On Sun, 22 May 2005 11:24:56 +0200, Fischer wrote:
> Scenen:
> 7. klasse skal 4 dage til Bornholm med skolen.
> De skal naturligvis på diverse udflugter og ud og opleve den specielle
> natur.
> De bor på et vandrehjem hvor der er en mønttelefon.
>
> Diskussions-oplægget er så:
> Skal eleverne have lov til at medbringe mobiltelefon?
> Spørgsmålet er ikke om en evt. mobiltelefon må benyttes på bestemte
> tidspunkter, men om de må medbringe den overhovedet.
>
> Kom med synspunkterter for- og imod. Gerne så velbegrundede argumenter som
> muligt.
For:
1. Berolige forældre.
Mobilen er efterhånden blevet en central komponent i forældrenes "børne
kontrol" forstået på den måde, at man altid har mulighed for at hurtigt
lige at checke om poderne har det godt. Jeg har faktisk næsten svært ved
at forestille mig hvordan forældre holdt styr på ungerne før
GSM-nettets tilblivelse
2. Lærer-kontrol.
Hvis en af eleverne mangler på et kritisk tidspunkt, er det nemt for
læreren lige at ringe til vedkommende. Det samme gælder for eleven, hvis
denne farer vild.
3. Sikkerhed.
Skulle uheldet være ude, er det nemt at få ringet efter hurtig
hjælp idet stort set alle børn i den aldersgruppe har en telefon på sig.
Nogle kører på TDC's net, mens andre kører på Sonofon - dvs. der er en
god chance for at have dækning på i hvert fald nogle af telefonerne
næsten ligegyldig hvor man er.
4. Underholdning.
Mange telefoner har små spil, radio og mp3-spillere som kan underholde
eleverne på lange rejser. En del har også indbyggede kameraer, så der
kan tages billeder.
Imod:
1. Mentalt fravær.
Mange teenagere kører en værentlig del af deres sociale networking via
mobilen, og de har svært ved at melde fra. Derfor risikerer man at en del
af turens deltagere sidder i deres egne små lukkede verdener og SMS'er i
timevis uden at deltage i fællesskabet eller opleve naturen.
2. Reducerer spændingen ved at være langt hjemmefra.
En vigtig del af en langtur er følelsen af at være væk fra sine vante
omgivelser uden ens sædvanlige sociale sikkerhedsnet. Hvor mobilen giver
tryghed, så hæmmer den samtidig denne "wow - nu er jeg søreme ude på de
vilde vover"-atmosfære. Der er slet ikke den samme spænding ved rejsen,
hvis alle vennerne hjemmefra SMS'er hele tiden og mor ringer hver halve
time for at høre om man nu har husket sit halstørklæde...
3. Kamp on stikkontakterne.
Dette argument kan måske lyde en smule dumt, men jeg har set det ske. En
teenager-telefon holder ikke strøm i 4 dage, så på et tidspunkt skal
der lades. Normal er der ikke en 20-30 tilgængelige stikkontaker på et
vandrehjem, og SÅ bliver der ballade. Hvis du tillader mobiler på turen,
så medbring i egen interesse et par el-paneler.
Summa summarum - Jeg ville stemme for at lade alle mobilerne blive
hjemme, eftersom jeg mener at punkt 1 og 2 er helt centrale elementer i en
klassetur. Eleverne kan bare bruge mønttelefonen hvis der er noget
vigtigt, og hvis læreren har en mobil kan forældrene få nummeret
til den, så de kan ringe og checke hvis de føler sig utrygge.