Uddrag fra "Videnskabens og religionens udfordringer"
I Indiens vaishnava-tradition defineres Gud som henholdsvis Brahman,
Paramatma og Bhagavan, hvilket svarer til det ubegrænsede lys af ren
væren, Herren i hjertet og den højeste transcendentale Person. I
kristendommens treenighed kan man finde en lignende idé udtrykt som
Faderen, Sønnen og Helligånden. I begge traditioner lægges der vægt
på Guds personlige væsen. Som transcendental person styrer Gud
naturen i stor målestok, Han handler indenfor historien, og Han
relaterer til mennesker på individuel basis.
Dette gudsbegreb har i mange århundreder været centralt for utallige
mennesker, men nu om dage er det ikke intellektuelt respektabelt.
Ganske vist hører man ofte, at der ingen konflikt er mellem videnskab
og religion, men denne udtalelse er kun sand, hvis man drastisk
omdefinerer de traditionelle gudsbegreber. Kig på følgende samtale
fra 1959 mellem astronomen Harlow Shapley og biologen Julian Huxley.
Shapley: Og i sin berømte tale i 1951 tilsluttede Paven sig
evolutionen.
Huxley: Han sagde alligevel, at der må være en Gud, der på en eller
anden måde er ansvarlig, ik'?
Shapley: Jo, han benægtede ikke Gud. Og det gør du heller ikke.
Huxley: Jo, jeg gør.
Shapley: Næh, nej. Hvis du definerede Gud, ville du ikke gøre det.
Huxley: Begynd nu ikke på semantik.
Shapley: Du er ikke ateist, Julian; du er agnostiker.
Huxley: Jeg er ateist i ordets eneste rette betydning, da jeg ikke tror
på et overnaturlig væsen, der påvirker naturens gang.
Den moderne videnskabs succes afhænger af vor evne til at skabe
mekanistiske modeller af naturfænomener, hvor alle naturlige årsager
repræsenteres af formler og tal. Da Gud ikke kan reduceres til
formler, må Gud frakobles naturen. Gud kan højst tillades en stilling
som den endelige årsag til de love, man bruger i videnskabelige
modeller. Som fysikeren Steven Weinberg udtrykte det, "Den eneste
måde, hvorpå nogen som helst videnskab kan udvikle sig, er ved at
antage, at der ikke er nogen guddommelig indgriben, og se hvor langt
man kan komme med den forudsætning."
Udelukkelsen af Gud fra naturen begynder med at forkaste historier, der
lader til at være i åbenbar modstrid med naturlovene - såsom
historier om bjerge der bliver løftet (Krishna) eller deling af
oceaner (Jehova). I begyndelsen kan sådan udelukkelse se ud som en
rationel reform, hvori bundfald af overtro fjernes for at bane vej for
en dybere åndelig forståelse. En tiltalende indstilling er at skelne
mellem det rationelle og det transcendentale. Man behandler det
rationelle domæne ifølge videnskabens metoder og resultater, mens man
postulerer et transcendentalt domæne hinsides fornuften, der kun er
tilgængeligt gennem højere, åndelige bevidsthedsniveauer. Det
transcendentale domæne kan kun nås gennem tro, accept af åbenbaret
viden og streng lydighed mod højere åndelig autoritet.
Denne indfaldsvinkel til religion og videnskab kan udgøre en brugbar
retorisk strategi, og den kan måske virke tilfredsstillende for den
sjældne person, der ren t faktisk lever på en højere transcendental
platform og direkte ved, hvad der er transcendentalt. Men for andre
giver det den vanskelighed, at det er svært at skelne klart mellem de
rationelle og transcendentale domæner. Hvor trækker vi grænsen?
Trækker vi grænsen på et bestemt sted i det intellektuelle landskab,
kommer vi i konflikt med videnskaben, der vil insistere på at udvide
sit etablerede teoretiske billede. Lader vi grænsen være helt
fleksibel, ender det med, at intet, der vedkommer den observable
verden, bliver tilbage på den transcendentale side. Dette støtter det
perspektiv, at det transcendentale er strengt anirvacanéyam, dvs. uden
nogen som helst indvirkning på vore ord eller handlinger. Men det
ligger langt fra den traditionelle opfattelse af Gud som en højeste
person (med både beskrivelige og ubeskrivelige aspekter), der
interesserer sig for individuelle menneskers liv.
I mine studier af de emner, der har med videnskab og religion at gøre,
er det mit overvældende indtryk, at der er mange ting, vi ikke ved.
Jeg mener derfor, det er forhastet at forsøge at trække en skarp
linie mellem videnskab og religion. Vi burde hellere erkende, at der
eksisterer en bred gråzone, hvori langt mere forskning er påkrævet.
De teoretiske områder, videnskaben gør krav på, har mange ubesvarede
fundamentale spørgsmål. I det empiriske studium af naturen, navnlig
studiet af menneskelivet, kræver megen information en forklaring.
Mange aspekter af eksistensen er ikke blevet afstemt med det
videnskabelige verdenssyn. På det religiøse område er der ligeledes
mange ubesvarede spørgsmål.
Jeg vil kort gøre rede for nogle vigtige emner, der vedrører
videnskab og religion, og pege på spørgsmål, der bør drøftes.
Gud og fysiklovene
Lad os begynde med Sir Isaac Newton. Newtons store bidrag var at
introducere et sæt matematiske love, der kunne bekræftes med
kvantitativ præcision. Herved skabte han et domæne af naturlove, der
uvægerligt kom i territorial konflikt med den guddommelig handlings
domæne.
.. . .
Et sæt deterministisk differentielle ligninger definerer bevægelsen
af materielle partikler. Selvom noget kunne menes at eksistere udenfor
samlingen af materielle partikler, er der tilsyneladende ingen måde,
hvorpå dette "noget" kan påvirke deres bevægelse, og Newtons
berømte guddommelige finjusteringer virker derfor akavede og
unaturlige.
Men nøgleordet her er "tilsyneladende." I de senere år er det
blevet opdaget, at Newtons ligninger i mange situationer giver ophav
til et fænomen, der kendes som deterministisk kaos. Dette indebærer,
at vilkårligt små ændringer i bevægelsen af Newtonske partikler
hurtigt forstærkes, så at store effekter opstår. Det spiller ingen
rolle, hvor store ændringerne er. Hvis man gør ændringerne en
million elle milliard gange større, forstærkes de hurtigt og
forårsager tilsvarende effekter.
Det er også blevet opdaget, at deterministisk kaos giver ingeniører
en praktisk mulighed for systematisk at kontrollere kaotiske systemer
ved at foretage ganske små justeringer.
Dette betyder, at Gud let kunne styre naturen gennem justeringer, der
er langt mindre end noget, vi nogensinde kan håbe på at måle. Kunne
dette være en måde hvorpå Gud udøver kontrol over en
tilsyneladende selvstyrende natur?
Den specielle relativitetsteori
I det tidlige 1900-tal introducerede Albert Einstein fundamentale
ændringer i den klassiske, newtonske fysik med sin berømte specielle
relativitetsteori. Denne teori gav os den kendte formel E=mc2, der blev
demonstreret gennem frigørelsen af atomenergi. Men udover dette har
relativitetsteorien kun få praktiske konsekvenser, da den kun
forudsiger afvigelser i målelige effekter for genstande med
hastigheder, der nærmer sig lysets. Men Einsteins teori har
dybtgående filosofiske implikationer. I de ligninger, man kalder
Lorentztransformationer, tillader den, at tiden sammenflettes med
rummet og omvendt. Dette betyder, at tid og rum må have samme
geometriske natur. Tiden, herunder fortid, nutid og fremtid, må
eksistere som et udstrakt kontinuum, ligesom rummet gør. Alle
begivenheder har deres plads i dette kontinuum, og tidens gang er en
illusion...
Men hvem eller hvad er det, der oplever denne illusion? Hvis alle
begivenheder kun er glimt i et eksisterende kontinuum, hvilken plads er
der da til en iagttager, der bevæger sig gennem begivenhederne i
tidsmæssig rækkefølge?...
Kvantefysik
Med kvantefysikken har man helt forladt de deterministiske teorier
indenfor klassisk fysik og relativitet. Som følge heraf er
kvantefysikken undertiden blevet hyldet som en port til en ny syntese
af videnskab og religion, der vil genindføre ånd og bevidsthed i
materiens verden. Men dette viser sig lettere sagt end gjort...
Det, vi kan lære fra kvantefysikken, lader til at være, at vi enten
må kassere idéen, om at ånd påvirker materien eller også udvikle
en ny fysik, der kan rumme en eller anden slags grænseflade mellem
ånd og materie. Det sidste er langt fra let at gennemføre, men vi
kunne måske få del i megen nyttig indsigt, hvis vi gjorde forsøget.
Hjernen og bevidsthed
I videnskabens verden udgør de fysiske teorier grundlaget for de
biologiske videnskaber og vores forståelse af sind og bevidsthed.
Således har nobelpristager Francis Crick for nyligt fremsat, hvad han
kalder Den Forbløffende Hypotese. Han hævder, "Du, dine glæder og
sorger, dine minder og ambitioner, din følelse af personlig identitet
og fri vilje, er i virkeligheden intet andet end adfærden af en enorm
samling nerveceller og tilhørende molekyler."
I én forstand burde dette kaldes Standardhypotesen. Med nogle få
undtagelser (som Sir John Eccles) tager hjerneforskere det for givet,
at sind og bevidsthed til fulde kan forstås som fysiske processer i
hjernen. Alligevel indeholder nutidig hjerneforskning et overraskende
træk. Indtil videre har ingen været i stand til bare at antyde en
mulig forbindelse mellem biokemiske processer og de egenskaber ved
sanseopfattelse (kaldet "qualia"), der udgør bevidst oplevelse.
Således indrømmer Crick, "Jeg har stort set intet sagt om qualia
- hvorfor rødt opleves som rødt - udover at feje det til side og
håbe på det bedste."...
Livet efter døden
I Bhagavad-gita omtaler Krishna kroppen som en maskine, beboet af
sjælen og styret af Herren i hjertet. Modsat har både moderne
videnskab og visse kristne åndsretninger accepteret den idé, at det
levende væsen kun er en maskine. Fysikere som John Polkinghorne gør
gældende, at selvet overlever døden gennem en fysisk
rekonstruktionsproces. Således siger Polkinghorne følgende om de
atomer, der udgør vores krop: "Det er det mønster, de danner, der
udgør det fysiske udtryk af vor vedvarende personlighed. Der ser ikke
ud til at være vanskeligt at forestille sig dette mønster, der
opløses ved døden, og som ved en opstandelse bliver gendannet i andre
omgivelser."
Ved ubetinget at acceptere Cricks forbløffende hypotese er
Polkinghorne blevet i stand til at postulere en videnskabelig udgave af
den kristne opstandelsesdoktrin. Men hvis bevidst selvidentitet er
adskilt fra hjernen, som jeg foreslog tidligere, må overlevelse efter
døden involvere mere end blot atomare mønstre i kroppen.
Bhagavad-gita udtrykker naturligvis idéen om sjælevandring, hvori
personligheden bæres af sjælen og det subtile sind fra en krop til en
anden.
Det er værd at bemærke, at der findes en stor mængde empiriske
beviser, der antyder, at sjælevandring kan være en realitet.
Psykiater Ian Stevenson har undersøgt i tusindvis af tilfælde, hvor
små børn tilsyneladende husker tidligere liv, uden at have haft nogen
mulighed for at lære noget om det liv gennem konventionelle
kommunikationsmetoder. Stevenson har demonstreret, at færdigheder,
interesser, fobier og andre personlighedstræk lader til at vise
kontinuitet fra et liv til et andet. Han har også studeret tilfælde,
hvor børn har modermærker, der svarer til dødbringende sår i deres
sidste liv...
Nærdødsoplevelser
NDO eller nærdødsoplevelser er et yderligere eksempel på empirisk
forskning, der antyder, at det bevidste selv overlever døden.
Rapporter om NDO knytter sig som regel til livstruende fysiske traumer
såsom hjertetilfælde, men de ligner også de spontane såkaldte
mystiske visioner hos folk med normalt helbred. Desuden har shamaner,
yogier og mystikere indenfor mange traditioner forsætligt forsøgt at
løsrive selvet fra kroppen og bevæge sig i en tilstand udenfor
kroppen.
Typiske nærdødsoplevelser indbefatter en selvgranskende og en
transcendental fase. I den selvgranskende fase betragter subjektet sin
krop fra et perspektiv udenfor kroppen. I denne fase kan vedkommende
huske at have set ting, der ikke burde være synlige for kroppens
fysiske øjne, hvilket kunne tolkes som bevis for en ikke-normal
bevidsthedstilstand.
I den transcendentale fase rapporterer subjektet ofte at have trådt
ind i en anden verden, typisk karakteriseret af strålende lys, smukke
omgivelser og en følelse af universel oplysning. Subjektet kan her
møde andre personer, alt fra lysende religiøse skikkelser til afdøde
slægtninge...
Ekstraordinære begivenheder
Religiøse traditioner i både Indien og Vesten er fulde af
fortællinger om usædvanlige møder mellem mennesker og forskellige
typer af væsener lige fra engle, halvguder og avatarer til dæmoner og
onde ånder. I dag er det selvfølgelig sædvane at henlægge disse
historier under rubrikken religiøs mytologi, da vi jo ved, at sådanne
væsener ikke findes. På det mest velvillige niveau antages det som
regel, at sådanne fortællinger blot er skrevet med det formål at
overbringe moralske og åndelige lektioner til mennesker med naive
overbevisninger og en forkærlighed for fantastiske historier. Men
opfattelsen af Gud som et historisk aktivt væsen i den jødisk-kristne
tradition (Jehova) og i vaishnavtraditionen (Krishna) forudsætter, at
sådanne ekstraordinære historier er sande. Hvis vi henlægger alle
disse historier under fantasi og mytologi, bliver Guds rolle i disse
traditioner drastisk forandret.
Fossilfundene
Vi vender os nu fra nutidige fænomener til de historiske videnskaber
som geologi og evolutionær biologi. Det er her nogle af de største
konflikter mellem videnskab og religion har fundet sted.
I det tidlige 1800-tal begyndte den da nye videnskab om geologi at
åbenbare et meget besynderlig billede af livets historie på jorden. I
dens nuværende form begynder historien med jordens dannelse for
omkring 4,5 mia. år siden. Efter mindre end en mia. år dukkede livet
frem fra bakterier og alger. Dette stod på indtil for ca. 500-600 mio.
år siden med fremkomsten af ejendommelige havdyr, den ediacariske
fauna og væsenerne i Burgess lerskifer. En bred vifte af mere kendte
havdyr dukkede frem i den efterfølgende kambriske periode, og livet
begyndte for alvor at komme op på landjorden i den devoniske periode
for ca. 400 mio. år siden. Så fulgte den kulførende periode med
kulsvampe, de tidlige krybdyrs tidsalder, og senere for omtrent 150
mio. år siden kom dinosaurernes epoke. Efter at dinosaurerne på
mystisk vis uddøde, herskede pattedyrenes tidsalder i ca. 65 mio. år
frem til nutiden. Moderne mennesker dukkede frem i slutningen af denne
periode, for ikke mere end ca. 100.000 år siden.
Så vidt jeg er orienteret, findes der ikke belæg for denne historie i
nogen religions hellige skrifter. Nogle kristne skabelsestilhængere
benægter den helt, og støtter idéen om en ung jord baseret på
mosaisk kronologi, der daterer skabelsen af jorden til omkring 6-10.000
år tilbage i tiden. Andre skabelsestilhængere foretrækker at få
Bibelen til at stemme overens med de geologiske vidnesbyrd ved at
fortolke skabelsens dage som lange tidsaldre. Og nogle fremsætter
postulationer om en race af mennesker eller menneskelignende væsener,
der gik langt forud for Adam og Eva.
I den vediske fremstilling udgør den uhyre udstrækning af geologisk
tid intet problem. Hindukronologi som defineret i puranaerne er baseret
på extremt lange tidsintervaller på linie med geologernes. Disse er
divyayugaen på 4,32 mio. år, manvantaren på ca. 307 mio. år og
kalpaen på 4,32 mia. år. Astronomen Carl Sagan bemærkede,
"Hinduismen er den eneste af verdensreligionerne... hvor
tidsskalaerne stemmer overens, helt sikkert ved et tilfælde, med dem i
moderne videnskabelig kosmologi." ...
Darwins teori
Forskerne tolker fossilfundene som at livet gradvist udvikledes ifølge
den neodarwinistiske evolutionsteori. Jeg vil kort gøre rede for denne
som Darwins teori, men den blev i virkeligheden udviklet efter anden
verdenskrig som en syntese af Mendelsk genetik og Darwins oprindelige
idéer.
Darwins teori er udelukkende baseret på fysikkens love og blind
tilfældighed. Med den Darwinistiske teoretiker Richard Dawkins ord
tilskriver den de levende væseners oprindelse en "blind urmager"
helt blottet for intelligens, fremsyn eller hensigt. Af denne årsag er
den blevet kraftigt afvist af mange konservative kristne, der anser
livet for at være guddommeligt skabt.
Men andre kristne grupper såsom de romerske katolikker og de liberale
protestanter forsikrer, at de ingen problemer har med at se Darwins
evolution som Guds skabelsesmetode. Nogle siger endda, at Gud er en
streng darwinist, der helt enkelt på transcendental vis bistod
udviklingen og i tidens løb lod evolutionen frembringe tilbedere.
Andre går på kompromis ved at foreslå guidet evolution, hvori Gud
blidt puffer til den darwinistiske proces i ønsket retning. Dette
accepteres selvfølgelig ikke af den etablerede videnskab.
I princippet ligger der intet til hinder for, at darwinistisk evolution
kunne være Guds skabelsesmetode. Imidlertid lægger evolutionsteorien
i sig selv forhindringer i vejen for dette. Blandt alle nutidige
videnskabelige teorier er den neodarwinistiske teori sikkert den
letteste at kritisere ud fra et teoretisk videnskabeligt synspunkt.
Allerede fra første færd har Darwins teori varet ude af stand til at
forklare, hvordan sammensatte organer som hjerner blev til. Den
overordnede idé er, at organer udviklede sig gennem en række små
trin. For eksempel siges øjet at være begyndt som et lysfølsomt
punkt. Punktet bliver til en fordybning, og udvikler således
retningsfølsomhed vha. skygger. Fordybningen lukker sig over sig selv
og danner et hulkamera, og derefter skaber halvgennemsigtig hud en grov
linse, der samler og fokuserer lys. Gradvist tilføjes andre træk og
forbedringer, indtil vi har øjet af en ørn.
Problemet med denne forklaring er, at det kun er ønsketænkning, vi
forventes at godtage på basis af ren tro. Den kan ikke bekræftes på
samme måde, som man med Newtons teori kan udregne omløbsbanen for en
planet og derefter iagttage, at planeten faktisk følger banen. Øjet
er ganske enkelt for komplekst, og des mere vi studerer det, jo mere
komplekst viser det sig at være...
Konklusion
Selvom selve ånden i moderne videnskab udelukker traditioner baseret
på personlig teisme, er disse traditioner ikke på afgørende vis
blevet tilbagevist af fysikkens konstant foranderlige teorier. Nogle af
de ekstraordinære fænomener, der knytter sig til teistiske
fremstillinger, kan faktisk til sidst blive bekræftiget i takt med,
at fysiske og biologiske videnskaber konfronteres med forvirrende
former for menneskelig erfaring. Dette kunne tilvejebringe en nøgle
til at forstå materiens samspil med bevidsthed.
Denne udvikling kan tage lang tid. På nuværende tidspunkt er vor
uvidenhed overvældende men samtidig tegn på håb, eftersom
kundskabens udvidelser også flytter grænsen mellem det kendte og det
ukendte. Den fare vi hovedsageligt må prøve at undgå er at blokere
fremskridt i viden ved at drage forhastede konklusioner enten ud fra
videnskabelig rationalisme eller religiøs dogmatisme.
|