Dette handler om stræk af ben for at opnå øget smidighed. Det handler ikke
om stræk af stålbjælker i en underdimensioneret bygning, men jeg kan faktisk
ikke finde en bedre gruppe. Jeg søger en med kendskab til idræt, fysiologi
eller bare en tilfældig vidende læge, eller enhver anden der ved noget om
det.
Det er en længere smørre, men jeg har en pointe og endda et spørgsmål til
sidst.
Den generelle regel er at hvis man vil strække en muskel så skal man gøre
det langsomt og man skal slappe af i den. Det er også en fordel at være
opvarmet før man strækker.
Jeg har i forbindelse med karatetræning de sidste ca. 15 år jævnligt lavet
strækøvelser efter den model, og på nogle områder med gode resultater, og på
andre med mindre gode resultater. Når jeg gik ud i en split-position, og
støttede min vægt på armene for at kunne slappe helt af i benene, så var den
største belastning i mine hofter og i mindre grad på indersiden af låret.
Selv efter mange års træning og efter grundig opvarmning er det ikke lykkede
mig at komme helt ud i split. Jeg kunne dog komme langt.
Når jeg efterfølgende blev kold igen så var jeg stiv og øm. Det virkede ikke
som om jeg havde overdrevet strækket. Selv en mild version af ovenstående
ville gøre at jeg senere blev stiv igen.
Nu har jeg så i et stykke tid prøvet en alternativ metode der i sin
enkelthed går ud på at ikke aflaste benene for ens vægt når man går ud i
split-positionen. Man stiller sig ganske enkelt på et lidt glat underlag og
begynder at lade fødderne glide fra hinanden til man er ude i sin
max-position. Det betyder at musklerne i benene må arbejde overordentligt
meget, da man når et punkt hvor det vil være ubehageligt at gå længere, men
ens fødder vil på grund af kroppens vægt gerne glide længere ud. Man er
altså gået ud i split-positionen og har struket sine ben mens musklerne har
været kraftigt spændt. Man holder så positionen i omkring 30 sekunder og
skal derefter arbejde sig op igen uden at hvile på andet end benene. Det er
ikke noget man gør hurtigt og det er meget anstrengende.
Den sidste metode lyder ubehagelig, og det er den egentlig også, og man må
antage at man ødelægger benene. Det gør man bare ikke. Den virker så godt at
den næsten burde sælges på tv-shop. Jeg opnår væsentlig fleksibilitet og jeg
bliver ikke stiv eller øm bagefter. Når jeg er blevet kold flere timer
senere, så er jeg stadig næsten fuldt ud så smidig som efter en serie af de
stræk.
Konklusionen er at metoden virker overordentligt godt - på mig. Og at den
ikke medfører skader - på mig.
Før jeg begynder at instruere andre i at gøre det samme, så ville jeg bare
gerne have en forklaring på hvorfor det virker, da det er stik imod hvad man
normalt bruger. Mine bekendte kender, ligesom jeg, en masse teori om
muskelsensorer og indlæring af ny maksimal bevægelse i nervesystemet etc.
men det finder ikke rigtig anvendelse her.
Hvis mit vrøvl hører mere til i en anden gruppe, så henvis mig gerne.
Dk.videnskab.sundhed handler nu tilsyneladende mest om bumsemidler og dårlig
mave, og skribenterne der lyder ikke til at være særligt vidende.