---

Nyhedsbrev fra Den Danske Forening



8. april 2006

Japan: Globalisering uden indvandring
Danmark kan lære meget af Japan - også når det drejer sig om
udlændingepolitik
Fra en dansker bosiddende i Japan har vi modtaget følgende rapport:



Det påstås fra tid til anden, at Danmark er et indvandrerfjendtligt
land. Men hvorvidt Danmark er indvandrerfjendtlig eller ej, ses nu
engang bedst i lyset af andre landes udlændinge- og indvandrerpolitik.

Har vi noget at være flove over? Se bare her, hvad et land som Japan
præsterer uden at blive betegnet som et specielt indvandrerfjendtligt
land. Japan undgår nemlig så vidt muligt at få nogen indvandrere.

Måske kunne vi lære noget at det? Det ser i hvert fald ud til, at
japanerne har lært af vore fejltagelser.



Den statistiske opgørelse fra det japanske justitsministerium over
udviklingen af antal udlændinge bosat i Japan pr. juni 2005 ser ud som
flg.:



Graf 1: Udviklingen af antal udlændinge og antal japanere i Japan fra
1978 til 2004





Kilde: The Immigration Bureau of Japan (http://www.immi-moj.go.jp)





Pr. 2004 var der registreret 1.973.747 udlændinge i Japan. Det svarer
til 1.55 % af befolkningen og er det hidtil største antal udlændinge i
Japan. Den forholdsmæssige andel af udlændinge stiger, ikke mindst
fordi der ikke ligefrem bliver flere japanere, men det er i en
størrelsesorden, der gør det nødvendigt at have to målestokke / to
akser, for at stigningen i antallet af udlændinge overhovedet kan
tydeliggøres i forhold til den samlede befolkningstilvækst.





Graf 2 Udviklingen i antallet af udlændinge i Japan fra 1995 til 2004
opdelt efter nationalitet



Kilde: The Immigration Bureau of Japan (http://www.immi-moj.go.jp)





De cirka 2 mio. udlændinge i Japan kommer fra 188 forskellige lande,
hvoraf koreanere udgør ca. 30 %. Den næststørste gruppe af udlændinge
i Japan er kinesere. Korea og Kina er jo nabolande til Japan, hvilket
giver dem et mere naturligt tilhørsforhold til Japan i forhold til,
hvad en europæer eller en person fra for eksempel Mellemøsten vil
have.

Japaneres, kineseres og koreaneres religion og tankesæt er ikke så
fjernt fra hinanden, selv om de lærde jo nok vil kunne tærske langhalm
på denne påstand meget længe. Det korte af det lange er, at japanerne
i tidernes morgen fx. importerede de kinesiske tegn, den kinesiske
måde at tænke på osv., som koreanerne også er påvirket af. Der har
naturligvis været krige og mange andre forhold, der gør, at fx.
koreanere og japanere ikke bryder sig særligt meget om hinanden, men
kulturelt er de noget tættere på hinanden, end de er på os fra Europa
eller personer fra Mellemøsten.

Det er en stor modsætning til Danmark, hvor størstedelen af
udlændingene udgøres af nationaliteter, der på ingen måde er relateret
til hverken dansk kultur eller historie. Historisk set har vi aldrig
blot tilnærmelsesvis haft træk, som minder om et muslimsk samfund. Vi
har et tankesæt, der er præget af frisind osv. Der er ganske enkelt så
stor afstand mellem den danske og den islamiske tankegang, at islam
kulturelt set på ingen måde hører hjemme i Danmark.



Størstedelen af udlændingene i Japan opholder sig der for at arbejde
eller pga. uddannelse, eller fordi de er gift med en japaner.
Størstedelen af udlændingene i Danmark er her, fordi de ikke bryder
sig om deres hjemlande, vil nyde godt af de danske sociale goder,
eller fordi de vil forkynde den islamiske tro til et folk, der ikke
bryder sig om det.

Mens japanerne snusfornuftigt kun lukker personer med en brugbar
uddannelse eller andet, der kan tilføre samfundet noget positivt, har
man i Danmark valgt at lukke massevis af personer ind, som hverken har
uddannelse eller intentioner om at integrere sig i det danske samfund.

I Japan skal der altså en eller anden form for kvalificering til, for
at man kan få ophold i landet. I Japan gives der forskellige typer af
opholds og arbejdstilladelser alt afhængig af formålet med opholdet i
landet. Det kan fx. være almindelig permanent opholdstilladelse som
følge af, at man har en japansk ægtefælle, deltager i uddannelse eller
forskning, udfører kvalificeret arbejde eller andet.

Der gives også ophold i Japan, for personer der søger om asyl.

Fordelingen af de forskellige typer af opholdstilladelser ses af
nedenstående graf.



Graf 3 Fordelingen af typer af tildelt opholdstilladelser i Japan fra
2000 til 2004



Kilde: The Immigration Bureau of Japan (http://www.immi-moj.go.jp)





Man kan jo spørge sig selv, om hvad der er galt i ovenstående graf. "Find
fem fejl..." Den kvikke læser vil have opdaget, at der ikke figurerer
en kategori indeholdende opholdstilladelser tildelt asylansøgere. Hvor
bliver de mon af i statistikken?

Lidt granskning afslører, at der stort set ikke bliver givet asyl til
udlændinge i Japan. Se blot nedenstående tal.

I 2005 var der 384 personer (!!!!), der søgte asyl i Japan. Man skulle
jo tro at der manglede nogle nuller... men nej, det er de faktiske
tal. Deraf fik 46 (!!!!) asyl. Det var tre gange flere end året før,
hvilket jo så betyder, at man i 2004 kun gav asyl til omkring 15
personer. Resten af de 384 personer, altså 295, fik IKKE asyl.

Så er det jo straks lettere at forstå, at de ikke er til at få øje på
i graferne. Tallene er ganske enkelt så små, at de slet ikke ville
kunne ses i graferne, - selv om man så brugte en lup!

Det skal dog nævnes, at 97 personer af de personer, som ikke fik asyl,
fik opholdstilladelse alligevel på anden vis. I alt fik altså 143 af
de 384 personer, der søgte asyl i 2005, dermed ophold i Japan. Det er
det største antal asylansøgere, man har givet opholdstilladelse til
(ikke at forveksle med bevilget asyl - her er tallene for bevilget
asyl og anden opholdstilladelse lagt sammen) på et år, siden man
indførte en officiel flygtningepolitik I 1982.



For det tilfælde, at der er læsere, for hvem tallene ikke rigtigt
siger noget, må vi hellere oplyse om de tilsvarende danske tal. De er
som flg.:







Dette er tal fra den danske udlændingestyrelse. Det ses, at vi i 2001
havde 12.512 ansøgere. Hvis vi skal sammenligne dette med de japanske
forhold, bliver vi nødt til at tilpasse tallene til befolkningstallet.
I Japan er der ca. 125 mio. indbyggere, og i Danmark er vi ca. 5.5
mio. Dvs., at det danske tal for asylansøgere skal ganges med ca. 22,
for at gøre tallene sammenlignelige.

Det vil svare til, at japanerne skulle have en tilstrømning af
asylansøgere på over 275,000 personer på ét år! Og de har kun haft 384
og gav asyl til 46! Danmark gav asyl til 1600 mennesker i 2004, ud af
de 3235 personer der søgte asyl. Det svarer til, at Japan skulle have
taget imod over 35.000 mennesker, hvor de altså faktisk har tildelt 46
mennesker asyl. Forholdsmæssigt giver vi altså 760 gange så mange
personer asyl i Danmark, som japanerne gør i Japan. Statistikken taler
sit tydelige sprog. Danmark er et særdeles fremmedvenligt land. Langt
mere end vi burde være. Det er jo skræmmende at tænke på, at dette er
tallene efter at udlændingepolitikken er blevet strammet op flere
gange. Det kunne i øvrigt være interessant at se, hvad der vil komme
af kommentarer fra den japanske regering, hvis man forlangte, at de
skulle tage 35.000 asylansøgere ind pr. år.



Man kan spørge sig selv om, hvad årsagen er til de få
opholdstilladelser, der gives til asylansøgere i Japan. Nogle af
svarene er indlysende. Der er slet ikke så mange, der søger asyl.
Hvorfor er der mon den forskel? Jamen, det er jo fordi asylansøgere
har undersøgt forholdene, og hellere vil til Danmark. Så elsket er vi
af omverdenen, at vi bliver foretrukket frem for andre lande. Ganske
enkelt.



I Japan giver man i øvrigt ikke ud til højre og til venstre med
sociale goder. Det er derfor ikke noget paradis for udlændinge som
Danmark er. Danmark er derfor vellidt af asylansøgere, og Japan er
vel, med al respekt, knap så vellidt et rejsemål for asylansøgere,
takket være en fornuftig politik på området, udfærdiget af ansvarlige
politikere.

Vi kan dermed konkludere, at flygtninge og indvandrere elsker Danmark.
Vi er et særdeles flygtninge og fremmed VENLIGT land. Der er mange
andre grunde, men det behøver jeg vist ikke nævne.



For at få et totalbillede burde jeg behandle alle former for
opholdstilladelser, men det må blive en anden gang. Debatten slutter
jo ikke foreløbig. Det korte af det lange er, at der er langt mere
logik i den japanske måde at håndtere asylansøgerne på end i den
danske, hvor der stadig bliver givet alt for mange opholdstilladelser.
Man kan jo ikke blive ved med at give opholdstilladelser, når vi nu
har så stort et problem med udlændinge i landet, som vi har. Det er
simpelthen uforsvarlig politik.

Japanernes måde at håndtere tingene på er væsentlig mere forsvarlig og
langsigtet end den, man har præsteret i Danmark gennem årene.
Retfærdigvis skal jeg måske også sige, at Japan måske burde tage lidt
flere flygtninge, end tilfældet er i dag, hvis de vil være en del af
det internationale samfund, og dermed også bære deres del af de
byrder, som vi alle sammen bør være med til at bære.

Men stort bifald til japanernes foregangseksempel på, hvordan man bør
takle tingene.

Gid danske politikere ville tage ved lære af japanerne, på samme måde
som japanerne har taget ved lære af vores fejl gennem 80erne og
90erne.








Arbejdskraft fra andre lande vil føre til sociale gnidninger med
den japanske befolkning pga. forskellige religioner, vaner og
livsmønstre. Sådanne sociale omkostninger vil blive enorme.

Vice-arbejdsminister Kozo Okabe i Japan Economic Journal
1990


















------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

www.dendanskeforening.dk

danskeren@danskeren.dk