http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3348916
Kronik: Integrationsproblemet og det politiske ansvar
Af Kai Sørlander, filosof og forfatter, Brønshøj
Den aktuelle indvandringspolitik er et nyt eksempel på, hvorledes en
politisk elite - hjulpet af et modepræget kulturliv - kan føre
udviklingen på afveje som følge af en fejlagtig og uigennemtænkt tolkning
af virkeligheden, skriver dagens kronikør.
De fleste af de gamle lande i Europa har store problemer med
integrationen af indvandrere og flygtninge fra lande uden for Europa. De
fremmede har ofte vanskeligt ved at komme ind på arbejdsmarkedet - med
undtagelse af særlige brancher. De bor for manges vedkommende i særskilte
områder, hvor de hovedsagelig omgås hinanden.
Resultatet er, at der skabes parallelsamfund, som ikke deler erfaring med
det omgivende samfund, men via fjernsyn og internet står i nærmere
forbindelse med oprindelseslandet.
Det er en udvikling, som også kendetegner Danmark, og som vi er nødt til
at forholde os til politisk.
Den udgør en fare for den sociale sammenhængskraft, som er grundlaget for
vort demokrati. Vi står i en situation, hvor det er absolut nødvendigt at
overveje, hvorledes vi skal undgå, at der skabes etniske parallelsamfund,
som splitter demokratiet.
Hvilken politik skal føres for at integrere indvandrerne i et
sammenhængende socialt fællesskab?
Dette spørgsmål kan ikke besvares uden en basal viden om, hvorfor
problemerne er opstået. Vi kan ikke vide, hvorledes vi skal imødegå den
etniske opsplitning, uden at vi ved, hvad der har forårsaget den. For
opsplitningen skal undgås ved at lukke kilderne til dens udvikling.
På et helt elementært plan kan konstateres, at de pågældende problemer er
opstået som følge af den politik, der har været ført gennem de seneste
30-40 år. Derfor kan vi ikke finde kilderne til problemerne uden samtidig
at få begrundelse for, hvilken politik (eller mangel på politik) der har
tilladt dem at vokse sig store. Og så er der ikke langt til også at
erkende, hvem der er ansvarlig for den politik: hvem der som flertal har
bakket den op, og hvem der som mindretal har advaret mod den uden at
blive hørt.
Således er der en grundlæggende sammenhæng mellem holdningen til tre
forskellige aspekter af integrationsproblemet. For det første, hvorledes
problemet skal løses. For det andet, hvad der har forårsaget det. Og for
det tredje, hvem der har det politiske ansvar for, at problemerne er
opstået og har fået lov til at vokse sig store. Hvis man har en holdning
til et af disse aspekter, så hænger det implicit sammen med en holdning
til de to andre aspekter.
Foreløbig står det fast, at en politisk holdning til
integrationsproblemet har forskellige aspekter, som står i indre
sammenhæng. På den baggrund vil jeg nu karakterisere den politiske
holdning, som i begyndelsen var den dominerende. Som i hvert fald var
dominerende i den tid problemerne fik lov til at vokse - og som endnu
lever i bedste velgående, om end relativt svækket. Denne holdning
karakteriseres ved tre sammenhængende svar på de tre sammenhængende
spørgsmål.
For det første svarer den, at integrationsproblemerne opstår på grund af
det omgivende samfunds - in casu danskernes - fordomme og fremmedhad. Det
er danskerne, som er "racistiske" og angst for det ukendte, og som derfor
lukker de fremmede ude fra fællesskabet. Kerne i denne opfattelse er, at
problemerne dybest set skyldes danskernes uværdige holdning til folk af
fremmed oprindelse.
For det andet skal problemerne løses ved, at det politiske system aktivt
går ind og bekæmper danskernes fordomme. Man mener, at fordommene blot
skyldes uvidenhed og manglende erfaring med de fremmede; så hvis de
almindelige danskere tvinges til at få den erfaring, så vil de miste
deres fordomme, og problemerne vil forsvinde. Hvis de blot lærer de
fremmede at kende, så kan deres fordomme ikke overleve. Derfor kan en vej
til løsning af integrationsproblemerne også være at give de fremmede
positiv særbehandling på arbejdsmarkedet, så danskere og fremmede kan
mødes på arbejdspladserne og i hverdagslivet.
For det tredje ligger det politiske ansvar for problemer ifølge denne
holdning hos dem, som nægter at se årsagen til problemerne i danskernes
fordomme og fremmedhad, men som i stedet ser årsagen i de fremmede selv:
at de bliver for mange.
Da bliver selve det at gå ind for en begrænsning af indvandringen at
udvise netop de fordomme, som er årsag til problemerne.
Det bliver politisk uansvarligt at gå ind for en sådan begrænsning, fordi
det netop udtrykker - og måske skærper - de fordomme, hvoraf problemerne
gror. På det grundlag fremstår et parti som Dansk Folkeparti som en årsag
til integrationsproblemerne.
Det holdningskompleks, som hermed er karakteriseret, var i lang tid
dominerende. Det deltes af størsteparten af det politiske spektrum og så
godt som hele kulturlivet med Danmarks Radio i spidsen. Og det hersker
endnu i SF og hos de radikale. Men er det holdbart? Det afhænger af, om
den forudsætning, hvorpå det hviler, er gyldig. Altså, om det er rigtigt,
at integrationsproblemerne opstår på grund af danskernes fordomme og
fremmedhad.
Der er en alternativ mulighed. Man kan begynde med at se helt anderledes
på danskernes holdning; og ud fra det kan man opbygge et alternativt syn
på hele indvandringsproblematikken. Det vil jeg i første omgang gøre som
et tankeeksperiment. Bagefter må det så komme til en dom mellem de to
holdningskomplekser.
Først gælder det om at præcisere den alternative forudsætning.
Hvor udgangspunktet før var, at det er danskernes fordomme og fremmedhad,
som lukker de fremmede ude, og som derfor er den egentlige årsag til
integrationsproblemerne, så er udgangspunktet nu et andet. Til daglig
foretrækker det store flertal, at omgås med folk, der er opdraget i
nogenlunde de samme omgangsformer som dem selv, og som i store træk deler
deres syn på tilværelsen. Det gør det mindre stressende at omgås, fordi
det nedsætter muligheden for konflikt. Det er ikke udtryk for fordomme og
bedreværdsfølelse, men derimod for en realistisk erkendelse af, at
hverdagen bliver lettere og mindre anspændt, hvis man omgås folk, som man
deler kultur og baggrund med.
Går vi ud fra dette, så må vi også acceptere to følgeslutninger. Den ene
er, at disse helt naturlige og elementære præferencer reelt vil have
nogle sociale konsekvenser, der svarer til dem, som følger af egentlige
fordomme og fremmedhad. Også de uskyldige og naturlige præferencer vil
medføre, at det generelt vil være vanskeligere for fremmede at få
fodfæste i samfundet; og at der altså vil udvikles en form for etnisk
opdeling, som kan udarte sig til ghettoer.
Den anden følgeslutning er, at det er politisk umuligt at lovgive mod
disse præferencer. I og med at de er helt naturlige og uskyldige, så kan
man ikke modarbejde dem politisk, uden at man allerede har anbragt sig
selv på den vej, som fører til det totalitære samfund.
I dette perspektiv må man altså gå en helt anden vej, hvis man realistisk
vil modarbejde den for demokratiet ødelæggende etniske opsplitning af
samfundet.
I stedet for at ville "opdrage" på almindelige mennesker (for at afskaffe
deres "fordomme") skal man simpelt hen begrænse indvandringen af folk,
som har en kulturel baggrund, som umiddelbart sætter dem uden for
fællesskabet.
Så må en indvandring, der fører til, at der kan skabes selvstyrende
parallelsamfund, ikke tillades.
Såfremt vi fastholder dette udgangspunkt, så ligger ansvaret for de
aktuelle integrationsproblemer hos dem, som igennem årene accepterede en
liberal indvandringspolitik, og som samtidig modarbejdede, at denne
politik kunne diskuteres som et reelt problem, fordi man på forhånd
kendetegnede dem, der ønskede en anden politik, som fordomsfulde
fremmedhadere.
Så er det ikke Dansk Folkeparti, som har hovedansvaret. Så ligger det
langt snarere hos de radikale og SF, samt hos socialdemokraterne før
deres tilslutning til den nuværende regerings politik. For ikke at tale
om en tankeløs, men indflydelsesrig del af kulturlivet.
Hvem har så ret? Hvilken forudsætning er den rigtige? Skyldes
integrationsproblemerne befolkningens fordomme og fremmedhad?
Eller skyldes de naturlige og uskyldige præferencer, som kun kan bekæmpes
gennem en totalitær overvågningsstat?
Selvom verden ikke er sort-hvid, så synes svaret nogenlunde klart. Det er
den anden tolkning, som indeholder den dybeste erkendelse.
Da står vi her med et nyt eksempel på, hvorledes en politisk elite -
hjulpet af et modepræget kulturliv - kan føre udviklingen på afveje som
følge af en fejlagtig og uigennemtænkt tolkning af virkeligheden.
--
Med venlig hilsen
GB