I dagens JP kan man på:
<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3604162>
læse følgende læserbrev:
==
Offentliggjort 10. marts 2006 03:00
Lovens navn er Frygt
Af ASGER AAMUND direktør, Jacobsens Allé 10, Hellerup
Det er jo en kendsgerning, at islam allerede har opnået særbeskyttelse
gennem en speciel blasfemilovgivning. Lovens navn er Frygt. Men selv vi
desperat konsensussøgende danskere kan jo ikke lide at fremstå som
angste. Så vi har pakket frygten ind i tolerancens guldpapir.
SAUDI-ARABIEN har atter sendt et klart signal til os. Ifølge Berlingske
Tidende har Saudi-Arabiens største supermarkedskæde Al Othaim meddelt,
at der ikke bliver sat danske varer på hylderne, før der er afsendt en
»klokkeklar dansk garanti, om at Muhammed ikke vil blive karikeret
igen«.
»Forestil dig, at din nabo havde slået din søn«, siger
supermarkedsdirektøren til Berlingske. »Så ville du have lyttet til hans
undskyldning, men du ville også forlange en garanti for, at det aldrig
vil ske igen«.
En lignende klokkeklar melding fik vi fra generalsekretæren for Den
Arabiske Liga, da han foran et forsamlet Europa-Parlament frejdigt
erklærede, at »hvis I standser tegningerne, standser vi volden«.
Herefter er der ingen, der har talt om spontan forbrugerboykot og
improviserede vredesdemonstrationer.
Intet spontant
Når direktøren for Saudi-Arabiens største supermarked forlanger en
undskyldning fra den danske regering, er det således hverken spontant
eller improviseret, men fordi han har fået besked på det.
Netop undskyldningen er hele sagens kerne. En undskyldning består som
bekendt af to komponenter, en beklagelse og et løfte om ikke-gentagelse.
Den arabiske verden er totalt ligeglad med beklagelsen, men interesserer
sig særdeles meget for løftet om ikke-gentagelse.
Hvis statsministeren skulle afgive et sådant tilsagn, ville det betyde
en lovændring, der medfører en skærpelse af den danske blasfemiparagraf,
og det var lige nøjagtigt, hvad de 11 muslimske ambassadører var ude
efter, da de forlangte et møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Og det var lige nøjagtigt, hvad statsministeren var klar over og derfor
naturligvis afviste mødet.
Et kunstprodukt
I virkeligheden er hele Muhammed-krisen et kunstprodukt udviklet til at
accelerere vedtagelsen af skærpede blasfemilove inden for Den Europæiske
Union. Den reelle og isolerede provokation af Morgenavisen
Jyllands-Postens tegninger var oprindeligt nærmest umærkelig.
Hvis man bliver stukket af en bi i september og råber "Av!" i januar, er
smerten til at leve med. Og den lange forsinkelse fra tegningernes
offentliggørelse og til demonstrationerne, volden og hadet viser klart,
at provokationen føst skulle produktudvikles og times til at opnå den
størst mulige effekt, nemlig på det tidspunkt hvor en islamistisk
inspireret skærpet blasfemilov skulle slutbehandles i det britiske
parlament.
Forinden var gået tre års forberedende kampagnearbejde for at skabe
forståelse i Storbritannien for nødvendigheden af en skærpet
blasfemilov, der endeligt forbød enhver latterliggørelse eller
forhånelse af en hvilken som helst religion og dens udøvere.
Der var på ingen måde tale om en hemmelig arabisk konspiration med det
formål at undergrave britisk demokrati i almindelighed og
ytringsfriheden i særdeleshed.
Den diplomatiske og politiske kampagne fra Den Arabiske Liga har hele
tiden været ført fuldstændig åbent med det formål at etablere en
blasfemilov, der beskytter islam lige så effektivt mod forhånelse og
latterliggørelse, som de jødiske befolkningsgrupper i EU er beskyttet
mod antisemitisme.
Antisemitisk målepind
Den Arabiske Liga og de islamiske trossamfund har åbent lagt frem, at
netop lovene om antisemitisme var målepinden.
Det er der ikke noget at sige til, for når et halvtosset ringvrag af en
britisk historiker kan få hele tre år i spjældet for nogle bizarre
udtalelser, der faldt for 17 år siden, så er der noget at gå efter. Det
er jo en lov, der giver tanken flugt hos enhver islamist.
Tænk hvis Jyllands-Postens tegnere var gået under jorden i 17 år, og man
efter at have fået fat i dem i 2023 kunne sætte dem tre år i spjældet,
så var der jo igen noget ved at være profet.
Kriminel Monty Python
I begyndelsen havde behandlingen af lovforslaget (The Religous Hatred
Bill) fint medløb i den britiske offentlighed og parlament.
Men henover efteråret skærpedes debatten, da det gik op for den britiske
offentlighed, at den nye blasfemilov ville kriminalisere genudsendelser
af film som "Life of Brian", "Jesus Christ Superstar", Mr. Bean shows,
Monty Pythons pavesketch og mange andre godbidder, som vi alle har
grinet os fordærvet over.
Herefter var det op ad bakke.
Church of England, det mosaiske trossamfund og den katolske kirke
ønskede ikke at støtte en skærpelse af blasfemilovgivningen, og loven
faldt ved sidste behandling i parlamentet.
Kort tid efter blev den genfremsat og nu vedtaget med en ændring, der
styrkede ytringsfriheden i forhold til den tidligere lovgivning, idet
loven nu præciserer, at det fortsat er tilladt at latterliggøre og håne
religioner og deres udøvere, når blot dette ikke ledsages af en direkte
trussel.
Loven definerer og afgrænser således ytringsfriheden i forhold til
blasfemibegrebet, men tager naturligvis ikke stilling til
ytringsansvaret, som styres af etik og medmenneskelighed, og som i det
hele taget gør det muligt for borgerne i de europæiske lande at kunne
leve i nogenlunde fred og fordragelighed med hinanden.
Filmet straffespark
Hele tegningskrisen opstod, da Saudi-Arabien og de toneangivende
religiøse ledere blev klar over, at de halvglemte profettegninger kunne
pudses op og udnævnes til en grov og utilgivelig fornærmelse af Muhammed
og en milliard troende muslimer.
Aktionen skulle lægge pres på det britiske parlament og på EU for at
demonstrere, hvad der kunne ske, hvis ikke den europæiske
blasfemilovgivning fik ligestilling med lovene om antisemitisme.
Man kan med nogen ret sige, at Den Arabiske Liga brugte
Muhammed-tegningerne til at filme sig til et straffespark, som de også
fik. Men målmanden hedder "demokrati" og klarede i fin stil, og
islamisterne er nu bagud 0-1, fordi der ikke mere er udsigt til, at der
kan indføres særbeskyttelse af islam i Europa, specielt da de øvrige
trossamfund aktivt vil modarbejde en skærpelse af blasfemilovene.
Den danske rullesten
Til trods for at lille Danmark således kun har været en rullesten i
storpolitikkens brænding, har anti-Fogh-bevægelsen fortvivlet forsøgt at
fremstille tegningskrisen som den eneste mulige konsekvens af
statsministerens håndtering af sagen kombineret med danskernes indgroede
islamofobi og uvilje mod alt, hvad der ikke er kolonihave-dansk.
Dagbladet Politiken har desperat kæmpet for at stable en tamilsag på
benene. Politiken holder stadig krudtet tørt og galden flydende, men der
er vist ikke rigtigt andre, der gider være med mere.
Beskåret ytringsfrihed
Den islamiske verden har imidlertid ikke givet op. I den sidste uges tid
er der ikke en ledende muslim, ikke en mullah, ikke en mufti, som ikke
har krævet en lovændring enten i EU regi eller gennem FN, der skal give
islam den ønskede beskyttelse mod blasfemi, som det har været planen
hele tiden.
Dagbladet Politiken og anti-Fogh-bevægelsen har fuldstændig ret, når de
siger, at konfrontationen overhovedet ikke handler om ytringsfriheden,
som vi jo alle kan slutte op om.
Sagen drejer sig om de europæiske nationers holdning til den arabiske
verdens krav om særbeskyttelse for islam.
Den arabiske verden har ingen interesse i at bekæmpe ytringsfriheden i
de demokratiske nationer, men konsekvensen af en opstramning af
blasfemilovene betyder, at ytringsfriheden bliver beskåret.
Hule forbrødringer
Tilbage står vi i de demokratiske lande med diskussionen om, hvorvidt vi
fortsat skal leve med en blasfemilovgivning, der udstiller et betydeligt
gab mellem den juridiske fordring, som definerer ytringsfriheden og den
etiske fordring, der definerer ytringsansvaret.
Eller om man skal indskrænke den lovbestemte ytringsfrihed for at
imødekomme den etiske fordring, eller måske snarere den politiske
korrekthed. Eller det der er værre.
For de reelle kulturelle politiske og religiøse modsætninger, vi ikke
tør tale om, dækker vi nu til med servile undskyldninger, med
pseudodialog og opstyltede, hule forbrødringer.
Vi er kastet ud i en dyb og langvarig international krise, der til sidst
kun kan løses ved, at islam består, og teokratiet forgår.
==
Og det kan man vel kun give ham ret i, medmindre man da arbejder på en
bestemt af de tre aviser i Jylitikens Hus
.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk