I dagens Berlingske Tidende bringes på:
http://www.berlingske.dk/grid/kronikker:aid=646652
en yderst lærerig kronik om kulturforskelle unge imellem.
Jeg citerer fra kronikken, der er skrevet af cand.mag. {eller
stud.mag.?} Nina Skyum-Nielsen, der har været på internationalt kursus i
Cardiff.
==
....
[En kristen pige fra Nigeria, »Angela«, en saudi-araber, der går under
navnet »Malcolm«, og danske Nina, har fundet sammen i en »enig« gruppe].
Men den er skrøbelig. Bænket ved et lille bord på en indisk restaurant
midt i byen begynder vi at fortælle om os selv og vores lande. Malcolm
og jeg er næsten præcis lige gamle og opholder os i Cardiff samtidig for
at gennemføre hver vores masteruddannelse. Derefter holder alle ligheder
op. Han er rystet over, at jeg ikke er gift og fortæller om sin 18-årige
forlovede i Saudi-Arabien. »Jeg fortalte mine forældre, hvilke krav jeg
havde til en kvinde, og så fandt de min forlovede. Hun ved, at når jeg
kommer hjem til næste år, skal vi giftes, og så drejer hendes liv sig om
mig.« Jeg bliver fuldstændig mundlam, selv om jeg ikke burde være så
overrasket. Hvad havde jeg forventet? Måske er det fordi denne mand har
boet 4 år i USA og går i cowboybukser og amerikanske sportstrøjer, at
jeg havde troet, at det ville være anderledes. Men er jeg virkelig så
naiv? Ved jeg ikke - eller forstår jeg ikke - at dybt rodfæstede
kulturelle og religiøse prægninger åbenbart hænger ved, uanset hvor
længe man måtte opholde sig i et helt andet land og en helt anden
kultur?
Malcolm taler rigtig, rigtig grimt om amerikanske kvinder, og jeg kan
ikke lade være med at føle mig ramt, selv om jeg er ikke er amerikaner.
Det virker alligevel, som om han også kritiserer mig. Han siger det ikke
direkte, men han taler i virkeligheden om alle hvide, vestlige kvinder.
Det er ikke kønt. Vi er billige og dumme, hule, blottede for værdier, og
det er derfor, at han aldrig ville kunne gifte sig med en
»amerikaniseret kvinde«. Angela nyder en helt anden respekt. Malcolm
kigger på hende tværs over bordet i kølvandet på min ildevarslende,
lammende tavshed. »Du ved, hvad jeg mener,« siger han om det arrangerede
ægteskab, »der er mange muslimer i Nigeria.« Det bekræfter Angela, der
dog selv er kristen, og de to nikker indforstået til hinanden. Jeg føler
mig fortabt og forrådt. Mener hun virkelig alvorligt, at en kvindes liv
skal bestå i at pleje en mand og hans behov? Næste dag betror hun mig,
at hun ikke er enig med Malcolm, men i situationen slår hun blikket ned
og nikker.
Malcolm spørger også Angela om hendes ægteskabelige status. Angela er 33
og ugift, hvad der er fuldstændig uhørt i Nigeria. Hun har i årevis
levet med de nærmeste omgivelsers voldsomme, presserende krav om, at hun
skal giftes. »Mine venner anbefalede mig til sidst en nigeriansk fyr,
der bor i USA. Vi snakker i telefon sammen, og vi skal mødes inden
nytår,« fortæller hun. Hvis det går godt, skal de giftes. Her bryder
Angela og Malcolm sammen i overstadig, pubertær latter, og jeg er igen
helt hægtet af. Jeg griner ikke og vælger helt at undgå at fortælle
noget om mit privatliv, religion (eller manglen på samme) eller bare om
Danmark.
I mellemtiden starter mit kursus. ... De eks-socialistiske, nu
terror-forbitrede og obligatorisk sjusket klædte undervisere forløber
sig flere gange og udtaler sig sarkastisk og nedsættende om USA og
præsident Bush. Jeg krymper mig på de enkelte amerikanske studerendes
vegne, tænker på Malcolm og hans ambivalente foragt for det amerikanske,
ikke-muslimske og det ironiske sammentræf i hans og mine underviseres
enighed på dette punkt. Vi må holde op med det her, tænker jeg, vi
graver jo grøfter.
Og dog kan jeg også mærke sammenhængskraften. Vi er alle interesserede,
har det samme mål og har i hvert fald intentionerne om at være
imødekommende. Heldigvis grines der også en del. Platte blondinevitser
viser sig at falde i god jord hos mange folkeslag. En af de første dage
bliver vi enige om at prøve at hæve os over de uenigheder, der ligger og
lurer under den tilsyneladende homogene globaliseringsoverflade, og
standardudtrykket om alle misforståelser bliver »It's a cultural thing -
det er noget kulturelt«. På magisk vis gyder ordene olie på vandene, der
fnises, og vi planlægger så småt at lave en slags blå bog, der bare skal
hedde »It's a cultural thing«.
Efter de første par uger møder jeg Malcolm igen. Efter nogle høfligheder
og lidt snak om ramadanen, der lige er startet, kommer han med en
lammende kritik af den lokale kultur, især kvinderne. Jeg griber chancen
og siger til ham, at jeg er såret over hans kvindesyn. En følelsesladet
diskussion indledes. Han kan ikke forstå det, han betragter som
religiøs, følelsesmæssig og seksuel overfladiskhed, og han stiller et
spørgsmål, jeg ikke kan besvare: Hvordan ved en vesteuropæisk kvinde,
hvilken mand der er den rigtige for hende, når hun har muligheden for at
prøve så mange af? (For den saudi-arabiske kvinde er der kun ét valg, og
det har hun i størstedelen af tilfældene ikke selv truffet). Jeg væver,
afviser spørgsmålet som »filosofisk« og »subjektivt«, men ved samtidig,
at Malcolm har ramt direkte ned i dét, der på én gang er vores styrke og
akilleshæl: de uendeligt mange valg, den a-religiøse tilværelses
ulidelige lethed, vores overbeviste individualisme. Jeg bliver
overvældet over den enorme opgave det vil være at få ham til at forstå,
og forsvarstalen bliver siddende i halsen.
Forskellene vokser. Vi snakker om den dag og den begivenhed, der mere
end noget andet har sat en kile mellem mennesker som ham og mig inden
for de seneste år: 11. september 2001. Og her overrumples jeg igen. Han
tror ikke på, at det skete, som vi så det, han tror ikke på, at flyene
kunne smadre World Trade Center, han viger udenom, relativiserer,
fantaserer og pynter. Måske et naturligt forsvar af de 19 af hans
landsmænd, der stod bag angrebene, men min grænse nås og overskrides.
Jeg vifter afværgende med hænderne og ender med at række højre hånd frem
og lægge den i hans gyldne, velplejede næve. »Fred,« siger jeg. »Vi kan
aldrig blive enige om dette, vi kan ikke snakke om det, men - fred.« Han
smiler, ryster på hovedet, men giver min hånd et fast klem. En
fællesnævner hjælper os videre: Vi skåler i den allestedsnærværende cola
....
[Cola, computere ... ]Resten er en erkendelse af, at forskelle stikker
uendeligt dybt, at de skal respekteres, bearbejdes, forsøges forstået.
Og at vi faktisk - med en kliché - kun kan blive enige om at være
uenige. It's a cultural thing.
==
Ja, det viser jo lidt om kulturforskellene mellem de bedst uddannede
unge verden over. Hvordan kan det så undre at vi har problemer her i
landet?
--
Per Erik Rønne