danmark."
Glistrups holdning har vel at mærke - helt parallelt med Grundtvigs holdning
til datidens trussel tyskerne - altid været, at nok skal vi bekæmpe helst
enhver muhamedaner i Danmark, men vi skal naturligvis ikke fordømme disse
for os ubegribelige kulturmønstre fra almindelige folks
dagligdagstilværelser. Hvis der er en "racisme" af betydning i dag, er det
netop den herskende vestlige tendens til at opstille et hierarki med
u-landenes "helvede" nederst og vort velfærds-"paradis" i toppen. En
rundspørge foretaget af London School of Economics i december 1998 til 54
lande viser tværtimod, at de mest lykkelige mennesker findes i det meget
fattigt Bangladesh, tæt fulgt af Azerbaidjan og Nigeria. Som nr. 42 kom
Tyskland, derpå andre velstående lande som Japan, Italien og USA. Glistrups
pointe er ikke en benægtelse af andre folks ret til at være lykkelige med
deres egen kultur, men blot, at muhamedanernes mentalitet så alvorligt
adskiller sig fra den vestlige og danske, at vi ikke kan udsætte vor egen
befolkning for at have dem boende hos os.
Dette skal vel at mærke siges så klart, at folk lytter, hvilket kræver
ikke så lidt i vor tids medie-overflødighedshorn. Blandt Kristen Helveg
Petersens mange ordflommer er den mest træffende: "Danskeren ænser ikke
skriften på væggen, før han står med ryggen mod muren". I samme stil kunne
man tilføje: Og Fanden er malet på væggen. Som selveste statsminister Poul
Nyrup Rasmussen fastslog i Folketinget (1993/94, 1. samling spalte 1436):
"Hvis man har det syn på flygtninge og indvandrere, at de ikke skal komme
hertil, skal man sige det klart og tydeligt, så det kan forstås."
Når Glistrup så i TV3-udsendelsen følger statsministerens anvisning,
slæbes han for kriminalretten. I den forbindelse er det unægteligt
eftertænksomhedskrævende for anklageskriftets forfatter at bemærke sig det
eksempel, som statsministeren vælger. At såvel flygtninge som indvandrere må
affinde sig med, at det er rosværdigt frit og frejdigt, klart og tydeligt at
fremføre det, når man - som Glistrup - mener, at de pågældende slet ikke
skal have adgang til Danmark.
Som Jyllands-Posten 8. april 1990 skrev i sin leder: "Islam tror på to
modstillede og modsat rettede verdener. Den ene verden er Allahs, og den
anden verden er Satans. Målet er Allahs sejr over alt på kloden og
oprettelsen af et islamisk verdensrige. Midlet er 'djihad' - hellig krig."
Disse lederbetragtninger har karakteristisk ikke udløst nogen §
266b-tiltale, skønt de er af samme indhold som den i anklageskriftet
angrebne Glistrup-ytring nr. 2. Nævnte ytring støttes også af referatet af
Muhamed-talen (sura 8 vers 39) i Houranis standardværk: Muslimer bør bekæmpe
alle, indtil de siger: "Der er ingen anden Gud end Gud", d.v.s. underkaster
sig (konverterer til) muhamedanismen.
Men dokumentationen for rigtigheden af alle Glistrups udtalelser vil være
emnet for hele nærværende bog.
Glistrups anklager under retssagen var rettet mod det, som i nærværende bogs
titel benævnes Islamlobbyen. Dennes fire hovedgrupperinger er: Medier -
Embedsmænd - Folketingspartier og Finkulturerne.
Disse fire grupperinger tror på det uproblematiske, ja endog berigende i
muhamedanismens og kristendommens sameksistens og arbejder derfor for et
multietnisk Danmark. De udgør flygtningelobbyens fire søjler.
Hvad specielt muhamedanerkulturen angår, er et af flygtningelobbyens
yndede bortforklaringstrick at fortabe sig i, at et punkt ikke er direkte
hjemlet i koranen. Et eksempel er Tim O'Connor i Jyllands-Posten 27. juni
1998:
"I Koranen beskrives kvinden eksempelvis som 'mandens ager'. Men det er
ikke korrekt, at det på nogen måde antydes, at kvindemishandling,
kvindeundertrykkelse o.lign. retfærdiggøres. Tværtimod er buddet, at mænd
skal behandle kvinder ordentligt.
At nogle muslimske mænd og statsledere fejlfortolker denne passus er noget
andet."
At kalde muhamedanernes opfattelser af muhamedanismen for
"fejlfortolkninger" er nok typisk for den danske herskende klasses
ukyndighed, men alligevel nok så hårrejsende (på ganske samme vis som det
anklageskrift, statsadvokaten har produceret i den foreliggende sag).
Senest er brøleren endog blevet begået i EU-parlamentets betænkning "om
fundamentalisme og truslen mod den europæiske retsorden" (1998), hvor man
fastholder ønsketænkningen om muligheden af skabelsen af en "moderat"
muhamedanisme, der kan indpasses i europæiske rammer. På trods af, at det i
rapporten erkendes, at muhamedanismen "på visse punkter" er "i modstrid med
den europæiske retsorden, der har udviklet sig i de europæiske stater:
uligheden mellem mand og kvinde, forbuddet mod kritik af islam, islams
foreskrivelse af dødsstraf i visse situationer, forbud mod at træde ud af
islam osv."
Mildt sagt ikke ligegyldige uoverensstemmelser, men alligevel er
rapportens recept herimod ikke den nødvendige rensning af Europa for
muhamedanere, men "interkulturel dialog" og "en forebyggende politik, der
sigter på accept og integration af muslimer i det europæiske samfund"! Helt
i tråd med den "euro-mediterrane" EU-storforanstaltning i Den Haag i marts
97, hvor islam og den vestlige civilisation i "harmoniens" falske navn blev
opløst i en "mediterran civilisation" med en nordlig kristen og en sydlig
muhamedansk del. Som Tibi (1998 s. 247) i den forbindelse fortvivlet
spørger: Hvordan kan man løse en konflikt, når man forbyder at tale om dens
eksistens?
Over for denne toneangivende selvmordskurs kunne Glistrup selvfølgelig kun
benytte sine få minutter på TV til så opsigtsvækkende som muligt at vække
folket til opmærksomhed mod den truende fare - alt andet ville være dybt
uansvarligt. Som Anders Fogh Rasmussen fremhævede i P3 19/4 98 kl. 11,25,
skal man på TV ofte fremlægge sit budskab på 15 sekunder. Derfor er der ikke
plads til at få nuancer med. Eller til at argumentere pro et contra.
Indfaldsvinklen på muhamedanismen vil i nærværende bog ikke så meget som i
den toneangivende diskussion dreje sig om den ene eller den anden
koran-fortolkning, idet det hvad angår virkeligheden og de politiske
konsekvenser er langt mere adækvat at anvende et bredere muhamedanismebegreb
end det koranformelle. Islam har så fasttømrede andre skrifter, traditioner,
påbud og forbud, som finder klarere udtryk andetsteds end i den
overordnede - og derfor ikke hyppigst detaljeprægede - koran. Her tænkes
ikke mindst på de såkaldte hadither, evigt normsættende fortællinger om
Muhamed, i særdeleshed hadith qudsi, de hellige hadither, der har samme
åbenbaringsværdi som koranen (jf. Ende & Steinbach s. 24). For den menige
muhamedaners dagligdag har disse hadither endda større betydning end
koranen. De præker bl.a. djihad med endnu større intensitet end koranen, og
de muhamedanske lærde ser dem meget nødigt oversat pga. deres ofte
"ekstreme råhed og vulgaritet" (Majumdar s. 18).
En kritisk vægtning af disse forskrifters betydning for muhamedanernes
konkrete adfærd og mulighed for "integration" hos os er imidlertid åbenbart
et så betændt emne, at ingen professionelle fagfolk har talt rent ud af
posen om det. Som redaktør Søren Espersen udtrykte tilstanden i en tale, som
han holdt efter i flere år at have fulgt muhamedanerudviklingen i England:
"En europæisk intellektuel kan være kritisk overfor stort set alt. Det er
vel også den intellektuelles opgave at være det. Men i praksis er der ingen
intellektuelle, der tør eller vil rette kritik mod islam og slet ikke
profeten Muhamed, hvorimod den samme intellektuelle sagtens kan rette kritik
mod centrale kristne tanker som mod Kristi Guddommelighed."
En koran-kritik i stil med den gennem århundreder velkendte og uhyre
omfangsrige bibel-kritik eksisterer næppe. En forklaring herpå giver den
franske ekspert Jean-Claude Barreau (som selv har mistet sin stilling pga.
islam-kritik) i det forhold, at mange religionsforskere med islam som
speciale risikerer livslangt indrejseforbud i muslimske lande, hvis de
udgiver nogetsomhelst, som kan opfattes som kritisk mod islam eller Muhamed.
For de fleste islam-forskere er grænsen mellem islamologi og islamofili
(islam-kærlighed) bl.a. derfor blevet mildest talt udflydende, og man har da
også intryk af, at flere af de ledende danske islam-"eksperter" er gået over
til at blive deres studieobjekts missionærer.
Når virkeligheden er blevet sådan, er det da i vor kulturkreds helt
uacceptabelt at indskrænke den § 266b overordnede ytringsfrihed ved at
straffebelægge de synspunkter, som Glistrup har været forudseende nok til at
fremføre igennem en meget lang periode, og hvor TV3-udsendelsen 25/2 97 blot
var en lille reminder. At Glistrup var indbudt til at diskutere med
TV-pakistanerinden Rushy Rashid var jo sket med klar viden om, hvad han
mener og aldrig har lagt skjul på. Andet lå ikke i invitationen til ham om
medvirken i udsendelsen, og andet ønskedes ikke. Det ville være helt
urimeligt under strafansvar at pålægge ham enten at kunne udsættes for en
TV3-pressemeddelelse om, at han ikke turde stille op til debatten mod den af
TV3 udpegede pakistaner, eller at seerne skulle få det fejlagtige indtryk,
at han havde opgivet alle de standpunkter, som var almindeligt kendte af så
at sige alle i offentligheden.
I det mindste ligger Jersildparallellen (grønjakkesagen) fra
Europarådsdommen snublende nær: Sådan er det tilladeligt for TV at
disponere. Det ville være en retskrænkelse og anomali at straffe Glistrup
herfor. I forvejen er danskerne overdrevent ængstelige for at blive udsat
for det ene og det andet, blot de siger deres oprigtige mening, hvilket i
sig selv længe har indsnævret debatten utilbørligt og farligt for
demokratiet og Danmarks fremtid.
Den herskende danske debat om koranen bliver ikke bedre af, at der som regel
udelukkende henvises til A.S. Madsens danske oversættelse, der imidlertid er
udtryk for den lille Ahmadiya-sekts fortolkning, som regnes for stærkt
kættersk af alle andre muhamedanere. Den tæller mindre end én procent af
verdens muhamedanere. I Danmark er der nu færre end 200. Alligevel
opretholdes vareforfalskningen, selv i Jørgen Bæk Simonsens
Islam-leksikon, hvor det i forordet endog påstås, at Madsens oversættelse er
den eneste danske - på trods af Frants Buhls fra 1921.
Universitetsdoktoren Jørgen Bæk Simonsen er et både typisk og grelt
eksempel på den politisk styrede forskning, der med rette nu lyder
vidtspredte advarsler om. Fra at være opvokset i jævne kår kom omsvinget i
Simonsens liv, da han i 1987 fik tildelt skatteyderpenge af Statens
Humanistiske Forskningsråd til et forskningsprojekt om islam i Danmark - et
projekt, der med hans egne ord gav ham det gode liv, hvor han for statens
penge nårsomhelst kan forsage det danske klima, når det bliver ham for surt,
og for en tid leve i Sydens Sol.
Til Berlingske 12/9 98 gav Simonsen et billede af sit nye liv. Han har
"lært at begå sig i socialgruppe eet" ved at erkende, at han skal "være
villig til at indgå kompromisser, hvis jeg kan se, at det er betingelsen,
for at jeg selv kan få noget igennem". Det grundsyn, han har udviklet på
dette fundament, udtrykker han således: "Når jeg går i Netto, sidder der
nogle gange en gruppe mænd og drikker Bjørnebryg uden for indgangen. Det
accepterer jeg og de fleste andre som en del af de offentlige rum. På samme
måde må vi lære at acceptere, at der er nye befolkningsgrupper i dette land,
som har lyst til at leve på andre måder end os selv."
Hovedindholdet i hans erkendelse er accept af de krav, som de findes
opportune hos den herboende fra Muhamedanien udsendte imam-gruppe: Danskerne
skal "forstå", at islam og muslimer i dag er "en del af det danske samfund".
Og at vi derfor bør "støtte den muslimske befolkning i Danmark i dens
bestræbelser på at opretholde specifikke religiøse og kulturelle
traditioner".
Når dette analyseres på længere sigt, indebærer det ifølge Simonsen, at
"mange af efterkommerne efter de danske flygtninge og indvandrere sikkert
beholder kontakten til slægtens oprindelige land gennem rejser, gennem
sproget og gennem oprindelseslandets kultur i bred forstand."
Simonsens skildring om sin egen omstilling til øverste socialklasse (og
dens meninger) oplyser nok noget typisk for de mange medløbere, han har i
medier, finkultur, politik og embedsmandsstand. Hans meningers problematiske
relation til virkeligheden kan illustreres ved, at da den radikale EU- og
folketingskandidat Naser Khader i 1998 modtog Dansk Forfatterforenings
Fredspris, fortalte Khader i sin takketale, hvordan hans far, når han kom
hjem fra moskeen, indtrængende bad ham om at holde mund. Han blev opfattet
som en forræder. Khader berettede også, hvordan en muslimsk bønneleder i
København kalder ham en "discount-Salman Rushdie", "forræder" og "farlig for
muslimerne" (Information 22/9 98).
Således holder en muslimsk bønneleder, der hvad denne sag angår utvivlsomt
taler for det store flertal af muslimer i Danmark, sig ikke tilbage fra at
fælde kategoriske domme om forholdet mellem muslimer og danskere. Samtidig
appellerer Bæk Simonsen til danskerne om at udvise tolerance over for
indvandrere og flygtninge: "Der er andre måder at være danske på, end vi har
vænnet os til gennem århundreder", hævder han og påstår videre, at
muslimerne ikke udgør en trussel mod det danske samfund: "Alle de muslimske
grupper i Danmark er tværtimod fortalere for dialog med det omgivende
samfund."
En sådan kategorisk udtalelse er en altfor åbenlys løgn, der tydeligvis
kun kan udspringe af ønsketænkning og/eller forsøg på at tækkes kolleger og
arbejdsgivere i Overdanmark. "Vi skal have en klar grænse mellem, hvad vi
kan kræve ude i det offentlige rum, og hvad der er folks egen sag at gøre
hjemme i privaten", fabler den håbløse teoretiker Simonsen videre, åbenbart
uden bevidsthed om forskellen mellem hans egen kristne kulturbaggrund, der
gør nævnte skelnen mulig, og den totalitære muhamedanisme, hvis autoritet i
skikkelse af bønneledere, præster m.v. uden smålige hensyn vil dominere
enhver detalje i livet. Al tale om tolerance må indstilles, indtil den
kristne respekt for individets og samfundets frihed for påståede
guddommelige autoriteter accepteres af alle parter. Og da dette
grundlæggende er umuligt for selv en nok så "moderat" muhamedaner, må et
forsigtighedsprincip føre til, at vi sender muhamedanerne ud af landet, og
så kan de jo nyde deres glæder ved deres hjemlands kultur langt bedre
derhjemme. Så vil nogle indvende, at der da også er flinke og fredelige
og ufarlige muhamedanere - som endda ofte er dem, der flygter hertil. Rent
bortset fra, at det er almindeligt anerkendt, at udvandrere overalt
tilslutter sig deres hjemlands kampe og sager med større ildhu og
helhjertethed, end man gør det i hjemlandet selv, og rent bortset fra, at
den store andel af vest-fjendtlige indvandrere i Europa tilfulde er
dokumenteret, er det da ganske sandt, at ingen forklaringsmodel dækker alt
og alle 100%. Men uden simplificeringer er det, som Samuel Huntington
skriver, umuligt at dannet sig et andet end kaotisk billede af
verdenssituationen - og umuligt at handle effektivt. For at være bedre end
sine konkurrenter må et videnskabeligt paradigme ifølge Thomas Kuhns
klassiske The Structure of Scientific Revolutions blot kunne forklare flere
fænomener end de mere mangelfulde forklaringsmodeller, som så bør kasseres -
ingen teori hverken kan eller skal forklare alle fænomener, den konfronteres
med. Enhver model er en abstraktion, der kun er nyttig til visse formål. Et
verdenssyn baseret på den trods alt mest virkelighedsnære teori, formuleret
simpelt og på en måde, alle forstår, er imidlertid en uundværlig guide i
international politik. "En statsmands største opgave er at tilbyde sit folk
gode myter og redde det fra skadelige", fastslog Enoch Powell. De gode myter
er altid en simplificeret udgave af virkeligheden, de slette en simpel
udgave af et fundamentalt forkert verdensbillede. De myter, danskerne for
tiden fordres med af de toneangivende, vender alt på hovedet - og forsøg på
at formulere et mere nøgternt billede udråbes som markskrigeri og
strafbelægges. For os, der anbefaler forsigtighedsreglen i omgangen med
muhamedanismen, er opgaven ikke at gribe fat i alskens halmstrå, der påstås
at være udslag af muhamedansk fortræffelighed, men derimod at præsentere den
overvældende dokumentation for det modsatte.
Vi har før i historien kun alt for tydeligt set, at synspunkter og trusler
fremsat af totalitære systemer ikke blev taget alvorligt, "for det kunne de
da ikke mene". Det samme er nu ved at ske for Vesten over for muhamedanismen
pga. flygtningelobbyens med velberåd hu konsekvent udglattende tolkninger.
Denne skævhed forstørres yderligere af det princip, som Muhamed lærte sine
disciple: at i kampen for islams verdensherredømme må de gerne bruge løgn og
bedrag. For at fuppe fjenden, så han får tillid til muhamedanerne, har de
ligefrem et specielt ord, nemlig khud'a. Som Tranholm-Mikkelsen anfører (s.
85), er en hvilkensomhelst falsk bekendelse tilladt - blot man ikke mener
den.
Rolf Stolz kalder det i Kommt der Islam? direkte islams måske farligste
taktik, at enhver muhamedaner har den traditionelle religiøse dispensation
til at fornægte sin tro og spille under fordækt maske, når det er opportunt.
Som Stolz kommenterer, har en sådan religiøs tilladelse - ja direkte
fordring - katastrofale konsekvenser for muligheden af at anse muhamedanere
for ærlige og beregnelige partnere. Så er mistro ikke kun forståelig, men
uundgåelig.
Konzelmann supplerer (s. 35): "Det står muslimer frit at afbryde en
hvilkensomhelst aftale indgået med ikke-muslimer."
Særlig forstår de endnu ikke konsoliderede muhamedaner-minoriteter
selvsagt at holde tand for tunge. En sjælden gang får en ærlig sjæl blandt
muhamedanerne dog mæle, således Odense-advokaten Adnan N. Wahab i
Jyllands-Posten 15. september 1991:
"I øjeblikket er muslimerne ikke tilstrækkeligt stærke, så den hellige
krig føres taktisk på to måder: Der bygges nye moskeer i Europa og det
udviklede Vesten invaderes af flygtninge og gæstearbejdere. Der skal bygges
flere og flere moskeer. Muslimerne skal øges og atter øges i antal. Når
tiden er inde, indledes den blodige krig Djihad."
Det falske udglattende billede af muhamedanismen får imidlertid
flygtningelobbyen til at tale om "fjendebilleder", når et syn på denne
guds-ideologi grundlagt på den virkelige verdens hændelser kommer til
udtryk. "Efter kommunismens fald har vestlige politikere og medier påny
opdaget markedsværdien af islam som fjendebillede", hedder det således
typisk i den svenske diplomat Karlssons bog fra 1994, hvor han ligesom
professor Uffe Østergård herhjemme taler lidenskabeligt for at gøre
muhamedanismen til et fremtrædende element i Europa.
Med rette advarede en af Vestens dybeste tænkere Jacques Ellul i 1985 mod
mange europæiske kristnes og intellektuelles ukritiske holdning til
muhamedanismen, der ifølge Ellul viser sig på to måder: "På det
intellektuelle niveau er der først af alt et stigende antal værker af en
tilsyneladende videnskabelig natur, hvis erklærede formål er at udslette
fordomme og falske forudfattede meninger om islam (...). Således 'viser'
disse værker, at det er usandt at araberne var grusomme erobrere og at de
spredte terror og massakrerede de folk, der ikke underkastede sig deres
styre. Det er forkert at islam er intolerant; tværtimod hævdes den at være
tolerancen selv. Det er forkert, at kvinder havde en underlegen status og at
de blev udelukket fra samfundslivet." Osv. osv. Kort sagt blev alt det, der
hidtil blev betragtet som historisk uomtvisteligt angående islam betragtet
som propaganda, og det stik modsatte blev hævdet som sandheden. Men dette er
ikke alt, fortsætter Ellul: Islam udøver desuden en speciel fascination over
mange vestlige intellektuelle, hvoraf flere endog har omvendt sig til den
rette tro. Islam præsenteres som kristendommen langt overlegen. (Ellul i
forordet til Ye'or 1985).
Det er ganske rigtigt generelt helt utroligt, hvilken begejstring gamle
ateistiske socialister pludselig kan mønstre til fordel for det angiveligt
mere åndelige og religiøse livssyn i muhamedanismen i kontrast til Vestens
"sekulariserede og kommercialiserede" samfund. Muhamedanismen synes her
snarest at blive opfattet som blot en ny kile til nedbrydelse af den altid
foragtede kapitalisme og "forbrugerisme". Den tyske dramatiker Botho Strauss
udtrykte holdningen meget præcist i et forkætret essay fra 1993, hvori det
hed, at Vestens intellektuelle er åbne over for fremmede, ikke af kærlighed
til disse, men fordi de hader deres eget samfund og støtter alt, der fremmer
dets sammenbrud.
citat slut
--
Glistrupbøger:
http://www.mogensglistrup.dk/boeger+artikler/1.front/binding-set.htm