/ Forside / Interesser / Dyr / Hunde / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Hunde
#NavnPoint
Birgitta 19198
Nordsted1 6865
bevi54 6505
Jernladyen 4457
dova 4371
qfha 3911
knh15 3385
k.j.k 3376
ans 3077
10  vaxen 2670
Når det er ved at være slut
Fra : Lars Stokholm


Dato : 17-01-05 14:07

Hej gruppe.

Vi har en efterhånden gammel labrador/schaefer, på 12 år, som hedder
Nanna. Da hun var fire, og var ude for at spille bold, skete der
pludseligt noget. Vi aner ikke hvad, men pludseligt lå hun på jorden
og kunne ikke rejse sig. Det viste sig at hun var blevet mere eller
mindre lam i hele bagkroppen. Hun lå hos dyrlægen i lang tid,
hvorefter vi insisterede på at få hende hjem. Min søster og jeg var
børn dengang, så vi var selvfølgeligt villige til at give alt hvad
vi kunne, for at få vores kære hund på benene igen.

Vi tilbragte måneder, med at slæbe hende rundt med et håndklæde om
maven. Hendes venstre ben fik hurtigt lidt bevægelse igen, men det
højre blev aldrig helt godt. Vi fik hende dog så meget på benene,
at hun blev i stand til at løbe efter en bold igen. Hvilket jeg selv
synes var/er en imponerende præstation.

Nu har vi så haft 8 gode år med hende siden, men hendes dårlige
højre bagben er begyndt at blive et stort problem. Oven i købet
er hun begyndt at drikke *ret* meget - hvad kan det skyldes? Jeg er
"heldigvis" arbejdsløs for tiden, så jeg kan gå ud og tisse med
hende midt på dagen, hvis hun skulle havde drukket for meget. Men
det bliver jo ikke ved med at være sådan.

Nu er vi så begyndt at spekulere på hvad vi skal gøre, og om det er
på tide at få hende aflivet. Jeg synes ikke det er forsvareligt at
tage vandskålet fra hende, eller begrænse mængden af vand i den når
vi er væk, uden at vide hvorfor hun drikker. Vores dyrlæge er en
mand som ikke står tilbage for at foreslå aflivning, selv i
tilfælde, hvor det virker forhastet (har vi hørt). Og der er ingen
af os der rigtigt er stærke nok til at stå og høre på det, inden vi
selv har taget beslutningen. Så vi er bange for at gå til dyrlægen
med hende, vedrørende hendes drikkeri. Det er tarveligt, jeg ved
det - og jeg er klar over at jeg nok også vil høre om aflivning her.

Hendes humør virker uforandret, hun er stadig glad, logrer med
halen, tigger efter mad og alt det hun altid har gjort. Hvis hun
bare lå og pev hele tiden, ville beslutningen måske være nemmere?
Vi kan stadig klare at få hende luftet, selvom hun ofte vælter og
vi må rejse hende op. Det akutte problem er som sagt hendes
drikkeri. Men slår man et familiemedlem ihjel, fordi man ikke er
hjemme til at hjælpe hende med at tisse midt på dagen? Og er der
mon noget at gøre? - er hun syg? - kan hun behandles? Det ved nok
kun dyrlægen, men så er vi tilbage til frygten for ham.

Jeg ved ikke rigtigt hvorfor jeg skriver. Det var nok dels for at
få snakket lidt om det med andre, og dels for at spørge om nogen
har erfaringer med overdrevet vandtrang. Nu fik jeg i hvert fald
tudet et par gange da jeg skrev det - det kommer der nok mere af.

 
 
Rikke Andersen (17-01-2005)
Kommentar
Fra : Rikke Andersen


Dato : 17-01-05 15:00

Hejsa

Ja det er en svær beslutning men vi skal jo tage den hvis vi er ansvarlige
hundeejere.

Der findes jo andre dyrlæge end den ene - hvis I ikke er tryk ved ham så
synes jeg I skal vælge en anden, men jeg må sige at hvis hun er så "dårlig"
at hun vælter når man går tur og hun skal rejses op, så er det vist ved at
være derhenne hvor man skal til at tænke over om hun ikke snart skal sove
ind - de fleste dyrlæger kommer gerne og gør den slags i ens eget hjem.

Min egen grænse er i hvert fald nået når de skal "rejses" ved menneskekraft.

Men under alle omstændigheder - find en anden dyrlæge og tal med inden i
beslutter jer...

Mange medfølende hilsner

Rikke



Lars Stokholm (17-01-2005)
Kommentar
Fra : Lars Stokholm


Dato : 17-01-05 15:37

Rikke Andersen skrev:

> Min egen grænse er i hvert fald nået når de skal "rejses" ved
> menneskekraft.

Som jeg skriver til Winther, har det været svært at drage den
konklussion, for det har sneget sig langsomt ind på os og hunden.
I starten var det *kun* på vores meget glatte trægulv, at hun
*en gang imellem* skulle have *lidt* hjælp til at komme op (ved
at støtte foden, så den ikke gled). Det er jo naturligvis ikke
blevet bedre, men jeg synes ikke bare at man kan sige, som du
siger dér, for selvom hun gled på vores gulv, så kunne hun stadig
gå lange ture.

Winther (17-01-2005)
Kommentar
Fra : Winther


Dato : 17-01-05 15:06


"Lars Stokholm" <stokholm@despammed.com> skrev i en meddelelse
news:20050117130645@stokholm.dyndns.dk...


> Vi kan stadig klare at få hende luftet, selvom hun ofte vælter og
> vi må rejse hende op.

Der er vel forskellige meninger om, hvad et værdigt liv er. I skal blot
huske, at en hund med konstante smerter ikke piber hele tiden.

Jeg fik selv min første schæfer aflivet da den var 14 år.

Da den var 3 år kunne den ikke klare en lunte/langsom løbetur på 1 km.

Da hun blev ældre, sad lårbenet ikke længere fast i hofteskålen og hasen
vinklede ud til siden.

Hun kunne stadig strejfe og hun kunne stadig løbe efter katten

Folk fortalte at de måtte hjælpe hende op af vejgrøfter på strejfturen, hun
kunne ikke selv komme op....

Hun er flere gange blevet fulgt hjem, da folkene mente hun var
påkørt...nej - nej, det er hun ikke, sådan går hun altid....

Hun kunne stadig strejfe lidt og hun kunne stadig løbe lidt efter katten

Aldrig har jeg hørt hende pibe

Til sidst reagerede hun ikke på os med mindre vi aede hende, ifølge dyrlægen
var hun både blind og døv.

Min herlige dyrlæge aflivede hende herhjemme. Jo, jeg var ked af det, men
det der fyldte mest, var selvbebrejdelse, hvad havde hun gjort os, siden hun
skulle leve sådan et uværdigt liv sammen med nogen som burde være i stand
til at tænke mere på hunden end sig selv?

Trods det havde det nær givet skilsmisse herhjemme, - hun kunne da stadig gå
over til naboen, bare hun får tid nok, - hun har da stadig lyst til at løbe
efter katten, hun kan bare ikke mere.....

Nu er der ikke længere noget der hedder vores hund, nu er det mine hunde, og
min suveræne afgørelse hvad et godt og værdigt hundeliv indebærer.

Aldrig nogensinde mere vil jeg medvirke til gøre sådan mod en hund!

Vh. Winther



Lars Stokholm (17-01-2005)
Kommentar
Fra : Lars Stokholm


Dato : 17-01-05 15:32

Winther skrev:

> Aldrig nogensinde mere vil jeg medvirke til gøre sådan mod en hund!

Vil du være hurtigere til at tage beslutningen næste gang?
Er du ikke bange for at være forhastet? Det er et problem
når livskvaliteten falder langsomt, som det nok er tilfældet
for vores hund. Der er ingen grænse; man kan ikke sige *nu*
er grænsen nået, så skal den aflives. Det har jo sneget sig
langsomt ind, og skulle vi have taget det i opløbet, var
hunden aldrig blevet 5 år. Men jeg vil mene at de sidste 8
år har været gode, både for os og for hunden.

Jeg tager nok selv det, at jeg skriver her, som et tegn på
at jeg selv føler tiden er inde.

Rikke Andersen (17-01-2005)
Kommentar
Fra : Rikke Andersen


Dato : 17-01-05 16:02

> Jeg tager nok selv det, at jeg skriver her, som et tegn på
> at jeg selv føler tiden er inde.

Det er den sværeste beslutning af dem alle - og jeg tror ikke det bliver
lettere næste gang - desværre.

Vi håber jo alle at de går friske i seng om aftenen og så sover ind om
natten men sådan går det sjældent - det gør SÅ ONDT at skulle sige farvel
men jeg mener virkelig at man har det bedst med at kunne se sig selv i
øjnene og vide at man var stærk og tænkte på hundens ve og vel og ikke sit
egne egoistiske ønske om at hunden ville leve evigt. Sådan nogle størrelser
bliver altså ikke 100 år så hvis man vil have et langt liv med hunde som
ledsagere så må man igennem denne smerte op til flere gange.

Held og lykke med det

Jeg føler med jer men ved fra mig selv at det SKAL gøres

Knus fra Rikke



Winther (17-01-2005)
Kommentar
Fra : Winther


Dato : 17-01-05 16:26


"Lars Stokholm" <stokholm@despammed.com> skrev i en meddelelse
news:20050117143219@stokholm.dyndns.dk...
> Winther skrev:
>
> > Aldrig nogensinde mere vil jeg medvirke til gøre sådan mod en hund!
>
> Vil du være hurtigere til at tage beslutningen næste gang?
> Er du ikke bange for at være forhastet? Det er et problem
> når livskvaliteten falder langsomt, som det nok er tilfældet
> for vores hund. Der er ingen grænse; man kan ikke sige *nu*
> er grænsen nået, så skal den aflives. Det har jo sneget sig
> langsomt ind, og skulle vi have taget det i opløbet, var
> hunden aldrig blevet 5 år. Men jeg vil mene at de sidste 8
> år har været gode, både for os og for hunden.
>
> Jeg tager nok selv det, at jeg skriver her, som et tegn på
> at jeg selv føler tiden er inde.

Vores problem var at min grænse var nået før resten af familien.
Efter en del år måtte jeg så erkende, at resten af familien aldrig ville nå
dertil hvor aflivning var aktuel, uanset hvor sølle den blev og jeg kunne
ikke længere tage hensyn til familien som ikke var i stand til at prioritere
hensynet til hunden.

Jo, jeg vil gøre det hurtigere næste gang. Kender det godt med at det sniger
sig langsomt ind, men det når dig til sidst og er en tung byrde at bære.

Jeg tror også du føler tiden er ved at være inde. Få dyrlægen til at kigge
på hunden og tag din beslutning ud fra det. Husk ved en aflivning er det jer
og ikke hunden der lider. Vil vi have glæderne ved at have hund, må vi også
tage sorgen med og tage den tunge gang, hvis det er det der tjener hunden
bedst.

Vh. Winther



Anelise Schou Nielse~ (17-01-2005)
Kommentar
Fra : Anelise Schou Nielse~


Dato : 17-01-05 16:00


"Lars Stokholm" <stokholm@despammed.com> skrev i en meddelelse
news:20050117130645@stokholm.dyndns.dk...
> Hej gruppe.
>
Oven i købet
> er hun begyndt at drikke *ret* meget - hvad kan det skyldes?
> Nu er vi så begyndt at spekulere på hvad vi skal gøre, og om det er
> på tide at få hende aflivet. Jeg synes ikke det er forsvareligt at
> tage vandskålet fra hende, eller begrænse mængden af vand i den når
> vi er væk, uden at vide hvorfor hun drikker. Vores dyrlæge er en
> mand som ikke står tilbage for at foreslå aflivning, selv i
> tilfælde, hvor det virker forhastet (har vi hørt).
>
> Jeg ved ikke rigtigt hvorfor jeg skriver. Det var nok dels for at
> få snakket lidt om det med andre, og dels for at spørge om nogen
> har erfaringer med overdrevet vandtrang.

Hej Lars

Overdreven vandtrang ses ved diabetes (sukkersyge) og også ved
livmoderbetændelse.
I må endelig ikke fjerne vandskålen fra hende, det vil være utrolig synd, så
må hun hellere tisse på gulvet.

Med hensyn til aflivning kan jeg ikke råde jer, men jeg ved, at jeg lod en
af mine tidligere hunde leve ét døgn for længe - det sker ikke igen.
Jeg synes også, at I skal spørge en anden dyrlæge til råds,- at have en
dyrlæge, hvis mening man er utryg ved, duer ikke - men til syvende og sidst
er det jer, der skal tage den tunge beslutning.

En medfølende hilsen fra Anelise



Holm (17-01-2005)
Kommentar
Fra : Holm


Dato : 17-01-05 17:41


"Lars Stokholm" <stokholm@despammed.com> skrev i en meddelelse
news:20050117130645@stokholm.dyndns.dk...

(Klip .)


> Nu har vi så haft 8 gode år med hende siden, men hendes dårlige
> højre bagben er begyndt at blive et stort problem. Oven i købet
> er hun begyndt at drikke *ret* meget - hvad kan det skyldes? Jeg er
> "heldigvis" arbejdsløs for tiden, så jeg kan gå ud og tisse med
> hende midt på dagen, hvis hun skulle havde drukket for meget. Men
> det bliver jo ikke ved med at være sådan.
>
> Nu er vi så begyndt at spekulere på hvad vi skal gøre, og om det er
> på tide at få hende aflivet.

(Klip .)

Hej Lars .

Hverken mennesker eller hunde burde lide , lad mig starte med at slå det
fast .
Når det så er sagt , så spørger jeg altid mig selv om hvornår vi kan vide os
helt sikre på at hunden virkelig lider så meget at vi har ret til at fratage
den livet ?

Jeg mener , hvordan kan vi vide om hunden faktisk helst vil leve videre
selvom dens liv er "anderledes" nøjagtigt som det er for gamle mennesker .

Ja , jeg ved godt at jeg tænker lidt ud over det sædvanlige her , men er det
ikke ofte fordi det bliver besværligt for OS, at passe en slidt gammel hund
at vi så vælger en aflivning ?
Vi kalder det et værdigt liv , men hvor mange gamle mennesker har så sådan
et ??

Er livet med den "naturlige" død ikke at foretrække ?

Det kan desværre ikke altid være sådan , og ja , jeg ved godt at vi er nødt
til at træffe ubehagelige beslutninger , når vores bedste venner bliver så
dårlige at de ingenting kan mere , og jo ...det ER også mest værdigt , mener
jeg .

Min gamle hund er lige blevet 14 år .
Jeg troede jeg havde mistet ham for et par måneder siden , da han virkelig
skrantede og var sølle ...han fik fjernet en byld på halen , og da jeg
afleverede ham hos dyrlægen var jeg sådan set ikke helt sikker på at han
ville klare "turen".....
Men det gjore han , og tilmed sagde dyrlægen at han har et stærkt hjerte og
lungerne er fine .....

Og oveni det hele er han begyndt at lege meget igen , og tager sig nogle
gevaldige løbeture på trods af en yderst gigtplaget hofte ....!!
Jeg værdsætter hver af hans dage , for de er sikkert talte nu !

Hunde piver ikke hvis de har ondt , og det er det der gør det hele så svært
,..for det er vanskeligt at vide hvornår man skal gribe ind .

Min grænse går også ved mobiliteten.
Når han ikke kan rejse sig , og gå ...eller hvis han bliver urenlig...så
tror jeg, jeg hurtigt ville tage afsked med ham , helst her i eget hjem
....og ja det ville være med stor stor sorg , som alle vi hundeejere har det
meget skidt med ....heldigvis , for så er vi da fulde af empati .

At ende lidelser efter et langt og værdigt hundeliv , er humant og en rigtig
beslutning.



Clas Lau (17-01-2005)
Kommentar
Fra : Clas Lau


Dato : 17-01-05 23:06

Kære Lars (og hund).

Jeg er noget kontroversiel netop på dette emne. Jeg er nemlig ikke særlig
hurtig til at vurdere om hunden lever et værdigt liv. En gammel hund, med de
skavanker den måtte have, kan i mit sind sagtens have en så kaldt værdigt
liv - og ikke mindst godt.

Jeg har tidligere fået på hatter for at tro her i dette forum - men jeg vil
lige fastslå at alt hvad jeg skriver alene er baseret på egne erfaringer og
oplevelser.

I april 04 måtte jeg selv tage afsked med min næsten 14 år gamel rotweiler.
Efter anden hjerneblødning, hvor hun efter den første kom på katabolske
steoider (for at komme sig) var det ikke mere tilbage i hende.

Den første skete en mandag lige efter jeg var taget på arb. Min kæreste
ringede til mig og sagde den var helt galt. Da jeg kom hjem lå hunden i min
kæresten favn og hendes øjne vippede frem og tilbage. Typisk symptom på
netop nerveproblemer. Jeg brød ud i gråd da jeg kom hen til hunden og til
trods for at hun måske ikke kunne se mig klart så logrede hun med
halestumpen da hun kunne lugte mig... et syn som brændte sig ind nethinden
på mig på både godt og ondt.

Hun kom straks til dyrlægen og hans besked var følgende. Hun havde alder til
at man sagtens kunne aflive hende med god samvittighed. Hun var i forevejen
på specialkost for at skåne hendes nyrer og fik Metakam (gigt medicin). Men
samtidig kunne man forsøge med en behandling. Jeg som selv troede at det var
slut, skulle nu til at tage en beslutning (sammen med kæresten
selvfølgelig). Enden blev at vi gav hende en chance. Efter tre uger var hun
stort set tilbage til hvor hun var før sin hjerneblødning.

Mange ryste på hovedet over at vi gik så langt som vi gik - men jeg er
sikker på at de ikke tør gøre det mens jeg kigger...! :)

Mit råd er at hvis du bor i Kbh. området så henvend dig til Addas dyreklinik
på Vestegnen. Han er super kompetent selv i mine øjne (og jeg er kræsen).
Jeg ved at han vil foreslå en løsning hvis den på nogen måde er rimelig.

Hvad angår din hunds symptomer kan den drikken sagtens hænge sammen med
nyreproblemer. Derfor skal hunden tilses. Måske skal hun/han specialkost som
skåner nyrene. Har hunden begyndende nyresvigt vil du i nogle tilfælde kunne
lugte en amoniak lugt i hunden ånde. Dette skyltes at hunden ikke kan
udrense i nyrene og derfor forsøger på at udrense gennem lungerne.

De dybeste medfølelser herfra.

-Clas-



Karina (17-01-2005)
Kommentar
Fra : Karina


Dato : 17-01-05 23:50


"Lars Stokholm" <stokholm@despammed.com> wrote in message
news:20050117130645@stokholm.dyndns.dk...
Det akutte problem er som sagt hendes
> drikkeri. Men slår man et familiemedlem ihjel, fordi man ikke er
> hjemme til at hjælpe hende med at tisse midt på dagen? Og er der
> mon noget at gøre? - er hun syg? - kan hun behandles? Det ved nok
> kun dyrlægen, men så er vi tilbage til frygten for ham.

Hej Lars

Min gamle tæve var ca. 10 år da hun også begyndte at drikke utrolig meget.
Hun kunne ikke holde sig og tissede ofte på gulvet når hun var alene hjemme.
Vi tog hende til dyrlæge og det viste sig, at hun havde sukkersyge i slem
grad. Vi fik at vide, at vi kunne give hende insulin 2 ( eller 3 gange om
dagen. Det er 5 år siden så jeg kan ikke helt huske det ), og hun skulle på
diæt. Hun måtte ikke få godbidder og alt det andet hun elskede.
Min mor valgte at få hende aflivet samme dag.
Det var simpelthen ikke fair overfor hende, at alt det hun nød ved livet
skulle tages fra hende.

Så jeg vil forslå dig, at få hende tjekket for sukkersyge. Det er der
desværre mange ældre hunde der får.

Det er en tung beslutning at skulle aflive "et familie medlem", men i det
tilfælde skal man ikke tænke på sig selv.
Tænk på at hun har haft et langt og godt liv, og hvorfor skal de sidste år
være dårlige for hende, bare for at man ikke selv lider?

Mange varme tanker fra Karina



Lars Stokholm (18-01-2005)
Kommentar
Fra : Lars Stokholm


Dato : 18-01-05 10:30

Lars Stokholm skrev:

> Nu er vi så begyndt at spekulere på hvad vi skal gøre, og om det er
> på tide at få hende aflivet.

Det fik vi så gjort her til morgen. :( Hendes gang blev bare værre
og værre, og hun vågnede op i sit eget tis. Hun tissede flere gange
i løbet af morgenen, både ude og inde, og der kom også blod ud. Hun
har nok været mere syg end vi først havde gættet på.

I hvert fald mente vi alle sammen at hun ikke stod til at redde.
Dyrlægen gættede på sukkersyge, hun (han har en assistent eller
også er der to dyrlæger) sagde at intet tydede på at Nanna havde
livmoderbetændelse. Men hun havde lidt grå stær; hjerte og lunger
var vist nok fine ellers.

Tak for jeres empati.

Bolette Nielsen (18-01-2005)
Kommentar
Fra : Bolette Nielsen


Dato : 18-01-05 20:43


"Lars Stokholm" <stokholm@despammed.com> skrev i en meddelelse
news:20050118092943@stokholm.dyndns.dk...
> Det fik vi så gjort her til morgen. :(

Har fulgt dit indlæg uden selv at have en kommentar til det, mén jeg tror i
har taget den rigtige beslutning for jeres dejlige hunde.

Det er en hård beslutning i har måtte ta' og jeg føler virkelig med jer. Men
se nu tilbage så alle de dejlige timer i har haft med hende, og tænk på hun
ingen smerter har mere.

Læs regnbuebroen http://www.petloss.com/rbdanish.htm måske den kan få dig
til at føle det er det rigtig du har gjort for din lille hund.

Mange medfølende hilsner fra

Bolette
www.bolettes.dk



Lars Stokholm (18-01-2005)
Kommentar
Fra : Lars Stokholm


Dato : 18-01-05 22:31

Bolette Nielsen skrev:

> Det er en hård beslutning i har måtte ta' og jeg føler virkelig med jer. Men
> se nu tilbage så alle de dejlige timer i har haft med hende, og tænk på hun
> ingen smerter har mere.

Tak. Vi er faktisk allerede så småt kunne begynde at grine af de sjove
ting vi har oplevet med hende. Vi græder en gang imellem, fordi vi
savner hende utroligt meget, men jeg er glad for at vi ikke græder
hele tiden. Det er sjovere at glæde sig over alle de gode stunder vi
havde med hende. Selvfølgeligt skal man græde hvis man vil, når man
kommer til at savne hende for meget, og det gør vi som sagt også.

Der er heldigvis flertal i familien, for at vi anskaffer os en ny
hund.

Benny Mortensen 9380 (18-01-2005)
Kommentar
Fra : Benny Mortensen 9380


Dato : 18-01-05 11:30


"Lars Stokholm" <stokholm@despammed.com> skrev i en meddelelse
news:20050117130645@stokholm.dyndns.dk...
> Hej gruppe.
>

Problemet er jo nok mest, at NORMALEN hele tiden flytter sig, så man lader
sig nøje med mindre og mindre, jo længere den når hen i ældningen. Så er
der dem der skriver, at man er bedre til at sige stop, ved den næste hund
)).... Sikke da noget sludder, der klamrer man sig sgu også til kræ'et.
Så den dag, hvor du selv tager beslutningen, så var det nok ½ år for sent.
Se så skal vi gøre op med os selv. Hvad er bedst, ½ år for tidligt, eller ½
år for sent. Her har vi så alle, helt vores egen mening, og alle er vel
lige rigtige, men også lige forkerte. Smerter, tja dem kan der jo gøres
noget ved, i langt de fleste tilfælder. Så skal man jo bare huske, at ½ år,
er ikke bare godt, eller skidt, men en blanding af begge, så når der bliver
for få gode dage, så må målet siges at være fuldt, og det er på tide at give
hende fred.

M.V.H.....Benny..



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177501
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408527
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste