"Erik Pilgaard Vinther" <e.p.vinther@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:41d2ba3c$0$206$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hvordan registreres ...
Det er individuelt - både i programmer og hvad den enkelte vælger at
registrere og hvordan. Selv gør jeg lige som dig.
> navneskiftet, fx. en begundelse for ønsket om navneskift?
Henvisningerne er jo til de behandlede ansøgninger, så der findes måske
individuelle begrundelser, men almindeligvis er det vel påvirket af tidens
trend og lovgivning.
Sakset fra
http://www.lokalhistorieiaarhus.dk/slaegt/nyheder/nyt54.htm
Navnelovene af 1828, 1856 og 1904
Første gang, vi fik noget, der minder om en navnelov med faste slægtsnavne,
var i 1526, da Frederik I. påbød alle gamle adelsslægter at føre et fast
slægtsnavn. Mange af disse navne havde været anvendt af slægterne som et
beskrivende navn, der ofte afspejlede deres våbenskjold,
f.eks.Gyldenstjerne, Sparre, Bjælke, Ulfstand, Marsvin, Oxe, Høg, Munk,
Hvid, osv. Disse kendemærker fra skjoldene blev i mange tilfælde gjort til
faste slægtsnavne.
Denne introduktion af slægtsnavne spredte sig langsomt op gennem
1500-1600-tallet, først til de førende borgere i købstæderne, dvs. købmænd
og embedsmænd, og på landet var det gejstligheden der førte an, bl.a.
dukkede der mange latiniserede præstenavne op, f.eks. Pontoppidan (af
Broby), Paludan (af Kærby), Lacoppidan (af Søby), osv. Medvirkende til faste
slægtsnavne i købstæderne var også den betydelige indvandring af tyske
købmænd og håndværkere, som i langt højere grad brugte faste efternavne.
På landet gik udviklingen dog meget langsom i bondestanden, og sædvanen med
anvendelse af patronymikon (faderens fornavn med efterstillet -sen
eller -datter) dominerede helt op imod 1800-tallet. Det bevirkede bl.a., at
op til flere personer i en landsby kunne føre samme navn, f.eks. Jens
Jensen, Søren Sørensen, Niels Nielsen, osv. og det gav helt naturligt
problemer med store muligheder for forvekslinger. Og det stigende
befolkningstal påvirkede også situationen.
Regeringen prøvede derfor ved en forordning af 30. maj 1828 at få
befolkningen til at bruge faste slægtsnavne. Det hed sig i §18: "I øvrigt
bør ethvert barn ved dåben benævnes ej alene med fornavn, men og med det
familie- eller stednavn, som det i fremtiden bør bære".
Forordningen var dog meget uklart formuleret og skabte mere forvirring end
gavn. Og irritation, da det i 1829 blev præciseret, at pigebørns efternavn
nok måtte være faderens fornavn, blot det var med endelsen -sen og
ikke -datter, men hvordan i alverden kunne en pige hedde -søn? Almuen
rystede på hovedet og fortsatte længe endnu med -datter. En ting var dog
gavnlig, nemlig at præsten nu indførte barnet i kirkebogen med både for- og
efternavn ved dåbshandlingen.
Da store dele af landbefolkningen altså valgte at se stort på
1828-forordningen (vel forøvrigt med sognepræstens velsignelse?), følte
Kirke- og Undervisningsministeriet sig nødt til den 6. august 1856 at
udstede et cirkulære, som indskærpede de gældende regler. Det blev slået
klart fast, at det én gang valgte familienavn "ikke blot skal komme til
anvendelse for alle børn i den samme generation, men også for alle følgende
generationer i den samme familie, medmindre bevilling til afvigelse
erhverves". Men stadig strittede mange almuefolk især på landet imod, og
først op mod 1870 ser man vel de gamle traditioner næsten udryddet.
Kaos var bragt til ophør, men forinden havde man i 1830'erne og 1840'erne
formået at skabe søskendeflokke med flere forskellige efternavne. Anders
Nielsens ældste børn kom f.eks. til at hedde Niels Andersen og Maren
Andersdatter, og de yngste Søren Nielsen og Johanne Nielsdatter/Nielsen.
Hvem kunne på nær nærmeste familie vide at denne flok rent faktisk var
søskende?
Nu havde man altså fået befolkningen til at bruge det samme slægtsnavn fra
generation til generation, men stadigvæk var der stor overvægt af
patronymikon-navne, Jensen, Hansen, Pedersen. Og det var ikke så nemt at få
et nyt efternavn. Eneste mulighed var gennem en kgl. bevilling.
Ansøgningerne vedlagt bilag med gode begrundelser indsendtes gennem amtet
til regeringskontorerne i København.
Før 1849 kan ansøgningerne findes i Danske Kancellis arkiv og derefter i
Justitsministeriet, men som hovedregel kan sagen også følges gennem amtets
journaler under gruppen "bevillinger". Det var imidlertid en temmelig dyr
løsning at få nyt navn.
Men i slutningen af 1800-tallet blev der fremlagt forslag på Rigsdagen, som
gav folk ret til som efternavn at bruge tilnavne, der havde været båret af
deres far eller farfar. Desuden skulle man også have ret til at antage
navnet på den ejendom, man ejede, såfremt den vel at mærke også havde været
ejet af ens far og farfar. Endvidere havde Justitsministeriet udarbejdet en
lang liste over stednavne, "som stemte overens med dansk sprogtone", som man
kunne ansøge om at overtage som slægtsnavn. Og endelig skulle fraskilte
kvinder have ret til at antage deres ungpigenavn.
Den nye navneforandringslov blev vedtaget med kongens underskrift 22. april
1904. De ovennævnte muligheder og begrænsninger blev modereret i den
endelige lov. Og for at forhindre ibrugværende efternavne mod "overgreb" fra
nye brugere, indførte man en liste over "forbeholdte navne", som således var
beskyttede og ikke kunne bevilges til nye brugere. Men den centrale ide var,
at folk kunne vælge lige, hvad det skulle være, blot det stemte med dansk
sprogtone og ikke var "upassende". Herudover blev det muligt, at få
efternavne og tilnavne, som ens fædre eller bedsteforældre var kendt under,
eller ejendomsnavne med tilknytning till slægten. Disse muligheder var kun
åbne i en kort periode, frem til lovens endelige ikrafttræden 1. juli 1906.
Og det afspejler sig jo også i kirkebøgernes navnerettelser, som i langt
overvejende grad er dateret 1904-06.
Disse nye navnebeviser udstedtes af borgmestre, by- og herredsfogder (efter
1919 politimestrene), og indførtes i særlige navneforandringsprotokoller ved
de lokale embeder.
Ovenstående korte gennemgang kan udbygges ved læsning af Ole Degn: De danske
efternavne på -sen; i Pers. Tidsk. 2001, s. 14-34; og Karl Peder Pedersen:
Fra Sørensen til Sjølund. Om at ændre sit navn i Danmark; i Journalen nr. 1,
2001 s. 19-26.
--
Poul Erik Jensen -
www.genealog.dk -
www.skolekammeraten.dk
Emnelinien må tilføjes [1234] ved direkte svar for at passere spamcheck.
Er du sulten - få inspiration hos
www.madmor.dk
Portal:
http://www.dizzy4u.dk