---

Hej.
Jeg har tidligere skrevet et indlæg om min kone som har fået konstanteret
Behcets syndrom, og nu vil Næstved kommune ikke forlænge hendes
sygedagpenge, da de ikke kender sygdommen. Vi har ringet og rykket et utal
af gange, men kan ikke få svar på om de vil forlænge den eller ej (hun har
gået sygemeldt i 1 år og 2½ måned) og hun er startet hos en specialist på
Bispebjerg sygehus for ca 3 mdr siden, da ingen i Næstved anede noget som
helst om denne sygdom. Da hendes sygedagpenge nu er stoppet, har vi noget
ondt i økonomien, da hun slet ingen indtægt har, og vi har oven i købet en
psykist syg søn (19 år) boende hjemme, hvilket jo også koster en del til
medicin til ham. I onsdags var vi igen på Bispebjerg sygehus, hvor hendes
Predisolon blev sat ned til 20mg dgl. og hun fik så samtidig noget nyt
medicin, som er et "kemo"-præperart fik vi at vide.

Mht kommunen og Helle er der INTET nyt. Vi fik idag en kopi af Helles
journal fra Bispebjerg sygehus, og overlægens sidste kommentar i den er:

"Jeg har i dag ringet til Linda K. (Helle's sagsbehandler) og gjort hende
det klart, at Helle IKKE må belastes psykisk, da vi så ikke kan regne med
den medicinske kemo hun netop er startet på, dvs hendes sygedagpenge bør
fortsætte, og Helle skal have besked herom HURTIGST MULIGT."

Omkring kl 11 i formiddags havde Helle det meget skidt. Hun fik feber,
halsbrand, og kunne ikke kontrollere sine bevægelser i venstre arm og i
hendes underkæbe, så hun havde svært ved at tale tydeligt. Jeg ringede med
det samme til vores læge, som sagde, at vi omgående skulle komme derop, så
jeg kørte hende derop, sammen med den bog der fulgte med hendes nye medicin
(det er ikke bare en "patient-info" seddel der følger med kemo-præparater).
Hendes blodtryk er steget fra 107/69 til 144/101 på 2 dage. Nogle af
bivirkningerne var ganske normale i forhold til bogen, men halsbrand, og så
det, at føleforstyrrelserne ikke var ens i begge sider (begge arme) på samme
tid var ret alarmerende. Vi viste så vores læge journalen fra Bispebjerg, og
fortalte ham, at Helle havde prøvet at ringe til kommunen mindst 30 gange i
formiddag uden at kunne få fat på sagsbehandleren. Til gengæld havde hun
fået fat på hende der har modtaget Helles bistandshjælp-ansøgning, og den
var ankommet rettidigt, der var den dokumentation med der skulle være, så
det var iorden ..... men de kan ikke behandle den, da det jo endnu ikke er
besluttet om Helles sygedagpenge skal forlænges!!!! Hvad skal vi så leve af
imens?, spurgte Helle. "Har I ikke noget familie I kan låne penge af?" var
svaret. Det er altså den hjælp man får, når man er dansker og har passet sit
job i over 15 år. Er man derimod nydansker, ølsjuft på havnen, narkoman
eller kriminel SÅ kan man få hjælp.
Da vores læge hørte dette, ringede han (mens vi var der) til Næstved
kommune, og han fik at vide, at Linda K. sad i møde. Han gav så sekretæren
besked på at ringe ham op hurtigst muligt, så Helle kunne få besked på, at
hendes sygedagpenge selvfølgelig skal fortsætte. Og hvad skete??? Ikke en
skid. Vi har stadig INTET hørt fra kommunen.
Da vi havde været hjemme et par timer, var Helle helt ude af den, og sagde
så, at hun ville køre ned til en veninde for at tænkte på noget andet. Ca ½
time efter hun var kørt, ringede de fra Bispebjerg sygehus, og ville tale
med Helle, så jeg gav dem nummeret til veninden. Det viste sig, at den ene
af de blodprøver de tog inden hun blev sat i kemo-behandling ikke var
iorden, og at hun OMGÅENDE skulle henvende sig på nærmeste sygehus og få
taget en ny blodprøve, oplyse en kode, så ville Næ. sygehus tage blodprøven,
teste hvad det nu er, og ringe svaret til Bispebjerg. Så nu går vi her og
ved ikke hvad det er der galt siden det skulle gå så hurtigt. Helle fik at
vide på Næ. sygehus, at hun IKKE må være alene, da der er ukendte
bivirkninger på hende med den kemo hun får, men ingen tør tage ansvaret og
stoppe det her og nu, men hun skal nu have taget boldprøver 2 x hver uge
indtil vi skal til Bispebjerg sygehus igen. Og vi ved stadig ikke om hun er
syg nok til at få sygedagpenge!!!!! Oven på sådan en dag kan man ikke just
sige, at Helle (eller jeg selv) er psykisk i balance, hvilket jo er et af
kriterierne for, at de kan vurdere Helles bivirkninger af kemo'en. Vi er
godt nok ude af flippen begge to, men hvad fa.... skal vi gøre?

Nogen her med erfaringer om, hvor vi kan henvende os? Hvis man er i
kemo-behandling, er man så ikke syg nok til at få sygedagpenge, eller i det
mindste bistandshjælp?

(Navnene er opdigtede, for ikke at træde nogle over tæerne). Jeg er lidt i
tvivl om dette er den rigtige gruppe, eller om det skulle have været i
jura-gruppen, men det omhandler jo i høj grad helbred (og økonomi).
--

Mvh
Sven

---

"Sven" <nogen@med.ca> skrev

> I onsdags var vi igen på Bispebjerg sygehus, hvor hendes
> Predisolon blev sat ned til 20mg dgl. og hun fik så samtidig noget nyt
> medicin, som er et "kemo"-præperart fik vi at vide.

Glimrende, hvilket præparat?

> (det er ikke bare en "patient-info" seddel der følger med
kemo-præparater).

Det skal der ellers være, men jeg har oplevet at der f.eks. ingen er med til
Sendoxan

> Oven på sådan en dag kan man ikke just
> sige, at Helle (eller jeg selv) er psykisk i balance, hvilket jo er et af
> kriterierne for, at de kan vurdere Helles bivirkninger af kemo'en.

Man kan nu også læse en del ud af blodprøverne.

> Nogen her med erfaringer om, hvor vi kan henvende os?

Prøv din kones fagforening, det kan være at de kan hjælpe.
Det er også fleres erfaring, at en kommune bliver nemmere at danse med, når
man tager fagforeningen med i spillet.

Er i medlem af Gigtforeningen?

Der kunne også være hjælp at hente.

> Hvis man er i
> kemo-behandling, er man så ikke syg nok til at få sygedagpenge, eller i
det
> mindste bistandshjælp?

Ikke pga.af kemo alene, der er mange der passer et 37timers. job på kemo.

> (Navnene er opdigtede, for ikke at træde nogle over tæerne). Jeg er lidt i
> tvivl om dette er den rigtige gruppe, eller om det skulle have været i
> jura-gruppen, men det omhandler jo i høj grad helbred (og økonomi).

Desværre er i ikke de eneste der kender til en sådan kamp, det er desværre
en almindelig politik fra kommunernes side, at trække sager i langdrag for
at spare penge.Hvordan man som sagsbehandler kan leve med sig selv og sine
handlinger forstår jeg simpelt hen ikke.

Det lyder egentlig som om din kone burde ansøge om pension, men vær
forberedt på at det meget nemt kan tage et års tid, eller to.
Får hun det godt igen kan hun jo sagtens komme i arbejde igen.

Hvis jeg lyder kold og kynisk, skyldes det sikkert at jeg kende jeres
problemstilling alt alt for godt, og på et vist plan har valgt at fortrænge
dette.

Jeg håber for jer, at i snart må få lidt "medvind" på de forskellige fronter
om helbred økonomi og arbejdssituation.

Kh. Uffe Ravn

---

>
> Glimrende, hvilket præparat?
Sandimmun Neoral® Ciclosporin

>> Oven på sådan en dag kan man ikke just
>> sige, at Helle (eller jeg selv) er psykisk i balance, hvilket jo er et af
>> kriterierne for, at de kan vurdere Helles bivirkninger af kemo'en.
>
> Man kan nu også læse en del ud af blodprøverne.
>

Ja, men det er overlægens eget udsagn, at hun SKAL være i rimelig psykisk
balance for at man kan regne med "etellerandet" i hendes blodprøver. jeg ved
ikke hvad det er, men han påpegede dette flere gange.

>> (det er ikke bare en "patient-info" seddel der følger med
> kemo-præparater).
>
> Det skal der ellers være, men jeg har oplevet at der f.eks. ingen er med
> til
> Sendoxan
>

Jo, der er selvfølgelig noget med, når jeg skriver "patient-info" tænker jeg
på sådan en lille påklistret en som på f.eks panodil eller antibiotika. Her
er der tale om en hel bog på flere sprog, som beskriver en hel del jeg ikke
ved en sk.. om

>
> Prøv din kones fagforening, det kan være at de kan hjælpe.
> Det er også fleres erfaring, at en kommune bliver nemmere at danse med,
> når
> man tager fagforeningen med i spillet.
>

De er skam blandet ind i det. Det er dem der har fået hende til at ansøge om
bistandshjælp, hvilket så heller ikke kan lade sig gøre, sålænge hendes
sygedagpenge ikke er afklaret, som jeg skrev, så lige pt har hun 0 i
indtægt.

>> Hvis man er i
>> kemo-behandling, er man så ikke syg nok til at få sygedagpenge, eller i
> det
>> mindste bistandshjælp?
>
> Ikke pga.af kemo alene, der er mange der passer et 37timers. job på kemo.
>

Det er jo så heller ikke kemo alene, hun tager (som nævnt i tidligere tråd)
en hulens masse andet medicin oven i, og passe et job er pt udelukket. Hun
kan ikke engang passe hjemmet!!

> Er i medlem af Gigtforeningen?
>
> Der kunne også være hjælp at hente.
>

Nej, det er vi ikke.

>
> Det lyder egentlig som om din kone burde ansøge om pension, men vær
> forberedt på at det meget nemt kan tage et års tid, eller to.
> Får hun det godt igen kan hun jo sagtens komme i arbejde igen.
>

Dette har hun talt med sagsbehandleren i kommunen om, og hun fik at vide, at
det var spild af tid. hun ville aldrig kunne opnå pension, når hun ikke
fejler noget "anderkendt".

> Desværre er i ikke de eneste der kender til en sådan kamp, det er desværre
> en almindelig politik fra kommunernes side, at trække sager i langdrag for
> at spare penge.Hvordan man som sagsbehandler kan leve med sig selv og sine
> handlinger forstår jeg simpelt hen ikke.

Næ, det vil jeg give dig ret i. Alene det, at de spørger om man ikke kan
låne af familien, fordi de ikke ved, hvilken kasse de skal hjælpe fra!! Det
er sgu da lige til Ekstra Bladet.

> Jeg håber for jer, at i snart må få lidt "medvind" på de forskellige
> fronter
> om helbred økonomi og arbejdssituation.

Tak. Ja, det håber jeg også. jeg er MEGET tæt på selv at give op, og blive
hjemme fra job, idet jeg arbejder med "farlige" maskiner, og kan skade mig
selv eller andre, hvis koncentrationen svigter (hvilket den har gjort et par
gange allerede, dog heldigvis uden personskade)

--

Mvh
Sven

---

"Sven" <nogen@med.ca> skrev

> > Glimrende, hvilket præparat?
> Sandimmun Neoral® Ciclosporin

Godt, et Cytostatica i den mellemsvære klasse.
Det virker faktisk som om hendes læge er seriøs.

Specielt hvis han også interesser sig lidt for hendes nyrefunktion.

> >> Hvis man er i
> >> kemo-behandling, er man så ikke syg nok til at få sygedagpenge, eller i
> > det
> >> mindste bistandshjælp?

> > Ikke pga.af kemo alene, der er mange der passer et 37timers. job på
kemo.

> Det er jo så heller ikke kemo alene, hun tager (som nævnt i tidligere
tråd)
> en hulens masse andet medicin oven i, og passe et job er pt udelukket. Hun
> kan ikke engang passe hjemmet!!

Jeps, men det er ikke hendes medicinering, men hendes manglende arbejdsevne
der skal begrunde en evt. overførselsindkomst.

> > Er i medlem af Gigtforeningen?
> >
> > Der kunne også være hjælp at hente.
> >
> Nej, det er vi ikke.

Ring til dem alligevel.

Mvh. Uffe Ravn

---

>
> Jeps, men det er ikke hendes medicinering, men hendes manglende
> arbejdsevne
> der skal begrunde en evt. overførselsindkomst.
>

Rigtigt, men hun fik vel ikke medicinen, hvis hun ikke fejlede noget?

--

Mvh
Sven

---

"Sven" <nogen@med.ca> skrev

> > Jeps, men det er ikke hendes medicinering, men hendes manglende
> > arbejdsevne
> > der skal begrunde en evt. overførselsindkomst.

> Rigtigt, men hun fik vel ikke medicinen, hvis hun ikke fejlede noget?

Korrekt, men der er altså folk der har det så godt, på lignende mængder
medicin, at de arbejder fuld tid.

Derfor er det ikke medicineringen, men den manglende arbejdsevne, der skal
begrunde en evt. overførselsindkomst.

Jeg siger bestemt ikke at din kone ikke er syg, og bare lopper den af, men
man kan altså ikke begynde at udbetale overførselsindkomst, bare fordi en
læge har skrevet en recept til hende. Det kan man derimod på baggrund af en
lægeerklæring/speciallægeerklæring lavet på baggrund af hvor syg hun er.
Ligeledes kan syge der ingen medicin får, f.eks fordi der ingen
behandlingsmuligheder er, godt få bevilget overførselsindkomst.

Mvh. Uffe Ravn

---

> Jeg siger bestemt ikke at din kone ikke er syg, og bare lopper den af, men
> man kan altså ikke begynde at udbetale overførselsindkomst, bare fordi en
> læge har skrevet en recept til hende. Det kan man derimod på baggrund af
> en
> lægeerklæring/speciallægeerklæring lavet på baggrund af hvor syg hun er.
> Ligeledes kan syge der ingen medicin får, f.eks fordi der ingen
> behandlingsmuligheder er, godt få bevilget overførselsindkomst.
>

Rigtigt, men nu har hun jo altså både en alm. praktiserende læges erklæring,
og en speciallæges erklæring, samt får denne medicin. Begge disse læger har
skrevet erklæringer, sendt kopier til sagsbehandleren samt hendes
fagforening, og begge læger har talt med sagsbehandleren pr tlf., men det
har indtil nu ikke hjulpet. En 3. speciallæge (overlæge på Næ. sygehus, hvor
hun først blev henvist til) har skrevet i sin journal, at han ikke kendte
hendes symptomer, og derfor sendte han hende videre til Bispebjerg sygehus,
hvor de så efter et par forsøg med forskelligt medicin nu er kommet frem til
Behcets syndrom. Da nogle af symptomerne bestemt er MEGET tydelige (bl.a.
store sår), er det jo ikke en _skjult_ sygdom, så derfor kan jeg stadig ikke
forstå, at hun ikke kan få sygedagpenge, selvom sygdommen ikke er
"godkendt", når nu der er så mange ting der viser det. Den overlæge på
Bispebjerg sygehus der behandler hende nu siger, at hun er 100%
uarbejdsdygtig, indtil de får det under kontrol, derefter vil han anse det
for meget sandsynligt, at hun vil kunne passe et flexjob, og han er også
forbavset over Næ. kommune ikke forlænger hendes sygedagpenge sålænge hun er
i behandling, men han kan selvfølgelig ikke gøre andet, end at oplyse dem
med hvad de nu vil have at vide.


--

Mvh
Sven

---

"Sven" <nogen@med.ca> skrev i en meddelelse
news:4318e47e$0$78288$157c6196@dreader1.cybercity.dk...
> Sandimmun Neoral® Ciclosporin


Formoder hun har fået det i drop, evt. sammen med 1g (ja 1000mg) prednison,
hvilket man bruger for at tage bivikrningerne.
Hun skal regne med ca. 3 uger, før hun mærker nogen virkning. Hvis hun
ellers kan tåle - og responderer på kemoen, vil det så til gengæld gå så
stærkt fremad, at hun kan mærke fremskridt fra dag til dag.

PeterB

---

> Formoder hun har fået det i drop, evt. sammen med 1g (ja 1000mg)
> prednison, hvilket man bruger for at tage bivikrningerne.
> Hun skal regne med ca. 3 uger, før hun mærker nogen virkning. Hvis hun
> ellers kan tåle - og responderer på kemoen, vil det så til gengæld gå så
> stærkt fremad, at hun kan mærke fremskridt fra dag til dag.
>
> PeterB

Nej som piller. Hun får 2x 100mg dgl. sammen med 20mg Prednisolon, Kodipar
og flere andre.

--

Mvh
Sven

---

"Peter" <doc_069X@hotmail.com> skrev

> > Sandimmun Neoral® Ciclosporin

> Formoder hun har fået det i drop, evt. sammen med 1g (ja 1000mg)
prednison,
> hvilket man bruger for at tage bivikrningerne.

1 g. Solumedrol har i øvrigt ganske glimrende immunsuprimerende virkning
brugt alene.

Mvh. Uffe Ravn

---

"Sven" <nogen@med.ca> skrev i en meddelelse
news:4318b8e5$0$67264$157c6196@dreader2.cybercity.dk...
> Hej.
> Jeg har tidligere skrevet et indlæg om min kone som har fået konstanteret
> Behcets syndrom, og nu vil Næstved kommune ikke forlænge hendes
> sygedagpenge, da de ikke kender sygdommen.

At kommunen ikke vil forlænge sygedagpenge, har ikke noget at gøre med om
sygdommen er kendt eller ej.
Kommunen må i følge sygedagpenge loven ikke udbetale sygedagpenge i mere end
1 år. Efter 1 år skal der laves en handlingsplan, som skal beslutte om din
kone skal i arbejdsprøvning i forbindelse med en pensions sag, eller skal
overflyttes til kontanthjælp.
Der kan dog muligvis dispenseres fra reglerne, ud fra kriterier jeg ikke har
nøjere kendskab til.
Med hensyn til kontanthjælp, mener jeg den beror på husstandsindkomst,
hvilket igen vil sige at din løn indtjening tæller med når de skal beregne
den kontanthjælp din kone kan få, hvis nogen overhovedet.

Beklager meget, men det er de sørgelige kendsgerninger i dagens Danmark. Jeg
må dog indrømme, at jeg ikke 100% er inde i reglerne pr. d.d., idet de er
lavet om flere gange siden jeg var syg i 1997, men ellers var jeg igennem
samme svikmølle, som endte med at jeg startede i arbejdsprøvning med to kryk
stokke pga. et brækker skinneben, eller ville de tage mine sygedagpenge.
Efter 2½ års tovtrækning og 3 forskellige arbejdsprøver, fik jeg dog
tilkæmpet mig en førtidspension og kunne begynde at koncentrere mig om
kampen på at blive rask, eller så rask som det nu kunne lade sig gøre.
Jo, vi er sikret i nakke og røv herhjemme, (tror vi) - indtil det går galt -
så er det først det går op for dem det går ud over, at vi bliver fyldt med
løgn.

PeterB

---

> At kommunen ikke vil forlænge sygedagpenge, har ikke noget at gøre med om
> sygdommen er kendt eller ej.

Jo, efter det første års sygdom har det.

> Kommunen må i følge sygedagpenge loven ikke udbetale sygedagpenge i mere
> end 1 år. Efter 1 år skal der laves en handlingsplan, som skal beslutte om
> din kone skal i arbejdsprøvning i forbindelse med en pensions sag, eller
> skal overflyttes til kontanthjælp.

Korrekt. Hun har været i arbejdsprøvning i 2 omgange (første gang efter 9
mdr sygdom). Sidste gang standsede overlægen fra Bispebjerg sygehus det, da
hun ikke kunne tåle det. I dag er reglerne sådan, at sygedagpenge kan
forlænges 2x3 måneder udover det første år, men kun i KENDTE tilfælde. Sådan
har vi fået det forklaret af Næstved kommune. Først hed det sig, at de kun
kunne forlænges hvis hun havde en sikker diagnose, det har hun så nu, men på
en sygdom der ikke står i deres bog over "godkendte" sygdomme. Men da de
ikke kan beslutte sig for, om de vil give hende dem eller ej, kan hendes
bistandsansøgning heller ikke behandles, og derfor er hun nu havnet i
ingenmandsland.

> Beklager meget, men det er de sørgelige kendsgerninger i dagens Danmark.
> Jeg må dog indrømme, at jeg ikke 100% er inde i reglerne pr. d.d., idet de
> er lavet om flere gange siden jeg var syg i 1997, men ellers var jeg
> igennem samme svikmølle, som endte med at jeg startede i arbejdsprøvning
> med to kryk stokke pga. et brækker skinneben, eller ville de tage mine
> sygedagpenge.
> Efter 2½ års tovtrækning og 3 forskellige arbejdsprøver, fik jeg dog
> tilkæmpet mig en førtidspension og kunne begynde at koncentrere mig om
> kampen på at blive rask, eller så rask som det nu kunne lade sig gøre.
> Jo, vi er sikret i nakke og røv herhjemme, (tror vi) - indtil det går
> galt - så er det først det går op for dem det går ud over, at vi bliver
> fyldt med løgn.

Ja, medmindre man er kriminel, alkoholiker eller nydansker. Så kan man få
masser af hjælp. Jeg har mest lyst til selv at holde op med at arbejde, da
jeg ikke har lyst til at betale skat til et samfund, der ikke vil give igen
der hvor det er nødvendigt, men kun der, hvor det er "politisk korrekt".
Alle de kriminelle nydanskere på f.eks Blågårdsplads får jo masser af hjælp,
men os almindelige lønmodtagere anses kun for gode borgere sålænge vi kan
tjene penge og betale skat og moms. Det cirkus er jeg nok ikke med i ret
meget længere. Nå, nu kom jeg vist lidt langt væk fra gruppens fundats.

Det korte af det lange er, at vi nok ender med at blive skilt, så hun kan få
hjælp, og så må vores psykiske syge søn klare sig så godt han kan, da vi
ikke kan beholde huset, hvis vi skilles. kommer det dertil stopper jeg med
at arbejde omgående og lever på nas resten af livet.
--

Mvh
Sven

---

> Efter 2½ års tovtrækning og 3 forskellige arbejdsprøver, fik jeg dog

Hvad levede du af i de 2½ år? Sygedagpengene stopper jo efter 1 år (max 1½
år, hvis man får forlænget begge gange).

--

Mvh
Sven

---

"Sven" <nogen@med.ca> skrev i en meddelelse
news:431900ed$0$78279$157c6196@dreader1.cybercity.dk...
>> Efter 2½ års tovtrækning og 3 forskellige arbejdsprøver, fik jeg dog
>
> Hvad levede du af i de 2½ år? Sygedagpengene stopper jo efter 1 år (max 1½
> år, hvis man får forlænget begge gange).

Nej det gør de faktisk ikke, eller gjorde det ikke.
Den gang var betingelserne for en forlængelse på op til 6 måned, at man blev
fundet egnet til en arbejdstræning, med udsigt til efterfølgende enten
flexjob eller revalidering, eller overført direkte til kontanthjælp.
Jeg skulle være startet i en selvfundet arbejdsprøvning (kommunen kunne ikke
finde noget) pr. 1. august, men var så uheldig d. 31 juli, at skvatte ned af
en trappe og brække skinnebenet. Det eneste komiske ved det, var at
kommunerne troede jeg havde gjort det med vilje for at slippe for
arbejdsprøvning. De ville og ikke forlænge mine sygedagpenge og overførte
mig til kontanthjælp. Dagen efter kontaktede jeg min fagforening, og en af
deres jurister fik igen lukket op for sygedagpengene, men kun til 1.
oktober.
Igen stod jeg med det valg, at starte i arbejdsprøvning med to krykker og et
ben i gips, eller gå på kontant hjælp. Jeg valgte arbejdsprøvningen. Så
længe man er i arbejdsprøvning, kan man stadig opretholde sygedagpenge.
Arbejdsprøvningen varede 3 måneder og blev forlænget med yderligere 3
måneder. Da den var slut, fik jeg besked på, at de overhovedet ikke kunne
bruge prøven til noget som helst, da de ikke selv havde haft mulighed for
kontrol.
Min pensions sag blev derefter lukket og henlagt, bl.a. fordi man ikke på
det tidspunkt kunne afgøre, hvor rask jeg engang vil blive. At alle
overlæger og eksperter kunne erklære, at jeg ikke på noget tidspunkt ville
blive så rask, at jeg ville kunne passe et arbejde, tog man ingen hensyn
til.

En henvendelse direkte til det lokale Statsamt, med en kopi til kommunen,
åbnede dog sagen igen, på den betingelse at jeg deltog i atter en
arbejdsprøvning, denne gang på kommunens egen prøve"anstalt", her i byen
kaldt Laboremus. Denne arbejdsprøvning endte med samme resultat som de
forrige, blot havde jeg denne gang kontaktet en advokat og fået nogle gode
råd. Under afklarings samtalen, gjorde jeg opmærksom på, at hvis jeg igen
denne gang vil få et nej, vil de til gengæld indenfor 48 rimer efter det
nej, modtage en stævning, hvor vi så ville fortsætte pensions sagen i
retten, og troede de mig ikke, kunne de blot ringen til xxxx advokat. Jeg
gjorde dem opmærksom på, at en dommer sikkert ikke ville se med blide øjne
på, at mennesker blev sat i arbejdsprøvning med et brækket ben, så udfaldet
af retssag, med alle de ekspert udtalelser jeg samtidig var i besiddelse af,
var afgjort på forhånd.
1 måned senere havde jeg min pension.
Hele sagen havde varet fra 1. februar 1997 til den 1.juli 1999, hvor min
førtidspension trådte i kraft.
I løbet af de efterfølgende 1-2 år, uden økonomiske spekulationer og andre
chikaner fra kommunen, blev jeg så rask, at jeg kunne klare mig selv, men så
rask, at jeg kunne/kan passe et arbejde bliver jeg aldrig.
Havde man allerede i februar 1998, bevilget mig en midlertidig
førtidspension, over en periode på f.eks 3 år, havde jeg sikker været i
flexjob i dag, men alle nedturene i forbindelse med arbejdsprøvningerne og
den psykologiske tortur man udsættes for, tror jeg aldrig jeg kommer over,
hverken fysisk elle psykisk.
Min sygdom hedder Polyarteritis Nodosa (PAN II), og bliver også forværret
under psykiske ustabile forhold, som f.eks de forhold kommunen byder syge
mennesker under deres sagsbehandling. Som din kones sygdom, kan min sygdom
bryde ud igen når som helst, selv om et et udbrud sikkert ikke vil blive så
alvorligt som det første, fordi sygdommen er under streng observation, med
regelmæssige blodprøver mm.

Jeg føler med dig/jer, og håber virkelig, at du/i får styr på tingene, for
det er første betingelse for at blive rask.

Peter B

---

>> Hvad levede du af i de 2½ år? Sygedagpengene stopper jo efter 1 år (max
>> 1½ år, hvis man får forlænget begge gange).
>
> Nej det gør de faktisk ikke, eller gjorde det ikke.

Det gør de så i dag har vi fået at vide, både af kommunen og af hendes
fagforening. 1 år, derefter skal det tages op til revition hvad der så skal
ske, og det kan her forlænges med 3 mdr, under forudsætning af, at patienten
gør "som kommunen siger" f.eks arbejdsprøvning. Min kone fandt selv et sted,
hvor de ville ansætte hende i arbejdsprøvning (arbejdsprøvning i dag er 13
uger) allerede efter 9 mdr. sygdom, og ved den efterfølgende evaluering blev
det kommunen og arbejdagiveren imellem konstanteret, at min kone ikke ville
kunne passe et job regelmæssigt (dvs kunne ikke møde dagligt, og kunne kun
arbejde 1½-3 timer de dage hun kom), men at hun da havde nogle gode dage
indimellem. Hun var positiv over for kollega'er og kunder, men havde svært
ved selv at sige stop. Det var næsten hver gang en kollega eller chefen selv
der sendte hende hjem, når hun ikke kunne mere. Hendes sygedagpenge blev
forlænget de første 3 mdr uden problemer. Hun fik så at vide, at hun skulle
prøve noget andet, og igen fandt hun selv et sted, som var villig til at
ansætte hende i arbejdsprøvning i de 13 uger. Da der var gået 12 uger af de
13 uger, stoppede overlægen fra Bispebjerg hendes arbejdsprøvning med
øjeblikkelig virkning, da han nu var helt sikker på, at hun har Behcets
syndrom, og at hun under ingen omstændigheder må presses det mindste indtil
det er kommet under kontrol. Dette blev taget meget ilde op af Næ. kommune,
at hun stoppede 1 uge for tidligt på overlægens ordre. Og herefter er det
gået i hårdknude. Hendes fagforening (FOA) har været inde og forsøge at
hjælpe, men indtil nu uden den store virkning, dog har de fået sat noget i
gang, som endnu ikke er afgjort, så alt er endnu ikke tabt.
Det eneste jeg i dag ikke er klar over er, hvis man søger pension, om man så
"automatisk" kører på sygedagpenge indtil det er afgjort? Det har vi fået
forskellige svar på, så vi ved ikke rigtig hvad vi skal regne med. I.flg.
FOA (og vores egen læge) havde vi stået meget bedre, hvis hun havde fået
sygdommen for bare 2 år siden, da det der var meget nemmere at få tildelt
midlertidig pension, indtil man evt. var rask nok til et flexjob, eller til
det var afgjort, at man skulle på rigtig pension. Midlertidig pension er i
dag næsten helt afskaffet, så den mulighed har hun ikke i.flg.
sagsbehandleren i Næ. kommune. Både overlægen på bispebjerg og vores egen
læge regner med, at hun vil blive rask nok til et flexjob, når sygdommen er
kommet under kontrol, men det kan tage årevis inden man har skudt sig
rigtigt ind på den, så hun skal selvf. ikke på pension på livstid, men kun
indtil hun kan klare et flexjob.

> Havde man allerede i februar 1998, bevilget mig en midlertidig
> førtidspension, over en periode på f.eks 3 år, havde jeg sikker været i
> flexjob i dag, men alle nedturene i forbindelse med arbejdsprøvningerne og
> den psykologiske tortur man udsættes for, tror jeg aldrig jeg kommer over,
> hverken fysisk elle psykisk.


Det er jo desværre præcis det samme vi står over for i dag.

>
> Jeg føler med dig/jer, og håber virkelig, at du/i får styr på tingene,
> for det er første betingelse for at blive rask.
>
> Peter B

Heri vil jeg give dig helt ret. Også fordi al denne usikkerhed slider ret
hårdt på hele familien, oveni at man er bange for hendes sygdom skal blive
forværret. I.flg. en artikel i ugeskrift for læger (lånt på biblioteket) er
der en lille chance for, at hendes sygdom når at sætte dødelige eller 100%
invaliderende blodpropper inden det kommer under kontrol, men chancen er
heldigvis meget lille.

Tak for dit lange svar, og lidt indsigt i, at vi ikke er alene om at kæmpe
mod "systemet". Det virker bare så uretfærdigt, når man altid har passet sit
arbejde, betalt sin skat, at man så ikke kan få hjælp, når man ser og hører,
hvordan nogle bistandsklienter kører om hjørner med kommunen. Det er ikke
småting man hører i venteværelset når man skal til møde med sagsbehandleren.


--

Mvh
Sven


"Peter" <doc_069X@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:4319ee14$0$179$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
>
> "Sven" <nogen@med.ca> skrev i en meddelelse
> news:431900ed$0$78279$157c6196@dreader1.cybercity.dk...
>>> Efter 2½ års tovtrækning og 3 forskellige arbejdsprøver, fik jeg dog
>>
>> Hvad levede du af i de 2½ år? Sygedagpengene stopper jo efter 1 år (max
>> 1½ år, hvis man får forlænget begge gange).
>
> Nej det gør de faktisk ikke, eller gjorde det ikke.
> Den gang var betingelserne for en forlængelse på op til 6 måned, at man
> blev fundet egnet til en arbejdstræning, med udsigt til efterfølgende
> enten flexjob eller revalidering, eller overført direkte til kontanthjælp.
> Jeg skulle være startet i en selvfundet arbejdsprøvning (kommunen kunne
> ikke finde noget) pr. 1. august, men var så uheldig d. 31 juli, at skvatte
> ned af en trappe og brække skinnebenet. Det eneste komiske ved det, var at
> kommunerne troede jeg havde gjort det med vilje for at slippe for
> arbejdsprøvning. De ville og ikke forlænge mine sygedagpenge og overførte
> mig til kontanthjælp. Dagen efter kontaktede jeg min fagforening, og en af
> deres jurister fik igen lukket op for sygedagpengene, men kun til 1.
> oktober.
> Igen stod jeg med det valg, at starte i arbejdsprøvning med to krykker og
> et ben i gips, eller gå på kontant hjælp. Jeg valgte arbejdsprøvningen. Så
> længe man er i arbejdsprøvning, kan man stadig opretholde sygedagpenge.
> Arbejdsprøvningen varede 3 måneder og blev forlænget med yderligere 3
> måneder. Da den var slut, fik jeg besked på, at de overhovedet ikke kunne
> bruge prøven til noget som helst, da de ikke selv havde haft mulighed for
> kontrol.
> Min pensions sag blev derefter lukket og henlagt, bl.a. fordi man ikke på
> det tidspunkt kunne afgøre, hvor rask jeg engang vil blive. At alle
> overlæger og eksperter kunne erklære, at jeg ikke på noget tidspunkt ville
> blive så rask, at jeg ville kunne passe et arbejde, tog man ingen hensyn
> til.
>
> En henvendelse direkte til det lokale Statsamt, med en kopi til kommunen,
> åbnede dog sagen igen, på den betingelse at jeg deltog i atter en
> arbejdsprøvning, denne gang på kommunens egen prøve"anstalt", her i byen
> kaldt Laboremus. Denne arbejdsprøvning endte med samme resultat som de
> forrige, blot havde jeg denne gang kontaktet en advokat og fået nogle gode
> råd. Under afklarings samtalen, gjorde jeg opmærksom på, at hvis jeg igen
> denne gang vil få et nej, vil de til gengæld indenfor 48 rimer efter det
> nej, modtage en stævning, hvor vi så ville fortsætte pensions sagen i
> retten, og troede de mig ikke, kunne de blot ringen til xxxx advokat. Jeg
> gjorde dem opmærksom på, at en dommer sikkert ikke ville se med blide øjne
> på, at mennesker blev sat i arbejdsprøvning med et brækket ben, så
> udfaldet af retssag, med alle de ekspert udtalelser jeg samtidig var i
> besiddelse af, var afgjort på forhånd.
> 1 måned senere havde jeg min pension.
> Hele sagen havde varet fra 1. februar 1997 til den 1.juli 1999, hvor min
> førtidspension trådte i kraft.
> I løbet af de efterfølgende 1-2 år, uden økonomiske spekulationer og andre
> chikaner fra kommunen, blev jeg så rask, at jeg kunne klare mig selv, men
> så rask, at jeg kunne/kan passe et arbejde bliver jeg aldrig.
> Havde man allerede i februar 1998, bevilget mig en midlertidig
> førtidspension, over en periode på f.eks 3 år, havde jeg sikker været i
> flexjob i dag, men alle nedturene i forbindelse med arbejdsprøvningerne og
> den psykologiske tortur man udsættes for, tror jeg aldrig jeg kommer over,
> hverken fysisk elle psykisk.
> Min sygdom hedder Polyarteritis Nodosa (PAN II), og bliver også forværret
> under psykiske ustabile forhold, som f.eks de forhold kommunen byder syge
> mennesker under deres sagsbehandling. Som din kones sygdom, kan min sygdom
> bryde ud igen når som helst, selv om et et udbrud sikkert ikke vil blive
> så alvorligt som det første, fordi sygdommen er under streng observation,
> med regelmæssige blodprøver mm.
>
> Jeg føler med dig/jer, og håber virkelig, at du/i får styr på tingene,
> for det er første betingelse for at blive rask.
>
> Peter B
>

---

Sven wrote:
>>> Hvad levede du af i de 2½ år? Sygedagpengene stopper jo efter 1 år
>>> (max 1½ år, hvis man får forlænget begge gange).
>>
>> Nej det gør de faktisk ikke, eller gjorde det ikke.
>
> Det gør de så i dag har vi fået at vide, både af kommunen og af hendes
> fagforening. 1 år, derefter skal det tages op til revition hvad der
> så skal ske, og det kan her forlænges med 3 mdr, under forudsætning
> af, at patienten gør "som kommunen siger" f.eks arbejdsprøvning. Min
> kone fandt selv et sted, hvor de ville ansætte hende i
> arbejdsprøvning (arbejdsprøvning i dag er 13 uger) allerede efter 9
> mdr. sygdom, og ved den efterfølgende evaluering blev det kommunen og
> arbejdagiveren imellem konstanteret, at min kone ikke ville kunne
> passe et job regelmæssigt (dvs kunne ikke møde dagligt, og kunne kun
> arbejde 1½-3 timer de dage hun kom), men at hun da havde nogle gode
> dage indimellem. Hun var positiv over for kollega'er og kunder, men
> havde svært ved selv at sige stop. Det var næsten hver gang en
> kollega eller chefen selv der sendte hende hjem, når hun ikke kunne
> mere. Hendes sygedagpenge blev forlænget de første 3 mdr uden
> problemer. Hun fik så at vide, at hun skulle prøve noget andet, og
> igen fandt hun selv et sted, som var villig til at ansætte hende i
> arbejdsprøvning i de 13 uger. Da der var gået 12 uger af de 13 uger,
> stoppede overlægen fra Bispebjerg hendes arbejdsprøvning med
> øjeblikkelig virkning, da han nu var helt sikker på, at hun har
> Behcets syndrom, og at hun under ingen omstændigheder må presses det
> mindste indtil det er kommet under kontrol. Dette blev taget meget
> ilde op af Næ. kommune, at hun stoppede 1 uge for tidligt på
> overlægens ordre. Og herefter er det gået i hårdknude. Hendes
> fagforening (FOA) har været inde og forsøge at hjælpe, men indtil nu
> uden den store virkning, dog har de fået sat noget i gang, som endnu
> ikke er afgjort, så alt er endnu ikke tabt. Det eneste jeg i dag ikke er
> klar over er, hvis man søger pension, om
> man så "automatisk" kører på sygedagpenge indtil det er afgjort? Det
> har vi fået forskellige svar på, så vi ved ikke rigtig hvad vi skal
> regne med. I.flg. FOA (og vores egen læge) havde vi stået meget
> bedre, hvis hun havde fået sygdommen for bare 2 år siden, da det der
> var meget nemmere at få tildelt midlertidig pension, indtil man evt.
> var rask nok til et flexjob, eller til det var afgjort, at man skulle
> på rigtig pension. Midlertidig pension er i dag næsten helt
> afskaffet, så den mulighed har hun ikke i.flg. sagsbehandleren i Næ.
> kommune. Både overlægen på bispebjerg og vores egen læge regner med,
> at hun vil blive rask nok til et flexjob, når sygdommen er kommet
> under kontrol, men det kan tage årevis inden man har skudt sig
> rigtigt ind på den, så hun skal selvf. ikke på pension på livstid,
> men kun indtil hun kan klare et flexjob.
>> Havde man allerede i februar 1998, bevilget mig en midlertidig
>> førtidspension, over en periode på f.eks 3 år, havde jeg sikker
>> været i flexjob i dag, men alle nedturene i forbindelse med
>> arbejdsprøvningerne og den psykologiske tortur man udsættes for,
>> tror jeg aldrig jeg kommer over, hverken fysisk elle psykisk.
>
>
> Det er jo desværre præcis det samme vi står over for i dag.
>
>>
>> Jeg føler med dig/jer, og håber virkelig, at du/i får styr på
>> tingene, for det er første betingelse for at blive rask.
>>
>> Peter B
>
> Heri vil jeg give dig helt ret. Også fordi al denne usikkerhed slider
> ret hårdt på hele familien, oveni at man er bange for hendes sygdom
> skal blive forværret. I.flg. en artikel i ugeskrift for læger (lånt
> på biblioteket) er der en lille chance for, at hendes sygdom når at
> sætte dødelige eller 100% invaliderende blodpropper inden det kommer
> under kontrol, men chancen er heldigvis meget lille.
>
> Tak for dit lange svar, og lidt indsigt i, at vi ikke er alene om at
> kæmpe mod "systemet". Det virker bare så uretfærdigt, når man altid
> har passet sit arbejde, betalt sin skat, at man så ikke kan få hjælp,
> når man ser og hører, hvordan nogle bistandsklienter kører om hjørner
> med kommunen. Det er ikke småting man hører i venteværelset når man
> skal til møde med sagsbehandleren.

Du har helt ret i det med venteværeslet - har selv prøvet det på Nørrebro i
Kbh., og jeg siger dig..........
Men til noget helt andet - din kone FÅR sygedagpenge, indtil det er afgjort,
om hun kan få førtidpension eller hvad - jeg fik det selv sdiste år, da jeg
var i arb.prøvning mv., og indtil sagen var afgjort.

Held og lykke med det hele !!

Mvh

tina

---

> Men til noget helt andet - din kone FÅR sygedagpenge, indtil det er
> afgjort, om hun kan få førtidpension eller hvad - jeg fik det selv sdiste
> år, da jeg var i arb.prøvning mv., og indtil sagen var afgjort.
>

Er du sikker på, at det stadig gælder? Det er sagsbehandleren selv der har
sagt til hende, at hun skal søge om bistandshjælp.

--

Mvh
Sven

---

Sven wrote:
>> Men til noget helt andet - din kone FÅR sygedagpenge, indtil det er
>> afgjort, om hun kan få førtidpension eller hvad - jeg fik det selv
>> sdiste år, da jeg var i arb.prøvning mv., og indtil sagen var
>> afgjort.
>
> Er du sikker på, at det stadig gælder? Det er sagsbehandleren selv
> der har sagt til hende, at hun skal søge om bistandshjælp.

Jeg ved det ikke 100 %, men jeg var i arb.prøvning sidste år i juni, og blev
tildelt førtidpension pr. 01-09-04, og fik sygedagepenge i hele forløbet -
også før arb.prøvningen.

Mvh
Tina