"Peter Bang (slet PB5SI)" <peterbang@PB5SIprivat.dk> skrev i en meddelelse
news:11288484760.811952296355372@dtext.news.tele.dk...
>
> Det er muligt. Men Hut og MuQ er ikke religioner. Der er ikke tale om
> at §266b-forhåne en tro, blot fordi man brækker sig
> over HuT eller MiQ. Der er muligvis andre paragraffer man kan benytte
> mod eksempelvis PNRs udtalelser, men §266b handler om
> forhåelse af tro, Knud. HuT er ikke en tro, selvom medlemmerne af Hut
> er stærkt troende. Kristne Lyttere og Fjernseere er
> ej heller en tro, selvom medlemmerne må formodes at være troende.
>
> Hvis jeg påstår at Indre Mission i Thisted opfører sig som en flok
> formørkede, encellede bløddyr, har jeg ikke forhånet
> deres tro. Jeg har muligvis nedværdiget IMs medlemmer. Det må de så
> reagere mod, hvis de lyster, selvom lyst vistnok er en
> synd på de kanter. Men at reagere med §266b er ikke måden.
>
> Jeg evner at skelne, og jeg er overbevist om, at domstolene evner at
> skille foreninger af fundamentlistiske spader fra
> religioner.
>
>
Må indrømme at jeg ikke ved om du har ret i at forhånelse af foreninger ikke
kan straffes efter 266b. Men hvad bygger du det på?
Til hjælp er her Peter Neerup Buhls grundige gennemgang af §266b klippet
fra hans 2001-bog Menneskerettigheder i Konflikt:
citat start
Straffelovens paragraf 266 b
1. Historisk udvikling
På baggrund af "de i den nyeste Tid opdukkede Foreteelser som Forfølgelser
af Racer, Troessamfund m.v." indførtes i 1939 Straffelovens § 266 b med
følgende formulering:
"Den, der ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger forfølger
eller ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af
dens tro, afstamning eller statsborgerforhold, straffes med hæfte eller
under formildende omstændigheder med bøde. Er rygterne eller beskyldningerne
framsat i trykt skrift eller på anden måde, hvorved de er nået ud til en
større kreds, er straffen hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel
indtil 1 år."
Generelt kan denne lovgivning karakteriseres som et forbud mod bevidst
(løgnagtigt) at oppiske en hadefuld stemning sigtende mod efterfølgende
integritetskrænkelser rettet mod en speciel gruppe af danske borgere.[294]
Injurielovgivningen blev ifølge bemærkningerne til lovforslaget
(Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3782f) ikke anset for fuldt ud
tilstrækkelig til beskyttelse af de nævnte interesser, idet kredsen af de
angrebne kan være så stor eller så ubestemt (trossamfund, racer m.v.), at
"angrebet umulig kan forstås som ærekrænkende for alle indenfor kredsen uden
indskrænkning".
Som Peter Germer med stadig aktualitet påpeger i sin disputats
Ytringsfrihedens væsen (s. 207), præger "ånden fra 39" stadig retstilstanden
inden for ytringsfrihedsområdet, og der er en vis tradition for, at den
juridiske teori mere beskæftiger sig med at bekæmpe "ytringsfrækheden" end
med at undersøge ytringsfrihedens væsen.
Den første og forbilledlige "racismeparagraf" var at finde i Sovjets
forfatning af 1936, ifølge hvilken såvel indskrænkninger af rettigheder som
tildeling af privilegier til borgere pga. deres race eller nationalitet,
samt agitation for racemæssig eller national segregation, had og foragt er
strafbart - hvilket selvfølgelig jævnligt blev brugt til at undertrykke
dissidenter og nationale frihedsaktivister.[295] Sovjet oprettede et
censur-departement, der var underlagt undervisningsministeriet og havde en
afdeling i hver unionsrepublik. Departementet havde magt til at forbyde
trykning, offentliggørelse og distribution af skrifter, der måske kunne
"vække racehad eller religiøs fanatisme."[296] I langt højere grad end ved
senere "racismeparagraffer" tjente den angivelige tolerance altså her som
påskud til reel repression mod meningsafvigere. Holdning blev søgt ført over
i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne: Under forhandlingerne herom i
1947 opponerede Sovjets repræsentant mod forbud mod diskrimination pga.
politiske holdninger, hvis dette også skulle gælde "nazistiske, fascistiske
og racistiske meninger." (Vierdag s. 99).
Som nævnt var tredivernes §266 b indføjet for at undgå begivenheder som i
samtidens Tyskland, og da man i FN i 1960'erne diskuterede sortes og andres
placering var udgangspunktet også fortrykte uuddannede mennesker, som de
kendes fra fx "Onkel Toms Hytte". Ideologisk var der tale om et opgør med en
godt 300-årig æras humanbiologisk litteratur, der klassificerede og
kvalificerede menneskegrupper efter hudfarve, knogletype og hovedform m.v.
Det vandrede alt sammen over i baggrundsforestillingerne, da den nye
paragraf 266 b fødtes i Justitsministeriet i slutningen af 1960'erne.
Anvendt på det 21. århundredes forhold kan det imidlertid siges at være en
parallel til generalerne, der altid forbereder sig til den netop overståede
krig: Den ledige glose "racisme" fandt efterhånden anvendelse på tilfælde,
der var af en helt anden art. Så sent som i 1984 optræder begrebet
"multikulturelt samfund" for første gang i det danske sprog (Politica 1998
nr. 2 s. 132), hvorfor der kan argumenteres for, at § 266 b med sit ophav er
aldeles uanvendelig i de grundlæggende ændrede samfundsbetingelser og -debat
siden firsernes begyndelse. Vil man ikke anse paragraffen for
desvetudo-afdød må man derfor i det mindste anvende den med yderste
varsomhed. Jf. også hertil Greve m.fl.s (2000) kommentar til
injurieparagraffen (straffelovens § 267): Æres- og moralbegreber ændres med
tiden. Gennem de sidste tredive år er der foregået en uforudselig
tilspidsning af debattonen, simpelthen parallelt med en tilspidsning af de
debatterede samfundsproblemer. Man kan blot sammenligne med ytringerne i
racismesagerne omkring 1980, som medførte bøder, mens skarpere ytringer i
dag ofte ikke fører til sag.
Bekymring for minoriteternes stilling i det offentlige liv er dog også
siden blevet objektiv langt mindre berettiget i vesteuropæiske lande;
Cholewinsky noterer (1997 s. 320), at retten til frit at forsamles og danne
foreninger liberalt udvides til udlændingene i de europæiske værtslande.
Adskillige steder modtager de desuden offentlig støtte, og
indvandrerpolitikere er uforholdsmæssigt stærkt repræsenteret i
debatten.[297] Omvendt får deres kritikere ingen offentlig støtte og nægtes
endog mødelokaler m.v., hvis de ikke rent ud forbydes. Da FN's
flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers i juni 2001 besøgte København, skelnede
han da i sin kritik også mellem den efter hans mening fordømmelige tone i
udlændingedebatten og den rosværdige konkrete politik, regeringen førte.
Kommentatorer antydede endog en taktisk betonet omvendt proportionalitet
mellem disse to størrelser fra især regeringspartiernes side. Hård debat
behøver altså ud fra dette ikke kriminaliseres af hensyn til udlændingene,
der måske endog kan nyde gavn af en liberal politik ført i ly af
verbalekstremistisk "strammer"-skalkeskjul.
I stedet for at se (af almindelige mennesker ofte bramfrit udtrykt) kritik
af andre etniske grupper som ultimativt et udtrykt for racisme, fordres i
dag nok en mere nuanceret betragtningsmåde, der som konsekvens vil lade i
dag strafbelagte ytringer om visse grupper glide ind på linie med alle andre
emner i den ofte hårde ment helt legitime offentlige debat.
Kultursociolog Jean Fischer analyserede i Information 1/9 1999 de vidt
nuancerede motiver, der i dag alle risikerer at få racismestemplet på sig:
1) Den egentlige racisme (fx Gobineaus filosofi), som i dagens Danmark
"har meget få tilhængere".
2) Fremmedfjendtlighed (etnocentrisme).
3) Fællesskabstilhængere, som betoner fællesskabets værdi, men uden at
insistere på, at det egne fællesskab er specielt bedre end andres.
4) Velfærdsegoister, som fastholder, at enhver velfærdsstat har grænser.
(I brev til Rigsadvokaten af 30/10 1999 bekender Mogens Glistrup fx, at
han hører til gruppe 3 + 4).
Hvis paragraf 266 b skal anvendes til at tage stilling til holdninger og
holdningsdannelser - som der advaredes så stærkt imod ved førstebehandlingen
i Folketinget i oktober 1971 - vil kommende års retspraksis hurtigt løbe ind
i uløselige opgaver. Fundamentalt fordi den da må øve vold mod
kompleksiteten i den menneskelige natur eller menneskets væsen: De fleste
menneskelige holdninger kan - som vist i Zallers (1992) hovedværk om emnet -
ikke udtrykkes i entydige samletermer, men er et samspil mellem en hel række
af kendte og ukendte impluser. Sådan farver den konkrete situations
specifikke antagelser oftest det udslaggivende for, hvad vedkommende
tilkendegiver.
Den historiske baggrund er også problematisk og antyder noget om, hvilken
politisk arv man i givet fald må vælge at identificere sig med: Kravet om
kriminalisering af "racistiske" ytringer blev med art. 4 i FN's
racismekonvention eksporteret fra Sovjet til hele verden. Vel at mærke
specificeres det ikke, hvilken form for kriminalisering, der kræves, og her
er der af menneskerettighedseksperter blevet påpeget det besynderlige i, at
Danmark i modsætning til så mange andre har valgt det drakoniske middel at
kriminalisere via straffeloven - og gjort det uden at have nogle
mellemformer for sanktioner, fx erstatning/godtgørelse til ofre eller
afskrækkende offentlig omtale af gerningsmænd (jf. kronikken af L.A. Rehof i
Jyllands-Posten 8/11 94 og af K. Slavensky i Politiken 5/1 92). En ganske
symbolsk "straf" (i stil med barnet, der må lægge en 25-øre i et glas for
hvert bandeord) synes altså at imødekomme racismekonventionens
fordring.[298] Jf. Niels Barfoeds konklusion i Politiken-kronik 3. juli
1998: 266 b er ikke censur. Den er et symbol.[299]
Under forhandlingerne om 266 b-lovændringen i 1971 fokuserede Folketinget
da også på reglernes pædagogiske betydning, så de praktiske konsekvenser af
lovgivningen ville blive begrænsede. Som det blev sagt af Langkilde: "Det
kan måske have en vis pædagogisk betydning, men så er betydningen af disse
lovforslag vel heller ikke væsentligt større." (Folketingstidende 1970/71
sp. 845f). Jf. også Betænkning 553/1969 s. 29 sp. 2 og Justesen (1995 s. 65)
om private og frivillige mæglingsforløb som tilstrækkelige for at imødekomme
konventionens krav.
Ved ændringen af den danske 266b i 1971 er det først og fremmest
bemærkelsesværdigt, at udtrykket "falske rygter eller beskyldninger"
erstattedes af ordene "udtalelse eller anden meddelelse". Dette medfører,
som Miskowiak (s. 71f) noterer i sin gennemgang af ændringerne, at også
forhånelse, der ikke består i påstande, rygter etc., der kan betegnes som
sande eller falske, blev strafbar. Men desuden må det siges at medføre en
langt dybere og mere foruroligende udvikling: Selv om den anklagede mener at
kunne dokumentere sine ytringer med omfattende faktamateriale, kan domstolen
ved at klassificere dem som "forhånende" derved undgå at tage stilling til
sandhedselementet i dem - som det jo virkelig også er sket i sagerne mod
såvel Mogens Glistrup som mod cand. scient. Bo Warming, der begge fremlagde
stor men afvist dokumentation for deres udtalelser.[300] Dette er et element
i både den danske, svenske og norske racismeparagraf, som ifølge Betænkning
533/1969 følger af ordet "forhånes", som går ud over det tidligere strafbare
område af falske påstande og kriminaliserer utryk for ringeagt,
latterliggørelse etc. Problemet er dog, at egentlige påstande, der var
sagligt ment, ud fra andre rent politiske opfattelser kan anses for blot
ringeagtende, latterliggørende etc. Ulykkeligst er det dog, at
kriminalisering af ytringer uden hensyn til deres sandhedsværdi rammer
demokratiet på den radikalest tænkelige måde, idet fri diskussion om en
fælles, tilstræbt objektiv virkelighed i sidste instans er det eneste, som
kan etablere konsensus mellem polariserede parter (jf. skoleeksemplet i
Zaller s. 320).
I FN's racediskriminationskonvention, hvis tiltrædelse af Danmark var
årsagen til revisionen af 266 b, havde man netop til hensigt, at
"ofrene"/myndighederne skulle fritages for en sådan bevisbyrde. Derfor
konstaterede det udvalg under Justitsministeriet ledet af professor Knud
Waaben, der skulle overveje de nødvendige ændringer af dansk lovgivning, at
det efter konventionen må gøres muligt at straffe forhånelser, ringeagt
eller groft krænkende påstande om en persongruppe, uden at der skal ske
bevisførelse med hensyn til udtalelsernes rigtighed (Betænkning 553/1969 s.
27 sp. 1). Kort sagt blev holdningen nu, at en dissidents budskab skulle
betragtes som skadeligt, selv om det er sandt - stik modsat Stuart Mills
frihedsopfattelse, at dissidentens budskab er af stor nytte, selv hvis det
er falsk: Et falsk budskab tvinger os nemlig til at besinde os på, hvorfor
vi har ret. Uden dissidentens stemme forvitrer debatten i dogmer, hvis
grundlag ikke undersøges. Men så sikker er den moderne "anti-racisme" altså
i sin sag, at den mener end ikke at have dette modspil fornødent.[301]
Fremgangsmåden i § 266 b-sager er også stik modsat den almindelige
praksis, der blev beskrevet således af cand. jur. Lars Bo Langsted i
Jyllands-Posten 19. januar 1998: "Inden for strafferetsplejen står den
samlede statsmagt og dennes ressourcer over for den enkelte borger, der i
værste fald risikerer at blive idømt en flerårig fængselsstraf. Derfor er
reglerne for, hvorledes straffesager efterforskes og behandles ved retterne,
primært båret af ønsket om en så høj grad af sikkerhed som muligt for, at
den tiltalte virkelig er skyldig i en forbrydelse, og at statsmagten ikke
presser den tiltalte urimeligt. Det er således anklagemyndighedens opgave at
bevise udover enhver rimelig tvivl over for retten, at der er begået en
forbrydelse, og at den tiltalte er strafferetligt ansvarlig herfor."
Det hed rigtignok i 553/1969-betænkningen (s. 34), at 266 b ikke dækker
udtalelser, der falder som et led i en videnskabelig sammenhæng eller i en
saglig debat, men dette begreb synes at være indsnævret i de senere år. (Fx
dommene mod Warming, Glistrup og den mod Skjern-fremskridtsmanden i maj 2001
(se nedenfor) synes kun at vedrøre ytringer der søger at ramme
virkeligheden, omend i idiosynkratisk sprog). I folketingsdebatten under 1.
behandling af forslaget til den reviderede 266 b gav den socialdemokratiske
ordfører (K. Axel Nielsen) udtryk for håb om, at der ikke ville blive mange
sager om overtrædelse af § 266 b (og det samtidigt behandlede forslag om
forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v., jf. nu
lovbekendtgørelse nr. 626 af 29/7 1987) "helst fordi overtrædelserne vil
blive få og ubetydelige, men dernæst også i håb om, at anklaemyndigheden vil
være tilbageholdende, medmindre det da drejer sig om helt grove
provokationer." Og justitsminister Thestrup udtalte, at man selvfølgelig
skulle være tilbageholdende med anvendelsen, og det er da også først i
1990'erne, at paragraffen for alvor er taget i brug. I 1987 blev det endog
afvist af rejse tiltale mod danske nazister trods meget grove udtalelser,
for, som det hed i Rigsadvokatens skrivelse af 29/9 88, bør 266 b fortolkes,
så "indgrebet i ytringsfriheden bliver mindst muligt". Dette bliver det
selvsagt kun, hvis paragraffen betragtes som rent symbolsk, normgivende -
altså ikke givende anledning til konkrete sanktioner, når bortses fra sager
med direkte trusler.[302]
Thestrup synes i folketinget klart at have ment dette med udtalelsen om,
at "hensigten med forslagene er at indføre bestemmelser om straf, når man,
om jeg så må sige, går over til fjendtlighederne, men ikke for selve
anskuelserne."[303] I de nævnte sager vedr. Glistrup og Warming samt de
fleste andre i de seneste år har de anklagede været langt fra at "gå over
til fjendtlighederne", men er eksempler på, at man i stedet har ramt på
facts grundede meninger. Dermed er man kommet bort fra det i næsten alle
demokratiske samfund hævdvundne princip, "at man ikke kan straffes for at
sige sandheden." (Harck s. 25). I tråd med denne udvikling taler Ph.d. Pia
Justesen fra det danske menneskerettighedscenter nu for, at ud over
egentlige racister bør 266b også kriminalisere mennesker, der handler "på
grund af uvidenhed eller fordomme".[304] Mange frimodige konstateringer vil
derfor efterhånden forsvinde fra debatten pga. selvcensur, ikke mindst fordi
det er komplet umuligt at forudse, hvad der kan kriminaliseres. I de
såkaldte Riemann-sager afviste Østre Landsret således, at sigtelsen mod
indvandrerne for "misbrug af socialsystemet" er strafbar, modsat Vestre
Landsret, der fandt det krænkende at påstå, at de "lever på nas" og
"vegeterer på flittige danskere".[305] Ifølge den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol kan staten dog ikke kræve sandhedsbevis for
ytringer; tværtimod udgør udtalelser af politisk karakter kerneområdet for
beskyttelse efter Den europæiske Menneskeretskonventions art. 10 (Harck s.
11). Men så har man altså i stedet helt negligeret spørgsmålet om
dokumentation, også når den anklagede har præsenteret en fyldig sådan,
hvilket må siges at være langt mere ytringsfrihedsinvaliderende.
En anden ændring, der udover bortfald af kravet om løgnagtighed skete i
1971, var, at 266 b ikke længere kun skulle beskytte en "gruppe af den
danske befolkning", men "en gruppe af personer". Desuden blev
Racediskriminationskonventionens terminologi "race, hudfarve, nationale
eller etniske oprindelse og tro" sat ind i stedet for de tidligere "tro,
afstamning eller statsborgerforhold", som om den første mindst skulle kunne
dække den sidste. Begge disse ændringer synes at kunne støtte en
argumentation for, at 266 b også kan beskytte fremmede statsborgere, skønt
"nationale eller etniske oprindelse" som regel (jf.
Menneskerettighedserklæringen af 1948 m.v.) hævdes ikke at gå på
statsborgerforhold.[306] I praksis er anvendelsen af 266 b da også vendt 180
grader i forhold til formuleringen af 1939, idet det nu nærmest er en
betingelse for at blive beskyttet af paragraffen, at man ikke tilhører en
gruppe af den danske befolkning i egentlig forstand - men denne tolkning er
vel at mærke helt uden belæg i selve loven og dens forarbejder. Således
hedder det i Betænkning 553/1969 (s. 5 sp. 2, jf. s. 26 sp. 2), at
beskyttelse ikke bør være indskrænket til grupper af den danske befolkning,
dvs. den gælder både-og. Det modsatte princip ville da også stride mod
konstateringen i Regeringens Redegørelse for en samlet indvandrerpolitik
(marts 1992): "Der bør ikke være særlige rettigheder for indvandrere. Den
gensidige tolerance mellem indvandrere og danskere, som er så vigtig, opnås
efter regeringens mening bedst ved ligebehandling." Den nuværende 266
b-praksis er dog klart diskriminerende mod danskerne, hvilket ikke mindst er
i konflikt med art. 2 i den internationale konvention om borgerlige og
politiske rettigheder.
En yderligere ændring ved 266 b i 1971 var, at "forfølger eller ophidser
til had" blev udvidet til handlinger, ved hvilke der "trues, forhånes eller
nedværdiges" - en langt bredere forståelse af det kriminelles sfære, der i
høj grad kan gøre almindeligt frimodige ytringer usikre, derved særligt
rammende den mindre veluddannede del af befolkningen i dens deltagelse i den
offentlige debat. (Se fx den voksende liste af danske ord, der er under
mistanke for racisme, i Engberg Pallesen et alii (red.) s. 4).
Ved Lov nr. 357 af 3. juni 1987 blev "seksuel orientering" også indføjet
som beskyttet kategori i § 266 b. Også da fremgik det af mange partiers
betænkeligheder, hvilken fremmed fugl i vor lovgivning straf for ytringer
er, og i bedste fald hvor tilbageholdende den skal anvendes: I retsudvalgets
betænkning af 30. april 1987 udtalte Socialdemokratiets og SF's medlemmer
bekymring over antidiskriminationsbestemmelsers indvirkning på pressens
ytringsfrihed, bl.a. set på baggrund af den nylige byretsdom i
grønjakkesagen (jf. nedenfor). De konservatives, Venstres og CD's medlemmer
af udvalget fandt - også med henvisning til nævnte dom - "den yderligere
indskrænkning i ytringsfriheden, som lovforslaget vil medføre, meget
betænkelig." De nævnte partiet fandt endvidere, at "vedtagelsen af
lovforslaget vil kunne gribe forstyrrende ind i den åbne samfundsdebat, som
vi alle er tilhængere af her i landet, uden at der efter mindretallets
opfattelse er grund til at tro, at man med et forbud vil kunne opnå det
ønskede formål". Hertil kom, at man med vedtagelsen af dette forslag
påbegynder en lovgivningspraksis, "hvorefter man i fremtiden også vil kunne
kriminalisere andre anskuelser, som ud fra helt forståelige ideologiske
motiver af et flertal i Folketinget anses for forkastelige."
I 1995 forsynedes 266 b med et stk. 2, ifølge hvilket det skulle være en
skærpende omstændighed, hvis de strafbare ytringer har karakter af
propaganda. I bemærkningerne til lovforslaget hed det, at det skal ses på
baggrund af "de stadig mere fremtrædende tendenser til intolerance,
fremmedhad og racisme både i Danmark og i udlandet."[307] Konkret var
anledningen den megen omtale af Danmark som et fristed for produktion af
nazistisk propaganda til Tyskland, men man havde altså også et videre sigte
i tankerne, jf. vedtagelserne om bekæmpelse af racisme, fremmedhad, racisme,
antisemitisme og intolerance på Europarådets møde i Wien 8.-9. oktober 1993
og Det Europæiske Råds Møde 24.-25. juni 1994.[308]
I Betænkning 553/1969 konkluderedes det (s. 28 sp. 2), at der ikke var
tilstrækkelig anledning til at stille forslag om nogen almindelig
bestemmelse rettet mod propagandavirksomhed. Det norske og det svenske
udvalg nåede til samme konklusion.
I bemærkningerne til § 266 b stk. 2, der trådte i kraft 1/6 1995, hedder
det, at det må bero på en helhedsvurdering, om der foreligger
propagandavirksonhed i et konkret tilfælde, hvorunder der navnlig lægges
vægt på, om der er sket en systematisk udbredelse af diskriminerende
udtalelser m.v., herunder til udlandet, med henblik på at påvirke
meningsdannelsen.
Hvis overtrædelsen er begået af flere i forening (jf. straffelovens § 80
stk. 2) vil ifølge bemærkningerne kunne tale for at henføre forholdet under
§ 266 b stk. 2, især hvs der er tae om samvirke i mere end blot
enkeltstående situationer, herunder hvor de samvirkende tilhører samme
parti, forening eller anden organisation, der bl.a. har til formål at
fremsætte ytringer af den omhandlede karakter.
Også mere omfattende udbredelse af ytringer kan rammes af det nye stk. 2,
navnlig hvis de er spredt via et medium med større udbredelse (avis, radio,
tv, internet).
Det hedder videre i bemærkningerne: "Anskaffelse eller besiddelse af
trykke- eller kopimaskiner kan indicere, at der har foreligget - eller er
tilsigtet, jf. straffelovens § 21 om forsøg - en mere omfattende udbredelse.
Tilsvarende gælder oprettelsen af en database, der via telefonnettet er
almindeligt tilgængelig. Også udbredelse gennem telefonaviser vil efter
omstændighederne kunne være omfattet af det foreslåede stk. 2."
Det er ikke med det nye stk. 2 tiltænkt at ville udvide det strafbare
område, men en propagandavirksomhed kan også være, når der systematisk
anvendes stærkt negativt ladede udtalelser og påstande vedrørende bestemte
grupper af personer, der er beskyttet af bestemmelsen. Også selv om de
enkelte udtalelser m.v. ikke isoleret set fuldt ud opfylder grovhedskravet.
Justitsministeren udtalte i forbindelse med andenbehandlingen af
lovforslaget (Folketinget Forh. 1994/94 s. 5149), at lovforslaget tilsigter
en skærpelse af straffen i alle tilfælde, hvor forholdet har karakter af
propagandavirksomhed. Om der skal anvendes frihedsstraf eller bøde afhænger
bl.a. af, om tiltalte er økonomisk stærk, så en bøde ikke vil være følelig.
I så fald skal der anvendes frihedsstraf.
I lovforslaget er det om anklagemyndighedens tiltalepraksis anført i
lovforslaget, at Justitsministeriet ikke mener, at der i tilfælde af
propagandavirksomhed udvises samme tilbageholdenhed med at rejse tiltale,
som det har været praksis siden 1971. Sådanne tilfælde opfattes som "særligt
grove", og anklagemyndigheden bør over for disse - når de fx har været
offentligt omtalt - efter ministeriets mening være opmærksom på muligheden
for at rejse sagen af egen drift. Det synes dog lidet meningsfuldt at rejse
sigtelse, hvis ikke en eneste person i befolkningen har følt sig krænket i
en sådan grad, at vedkommende selv har indgivet anmeldelse.[309] Det indgik
dog også i forslaget, at der stadig skal tages skyldigt hensyn til
ytringsfriheden.
Dette sidste må vel tolkes således, at udtrykket "propagandavirksomhed" må
tolkes snævert, så det ikke sammenblandes med informationsvirksomhed om en
bestemt kulturel eller religiøs gruppe ud fra en kritisk indfaldsvinkel.
Politifuldmægtigforeningen udtalte imidlertid i deres høringssvar til
lovændringen, at den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de allerede
eksisterende fortolkningsproblemer øges med nye fortolknings- og
diskussionsspørgsmål om, hvorvidt der foreligger propagandavirksomhed eller
ej, og hvorvidt en i formen glorificerende propaganda for politiske eller
religiøse bevægelser, der har velkendte racediskriminerende holdninger, vil
være omfattet af bestemmelsen. Under førstebehandlingen af forslaget udtalte
Margrete Auken i tråd hermed, at partiers måde at ytre sig på er
propagandavirksomhed. "Det er simpelt hen partiers væren i verden. Vi har
altid i Danmark været stolte af, at vi ike forbød partier. Der er ikke langt
herfra og til at forbyde partier." Hun mente, at vi nu var på vej imod
"tyske tilstande" (med forbud af partier). Det må tilføjes, at der i så fald
ikke blot tages rettigheder fra de små kredse, som omhandlede partier udgør:
Grundlovens ytringsfrihedsparagraf er ikke blot til for at give borgerne en
ret til at tale, men også at give alle borgere en ret til at høre. (Jf.
Germer 1989 s. 58).
Ifølge lovforslaget skulle det strafbare område ikke udvides med det nye
stk. 2, der blot skulle være en skærpelse inden for det allerede beskyttede
område. Justitsminister Westh ville imidlertid trods Birthe Rønn Hornbechs
(V) gentagne opfordringer under førstebehandlingen ikke svare på, om der var
tale om en udvidelse, og Margrete Auken måtte konstatere, at det var der.
Venstre og Fremskridtspartiet var dog de eneste, der stemte imod
skærpelsen via stk. 2; forinden (9/2 94) havde Birthe Rønn Hornbech haft et
principielt opgør med tankegangen bag § 266 b i en Børsen-kronik, hvor hun
advarede om, at paragraffen virker modsat hensigten, den skaber martyrer og
kan tilsidst medføre, at minoriteten hersker over majoriteten, idet ingen i
denne komme med (berettiget) kritik af minoritetsgrupper: "Enhver, der med
rette tillader sig at sige om en anden, at han er et dumt svin, bliver kaldt
racist, hvis det dumme svin tilfældigvis er udlænding."
På trods af, at SF's ordfører under debatten havde ytret frygt for
konsekvenserne af tilføjelsen mod propaganda, krævede partiet alligevel i
udvalgsbetænkningen til loven, at der må formuleringer ind, som
tilkendegiver, at der er realiteter bag beskyttelsen mod racisme. SF kunne
derfor støtte lovforslaget men ønskede at "advare mod misbrug".
(Folketingstidende 1994/95 tillæg B s. 417f).
Eksperterne kritiserede lovforslaget mod propaganda kraftigt ved dets
fremkomst og anså det som en kapitulation over for en folkestemning. Knud
Aage Frøbert talte om "panik-lovgivning".[310] Det har "ingen værdi - det er
ikke et stykke juridisk arbejde, men udelukkende en politisk
bekendtgørelse", udtalte Vagn Greve, der mente, at loven i praksis vil være
uden betydning, fordi det strafbare område angiveligt ikke blev udvidet.
Lars Adam Rehof påpegede dog det selvmodigende i at tilføje propagande som
strafbar og samtidig sige, at området ikke udvides. "Det hænger ikke
sammen". Rehof fandt det særlig betænkeligt, at den såkaldte
propagandavirksomhed skulle straffes med mindst hæfte eller fængsel. Der var
i forslaget ingen mulighed for at nøjes med bødestraf (med mindre
lovovertræderen er under 21 år). "Det vil betyde, at vi sætter folk i
fængsel på grund af deres politiske overbevisning, altså bliver de en slags
politiske fanger. Den slags plejer vi ikke at bryde os om", mente Rehof, der
i stedet (ligesom formanden for Nævnet for Etnisk Ligestilling Peter Seeberg
og formanden for Det Danske Center for Menneskerettigheder Morten Kjærum)
ønskede at "ramme folk på pengepungen". Jens Peter Christensen frygtede, at
fordi straffen nu minimalt blev hæfte, ville mindre overtrædelser ikke blive
forfulgt. Dette blev altså også ændret i den færdige lov, ikke for at
slække, men åbenbart netop for ikke at afholde myndighederne fra at rejse
visse sager. Jf. udtalelser af formand for Folketingets retsudvalg Bjørn
Elmquist under høringen om lovforslaget 28. november 1994. Elmquist fandt
vel at mærke lovforslaget "perfekt", men mente ikke, at det i sin første
udforming skulle medføre færre sager.[311]
I forvejen var det ifølge § 266 b strafbart "offentligt eller med forsæt til
udbredelse i en videre kreds" at fremsætte de racistiske ytringer; med det
sidstnævnte led var det Racediskriminationsudvalgets mening at ramme også
mere private ytringer, navnlig gentagne private samtaler, som tog sigte på
videre udbredelse, formentlig ikke udtalelser til en journalist.[312]
Paragraffens beskyttelse er ifølge Miskowiak (s. 77) "ikke begrænset til
minoriteter og kan således principielt angå hvide, danskere eller kristne,
men grovheden af udtalelserne må vurderes i forhold til den angrebne gruppes
position og sårbarhed. Det skal fremhæves, at beskyttelsen er knyttet til et
internationalt erkendt behov for at værne om særligt, i historisk perspektiv
udsatte grupper." Begrundelsen for dette er bl.a., at ifølge den herskende
teoridannelse kan kun den magthavende gruppe i et samfund være racistisk;
det giver ikke mening at tale om de "undertryktes racisme" - skønt
undersøgelser har afsløret, at indvandrere i vesten statistisk er betydeligt
mere "racistiske" end deres værter.[313]
I konkrete sager har det da også vist sig, at 266 b udelukkende er en
"minoritetsbeskyttelse", og at danskerne ikke er at opfatte som en
minoritet. Dette er et resultat af ordlyden i FN-konventionerne. Når der i
dag fra menneskeretsside tales om kollektive rettigheder, drejer det sig i
altovervejende grad om "at beskytte minoritetssamfund mod
majoritetssamfund".[314]
Pga. 266 b's ensidige beskyttelse har anklagemyndigheden bl.a. afvist en
anmeldelse af "forhånelse og nedværdigelse af det tyske folk" ved
distribution af materiale, hvori det anførtes, at tyskerne under 2.
verdenskrig myrdede folk ved hjælp af giftgas, ifølge Miskowiak "formentlig
både fordi det tyske folk i denne sammenhæng ikke fandtes at være beskyttet
af § 266b", og fordi der er tale om et "veldokumenteret historisk faktum".
Her er virkelighedens forhold altså åbenbart pludselig relevante i
modsætning til fx i Glistrups og Warmings sager, hvor negative udtalelser
uanset deres sandhed var strafværdige. Også i andre sager er det blevet
kendt strafbart at sige om "minoritets"-grupper i Danmark, at de fx "nasser
på vort socialsystem" eller "ødelægger vores unge med narkotikasalg"; hvis
man her skulle have taget hensyn til udsagnenes (relative statistiske)
sandhedsværdi, kunne de næppe betegnes som kriminelle. Men når man
generaliserende taler om "tyskernes" forbrydelser under 2. verdenskrig, er
det altså ikke kriminelt, fordi nogle tyskere begik forbrydelser. Derimod er
det ikke nødvendigvis tilladt at tale om fx "indvandreres" på forskellige
områder dårlige egenskaber, selv om nogle indvandrere utvivlsomt besidder
disse.
Hvis man ønsker at pege på de negative aspekter ved stor indvandring som
sådan, kan den generaliserende term "indvandrere" dog være det eneste
praktiske ordvalg. I debatlidenskabeligt ping-pong bliver sådanne
generaliseringer ideligt brugt, også overdrevne positive generaliseringer om
etniske grupper, jf. en udtalelse af Jørgen Schleimann på et vælgermøde
ifølge Politiken 5. marts 1998: "Vi har aldrig haft andet end fordel og
glæde af flygtninge her i landet." I lighedsgrundsætningens navn burde lige
så generaliserende ytringer i negativ retning være tilladt for ikke at
skævvride debatten i udgangspunktet. Som Jørgensen (1991 s. 75) skriver,
indeholder retfærdigheden en formel kerne: At lige tilfælde skal behandles
lige. At det materielle indhold i retfærdighedsbegrebet veksler med
samfundets kultur er et andet spørgsmål, som ikke burde influere på det
første.
Straffeloven § 266 b kan også beskytte enkelpersoner mod ytringer, hvis
disse tillige kan ses som udtryk for forhånelse eller forfølgelse af den
gruppe, til hvilke den pågældende hører (jf. Waaben s. 208). Desuden skal
ytringen været fremsat for en videre kreds - hvis den retter sig mod
enkeltepersoner, er det dog nok, at denne kreds er ret begrænset, fx
episoder i butikker, på diskoteker o.lign. (En række byretsdomme tilslutter
sig det synspunkt, at § 266 b ikke stiller krav om, at ytringen skal være
nået ud til en større kreds af personer). Er der derimod tale om ytringer i
en lukket kreds, fx foreningsbestyrelser, er man udenfor det beskyttede
område. Desuden må der tages hensyn til de konkrete forhold, bl.a.
personernes hidtige indbyrdes forhold (Hjortenberg s. 69).
I stedet kan der ved udtryk over for enkeltpersoner anvendes
politivedtægtens § 3 stk. 1 om fornærmelig optræden, såsom når to personer
har passeret hinanden på gaden og det ikke kan bevises, om andre har hørt
den enes tilråb. Der er dog i sådanne tilfælde rejst to sager (Ra 234/97 og
Ra 421/97) i forbindelse med anvendelse af udtryk som "alle negre skulle
skydes", "vammelt ulækkert perkersvin" og "pisperkere". Problemet er dog
her, om det er muligt at forhåne en gruppe ved en ytring over for et medlem
af gruppen, jf. Hansen s. 66. På grund af denne tvivl ønsker Rehof (s. 104f)
beskyttelsen i § 266 b udvidet til udtrykkeligt at omfatte forhånelse m.v.
af enkeltpersoner.
2. Forarbejder til revisionen i 1971
I betænkning 553/1969 fremgår (s. 34), at forhold af mindre grovhed holdes
udenfor det strafbare område; det samme gør videnskabeligt fremsatte teorier
om racemæssige, nationale eller etniske forskelligheder, som det ikke
antages, at konventionen mod racisme skulle omfatte. Der tildeles desuden et
"område af straffrihed" til udtalelser, der ikke falder som led i egentlig
videnskabelig sammenhæng, men på anden måde indgår i en saglig debatter.
Ydermere hæftede man sig ved (ibid. s. 13f og 25-28), at det gjaldt om at
bekæmpe ideer, der hviler på antagelse om racemæssig overlegenhed eller
racehad. Men selv dette kritiseredes af Rigsadvokaten og Østre Landsrets
Præsident. De fandt, at forslaget var for vidtgående. Ikke destomindre
fremsattes det som L 33 af 7/10 1970 (Tillæg A spalte 1183ff).
I det lovforslag, der ligger til grund for ændringen, var
gerningsindholdet bl.a. beskrevet ved ordene "gøres til genstand for
nedsættende omtale eller behandling", og det er i bemærkningerne til
lovforslaget - med henvisning hertil - anført, at ordene af hensyn til
ytringsfriheden må fortolkes således, at "forhold af mindre grovhed holdes
udenfor det strafbare område", jf. Folketingstidende 1970/71 tillæg A sp.
1187 sammenholdt med betænkning 553/1969 s. 34). Under
folketingsbehandlingen blev det nævnte udtryk ændret til "nedværdiges" med
den begrundelse, at bestemmelsen herefter "i højere grad end i den
oprindelige formulering vil tilgodese hensynet til menings- og
ytringsfriheden", jf. Folketingstidende 1970/71 tillæg B sp. 3006.
I forelæggelsestalen (ibid. sp. 176) forklarede ministeren, at
straffesanktioner som den foreslåede forhåbentligt i forbindelse med
undervisning, oplysning og bistand af forskellig karakter kan hjælpe til at
hindre eller mindske diskrimination og de tragiske følger heraf.
Folketingets eneste virkelige debat om § 266 b var førstebehandlingen
(ibid. sp. 843-862). Der var dengang syv partier i tinget. De delte sig i
tre:
A) De fire største - de fire gamle partier - var meget lidt begejstrede for
§ 266 b. Den fællesnordiske skepsis mod den skyldtes:
1) Traditionel uvilje mod indskrænkninger i ytringsfriheden.
2) Vanskeligheder med at håndtere bestemmelsen.
3) Straf og påbud er ikke altid de bedste midler til at skabe respekt for
holdninger og
4) Betydningen af § 266 b vil være begrænset. Ikke væsentlig større end en
vis pædagogisk indflydelse.
B) SF's Poul Dam holdt store taler ud fra synspunktet: Det er ikke en
statsopgave at fratage folk retten til at have visse meninger. Selv de
tåbeligste anskuelser har ret til at eksistere, og de har ret til at komme
til udtryk. VS var nærmest enig heri.
C) Kommunisterne var uklare i relation til § 266 b.
Således var det med støtte fra forsamlingen, når justitsministeren
konkluderede, at anklagemyndigheden må være forsigtig med at rejse
sager.[315]
Når lovforslaget alligevel stort set blev vedtaget - under
hastebehandlingen de sidste dage inden sommerferien 1971 - som formuleret i
betænkning 553, var det tydeligvis i mangel på andet alternativ, og at man
ikke ville lægge sig ud med FN for noget, der alligevel mentes at blive uden
nævneværdig praktisk betydning. Negligeret blev øjensynligt, at en
udenrigspolitisk kyndig deltager i førstebehandlingen 7½ måned tidligere -
Per Federspiel - i sit indlæg (sp. 846) havde påpeget, at der grundet
formuleringen af FN-konventionen slet ikke var grund til at gøre sig
bekymringer om overhovedet at give en særbestemmelse med indgreb i
ytringsfriheden, og da slet ikke så skarp som § 266 b.
Betænkningen 553/1969 kommenterer (s. 11f) i sin gennemgang af de af
Racismekonventionen beskyttede personkategorier, der blev overført til
straffelovens §266b:
Ordet "race" henviser til den i antropologien foretagne inddeling af
menneskeslægten på grundlag af arvelige egenskaber.
Ordet "etnisk" henviser til en inddeling på grundlag af kulturelle
kendetegn.
Ved "national oprindelse" må formentlig forstås en persons tilhørsforhold
til en nation eller hans oprindelse i denne nations befolkning; "der skal i
denne forbindelse næppe udelukkende lægges vægt på statsborgerforhold".
Kategorien "tro" findes som nævnt ikke i paragraffen med belæg i
Racismekonventionen, men er en arv fra førsteudformningen fra 1939. Begrebet
"tro" er meget udvidet siden dengang men må vel nærmest betragtes som
synonymt med "religion". Her kan det være tvivlsomt, om fx islam i dag kan
kaldes en religion eller tro i overensstemmelse med hensigten i paragraffen,
som mest sigtede mod at beskytte forfulgte enkeltemennesker som jøderne, der
ikke havde en verdensmagt i ryggen eller stod for en socio-religiøs
ideologi, der i sit grundlag fundamentalt kan siges at modsige andres
grundlag. Således beskytter § 266 b i dag sikkert ikke islam. En
straffehjemmel kan nemlig ikke fortolkes udvidende. Og hvad skulle da ellers
også være beskyttet? Scientology, Jehovas Vidner, spiritisme, David
Koresh-sekten, Moon-bevægelsen, bagmændene bag giftgasangrebet i Tokio.
Nogle af disse trosretninger - jf. også den tyske Soltemplets Orden -
baserer sig på forudsigelser om jordens snarlige undergang og planlægger -
åbent og/eller gedulgt - derfra de forfærdeligste handlinger. Skal denne tro
beskyttes, eller skal tilhængerne af Joseph Kony - ham, som ud fra en
tolkning af det Gamle Testamente kæmper med en terrorhær bestående af
bortførte børn i det nordlige Uganda? Med konsekvenser, der ikke er så
forskellige fra islams fremmarch mange steder i verden. At invalidere fri
debat fra at udråbe sådanne forteelser pga. beskyttelsen af "tro" går vist
stik imod den oprindelige intention med at beskytte kategorien.
Det er desuden anerkendt, at diskrimination kan være legitim, forudsat at
der ikke diskrimineres mod grupper pga. af nogle træk, som de ikke selv er
herrer over. I Discrimination in Reverse - Is Turnabout Fair Play? refererer
B.N. Gross endog til "velfortjent diskriminerede grupper", alle dem, hvis
konstituerende gruppetræk er af en art, "som enten virkelig er afskyelige,
eller som virkelig gør dem uegnede til at udføre nogle relevante
opgaver."[316] Natan Lerner (1991 s. 32) gør opmærksom på, at bl.a.
kriteriet religion ikke hører til de naturlige, uforskyldte træk, idet man
kan skifte religion med en viljesakt, hvilket ikke er tilfældet med race,
farve, og - tildels - sprog og kultur. Ud fra samme tankegang krævede den
britiske lov om race-relationer fra 1965 kun sanktioner mod ophidselse til
had på "race"-mæssigt, ikke på religiøst grundlag. Som Lester og Bindman (s.
363) forklarer, er der "en indlysende forskel mellem dem. Medlemskab af en
religiøs gruppe involverer et personligt valg, og religiøs tro og praksis er
i lige så høj grad genstand for offentlig strid som politiske meninger;
medlemskab af en racegruppe involverer arvede og uforanderlige fysiske træk
og er ikke direkte relevant for kontroversielle overbevisninger, ideer eller
adfærd. Et racistisk angreb er derfor et mere fundamentalt overgreb mod en
persons menneskelighed end et angreb på hans religion." Ligeledes fremhæver
Bossuyt (s. 65), at hævdelsen af, at individet ikke har kontrol over sin
religion, sit sprog og sine politiske meninger er udtryk for en
deterministisk opfattelse af mennesket, der i sig selv er lidet forenelig
med menneskerettighederne. De afrikanske lande, som i FN oprindeligt
foreslog udarbejdelsen af en konvention mod racediskrimination, lagde også
klart vægt på diskrimination på grundlag af race sammenlignet med
diskrimination på grundlag af religion. Flere af deres talsmænd hævdede, at
der var en forskel mellem på den ene side religiøse følelser, selv hvis de
indebar fjendskab til medlemmer af andre trossamfund, og på den anden side
had og diskrimination mod folk af en anden race eller farve. Kolonialisme og
racisme, hed det, havde behov for en anden behandling end religiøse fordomme
og diskrimination.[317]
Under lovrevisionen omkring 1970 var der liden opmærksomhed om, at
inkluderingen af "tro" er unødvendig for opfyldelsen af FN-konventionen
stadig stod der (jf. Betænkning 553/1969 s. 34f). Det eneste betydende
afvigende troselement, man kendte i Danmark, var jøderne, og man ville ikke
have integratetskrænkelser af danske statsborgere i stil med den tyske
Krystalnat 1938. At der kunne opstå helt andre problemer med et nyt element,
der lige var begyndt at indvandre, var der næppe en eneste af dem, der
medvirkede i lovprocessen, der var opmærksom på.
På Waaben-udvalgets anbefaling blev både kriterierne "etnisk oprindelse"
og "national oprindelse" overtaget i staffeloven "under hensyn til, at
diskrimination mod fremmede arbejdere fra bestemte områder og bestemte lande
er af stigende praktisk betydning" (Betænkning 553/1969 s. 12 sp. 2).
I sin gennemgang af, hvorvidt dansk lov i forvejen opfylder de i FN's
Racismekonvention opstillede krav, kommer udvalget (ibid., s. 13-24) ind på
den "lighedsgrundsætning", som i et vist omfang kan udledes fra Grundlovens
§ 70. Undtagelse herfra kan bl.a. tænkes på afgørelser, hvor
statsborgerskab, sprogkundskaber, længere tids fortrolighed med danske
forhold o.lign. optræder som sagligt relevante faktorer ved afgørelsen. Det
er netop også sådanne kriterier, der ofte bruges i kritik af
masseindvandring, der imidlertid ikke synes at være legitim efter en
herskende tolkning af Racismekonventionen og deraf afledt lovgivning.
Betænkningen konkluderer, at dansk lovgivning på de fleste områder i
forvejen opfylder Racismekonventionens krav, bortset fra på det private
arbejdsmarked, hvor reglen om kontraktfrihed ikke umuliggør, at den ene
parts race kan være blandt motiverne til at nægte ansættelse, en tjeneste
m.v.
Om den førnævnte lighedsgrundsætning må det indskydes, at den omvendt
netop ofte burde beskytte tiltalte i racismesager, idet en gennemgang af §
266 b-sagerne viser, at anklagemyndigheden udelukkende beskytter fremmede.
Diskussionen i offentligheden viser imidlertid, at det er mindst lige så
almindeligt, at det er danskere, der bliver truet, forhånet og nedværdiget
på grund af deres (nationale) holdning. Og § 266 b er farveblind i den
forstand, at den lige fuldt er til beskyttelse for danskere som for de
fremmede, se fx Integrationsbetænkningen (1337/1997) s. 33 linie 6-9. Der
foreligger altså en klar magtfordrejning fra anklagemyndighedens side, hvis
man fastholder den aktulle lighedsgrundsætningskrænkelse (jf.
sagsgennemgangen nedenfor). Den korrekte domstolsreaktion herpå må være at
frifinde danskere i hobetal, idet når noget ikke anses at være en § 266
b-krænkelse over for en dansker, kan man ikke lovligt straffe de fremmedes
modparter - de fremmede og de fremmedkritiske skal behandles lige ifølge §
266 b. Germer (1973 s. 137 og 223) argumenterer da også for, at hvis det er
lovligt i en situation og under givne forhold at forfægte en bestemt
opfattelse, må det under lignende forhold og omstændigheder også være
lovligt at agitere for den modsatte opfattelse. Hvis man fx offentligt må
forsvare en fredspolitik, må det være tilladt at forfægte krigen som
politisk middel; hvis man må hævde, at en demokratisk forfatning er bedre
end ikke-demokratiske, må det også være lovligt at agitere for
ikke-demokratiske styreformers fortræffelighed - og hvis man må hævde, at
indvandringen bringer lutter goder, må man også hævde, at den bringer lutter
onder. Men vel at mærke har dette synspunkt ikke slået an herhjemme, heller
ikke i relation til § 266 b, hvis praksis derfor egentlig grundlæggende
strider mod den herskende egalitaristiske strømning, den eller angiveligt er
et udtryk for.
Til det politisk erklærede mål ligebehandling hører også, at domstolene i
deres vurderinger af 266 b-sager må medtage, at de faktiske
ytringsmuligheder for indvandrede grupper og deres kritikere er forskellige.
Når den ene gruppe ensidigt favoriseres fx finansielt og får stillet
politiske kanaler til rådighed, som modparten ikke får, må man sørge for, at
ytringsfriheden for modstandere øges tilsvarende. Deres relativt svagere
stilling bliver yderligere svækket via diskriminerende 266 b-praksis,
hvilken derfor må ophøre. Den kan ikke mindst give anledning til en ond
cirkel: Kritikere af fremmedgrupper vil i de sjældne adgange, de får til at
få deres budskab frem, overkompensere i form af slagkraftige ytringer, der
fører til § 266 b-anmeldelse og endnu flere restriktioner.
1939-udgaven gav kun beskyttelse til "en gruppe af den danske befolkning".
Fra 1971-tekstens forarbejder synes der ikke at være noget, der peger i
retning af, at man nu skulle have vendt 180 grader herfra ved alene at
beskytte grupper af ikke-dansk oprindelse. Derfor er det bl.a. nærliggende
at antage, at også danskere er ligestilede i deres rettigheder i paragraf
266 b-relationer. Altså at paragraf 266 b forsåvidt ikke må diskriminere mod
danskere. Miskowiak godtager da også (s. 77), at paragraffen også beskytter
"hvide, danskere og kristne". Men hun tilføjer, at grovheden af
udtalelsserne må vurderes i forhold til den angrebne gruppes "postition og
sårbarhed", hvilket dog næppe uden udtrykkelig straffelovshjemmel kan bære
som afgrænsning af kriminaliserede gerningsindhold (jf. Straffelovens
paragraf 1). Coleman m.fl. (1999 s. 222) nævnte en ny igangværende europæisk
tendens, som bl.a. har vist sig i Holland og Belgien: Love skal ændres, så
de mere specifikt definerer, hvilke handlinger, man opfatter som
lovovertrædelser af racediskriminerende karakter.
3. Juridiske og politiske overvejelser om paragraf 266 b
Et oftest ignoreret spøgsmål er, hvad der overhovedet konstituerer en
"gruppe", som er beskyttet i henhold til racismeparagraffen. Fx indvandrere,
flygtninge og gæstearbejdere består af en række etniske og racemæssige
grupper, der i egen selvforståelse ofte skarpt vil afvise at blive betragtet
som en fælles gruppe. Og en stor del af disse etniske grupper består af
kristne og europide mennesker, der for så vidt angår væsentlige
karakteristika falder i samme gruppe som den indfødte majoritetsbefolkning.
Den på et givent tidspunkt konkrete sammensætning af de grupper, som
indvandrings- eller udlændingedebatten drejer sig om, kan siges at være
vilkårlig og bero på den verdenspolitiske situation, internationale
transportforbindelser og andre skiftende forhold. Jf. den europæiske
menneskerettighedsdomstols afgørelse om, at den britiske indvandringslov
ikke er diskriminerende, idet det forhold, at der på det givne tidspunkt var
flere ikke-hvide end hvide, der blev ramt af lovgivningen, ikke havde noget
med lovens udformning at gøre, men snarere det faktum, at der var en
overvægt af ansøgere fra visse etniske grupper.[318] At bestemte grupper
skulle føle sig ramt af generelle udtalelser om konsekvenser af udlændinges
tilstedeværelse i Danmark, er på samme måde et logisk spring, der ikke kan
bevises at være forudsat af en ytrings ophavsmand.
Allerede i 1973 drog Peter Germer i Ytringsfrihedens væsen (s. 204f)
grundlovsmæssigheden i tvivl af den dengang endnu aldirg i praksis anvendte
1971-formulering af paragraf 266 b.
Efter paragraffens gennemførelse i 1971 var grundlaget fast for, at den
bestemmelse aldrig skulle anvendes som basis for fældende straffedomme.
Ytringsfriheden sattes af alle kredse i højsædet som så massiv en hindring
herfor, at det må sluttes, at sådan var dansk konsensus.
I EF-parlamentets rapport af 9. oktober 1990 udtales det om forholdene i
Frankrig, "at antiracistloven ikke har tjent noget andet formål end at
skærpe følelserne mod indvandrerne".
I en kommentar til, at Mogens Glistrup pga. en udtalelse om "Danmark frit
for muhamedanere" i september 1999 var blevet anmeldt for racisme,
kommenterede juraprofessor Vagn Greve på Aktuelts forside 15/10 1999 andre
virkninger af sager ud fra § 266 b. Det var efter Greves mening "helt hen i
vejret" at rejse den slags sager: "Den danske lovgivning, det vil især sige
paragraf 266 b i straffeloven, er særdeles betænkelig på en række områder.
Det er for eksempel meget forkert at kriminalisere folk, fordi de på en
sproglig måde kommer til at genere en bestemt gruppe mennesker. På den måde
slipper dem med den bedste uddannelse og dermed bedste evne til at formulere
sig jo for tiltaler, som folk med dårligere formuleringsevner må stå model
til." Greve mente også, at det var forkert at forbyde ytringer, fordi det
derved ikke kommer frem, hvor få der angiveligt er enige i de strafbare
ytringer. I 1998 havde det amerikanske nazistparti for eksempel indkaldt til
en demonstration i Washington. "Foromtalen i pressen var stor, men da
demonstrationen endelig løb af stabelen, kom der næsten ingen. Det viste jo,
at der ikke var særlig mange med den slags nazistiske holdninger."
Tilsvarende var det efter Greves overbevisning vigtigt, at Mogens Glistrups
udtalelser ikke blev kriminaliseret. I sin argumentation inddrog Greve også,
at det for ham er yderst kritisabelt, at Danmark bliver slæbt for
Menneskerettighedsdomstolen og tilmed taber sagen. "Det viser, at
retspraksis i Danmark er alt for skrap på racismeområdet." Det kræver
såvist stor sproglig ekvilibrisme at udgå at udtrykke sig "racistisk".
Omvendt kan man også udtrykke sig åbenlyst racistisk uden at forhåne og
nedgøre nogen gruppe, hvorfor det egentlig er ganske fejlagtigt at kalde 266
b "racismeparagraffen". Fx vil det næppe være ulovligt at udtale, at "den
hvide race er overlegen og naturligt den bedste til at herske". Abstrakte
ideologer vil derfor sikkert frit kunne udbrede deres verdensanskuelses
generelle akademiske betragtninger, mens konkrete kritikpunkter rejst af
bekymrede mennesker uden speciel formuleringsevne om visse indtrængende
gruppers angiveligt truende adfærd og skikke vil kunne kriminaliseres i
tolerancens navn. Nutidens "racister" ifølge straffeloven kan meget vel i
altovervejende grad blive mennesker, der ikke ønsker at herske over andre,
som det var tanken bag den klassiske racisme § 266 b egentlig sigter mod,
men tværtimod mennesker, der blot kæmper for uafhængighed og selvbevarelse
fra andre gruppers efter deres mening truende overherredømme.
Forskrifter om hvordan man skal belægge sine ord lukker primært munden på
almindelige mennesker. Dette har fx Norge taget grundlovsmæssig højde for
ved særlig at beskytte "frimodige" ytringer.[319] Den modsatte praksis er i
sin konsekvens ret uoverskuelig - måske ikke uden et gran af sandhed
erklærede en læserbrevskribent 18/2 1998 i anledning af, at der var blevet
rejst § 266 b-sag mod Mogens Glistrup, at hvis han skal i fængsel, "skal han
have følgeskab af 80 procent af den danske befolkning. De har nemlig
nøjagtigt de samme meninger." Empirisk har fx en undersøgelse fra EUMC
(januar 1998) vist, at 31 procent af danskerne betegner sig som racister -
men hvis de sagde deres mening, ville de jo også fylde godt i fængslerne.
Som Glistrup skrev i sit brev til Københavns Politi 11. februar 1998 (s. 60)
som svar på anklageskrift mod ham (jf. nedenfor): Hvis der domfældes efter
dette, skal retsapparatet - i lighedsbehandlingens navn - sættes i bevægelse
i hundredevis af paragraf 266 b-sager hver eneste dag. Herom må tre
jurastuderende i en debatkronik i Berlingske Tidende 3. februar 1992 være
enige - de drog den konsekvens, at § 266 b skulle fjernes fra straffeloven.
En lov, der ifølge sin natur ikke kunne anvendes, ville med sin eksistens
kun skabe despekt omkring hele lovsystemet.
Forud for en beslutning skal i et demokrati alle stemmer høres, uanset
deres evne til at formulere sig på en for visse grupper fordøjelig måde. Det
er også tanken bag den mest berømte danske fremstilling om emnet, Alf Ross'
Hvorfor demokrati?, hvori det hedder, at en afstemning, der ikke fremgår af
fri debat, men hvor kun visse befolkningsgrupper har haft lejlighed til at
gøre deres synspunkter gældende, naturligvis ikke kan tages som udtryk for
folkets vilje. De narreafstemninger, hvormed diktatorer til alle tider har
forsøgt at benytte deres tvangsherredømme, har efter Ross' opfattelse intet
med virkeligt demokrati at gøre. Det er umuligt at forstå demokratiets
dybere "væsen" eller "idé" uden at knytte dette princip sammen med
diskussionsideen. I sin bog Udlændinge i Danmark (1993 s. 28) erklærer
Birthe Rønn Hornbech, at hun helst så racismeparagraffen helt ophævet. Det
er efter hendes mening aldeles forkert, at vi i et land som Danmark, hvor
debatten i øvrigt er meget åben, overhovedet har bestemt, at der er
meninger, der er strafbare. Udlændinge, der kommer til Danmark er ofte
flygtet fra et land, hvor ytringsfriheden er undertrykt. Vore gæster må
efter Rønn Hornbechs mening forstå, at de er komet til et land med
ytringsfrihed, hvor indbyggerne er ret rapkæfftede, og at skældsord ikke
nødvendigvis har undertoner af uvilje mod bestemte befolkningsgrupper.
I bogen Fjendebilleder og Fremmedhad (1988) skriver Kristof K.
Kristiansen, at det at tillægge andre folkeslag, racer eller blot personer,
der tilhører en anden tro eller social klasse allehånde negative og
barbariske egenskaber, synes at udspringe af grundlæggende psykologiske
behov i det enkelte menneske. De er middel til at orientere sig i verden og
besvare spørgsmålet: Hvem er jeg? Af forarbejderne til ændringen af 266 b i
1971 fremgår helt klart, at den kun var tiltænkt at ramme mennesker, der
hævdede en racisme i snævreste forstand, dvs. et racebiologisk betinget
værdihierarki.[320] Hollandske domstoles moderne definition af begrebet
"race" i deres straffelovs § 429(4): "Det udbredte mening er, at termen
'race' i paragraf 429(4) ikke kun kan opfattes i biologisk forstand men
snarere...må ses som definerende 'race' ved at henvise også til etniske og
kulturelle minoriteter."[321]
Niels-Erik Hansen anfører (s. 9), at "hvor den klassiske racisme byggede på
offensive forestillinger om den hvide races overlegenhed, spiller new-racism
på den negative forestilling, at vi må forsvare det, vi har opbygget mod
andre folkeslags overtagelse."[322] Hvis det er dette forsvar, der skal
gøres odiøst og tilslut kriminaliseres af "menneskerettigheds"-offensiven.
Mens ikke mindst Det Danske Center for Menneskerettigheder mener, "at
retsbeskyttelse af etniske minoriteter er præcis så vigtigt et formål som
beskyttelse af ytringsfriheden"[323], og mens fx FN's konvention mod
racediskrimination som nævnt opererer med en "due regard"-klausul vedr.
begrænsning af ytringsfriheden og bekæmpelse af "racistiske" standpunkter og
organisationer, hvilket bl.a. Danmark har taget højde for med sin
racismeparagraf, er en sådan interesseafvejning blevet mødt med en lang
række forskellige indvendinger i den amerikanske forfatningsretlige
litteratur. Herunder det argument, at hvis domstolene skulle tage
interesseafvejningslæren alvorligt, vil det i ytringsfrihedssager være meget
tidskrævende at vurdere alle de faktorer, der skal inddrages i afvejningen,
og domstolene egner sig ikke til at foretage sådanne vurderinger. Således er
det blevet anført, at hvis en domstol skulle foretage en meningsfuld
interesseafvejning i en sag om det kommunistiske partis retsbeskyttelse i
henhold til den amerikanske forfatnings første amendment, ville det føre
meget vidt: Det ville være nødvendigt at tage højde for alt, der vides om
kommunismen, i fortid og nutid, hjemme og i udlandet. Det ville være
nødvendigt at foretage en omfattende analyse af den internationale situation
og forudsige dens fremtidige udvikling. Virkningerne af andre mulige tiltag
mod partiet skulle vurderes, herunder deres sideeffekter på den nationale
mentalitet og landets image udadtil. Erfaringerne fra tidligere tiltag og
programmer vil endog ikke være umiddelbart tilgængelige for juridisk
studium.[324]
Samme uoverstigelige vanskeligheder ville melde sig ved indgreb mod fx
"fremmedfjendtlige" partier. At det desuden her ikke kun vil være åbenlyst
ekstremistiske partier, der bliver ramt, selv om kun de direkte udsættes for
indgreb, blev klart formuleret af den amerikanske forbundshøjesteret, da den
i 1958 statuerede, at en californisk skattelovsbestemmelse, som pålagde
hjemsendte soldater, der ønskede en særlig skattefritagelse, bevisbyrden for
at de ikke var revolutionære, stred mod forbundsforfatningens
ytringsfrihedsbestemmelser:
"Svagheden ved den givne procedure er, at hvor bestemte ytringer ligger
tæt op ad den linie, der skiller det lovlige fra det ulovlige, vil
muligheden for fejlagtige oplysninger - iboende enhver proces - skabe fare
for, at legitime ytringer vil blive straffet. Den mand, der ved, at han skal
fremlægge bevis og overbevise en anden om lovligheden af sin opførsel, må
nødvendigvis bevæge sig langt videre udenom den ulovlige zone, end hvis
staten skulle bære disse byrder.... Hvordan kan en forurettet, hvis
erklæring er afvist, på nogen måde bære byrden af at bevise det modsatte af
disse komplekse faktuelle elementer? I praksis vil denne fremgangsmåde
derfor nødvendigvis medføre et resultat, som staten ikke direkte kunne
befale. Den kan kun føre til afskrækkelse af ytringer, som forfatningen
gjorde frie."[325] Derved vil der opstå en situation stik modsat justice
Brennans hævdelse af, at den offentlige debat skulle være "uhæmmet, karsk og
vidt åben".[326]
Det samme synspunkt lod den amerikanske højesteret gælde for uagtsomt
offentliggjorte urigtige oplysninger, idet ansvar for uagtsomhed ligeledes
kunne få pressen til at styre for langt udenom den ulovlige zone til skade
for ytringsfriheden. Denne selvcensur, der også vil være en følge af den i
Vesteuropa stadig mere omfattende antiracisme-straffelovgivning, gør det vel
tvivlsomt, om nævnte lovgivning er i overensstemmelse med fx den danske
grundlovs § 77 om, at "censur og andre forebyggende foranstaltninger
ingensinde påny kan indføres". USA liberale holdning i åndsfrihedsspørgsmål
fremgår også af højesteretsdommen af 26/6 1997, hvorefter forfatningens
First Amendment også gælder ytringsfriheden på Internettet - som i EU p.t.
søges bragt under restriktiv lovgivning. End ikke pornografiske hjemmesider
kunne i USA begrænses af hensyn til ytringsfriheden (Aktuelt 6. februar
1999).
Som Germer skriver (1973 s. 216): "Den skarpeste kritik af det
bestående samfund vil ofte blive fremført i militante vendinger. Indgreb
over for den revolutionære form vil således være ensbetydende med indgreb
over for radikale politiske ideer, og grundlovens ytringsfrihedsbestemmelse
må derfor beskytte den politiske agitation også når der tales om
fortvivlelsens selvhjælp."[327] Samme argument gælder selvfølgelig, når
talen er om "race"-spørgsmål, selv om det ofte her er såkaldte minoriteter
og ikke regeringen, der vil føle sig stødt (og derfor ønskes beskyttet af
regeringsmagt). Her bør den amerikanske opfattelse gælde, ifølge hvilken det
står helt fast, at den offentlige talen for ideer ikke må forbydes, "blot
fordi ideerne selv er stødende for nogle af dem, der lytter."[328] I Den
Amerikanske Menneskerettighedskonvention (art. 13.5) forbydes derfor kun
direkte ophidselse til vold og andre lovovertrædelser - det samme snævre
forbudsfelt, der oprindelig var tiltænkt i FN's konvention mod racisme ud
fra den pricipielle fastholdelse af absolut frihed for ideer som sådanne,
hvilken fastholdelse endnu CSCE-konferencen i København 1990 stod ved, idet
den kun forpligtede deltagerstaterne til at gribe ind mod "ophidselse til
vold" - netop pga. stor amerikansk indflydelse.[329]
Over for den amerikanske højesterets liberale praksis og bl.a. Peter
Germers støtte hertil erindrer Miskowiak (s. 108) om, "at USAs standpunkt er
i uoverensstemmelse med de fleste andre nationale retssystemer og tillige
med de folkeretlige normer. Den unikke holdning har rødder i en stærk
liberal individ-fokuseret tradition, som forsømmer at tage de universelt
anerkendte principper om lighed, værdighed og ikke-diskrimination i
betragtning, som de udtrykkes bl.a. i FNs Charter,
Menneskerettighedserklæringen og særligt i Racediskriminationskonventionen.
Supreme Courts dommere synes ikke fuldt ud at have indset, at frihed og
lighed er indbyrdes afhængige, og at ytringsretten kan misbruges til skade
for andre rettigheder, inklusive ligheds- og ikke-diskriminationsretten."
Som Justus Hartnack (1980, 1984) dog har vist, er friheden mere fundamental
end ligheden og kan derfor ikke indskrænkes for lighedens egen skyld. Men
Miskowiaks ind