Gradvis udvikling
Af Lalitanatha Dasa
Skitse, der viser DNA-gyrasen udrede de sammenfiltrerede DNA-strenge er
af gode grunde udeladt her.
Evolutionsteorien postulerer, at alle livsfænomener er opstået som en
modifikation af simple organismer over en lang række gradvise
mellemformer til komplekse organismer. Ved nærmere eftersyn viser det
sig, at denne opfattelse støder ind i problemer med at forklare
præcist, hvilke modificerede mellemformer udviklingen har gennemløbet
fra den ene art til den næste. Dette illustreres af et ret omtalt
eksempel. Den almindelige encellede E-kolibakterie, en af de simpleste
selvstændige organismer, er udrustet med en slags 'skibsskrue'.
Denne 'skrue' (nærmest et 'piskeris') kaldes en 'flagella'
og består af proptrækkerformede fibre, der er forbundet med en
'stang' til en slags 'motor'. Motoren kan køre begge veje,
hvilket sætter bakterien i stand til at svømme frem og tilbage inde i
vores mavesæk.
Kan evolutionsteorien forklare udviklingen af E-kolibakteriens
flagella? Lad os forestille os en bakterieart, som ikke har dette
apparat. Spørgsmålet er nu: hvilke evolutionære skridt skal
gennemgås for at få udviklet en bakterieart med en flagella? Hvilke
overgangsstadier kan der have været imellem de to bakteriearter?
Krævet er, at hvert mellemstadie skal give bakterien en fordel i
forhold til det foregående stadie, for ellers kan ændringen ikke
tilskrives naturlig darwinistisk udvælgelse.
Det er blevet fastslået, at alene for at styre motorens opbygning
kræves omkring 20 gener. Det betyder, at udviklingen ikke kunne finde
sted på én gang med én enkelt mutation. Alternativet er, at de
successive stadier er kommet gradvist igennem tilfældige genetiske
mutationer, der hver har ændret et enkelt gen. Men problemet er, at
hvis man kun har en del af en motor, er det svært at se, hvordan det
gavner organismen. Sandsynligvis ville det snarere gøre den mindre
overlevelsesdygtig, for den ville spilde energi til ingen nytte, og på
bakterieplanet er konkurrencen så hård, at spilder en art blot én
procent af sin energi i forhold til en anden art, udkonkurreres og
uddør den i løbet af nogle dage. Derfor ser det ikke umiddelbart ud
til, at naturlig udvælgelse begunstiger sådanne ændringer.
Skulle motoren alligevel opstå, er det heller ikke nok. Også selve
flagellaen og den forbindende stang plus en række ændringer i
bakteriens sanseapparat skal udvikles, før den kan drage fordel deraf.
Så problemet er, at selv om det er indlysende, at en bakterie med en
funktionsdygtig flagella er mere overlevelsesdygtig end en bakterie
uden, er det vanskeligt at få øje på mellemstadier, der gør
bakterien mere overlevelsesdygtig end den oprindelige bakterie. Ingen
har endnu konstrueret en model, der kan forklare dette mysterium.
Kolibakteriens svømmeanordning er på ingen måde et enestående
eksempel. Faktisk er det fristende at postulere, at ved nøjere
granskning ser det ud, som om de fleste organer og deres samspil udgør
lignende eksempler, og det er der intet nyt i. Allerede i 1944
udfordrede genetikeren Richard Goldsmith de konventionelle
evolutionister med en liste over biologiske træk, som ikke kan være
udviklet igennem gradvise stadier. Hans liste omfatter slangers
giftapparat, vand- og brandmænds brændehår, led i skeletter hos
hvirveldyr, insekter og krabbers ydre led, pels hos pattedyr, fjer hos
fugle m.fl. Den dag i dag har ingen præsenteret tilfredsstillende
modeller over, hvordan disse træk skulle kunne være opstået igennem
gradvise modifikationer.
Udfordringen er også imponerende, for den svarer til at skulle lave en
model for, hvordan en lommelygte igennem gradvise modifikationer
ændres til et farvefjernsyn eller en symaskine til en motorcykel, vel
at mærke igennem en række stadier, der alle skal være fuldt
funktionsdygtige.
Går vi ind i cellekernen på det molekylære plan, er vanskelighederne
ikke mindre. Et enkelt eksempel er nok til at illustrere dette. I en
bakterie som E-kolibakterien er DNA-molekylet en sammenslynget
dobbeltspiral, der under celledelingen laver en kopi af sig selv,
hvorved der ligger to dobbeltspiraler parallelt op ad hinanden.
DNA'et er allerede foldet sammen hundreder af gange for at kunne
være inde i cellekernen, og ved kopieringen af en ny dobbeltspiral
bliver de to spiraler uundgåeligt filtret ind i hinanden. Det næste
skridt, før de to dobbeltspiraler glider til hver sin side, er derfor,
at et bestemt enzym, DNA-gyrase, reder dem ud fra hinanden. Dette sker
på følgende måde. DNA-gyrasen glider ned langs den ene spiral, og
hvor det er nødvendigt, skærer den spiralen over, løfter den over
den anden spiral og splejser den sammen igen på den anden side. Smart,
ikke sandt?
Her er spørgsmålet: hvordan er DNA-gyrasen opstået ved en gradvis
udvikling? Alle er enige om, at den er for kompleks til at kunne være
opstået ved en enkelt tilfældig kombination af molekyler i ursuppen.
Derfor er det nærliggende at lede efter en række gradvise stadier.
Men her er der et problem. Uden DNA-gyrasen kan cellen slet ikke
formere sig, og uden celleformering er der ingen evolutionsproces til
at frembringe en DNA-gyrase. Det er således nærliggende at spørge,
om eksistensen af DNA-gyrase og en lang række andre komplekse enzymer,
hvis tilstedeværelse er en forudsætning for, at der overhovedet sker
en formering, ikke er et afgørende argument imod evolutionsteorien?
Under alle omstændigheder antyder de ovenstående eksempler endnu
engang livsfænomenets komplekse struktur. Ingen har erfaring af
maskiner, der er opstået uden en bagvedliggende designers plan og
arbejdsgang. Er det derfor helt urimeligt (om ikke andet, da blot som
en arbejdshypotese) at undersøge muligheden for, at livsfænomenets
komplekse arrangementer kom i stand igennem et højere design?
|