"Bo Warming" <bwng@bwng.dk> skrev i en meddelelse
news:hVJHf.6769$SJ6.1571@fe74.usenetserver.com...
> Når jeg har sovet på nedenstående, vil jeg efter aftale lægge
> nedenstående på Wikipedia.org på dansk og siden på andre sprog - så
> kritiser, please
Her et forslag til revideret artikel:
Mogens Glistrup blev født 28. maj 1926 i Rønne på Bornholm.
Glistrup blev jurist (cand.jur.) i 1950 og landsretssagfører i 1955,
med møderet for Højesteret. Lektor i skatteret ved Københavns
Universitet 1956-1963.
Han blev offentligt kendt ved på TV 30 januar 1971 at sammenligne
skattesnydere med jernbanesabotører og kort efter at vise sit skattekort med
0 i trækprocent, uanset at han som skatterådgiver for rejsekongen Simon
Spies og mange andre, havde stor indtjening i sit advokatfirma.
Denne afsløring af hvordan skattelovene kunne udnyttes fik finansminister
Poul Møller til at forlade regeringen efter et sygdomssammenbrud.
Glistrup forsøgte i tiden derefter at blive opstillet i de etablerede
partier med sine allerede i 1960erne udtænkte politiske ideer om afskaffelse
af personskatterne og store dele af den offentlige sektor. Allerede i 1965
havde han støttet Peter Rindal i dennes protest mod kunststøtte og opfordret
Rindal til at danne et politisk parti.
Glistrup blev i 1971 opstillet for Det konservative Folkeparti, men den
lokale opstilling blev annuleret. Han stifter så Fremskridtspartiet den 23.
august 1972, og ledede det som kampagneleder 1973-1983 og 1999-2001.
En fængselsdom i 1983 for skatteunddragelse blev resultatet af Glistrups
åbenmundede udnyttelse af hullerne i skattesystemet, hvorefter Glistrups
folketings-suppleant Pia Kjærsgaard overtog magten i partiet, mens han
afsonede straffen i Horserød Statsfængsel.
Da Glistrup blev løsladt fra fængslet, advarede han kraftigt mod
muhamedanerinvasionen som følge af en liberalisering af udlændingeloven i
1983. Dette førte til beskyldninger om racisme og manglende stuerenhed også
i hans eget Fremskridtsparti. Han kom i Folketinget igen i 1987, men i 1990
ekskluderedes han fra Folketingsgruppen, fordi han ikke ville love at stemme
som de nye magthavere i partiet ønskede.
I perioden 1990-1999 forsøgte Glistrup at komme på banen igen med
Trivselspartiet, og skrev samtidigt tykke bøger om De Fremmede i Landet.
I 1999 blev Glistrup genoptaget i Fremskridtspartiet, som i mellemtiden var
blevet betydeligt mindre efter at Pia Kjærsgaard havde forladt partiet og
dannet Dansk Folkeparti.
Ophævelsen af Glistrups eksklusion fra Fremskridtspartiet skete ved
landsmøde 1999 mod de nye lederes ønske. De ønskede ikke at følge Glistrups
politik om Muhamedanerfrit Danmark, og forlod derfor partiet.
Som 75-årig var Glistrup så igen kampagneleder ved valget 2001, men det
lykkedes ikke at komme over spærregrænsen.
Siden 1979 har Glistrup offentligt kommet med
såkaldt "racistiske" udtalelser, såsom at muslimer formerer sig i landet som
rotter via
familiesammenføringer og fødsler", hvilket har medført stribevis af straffe
bl.a. fængsling af Glistrup
i 20 dage i 2005.
Henvisniger:
www.frp.dk
www.glistrup.com
http://www.frp-midt.dk/
Skrevet af Glistrup:
Mogens Glistrup har udgivet:
Skatteret 1957
Z-Folketingsgruppens dagbog 1976
EF med Z1978 (2. udgave 1983)
Indkomstskatten - samfundets skurk 1979
Glistrup og Fremskridtspartiet1982
Glistrup om Glistrupsagen 1983
Ud af skattereform-fælderne 1986
Sådan reddes Danmark 1989
De fremmede i landet 1991
Straffesager 1992
Derudover et væld af indlæg i aviser og tidsskrifter, især i partibladet
Fremskridt og i Folketingstidende.
Her er hvad Glistrup har skrevet om muhamedanerne med status i 2002:
Mogens Glistrups 10.000 siders bog
1. Materiale fra 1935-1990 (ikke færdigbehandlet)
2. De Fremmede i landet (Trykt bog 1991)
3. De Fremmede i landet (Trykt bog 1994)
4. Retssagen ved Islamlobbyen (Trykt bog 1999)
5. Materiale fra 1994-1997 (ikke færdigbehandlet)
6. 14 breve fra 1998-2002 (se nedenstående indholdsfortegnelse vedr. det 14.
brev)
7. Brev nr. 15 kommer 19. juli 2002 (ikke færdigbehandlet)
8. Brev nr. 16 kommer nok december 2002 (ikke færdigbehandlet)
9. Brev nr. 17 ff kommer derefter løbende (ikke færdigbehandlet)
Her nogle
aktuelle emner sammenholdt med Glistrups gamle udsagn:
Profetfornærmelser:
Den, der reelt dyrkes er ikke Allah. For ham kender Koranen kun gennem
Muhameds læresætninger. Derfor er det Muhamed, som er Muhamedanismens
virkelige centrum.
Som professor Jes P. Asmussen udtrykker det i sin bog Islam (Politikens
Forlag, 2. udg. 1989):
»Muslimer kan finde sig i angreb på Allah - der findes ateister og
ateistiske publikationer og rationalistiske selskaber; men foragt for
Muhammed
vil selv i samfundets mest liberale dele fremkalde en fanatisme af glødende
intensitet.« Det er Sir Muhammed Igbal's ord. Han, der i »Evighedens bog«
fra 1932 ligeud sagde: »Du kan fornægte Gud, men ikke Profeten!« Og det er
sande ord, som vesterlændingene alt for ofte negligerer eller ikke fuldt ud
fatter.
Muslimerne har et begreb, der hedder isma og betegner Profetens fuldstændige
frihed for alle moralske fejl. Hvordan kunne han ellers være de troendes
sædelige
forbillede og autoritet? »Han måtte være syndfri, for ellers ville Gud have
gjort synden til pligt,« skrev en ægyptisk muslim i 1800-tallet. »Hvis du
ikke havde været«,
hedder det i den religiøse overlevering, »så havde jeg ikke skabt
himlene.« Det er store ord, men i en from muslims øjne ikke for store.
Profetens navn og rygte er
af en sådan art, at intet kan kompromittere ham«.
I Islamteologien den dag i dag er det derfor en (døds)synd at komme med
nogetsomhelst tilføjende eller korrigerende rettelse til, hvad der stammer
fra Muhamed.
Også det, vi ville kalde (historie)videnskabelig kildekritik, er udelukket.
På flaget for Islam (samt for Mekkas og Muhameds land, verdens største
olieproducent Saudi-Arabien) findes mindelsen om den store Hærfører Muhamed
i form
af et sværd. Ovenover står den trosbekendelse, som muhamedaneren har
fremført mindst fem gange hver dag gennem hele sit liv:
»Allah il Allah. Muhamed fas ul Allahi«. (Der er ingen anden Gud end Allah,
og Muhamed er Hans Profet).
Intet under, at for den jævne mand står Muhamed mere centralt, end for
eksempel Kristus gør i Kristendommen.
På vesterlandsk er det derfor stort set falsk varebetegnelse at tale om en
muslimsk Islam-religion. Ideologien karakteriseres mere præcist som
bekvemmelighedsdagligdagsleveregler for beduinkrigsmanden Muhamed i den
haremshusstand, hvor han levede for 1370 år siden.
VIII. I de seneste århundreder er kristendommen udvandet. Så det nu er et
alment syn i Danmark, at religion er en privatsag. Derimod vil
udsagnet »Islam er en privatsag« fortsat ikke have nogen mening i
muhamedanismen.
Hos dem er det absurd nonsens med adskillelsen af religion og det timelige
hverdagstrivielle samfund.
De læner sig ikke tilbage og siger, at enhver bliver salig i sin tro, og at
det står enhver frit for at være kristen eller muslim. At forny Islam ved
tiltag af den art vil føre
ud i Muhamedanismens Undergang. Det vil resultere i et stadigt pres og
debatter om bestandig at skulle ændre endnu mere muslimsk identitet for at
følge med tiden.
Svagheden og svigten er den sikre vej til tilbagegang, der i sig bærer kimen
til tommere og tommere moskeer.
* I deres skråsikre overbevisning om eget bedreværd, nærer korandisciplene
foragt for de slappe dumriandanskere. Vor ligegyldighed til hverdag overfor
Vorherre
bestyrker dem i, at vi ikke fortjener at bevare livet. At vi uegennyttigt
overvælder dem med store gaver, overbeviser dem om, at de ved at gøre sig
vanskelige med
vold, sultestrejker, grådselvmedlidenhedsscener osv., kan tilrane sig meget
mere. Det er i de lys, man skal betragte hændelser som
palæstinenserindmarchen i
Enghave Kirke 1. september 1991 og Jugoslavmuhamedanernes nægtelse af at
flytte ind på Avnstrup Asylcenter i april 1993.
Efter et par måneders Danmarksophold siger Sudandistriktspræsten Benson Joel
til Kristeligt Dagblad 23. april 1991:
»Når danskerne taler om dialog mellem islam og kristendom, aner de ikke,
hvad de snakker om. Den islamiske fundamentalisme er som et
kræftsår, der breder sig. Der er et uoverstigeligt gab mellem de to
religioner. De, der snakker om frihed og tolerance, glemmer, at disse
begreber
betyder noget helt andet i muslimsk sammenhæng. Prøv at se hvor meget frihed
der gælder i de muslimske lande. Danskerne risikerer at blive rendt overende
af de muslimske fundamentalister: I er så valne og slappe og overmåde
tolerante, og derfor har I ikke noget forsvar over for de kræfter, der
lukkes ind. Præsterne i
moskeerne ophidser muslimerne til at overfalde de kristne, ofte med dødelig
udgang.«
Muhamedanerne er falskspillere, hvis de omtaler deres fortroppers indtrængen
i Danmark, som var det bare en variant af Bernhard Severin Ingemanns og
Johannes Møllehaves gudsdyrkelse.
Vor Jesus var en vagabonderende, arbejdsløs tømrersvend. Han ville vende den
anden kind til, når nogen førte sig voldeligt frem. Hans liv
kulminerede den palmesøndag, da han på et æsels ryg red ind i Jerusalem for
at blive korsfæstet.
Deres Muhamed red fulgt af en kæmpeskare 600 år senere ind i Mekka på en
kamel for at blive Arabiens enehersker. Ud over at være statsregent
var han en grusom krigsgeneral med strengdisciplinkrav og
højesteretsenedommer, som praktiserede øje for øje og tand for tand. Og
bestemt ikke
barmhjertighedskriteriet: »Elsk din fjende«.
Blaise Pascal skrev: »Muhamed grundlagde et herredømme ved at myrde. Kristus
ved at lade sig myrde«.
Det er torskedumt at opfatte dette anderledes end helt bogstaveligt. Altså
at vi står overfor en overmåde stærk aggressionsideologi: Alt fortidigt -
herunder
Kristendommen - er i det højeste noget ufuldkomment. Alt fremtidigt har nøje
at indpasse sig efter Muhameds forskrifter.
Kun den omstændighed, at muhamedanismen er så ny blandt liv- og dødemnerne i
Danmark, kan undskylde Elisabeth Arnoldernes reducering af den til en
akademikersalonkonversation om teologispidsfindigheder.
Blot ved at studere Bjergprædikenen og Koranen i sammenlæsning vil selv en
Arne Melchior erkende, at helhedsbilledet er vidt forskelligt af Allah og de
kristnes
Gud. Islams målsætning er erobring af Verdensherredømmet. Også den del, vi
kalder verdslig. Når muslimerne overtager magten i et land, berøves
ikke-koranbekendere adgang til indflydelsesposter.
Selvsagt har de aldersstegne skrifter fra primitive, fremmede samfund,
Biblen og Koranen, det tilfælles, at mangt og meget er aldeles uplausibelt
for Nudanskerne.
Men det 20. århundredes kirkefolk er så tolerante og selvbegrænsende, at
tillidsfuldt fællesskab er praktisabelt mellem de erklæret kristne og de
andre danske. I
den milliardstærke muhamedanermenighed findes derimod den dag i dag, så
fanatiske bogstavtroende (fundamentalistiske) indslag om reguleringer
af dagligdagens adfærdsnormer, at et styrkefyldt muhamedanerislæt vil
ulykkeliggøre de danskes fremtidsliv.
De blåøjede 1968-naivister vil nok endnu en stund postulere, at de
muhamedanske ikke er nær så slemme, som Dansk Ydre Mission. Også i denne
omgang får de
bratte opvågninger fra deres sommerfuglestøvstroskyldighed, når de opnår syn
for sagn for, at muhamedanismen ikke er nogen religion, men en militant
aggressiv kadre.
Men selvfølgelig er der ikke inden for denne bogs rammer plads til ud i alle
detaljer at dokumentere den erkendelse, jeg er nået til af muhamedanismens
virkelige
indhold. Vil nogen have flere enkeltheder, er en givtig nutidig bog »De
I'Islam en général et du monde moderne en particulier« (1991). Forfatteren
Jean Claude
Barreau var leder af den franske stats indvandrerkontor. Men muhamedanerne
sørgede for, at bogen kom til at koste ham hans levebrød
(fra Glistrups 1994-bog)
Imamernes magtposition:
Universelle århundredelange erfaringer advarer os om, at moskeer i
fjendelande er udrugningsreder (»sociale
netværks-samlingspunkter«) - psykisk som materielt - til totalideologiens
angreb på asylstaten (se for eksempel side 10 f i
Danskeren oktober 1993 og David Pryce-Jones: »At War with Modern-Islam's
Challenge to the West« London 1993)
.. Imam Ahmal Abu-Laban ved Vesterbrogades´ Al-Sauhu Moske sagde til Ekstra
Bladet 10. januar 1990, at danskerne nu
er modne til Islam. Et år senere erklærede han hellig-krig støtte til Saddam
Hussein ved fredagsbøn i København
(Jyllands-Posten 27. januar 1991). December 1992 bekender han til Exil: »Vi
kan finde svar på alle vore spørgsmål i
Koranen. Der er aldrig noget at være i tvivl om. Der er kun det evige liv,
og vi må alle stå til ansvar på dommens dag.«
(fra Glistrups 1994-bog)
Tvetunget dobbeltspil:
"... vi må simpelthen gå ud fra at de er fundamentalister alle til hobe. Der
er ikke noget som helst grundlag for at frikende en eneste af dem der er der
og sige: Nej, han er det nok ikke, for næh, hr. Khader er sådant et pænt
menneske eller hvem det er man nu har med at gøre.
Det sagde man også da de tyske handelsrejsende i slutningen af marts 1940
drog ud på D'Angleterre, og så den 9 april om morgenen kom ud i
generalsuniformer med maskingeværer, og alle de københavnske grossererfruer
der havde set, her har vi vel nok en vidunderlig svigersøn i denne
handelsrejsende nede fra Berlin til at gifte vor datter til. De fik sig
nogle lange næser.
Og på præcis samme måde så bliver altså danskerne taget ved næsen i meget
meget stort tal i øjeblikket, og det er på den måde det fungerer."
(Glistrupudtalelser ved møde om Muhamedanerfrit Danmark i Odense 2 okt.
2001).
Muhamedanerfare:
Fremskridt nr. 07, 15 februar 1985, Årgang 13
Vær ikke blåøjet overfor musliminvasionen der hærger Dannevang
Justitsmordet på Riemann var lige så uanstændig som dommen i 1633 over
Gallilei. Erfaringerne med fremmedarbejderne burde opfordre til forsigtighed
med de såkaldte flygtninge - fortroppen for Koranen og dens bud om hellig
krig, advarer Mogens Glistrup i denne artikel.
Sætter man sig virkelig ind i problemstillingen, indser man let det aldeles
tåbelige og naive i de andre folketingspartiers gelasne opvartning af de
asiater, som nu oversvømmer Danmark. Hvis ikke vælgerne styrker
Fremskridtspartiet, kan det meget let være fortroppen for Koranens
forlangende om, at muhammedanerne gennem hellig krig skal undertvinge de
vantro. Selv om Riemann af domstolene blev straffet herfor, er det jo bl.a.
en statistisk kendsgerning, at Asienfolkeslagene formerer sig langt stærkere
end danskerne.
Justitsmordet på Riemann var lige så uanstændigt som dommen af 22 juni 1633
over Gallilei for at påstå, at jorden er rund og ikke pandekageflad.
Deres Mekka
Det er nærmest blasfemisk at sammenligne Islams rejsebureau-aktivitet
nuomdage med danskerflugterne i 1940`erne.
Hverken danske jøder eller modstandsfolk flygtede rundt om den halve
jordklode. De måtte tage det første, det bedste land på den anden side af
Øresund. Hvor Iranere og Ceylonesere ikke nøjes med lige at sætte over de
smalle bugter, som skiller dem fra lande, der kunne være deres Mekka, hvis
de blot ville flygte. Sverige tog imod folk fra samme kulturkreds i årene op
til 1945. Mennesker, som kun ville være hinsidan rent midlertidigt og først
og sidst var engagerede i deres hjemlands kamp for at blive af med den
nazistiske besættelsesmagt.
Nutidens muslim-invasion af Danmark er folk, som uden komplekser sætter sig
fast ved det danske spisebord for at blive her i generationer ud i
fremtiden, og som kalder sig indvandrere. Erfaringen med fremmedarbejdere
skulle opfordre os til forsigtighed med nu at være lige så blåøjede overfor
de såkaldte flygtninge, der nu hærger Dannevang.
Magter det ikke
Det er enormt overfladiske personer, der oversvømmer medierne med deres
påstande om, at det rige Danmark skal hjælpe folk i nød. Dels er Danmark
ikke rigt, men lader som om det ved gældsætnings-narkomani. Dels magter
lilleput-Danmark nu engang ikke at afbøde blot en milliontedel af de ulykker
og uretfærdigheder, som indtræffer jorden rundt. Vi gør både omverdenen og
os selv den største tjeneste ved at koncentrere os om at bringe orden i vort
eget hus og ikke føle os selv som så kolossalt overgode, at vi kan hjælpe
alle de andre.
Mogens Glistrup
Mentalitetsforskelle:
Det danske væsens punkterende underdrivelseshumor ligger lysår fra
fanatisme, terror, blodige religionskrige, vendettaer og andre
yderlighedsvoldsomheder.
For muhamedanske folkeslag er sådan noget udfordringer og inspiration. En
del af livet.
Danskerens holden sjov virker pinligt, anstødeligt og umodent på
Allahdyrkere. Uforpligtende adfærd betragter de som Synd og Degeneration. I
det flade grins
fædreland anser vi dem som nogle dødbidere.
Hvor lykken for danskeren er harmløse, kvikke pjatterier over en flok
bajere, er det værdighed og stolthed for muhamedaneren. Men det forbinder en
dansker med
selvhøjtidelige narrehatstørvetrillerier.
De tager tilværelsen tungere og bærer nag langt længere og langt kraftigere,
end danske gør det. Familieæren - den kollektive sociale identitet - skal
forsvares. Om
man så krampagtigt må ruge i lange år over krænkelser, før lejlighed byder
sig til at (knivstik)myrde den, der har forset sig, eller nogen fra hans
eller hendes slægt.
Menneskelivets indhold er derfor for mange at vente og vente, aldrig glemme
forsmædelsen og stadig kredse om opnåelsen af (æres)oprejsning gennem hævn:
Øje
for øje, Tand for tand, Liv for liv. Denne blodhævnslivsstil rostes i de
højeste toner af Muhamed selv. Vedvarende had mod afvigere som os fastholdes
generation
efter generation.
Set gennem nudanske briller gør det dem til urealistiske
tankespindsprincipdyrkere med opblæst stolthed og væmmeligt
værdighedshykleri.
Konsekvensmageri er ikke noget element i Den Danske Syge. Vi er formløse,
uhøjtidelige, nøgterne pragmatikere. Logik-terror og sammenhænge i
livsforholdene -
det som gammelhøjtideligt kaldes ideologi - scorede vor forrige
statsminister mange points på at kalde noget bras. Principrytteri er hos os
et negativt ladet ord. Ret
beset er det fordi det enkelte menneske er vor ideologis centralpunkt, hvor
deres er underkastelse under Allahs altfavnende og beskyttende totalitære
system. For
os er dette fantast-fatamorganaer og forlorne kulter. Sådan noget er vi
immune overfor. Vi engagerer os ikke varigt i sejge virkeliggørelser af
storladne,
magelighedsforsagende pyramidebyggerier.
Den moderne dansker lader sig højst ophidse for en stund, men gider ikke
blive oppe på de samme høje nagler, når der sker så meget nyt. »Om hundrede
år er
alting glemt« er et dansk, men bestemt ikke noget islamisk refræn.
Pedantgrundighed, kadaverdisciplin og konsekvens over længere tid - det er
ikke danskernes
livsstil. Begejstres vi, er det for en kort bemærkning.
Muhamedaneren, der har lidt nederlag, søger revanche med alvor og våben i
hånd.
Helt anderledes er danskerens fredsommelige sindelag: »Just som de mente,
hun lå i bånd og bast, da lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast«. Vor
tids dansker
portrætteres derimod ikke i verselinierne om uforsagt at møde faren med
foragt. Vi er rede til at snakke om hvadsomhelst. Bare det ikke er
alvorligt. For så dukker
undseelighed og takt og tone op i os. Når idealistfordringerne går op i en
glødende spids, bliver 90% af nutidsdanskerne hurtigt lunkne fodslæbere.
Sans for
videregående konsekvenser hører ikke til det, som Danmark i de seneste år
har bekymret sig om at indpode landets børn.
Smerte er Allahs Vilje og derfor mere en livsnaturlighed for dem end for os.
Vi vil simpelthen ikke vide af tilværelsens meningsløse skaltevalten med
liv, velvære og helbred. For os er det uæstetisk. Embedsmandsvældet har at
afbøde det. Så
vi kan lukke øjnene for det menneskeligt urimelige i, at nogen skal have
ondt.
Noget af det vigtigste er bevarelse af menneskeliv. Særligt inden for vor
egen omgangskreds.
Den slags er der i muhamedanerprioriteringen ikke så megen grund til at
pylre om. Når der nu venter de døde et bedre liv efter dette. Hele vejen
igennem
gennemsyres muhamedanismen af en fra barnsben oppisket middelaldergrumhed.
Med frygt for at tabe ansigt. Det som gælder, er prestige i andres øjne.
»Begærligheden efter Bytte« og Krænkelse af Slægtens ømtålelige Ære er de to
dominerende drivkræfter for arabernes lidenskab. Det fastslår det danske
hovedbidrag til muhamedanerforskningen (Universitetsprofessor Frants Buhls
storværk: »Muhameds Liv« (1903), tysksproget udgave 1930). Muhamedanernes
tilstedeværelse i Danmark udgør derfor sikkerhedsrisici for, at vi indfødte
myrdes, fordi en af os er kommet med en forlængst glemt drillebemærkning
eller har
foretaget sig noget, vi selv finder ligegyldigt, men som opfattes som
besudlelse af islamittens ære.
De ser med foragt på det lade og eftergivende danske livsmønster, hvor
ballade for næsten enhver pris skal undgås, og forsvar for ubøjeligt skarpe
synspunkter
derfor ikke dyrkes. De synes, vi har et let sind og er letsindige, hvor
danskeren finder det pinligt med utæmmet vildskab eller anden usædvanlig
opførsel.
Forhåbningsfyldte stoler vi på, at det går nok altsammen. Med hjælp af
forbrugerstatens stadige forøgelser af materiel rigdom: »En pilsner, lidt
god mad, nusse med
bilen, se TV-sporten, høre pop og læse ugeblade« var livsudbuddet hos Louis
Miehe-Renards moderne Jeppe på Bjerget. Vore konflikter er få og små. Vegt
opgiver vi hurtigt ævret. Marguerite Viby sang det på melodien »On the sunny
side of the street: »Så la'r vi stå til. Hvad kæbnen os vil, det aner vi ej.
Lad jorden
rulle rundt«.
Der er uoverstigelige afgrunde mellem denne blødsødne pjaltede modernitets
sværmen for det sorgløse og ubekymrede over til, hvad der sømmer sig for
Korandisciplen.
Allerede Holberg skrev: »I det øvrige kand man sige om den Danske Nation, at
den er fornøyelig og god at komme til Rette med og besynderlig lydig
imod Øvrigheden, thi der er fast intet Land, hvor Oprør haver mindre Sted
end udi Dannemark, hvilket er at tilskrive en Middelvej, som denne
Nation udi mange ting gaaer, saa den siælden falder udi Ekstremiteter.«
I Dansk Ugeskrift 1843 nr. 85 fremdrog ærkedanskeren H.C. Ørsted de danske
nationalegenskaber godmodighed, fredsommelighed og munterhed. »En sky for
det yderlige«, kunstlede og ensidige, men dermed også en ligevægt og ro, som
kan udarte til ubevægelighed, uvirksomhed og sløvhed.
Eller som Kosmopolitten Johs. V. Jensen udtrykte det i »Den ny Verden«
(1907): Veghed, lunkenhed og blødhed.
I »Det danske Magasin« 1954 bliver det i Martin A. Hansens version til, at
de fleste danske resignerer over al besiddelse af mere patetiske egenskaber
og
højsætter dyder som jævnhed og fordragelighed. »At kunne udtrykke dyster
visdom spøgende er et gammelt dansk holdningsideal«.
I Anne Linnets 1991-sang »Det er så dansk« møder vi udtryk
som »middelmådighed bli'r der værnet om«, »min kaffekop er lunken og ikke
drukket
op«, »stik ikke din lykke og næse frem. For pladsen er trang i en andedam«.
Sidste vers konkluderer, at det hele er »så rørende småt«.
Set fra Niels Højlunds pult er det danske »nysgerrighed, glæde, engagement,
optagethed. Af et liv, der hele tiden bevæger sig. Af en historie, der hele
tiden er på
vej. Af en fremtid, som jeg føler mig ansvarlig for at medvirke til. Men
ikke kender bedre end så mange andre. Af et samarbejde med andre mennesker,
i opgør og
tilslutning. Af en bestandig dialog med andre og med mig selv« (Ekstra
Bladet 19.juni 1994).
Velfærdsdanskeren brokker sig selvhævdende og uærbødigt, når nogen træder på
hans ligtorne. Det er samfundets skyld altsammen. Derfor hyler han op som en
jammerkommode, når for eksempel hans telefon eller fjernsyn ikke fungerer i
10 minutter, eller livet byder på andre trivielle småmodgange. Nærmest pr.
refleks
surmuler danskeren, at staten da virkelig må klare ærterne, så han
uforstyrret kan fortsætte i sin forkælede komfort. Det anses for en
menneskeret for 1990'ernes
danskere, at alle livsaldres behov opfyldes. Det kan de kræve som klienter
hos det offentlige. Dets serviceapparat har bare at stimulere borgernes
underholdningsoplevelse i et varierende liv og aflaste dem fra tilværelsens
ubehageligheder, ulækkerheder og risici.
Mishandles den menige muhamedaner langt værre, udbryder han Allahu Ahkar
(Allah er stor). Resigneret affinder han sig med sin plads nederst på
samfundsstigen
uden protest mod despotudskejelser fra autoriteternes håndlangere. Allahs
magt og majestæt er så overvældende, at man kun roder sig ud i ulykkelighed
ved at
sætte sig op herimod i stedet for i et og alt at søge sin tryghed og harmoni
som Allahs slave.
Naive og velmenende som radikale folketingskvinder forstår vi os ikke på
rænker med langsigtet henblik på at udrydde andre. På det jævne, på det
jævne, der har
livet sat os stævne, der skal vi vor prøve stå. Den fælles danske bevidsthed
er, ved jorden at blive. Det tjener os bedst. At have fast grund under
fødderne og at
ligge i ly og læ for verdens vilde storme bekommer Lasse Lasse lille-folket
bedre end højtsvævende sæbeboble-luftkasteller. Hos os lavlændinge er det
ikke
tilfældigt, at Vaudevillen »Landmandsliv« er folkeelsket romantik og
Tragedien »Romeo og Julie« udenlandsk. Hellere dyrke sin boligindretning og
sin have end
kaste sig ud i bravader og filosofabstrakte helhedsgrundsyn. Flest
konflikter undgås (eller udskydes), når man som halvhjertede kujoner smyger
sig uden om at
handle ildsjælsstærkt. Selvhøjtidelighed, skarpe kanter og dybdegående
abstrakthensyn er ikke os. Om vi så smædes som småtskårne, lidenskabsløse
uden store
rene linier, tager vi også det ganske uden anstød. H.C. Andersens Konen med
æggene og Aksel Sandemoses jantelov udmønter skarpt, at med arrogance opnås
såre lidt i Danmark. I vore hverdage søger vi p.t.-sandheden. Uden
falbelader. Uimponeret, improviserende og svingende. Indpasset i
dagligdagens stressbelastede
malstrømshvirvler, som man søger at bide rolige spidser på. Danskeren
styrter sig ikke ud i stormfyldte konflikter, men indretter sig moderat,
uprætentiøst i det
jordnære og praktiske. I sikker lyssynsforventning til, at det hele nok
ordner sig med happy ending.
Vi baserer vore bæredygtige løsninger på de faktiske forholds krav og
jordbunden fornuft. L'art pour l'art er ikke den danske stolthed. Thaiernes
årtusindfastholdte
hovedkaraktertræk er nøgternt at tage bestik af de til enhver tid
eksisterende forhold og så få det bedst opnåelige ud af dem ved smidigt at
tilpasse sig dem.
Danskere har ganske mange remme af samme skind. Altså totalt anderledes end
muslimers principfasthed.
Signalementet af danskerne er, at vi ikke er skabte til himmelblå højhed og
sønderslidende blæst. Men alene til at hyggenyggepusle os gennem vort
jordeliv i sutsko,
fordragelighed og harmoni uden at fornærme eller støde nogen. Middelvejen
kalder vi gylden. Uanset, at den ofte er grobund for middelmådighed og
kortsigtethed.
I enhver henseende er det betegnende for os, at vor nationalret er
frikadeller med brun sovs og agurkesalat. Blot vi kan have det rart og
bekvemt her og nu,
bekymrer det os ikke med vor lyssynede fremskridtstro, at syndfloden kommer
efter os. Nyd livet og tag det ikke for tungt med, hvad der eventuelt kan
komme.
Blandt Kristen Helveg Petersens mange ordflommer er den mest
træffende: »Danskeren ænser ikke skriften på væggen, før han står med ryggen
mod muren«.
Velfærdsstatstankegangen har rykket danskerne højt op på verdensranglisten i
daglig ubekymret laden-stå-til. Principdoseringer blødgøres hurtigt i dansk
mentalitetsklima. Einsteins: »Alt er relativt« falder godt i tråd med vor
proportionsplacerede afstandtagen fra Absolutter.
De modsatte af danskerne er Moskeernes faste kunder, som kompromisløst og
rethaverisk klynger sig til ufravigelige befalinger.
Vi er moderate, udglattende understatementere.
De magter overhovedet ikke at fatte det glimt i øjnene, hvormed
danskerudtalelser skal tolkes.
I ubornert livsappetit svælger Peter Dansker i stjerneøjeblikke på Mallorcas
overfyldte strande, barer og grisefester.
Som berørt foran i kapitel 44 skal Muhamedanerne mindst een gang i livet
pilgrimsfarte til Muhameds Mekka under iagttagelse af strabadsfyldte,
restriktionsstramme adfærdsmønstre. Valfartens store kysseoplevelse gælder
den i mere end 2.000 år overbesuttede hellige stenterning Ka'aba'en.
Multietnisk
samliv mellem muhamedanere og nudanske giver hvert år store praktiske
anstødsstene i Ramadanmåneden.
Euforiske bedreværdsstemninger hos os er kortvarige. Det er noget med, at TV
oppisker begejstring for Peter Schmeichel eller Anja Andersen som nationens
frelsere. Og så kommer udløsningen ved medaljetagernes folkevelkomst med
pandekager på Kramer Mikkelsens Rådhus. Men mindet sidder tilbage. Det er
med til
at befæste, at bag al vor tilsyneladende selvneddrosling, »tror vi i ramme
alvor, at USA, Indien eller Italien kun er forskellige fra Danmark, fordi
amerikanerne,
indere og italienere ikke har fået sig ordentligt indrettet. Eftersom
Danmark er det bedste land på jorden, kan vi ikke forestille os andet, end
at alle verdens
mennesker hellere vil være danskere end tilhøre alle disse mærkværdige
nationer og kulturer«. (Anne Knudsen på side 215 i »Dansk Identitet«, Aarhus
Universitetsforlag 1992).
Muhamedanerne fatter ikke en pind af, at danskere på samme tid ydmygt
erkender, at vort folk er lidet, men samtidig skråsikkert påstår, at vi i
enhver henseende -
også i beskedenhed - overgår alle andre i denne verden. Bevidst eller
ubevidst foragter de den åndsforsnævring hos os, at vi anser det som en
ufuldkommenhed, at
vi ikke her og nu til alle jordens folkeslag kan omplante alle vore
fordomme, vaner, omgangsformer og anskuelser. Uanset, hvor forskelligartede
de andre er i
baggrunde og levevis. Såvel indbyrdes, som til det ekstremsamfund, hvor det
nuværende Danmark placerer sig i rækken af universets befolkningsgrupper.
Her er et
område, hvor jeg føler fuld forståelse for de fremmede: I sammenligning
mellem de to kulturer er danskhedens afart af blufærdighed givetvis central.
Men at definere
den i ord er så kompliceret, at den nødvendige plads til at gøre det
udtømmende langt fra kan afses indenfor nærværende bogs rammer.
At martres af, at man personligt moralsk har svigtet sit ansvar er hyppigere
hos mekkadyrkerne end i formynderstaten. I Jyllands-Posten 13. september
1992 læste
man: »Indvandrernes forståelse af begreberne retfærdighed og selvtægt volder
både politiet og de sociale myndigheder problemer.«
»Hvis en dansker mobber søsteren til en indvandrer, er det ifølge deres
normer helt i orden, at han får et par på hovedet. Sådan opfatter de
retfærdighed, og bliver
derfor forvirrede, når vi i Danmark slår hårdt ned på den slags. De kan
simpelthen ikke orientere sig i vort retssystem«, siger indvandrerkonsulent
Ole Hammer,
Mellemfolkeligt Samvirke.
I Muhamedanismens Absoluthed har de et universelt fixpunkt. Denne
helhedssammenhæng mellem alle fænomener skaber hos dem åndelig overlegenhed
i forhold til
alle andre.
Hvor Muhamedanerne hænger sig nidkært og pertentligt i Koranens ord,
er »Forholdets Natur«, »Sund Fornuft og »Reale Grunde« det særligt
fremtrædende i
dansk retskildelære.
Får de en sag hos myndighederne, vurderer de, at deres chancer for gevinst
øges ved at sledske/true sig ind hos sagsbehandleren. Så han afgør sagen ud
fra
personlige motiver (for eksempel venskabsforhold, bestikkelse eller frygt)
og ikke ud fra det, som hos os står som retstatens samfundsideal med tætte
bind for Fru
Justitias øjne. Hvor muhamedanerlandene fungerer af og på korruption,
fortæller vi historien om advokaten, der meddelte sin bondemandsklient, at
han havde
vundet en retssag. »Det vidste jeg da godt«, var svaret. »For jeg har sendt
dommeren en halv gris - og skrevet min modpart på som afsender«.
Finn Gundelach og Ole Riis oplyser nok i deres bog »Danskernes Værdier«
(Sociologisk Forlag 1992), at 96% siger, at de tror på Gud. Men det er en
vag,
blufærdig Kristendom, der opfattes som en strengt privat sag for den
enkelte. Det er for næsten alle danske taktløst, at skilte med religiøs
fanatisme, at ville drøfte
religion med andre eller forsøge at omvende den, man taler med. Man er noget
til en side, hvis man afgør samfundsforhold eller tilrettelægger sine
dispositioner alene
baseret på, at sådan er nu engang Guds påbud og de rammer, Han har fastsat.
Præstens tale må ikke være anmassende eller trænge ind i privatlivet. Kirken
er jo
for de fleste danskere blot sådan et smukt traditionsbundet opvarmningssted
for højtidsstemningsbaggrundens tilvejebringelse. Det egentlige er
hyggesammenkomsten bagefter med mad og drikke. Hvadenten det er juleaften,
dåb, konfirmation, bryllup eller begravelse.
Muslimernes kraftkilde er deres bestandige bevidsthed om nærværet af den
Gudsmajestæt, som de kender ud og ind fra Muhameds beretninger.
(Glistrups 1994-bog)