---

LARS HEDEGAARD: Terrorens sorte hul - Interview med irans kronprins Reza
Pahlavi


Det iranske præstestyre lever af at eksportere fanatisme og kaos og er
udtryk for et kætteri mod islam, siger Irans kronprins Reza Pahlavi, der
gerne ser den danske regering tage et initiativ for at støtte de
demokratiske kræfter. Af Lars Hedegaard

LONDON -- Reza Pahlavi, søn af Irans i 1979 afsatte shah, og således
først i arvefølgen, hvis det atter skulle blive aktuelt at besætte
påfugletronen, vil ikke høre på vrøvl, når det gælder landets
præstestyre. Heller ikke selv om de herskende mullaher i juni afholdt
såkaldte demokratiske valg, der endte med, at fundamentalisten Mahmud
Ahmedinejad kunne indtage præsidentposten.

Efter kronprinsens opfattelse har alt for mange mennesker spildt deres
tid med at undersøge, om valget gik retfærdigt til:

"Hvilken forskel ville det have gjort, om selve valghandlingen havde
været fair - hvad den selvfølgelig ikke var - når præsidenten er uden
reel magt, og når parlamentets medlemmer ikke kan lovgive, men kun
foreslå love? Det hele er et show, der sættes op for at forvirre
omverdenen og få det til at se ud, som om der findes en demokratisk
proces."

Alligevel finder han valgets udfald interessant: "Det forhold, at
Khamenei (Irans "øverste leder", Sayyid Ali Khamenei, red.) ikke havde
andre at trække frem end en person som Ahmedinejad, der kan finde på at
gribe til brutal undertrykkelse i håbet om at bevare magten, er et tegn
på regimets bankerot. Både på det ideologiske plan og som regering. Jeg
tror, at regimet selv godt er klar over, at dets tid er ved at være
omme. Det prøver nu at købe sig mere tid, men vil i stedet opnå at
fremmedgøre endnu flere mennesker."

"Som sit sidste håb må dette regime ty til undertrykkelse hjemme,
samtidig med at det leder efter midler til at holde omverdenen stangen.
Og det betyder i praksis atomvåben."

Eksport af kaos
"Dette system er ikke et simpelt diktatur. Fra begyndelsen hvilede det
på en ideologi, der gik ud på at eksportere revolutionen. Det overlever
ved at score points uden for landets grænser. Hvis man ser på
Pasdaranens (Revolutionsgardens, red.) nyeste erklæringer, så drejer de
sig om at eksportere revolutionen. Det var også den måde, hvorpå
ayatollah Khomeini ville virkeliggøre sin v ision om en islamiseret
verden. Dette regime har som grundlaget for sin overlevelse haft et
konstant kaos og prøver at skabe så megen turbulens som muligt -- både
inden for og uden for sine grænser. Det kan så være i Irak, som det er
tilfældet for tiden, i Libanon, gennem Hamas, gennem Hizbollah, gennem
forbindelser med al-Qaeda osv. Og jo mere falleret, det bliver hjemme,
des mere må det se sig om andre steder."

Af den iranske regeringsstil følger et afledt problem, idet
revolutionens kernetropper, Revolutionsgarden, har udviklet sig til en
slags mafia. Den er vokset så meget i magt og evner - uafhængigt af
regeringen -- at den kan holde revolutionen som gidsel for sine behov,
der fundamentalt set er økonomiske og ideologiske, og som er uforenelige
med den frie verdens behov.

Specielt peger Reza Pahlavi på Revolutionsgardens voksende økonomiske
magt. Hvert år går f.eks. to milliarder dollars, der stammer fra
handelen med opium og heroin, direkte ned i Gardens kasse. End ikke
Irans "øverste leder", ayatollah Khamenei, kan risikere at konfrontere
Garden. Derfor er det ganske futilt, når omverdenen håber at kunne
forhandle sig frem til en eller anden ordning med regimet. De forhandler
nemlig ikke med de folk, der sidder inde med den egentlige magt. Og de
egentlige magthavere er ikke til sinds at opgive magten.

Kætteren Khomeini
- I lyset af den iranske revolutions udvikling er det nærliggende at
spørge, om islam overhovedet kan danne basis for en velfungerende stat?
"Hvis grundlaget skal være Koranen, således som den suverænt udlægges af
en ikke-valgt, øverste leder, så kan islam ikke danne grundlaget for en
demokratisk stat. Det karakteristiske ved shia-islam (som det store
flertal af Irans indbyggere bekender sig til, red.) er den
kerneopfattelse, at præsteskabet ikke skal udgøre regeringsmagten. Det
eneste tidspunkt, hvor man kan have en guddommelig regering på Jorden,
er, når den tolvte imam (en slags messias i shiitternes
forestillingsverden, red.) kommer igen, og det er ikke sket endnu. Og
indtil det er sket, er det ikke de gejstliges opgave at deltage i
magtudøvelsen. Derfor er det netop den shiitiske gejstligheds naturlige
rolle at acceptere adskillelsen mellem religion og magtudøvelse. I
dagens Iran er der heller ikke en eneste gejstlig uden for magthavernes
rækker, der ikke anerkender, at den største skade, der er tilføjet vores
land og selve religionen, er gejstlighedens deltagelse i den verdslige
magtudøvelse."

- Med andre ord, Khomeinis linje var et kætteri mod islam?
"Netop! Fra første færd var der ledende shiitiske gejstlige, der
modsatte sig Khomeinis opfattelse og målsætning. De blev sat i
husarrest, dræbt, undertrykt og nægtet lægehjælp. Ud af de 180.000
gejstlige, der fandtes i Iran ved revolutionens begyndelse, støttede
højst 5.000 op om regimet. Flertallet af dem var modstandere af det fra
begyndelsen, men det er der ingen, der taler om."

"Efter vores opfattelse gennemførte Khomeini ikke en islamisk
revolution, der var tro mod vores religions kerneopfattelser. Khomeini
var en afviger, der nationaliserede kirken, og det er et af shiismens
store tabuer."

Shiitisk pluralisme
"På en måde minder shiismen meget om katolicismen, bortset fra at vi
ikke bare har én pave men adskillige. Og som troende har jeg ret til at
vælge, hvilken af disse paver, jeg vil efterligne. Men hvad gjorde
Khomeini? Det første han gjorde var at nationalisere kirken og forbyde
den at modtage private midler med henvisning til, at de forskellige
ayatollaher ville bruge pengene til at hverve flere proselytter. En
ayatollahs magt var nemlig baseret på det antal disciple og den
økonomiske støtte, han kunne tiltrække. Hvad Khomeini sagde var, at fra
nu af modtager jeg alle bidrag; jeg udlægger loven; og ingen af jer har
ret til at udlægge den. Hermed overtrådte han shiismens største tabu."

- Khomeini fremhævede, at det er muslimers pligt at udbrede shariaen
over den ganske verden ved hjælp vold. Og her var han jo i
overensstemmelse med adskillige andre moderne islamiske tænkere? "Jeg
kan bare sige, at religionen lærer os mange forskellige ting, og at
Koranen kan fortolkes på mange forskellige måder. Normalt udlægges
Koranen af lærde, der har brugt mange år på at studere den, men i øvrigt
har enhver muslim ret til at danne sig sin egen opfattelse. De fleste
iranere kan ikke læse arabisk -- jeg kan heller ikke -- og gæt, hvad det
første var, som Khomeini gjorde: Han konfiskerede alle farsi-sprogede
oversættelser."

"Islam er blevet udnyttet, politiseret og deformeret, og konsekvenserne
ser vi i dag. Det ville blive en meget lang debat, hvis vi skulle
afgøre, hvad der er den sande islam. For at være muslim kræves det blot,
at man udtaler: "Der er ingen Gud uden Gud, og Muhammed er en Guds
profet". Det er alt. Derefter kan man i øvrigt fortsætte med at tro,
hvad man vil."

En islamisk renæssance
Efter Reza Pahlavis opfattelse har Khomeinis revolution medført, at den
iranske gejstligheds anseelse er sunket gennem de forløbne 25 år. F.eks.
er der masser af historier om taxachauffører, der ikke vil standse for
at samle en mullah op. Og kronprinsen synes, det er sørgeligt.

"Som resultat af Khomeini er ikke bare gejstligheden, men selve
religionen bragt i alvorlig vanry. Og jeg vil gerne understrege, at selv
om jeg og dem, der tænker som jeg, går ind for en adskillelse af
religion og stat, så indebærer det på ingen måde, at vi forholder os
fjendtligt til religionen. Kristendommens indblanding i middelalderens
europæiske inkvisition betød jo heller ikke, at det var slut med
kristendommen. Den var intakt, men i en anden sammenhæng."

"Efter min opfattelse er det i Iran, at vi kan komme til at opleve en
islamisk renæssance. Her har folk haft direkte oplevelser med et
gudsstyre, og de kan godt se forskel på et verdsligt og teokratisk
regime. Selv præsteskabet har indset, at det er i religionens og dets
egen bedste interesse at holde sig fri af magtudøvelsen."

Truslen fra Irak
- Men foreløbigt tyder noget på, at det iranske gudsstyre er ved at
brede sig til Irak. Der har for nylig været kontakter på
regeringsniveau? "Hvad er den virkelige trussel mod det iranske regime
lige nu? For det første kan det ikke være interesseret i en
demokratisering lige på den anden side af grænsen. Men endnu vigtigere
er det, at mange iranere betragter den irakiske ayatollah Sistani
(storayatollah Ali al-Sistani, red.) som et eksempel på en uafhængig
gejstlig til forskel fra en gejstlig, der er indblandet i
regeringsudøvelsen. Hvis de kunne, ville de sende deres bidrag til Najaf
(hvor Sistani har sit hovedkvarter, red.). Shiismens autoritative
centrum ligger ikke længere i Iran men i Irak - præcis fordi Sistani
under ingen omstændigheder har villet efterligne den iranske model.
Khamenei står nu i en situation, hvor den shiitiske gejstligheds
legitime repræsentation er i hænderne på nabolandet Irak, mens Irans
egne religiøse magthavere har mistet al troværdighed. Det er en dobbelt
trussel mod det iranske regime. Derfor vil det gøre alt, hvad der står i
dets magt, for at underminere ikke bare Iraks demokratisering men også
legitimiteten af det shiitiske præsteskab, der befinder sig uden for
Irans grænser. En masse af det, vi i dag ser i Irak -- og også i
Afghanistan - kan føres tilbage til Iran. En utrolig mængde penge, våben
og ammunition i Irak er kommet over grænsen fra Iran. Mere end 30.000
irakiske flygtninge i Iran er blevet rekrutteret og trænet af regimet i
Teheran og er nu tilbage i Irak."

Denne opfattelse får nu støtte af britiske embedsmænd, der hævder, at
Iran står bag bombesprængninger i Irak. Ved et pressemøde i Downing
Street den 6. oktober 2005 bekræftede premierminister Tony Blair, at en
ny type vejsidebomber på det seneste er blevet brugt til angreb på bl.a.
britiske styrker, ligesom de har forsaget en dansk soldats død og såret
tre andre. Blair turde dog ikke med sikkerhed sige, om de nye bomber var
leveret direkte af Iran eller via den Iran-tro Hizbollah-milits i
Libanon, som tidligere har brugt dem.

- Er De tilhænger af den amerikanske intervention i Irak?
"Det vil jeg overlade til det irakiske folk at tage stilling til. Men én
ting er sikker: For første gang i dets historie har det irakiske folk en
mulighed for at vælge deres egne ledere. Så kan man diskutere, om
metoden var den rigtige. Hvad Saddam Hussein angår, så tror jeg ikke,
der bliver udgydt mange tårer over hans skæbne. Jeg kan ikke glemme hans
fremfærd under krigen (mellem Irak og Iran, 1980-88, red.) - ikke bare
mod sit eget folk, men hans brug af kemiske og bakteriologiske våben mod
Iran. Og jeg bliver ked af det, når jeg tænker på, at i Iran har vi
tusinder af ofre for denne krigsførelse, der dør en langsom men sikker
død, uden at regimet gør noget ved det. Og alt dette kan tilskrives to
mænd - Saddam Hussein og Khomeini, der foretrak krigens omkostninger for
fredens."

På vej mod et sammenbrud
Reza Pahlavi er der ikke tvivl om, at Iran er Mellemøstens vigtigste
land, fordi det har mulighed for at påvirke udviklingen i både
Centralasien og i hele Mellemøsten. Derfor undrer han sig - med en
allegori -- over, at det internationale samfund gennem alle disse år har
sendt brandudrykninger til alle fire verdenshjørner for at slukke
påsatte brande, mens man har ladet brandstifterne i fred.

Om brandstifternes identitet er han ikke i tvivl:
"Det iranske præstestyre kan kun overleve, hvis det kan eksportere sin
radikale ideologi, som er uforenelig med det, som den frie verden står
for - menneskerettigheder, demokrati, folkelig deltagelse og alt det
andet. Derfor må det enten ende med et sammenstød eller med
præstestyrets sammenbrud. Og hvad den sidste mulighed angår, så lever vi
ikke i en verden, hvor man kan isolere folk fra hinanden ved at afskære
dem fra kommunikation. Vi lever i en verden, hvor den almindelige iraner
har adgang til enten en mobiltelefon, en satellitmodtager eller
internettet."

På spørgsmålet, om iranerne nu også er parate til en opstand mod
regimet, udtrykker kronprinsen større usikkerhed. Generelt mener han,
at iranerne er mere nedtrykte end nogen sinde før, og det kan
naturligvis føre til handlingslammelse, indtil de får troen på, at der
er et alternativ til det nuværende repressive regime. Men den dag, de
får denne tro, er han sikker på, at der vil komme en holdningsændring.

Selv er han aktiv på mange felter. Bl.a. støtter han den såkaldte
referendum-bevægelse, der forlanger en folkeafstemning om en ny iransk
forfatning, der er i overensstemmelse med FNs
Menneskerettighedserklæring, og som fastslår statens adskillelse fra
kirken.

- Hvad kan folk i Vesten gøre for at støtte den demokratiske proces i
Iran? "I kan fortælle iranerne, at I hører dem, forstår dem og støtter
dem i deres kamp for frihed. Og de hører, hvad der kommer fra jer. Når
Bush eller Blair, eller hvem det ellers måtte være, udtrykker deres
holdning, så bliver det øjeblikkeligt - øjeblikkeligt! - opfanget inde i
Iran. Derfor er det af kritisk betydning for udviklingen inde i Iran, at
Vesten viser sin solidaritet. Men derudover er det nødvendigt at handle.
Indtil nu har Vesten haft en dialog med regimet, nu bør Vesten have en
dialog med oppositionen."

Hvor sporene ender
- Det er ingen hemmelighed, at vestlige regeringer og olieselskaber er
ivrige efter at indgå aftaler med magthaverne i Teheran. Har det været
en forhindring for Irans befrielse? "Lad os se på det som et rent
matematisk problem. Jeg tror, vi kan sige, at kombinationen af stigende
oliepriser, terrorisme, truslen om atomvåben og spredningen af
masseødelæggelsesvåben koster den globale økonomi et tab på 1 pct. om
året eller mere, hvilket svarer til mindst 1 billion dollars. Hvis man
deler dette tab ud på de forskellige europæiske lande, så mister de mere
på den måde, end de kan vinde ved at lave olieaftaler med Iran."

"Der springer bomber i Madrid og London, og enten bliver de europæiske
lande nødt til at omdanne sig til politistater, eller de må gøre noget
ved problemet."

- Hvad har Iran at gøre med disse bomber?
"Iran har mange gange haft forbindelse med terrorister - både hvad angår
finansieringen og udførelsen, selv om hvert anslag er forskelligt. Hele
terrorismens filosofi udspredes fra Teheran, hvor terroristerne også
mødes til deres årlige topmøde," siger kronprinsen med et grin. "Jeg
siger ikke, at Teheran er ansvarlig for ethvert terroranslag, men
magthaverne ved, hvad der foregår. Teheran er et sort hul, hvori mange
spor forsvinder."

- Tror De tilmed, at konflikten mellem palæstinenserne og Israel kunne
løses, hvis Teheran undlod at opmuntre terroristerne? "Igen må jeg
understrege, at dette regime investerer i at fremkalde kaos af hensyn
til sin egen overlevelse. Ethvert ansvarligt styre i Iran ville prøve at
investere i fred og stabilitet. Det ville være fordelagtigt for et
demokratisk styre i Iran at arbejde for fred i Mellemøsten. Sådan det
ikke med det nuværende regime, for i det øjeblik, der blev fred, ville
opmærksomheden blive rettet mod de forhold, som styret forsøger at
aflede opmærksomheden fra."

Atombomben
"Hvad der virkelig bekymrer mig er udsigten til, at Iran anskaffer sig
atomvåben, for jeg tror ikke, at verden vil tolerere et terroristisk
regime med adgang til kernevåben. Hvis den eneste udvej er et
forebyggende angreb på Iran, så vil det åbne en Pandoras æske i form af
en ny slags jihad. Hvis status quo fortsætter, vil denne udgang blive
uundgåelig. Derfor prøver vi at få omverdenen til at forstå, at der er
flere udveje end at overgive sig til dette regime eller at angribe det
militært. Der er en tredje option: investér i den demokratiske proces.
Jeres mest naturlige allierede er selve det iranske folk, som ikke
ønsker noget andet end at blive som jer. Den eneste barriere mellem dem
og jer er dette regime. Vi beder jer ikke om at fjerne dette regime for
os. Hvad vi beder jer om er to ting: Afbryd forbindelserne med dette
regime og giv os moralsk støtte. Resten vil komme af sig selv."

- Men er kendsgerningen i virkeligheden ikke, at den brede iranske
befolkning er enig med regeringen i, at landet har ret til at anskaffe
sig kernevåben - om ikke andet så som nationalt symbol?
"Et udmærket spørgsmål. De meningsmålinger om netop dette spørgsmål, der
blev gennemført et par uger før de såkaldte valg, er meget sigende. Man
spurgte, om iranerne mente, at de havde ret til at skaffe sig
atomteknologi med muligheden for at udvikle kernevåben. Omkring 67 pct.
af de adspurgte svarede: Selvfølgelig! Da de samme mennesker blev
spurgt, om de var bekymrede over, at det siddende regime udviklede en
sådan teknologi og sådanne våben, svarede 92 pct., at de var
overordentligt bekymrede. Det betyder, at magthaverne naturligvis kan
spille det nationalistiske kort, men at det iranske folk vil være
bekymret, hvis de gør det. Det betyder også, at modtrækket mod iranske
atomvåben er demokratisering. Jeg går f.eks. ikke rundt og bekymrer mig
om Frankrigs atomvåben, men jeg ville være meget bekymret, hvis jeg
vidste, at regimet i Teheran var ved at bygge en bombe. Hvis Iran
anskaffer sig bomben, vil det skabe en dominoeffekt i regionen. Det
eneste modtræk er demokratisering."

"Derfor leger Vesten med ilden, når det forfølger sine økonomiske
interesser over for Iran i stedet for at satse på demokratisering. Og
hvis omverdenen tror, at den kan skabe sig venner i Iran ved at bombe
forskellige installationer i landet, tager den fejl. Det har jeg altid
været imod. En mere farbar vej ville være at fortælle dele af
magtapparatet, herunder hæren og Revolutionsgarden, at vi er ikke jeres
fjender, og at I også har noget at vinde ved at acceptere en
demokratisering og fredeliggørelse. Retter man derimod et præventivt
angreb på Iran, vil disse mennesker være tvunget til at komme regimet
til undsætning. Desuden er det ikke nemt at ødelægge Irans kerneanlæg,
Mange af dem er gemt i civile områder, under skoler, under dæmninger
osv. Hvis man angreb dem, ville man give regimet nøjagtigt, hvad det
ønsker."

Lad os mødes i København
- En demokratisk omvæltning vil kræve et lederskab. Er De den leder?
"Jeg har naturligvis en rolle at spille, og den vigtigste opgave er at
prøve at afstemme holdningerne mellem iranerne i diasporaen og iranerne
hjemme. Hvis man ikke står i daglig kontakt med folk hjemme, kan det
være, at ens prioriteringer bliver nogle andre, så man glemmer, hvad der
optager mennesker, der er arbejdsløse, på stoffer, er prostituerede osv.
Man behøver ikke at overbevise iranerne om fordele ved friheden. De er
allerede overbevist. Hvad de efterlyser er en realistisk måde at indføre
den på. Ellers kan de intellektuelle ikke få befolkningen med sig."

- Ville det være en ide, om den danske regering inviterede
repræsentanter for den iranske opposition til en konference i København?
"Det ville en stor hjælp."

- Ville De være villig til at komme?
"Absolut. Måske kunne man over købet få folk hjemme fra Iran til at
komme. Det ville være en stor opmuntring for alle slags aktivister, for
folk der sidder i fængsel, er i sultestrejke osv. at vide, at verden
interesserer sig for dem."

"Vi kan sagtens befri os selv. Hvad vi behøver er støtte, i første række
moralsk støtte."

- Håber De på at komme tilbage på Irans trone?
"Det står ikke øverst på min prioriteringsliste. Min rolle er ikke
politisk, ikke at regere. Min rolle er national. Hvis Iran bliver en
republik, så må det blive sådan. Jeg tror dog, at et konstitutionelt
monarki ville kunne spille en vigtig rolle ved at hæve sig over den
politiske kamp. Spanien er et godt eksempel. Men spørgsmålet om monarki
eller republik i Iran er ikke det vigtigste i dag."


--
Med venlig hilsen
GB