|
| Hysteri???? Fra : Flemming og Mette |
Dato : 20-05-01 13:10 |
|
Vi er et par, der har en pige på 2 år. Hun er enebarn, og nok en smule
forkælet. Vi er ofte villige til at strække os langt, inden for
rimelighedens grænser, for at bevare husfreden. I den senere tid er Emilie
begyndt at få nogle ret slemme "hysteriske anfald". Det er ikke altid lige
til at få øje på årsagen til problemet, ihvertilfald ikke for os. Det kan
være, at hun ikke vil ud af bilen, når vi kommer hjem. Det kan være, at hun
ikke vil have jakken af, når hun kommer ind. Et konkret tilfælde fra i
formiddags: Mor skal i bad og imens skal far og Emilie til bageren og købe
morgenmad ( hvilket er en ganske normal rutine). Emilie vil pludselig ikke
med far, og det er jo helt i orden, så kan hun jo bare blive hjemme hos mor.
Hun får i ca. 10 min. chancen for at komme med, hvis hun vil, og til sidst
kører far alene, hvilket udløser et raseri-/hysterianfald der tager ca. 45
min. Vi kan ikke rigtig komme til at snakke med hende, da hun ligger og
skriger konstant. Hvad skal man gøre i sådan en situation?
Hun vil ikke op og trøstes. Skal vi bare lade hende ligge og skrige? Skal vi
gå væk fra hende eller skal hun helst kunne se os? Er det normalt, at børn
reagerer så voldsomt. Vi forstår hende ikke rigtig, for hun kunne jo få det
som hun ville.
Håber, at nogen kan hjælpe os lidt.
Hilsen fra Flemming og Mette.
| |
Bess (20-05-2001)
| Kommentar Fra : Bess |
Dato : 20-05-01 15:33 |
|
"Flemming og Mette" <Josse@get2net.dk> wrote in message
news:WsON6.125$It2.2559@news.get2net.dk...
[SNIP
> Et konkret tilfælde fra i
> formiddags: Mor skal i bad og imens skal far og Emilie til bageren og
købe
> morgenmad (hvilket er en ganske normal rutine). Emilie vil pludselig
ikke
> med far, og det er jo helt i orden, så kan hun jo bare blive hjemme
hos mor.
> Hun får i ca. 10 min. chancen for at komme med, hvis hun vil, og til
sidst
> kører far alene, hvilket udløser et raseri-/hysterianfald der tager
ca. 45
> min. Vi kan ikke rigtig komme til at snakke med hende, da hun ligger
og
> skriger konstant. Hvad skal man gøre i sådan en situation?
Hej Flemming og Mette
Som mor til flere (og nogle af dem nu voksne) børn, kan jeg sagtens
genkende jeres oplevelse. Fat mod - hun er helt normal
Nogle gange (de fleste) er det imidlertid de voksne der skal tage
beslutningen. Et barn i den alder har svært ved at vælge og tage
beslutninger, og det kan gøre dem utrygge. Som jeg læser dit indlæg skal
hun med til bageren, men da hun alligevel ikke vil, så får hun lov til
at blive hjemme. Hun kommer nu i tvivl om hvad er er bedst og får lov
til selv at tage beslutning om hvad hun vil. Det er en stor beslutning
for et lille barn, og mere end hun kan overskue.
I dette tilfælde ville jeg tage barnet med til bageren, hvis det var den
beslutning I i familien først havde taget. Hvis hun så protesterer ville
jeg sige "det bestemmer jeg". Og skriger hun undervejs ville jeg lade
hende skrige. Det tager kunderne hos bageren såmænd ingen skade af .
Men hun lærer at det er far og mor der bestemmer og det giver tryghed.
mvh
Bess
| |
Brian Kristiansen (20-05-2001)
| Kommentar Fra : Brian Kristiansen |
Dato : 20-05-01 18:35 |
|
"Bess" <bess@pc.dk> skrev i en meddelelse
news:9e8ki3$jht$1@news.inet.tele.dk...
> Hej Flemming og Mette
>
> Som mor til flere (og nogle af dem nu voksne) børn, kan jeg sagtens
> genkende jeres oplevelse. Fat mod - hun er helt normal
>
> Nogle gange (de fleste) er det imidlertid de voksne der skal tage
> beslutningen. Et barn i den alder har svært ved at vælge og tage
> beslutninger, og det kan gøre dem utrygge. Som jeg læser dit indlæg skal
> hun med til bageren, men da hun alligevel ikke vil, så får hun lov til
> at blive hjemme. Hun kommer nu i tvivl om hvad er er bedst og får lov
> til selv at tage beslutning om hvad hun vil. Det er en stor beslutning
> for et lille barn, og mere end hun kan overskue.
>
> I dette tilfælde ville jeg tage barnet med til bageren, hvis det var den
> beslutning I i familien først havde taget. Hvis hun så protesterer ville
> jeg sige "det bestemmer jeg". Og skriger hun undervejs ville jeg lade
> hende skrige. Det tager kunderne hos bageren såmænd ingen skade af .
> Men hun lærer at det er far og mor der bestemmer og det giver tryghed.
>
> mvh
> Bess
Hej
Kunne ikke have svaret bedre selv ( har selv en datter på nu 3 1/2, men hun
har jo også været 2 år *smil*)
Mvh
brian
| |
Anne (21-05-2001)
| Kommentar Fra : Anne |
Dato : 21-05-01 15:11 |
|
Hej Flemming og Mette!
Det jeg skriver nu er ikke for at fornærme jer, men blot for at hjælpe!!!
Hvis jeg boede hjemme ved jer og blev stille over for alle de valg, så ville
jeg også blive hysterisk. Et barn på 2 år, kan og skal slet ikke tage så
meget stilling. HUn har brug for at de voksne tager ansvar for hende og for
de valg hun bliver sitllet over for. Et barn på to år kan selv bestemme om
det vil lege med dukker eller biler, men ikke bestemme om hun vil med far
til bageren og da slet ikke trække situationen ud i flere minutter.
Se det som hendes råb om, at I skal tage ansvar. Hun har brug for det.
Held og lykke
Anne
Gode bøger for jer ville være Jesper Juul, dit kompetente barn og her er
jeg, hvem er du... De handler meget om ansvar og hvem der skal tage det...
"Flemming og Mette" <Josse@get2net.dk> wrote in message
news:WsON6.125$It2.2559@news.get2net.dk...
> Vi er et par, der har en pige på 2 år. Hun er enebarn, og nok en smule
> forkælet. Vi er ofte villige til at strække os langt, inden for
> rimelighedens grænser, for at bevare husfreden. I den senere tid er Emilie
> begyndt at få nogle ret slemme "hysteriske anfald". Det er ikke altid lige
> til at få øje på årsagen til problemet, ihvertilfald ikke for os. Det kan
> være, at hun ikke vil ud af bilen, når vi kommer hjem. Det kan være, at
hun
> ikke vil have jakken af, når hun kommer ind. Et konkret tilfælde fra i
> formiddags: Mor skal i bad og imens skal far og Emilie til bageren og købe
> morgenmad ( hvilket er en ganske normal rutine). Emilie vil pludselig ikke
> med far, og det er jo helt i orden, så kan hun jo bare blive hjemme hos
mor.
> Hun får i ca. 10 min. chancen for at komme med, hvis hun vil, og til sidst
> kører far alene, hvilket udløser et raseri-/hysterianfald der tager ca.
45
> min. Vi kan ikke rigtig komme til at snakke med hende, da hun ligger og
> skriger konstant. Hvad skal man gøre i sådan en situation?
> Hun vil ikke op og trøstes. Skal vi bare lade hende ligge og skrige? Skal
vi
> gå væk fra hende eller skal hun helst kunne se os? Er det normalt, at børn
> reagerer så voldsomt. Vi forstår hende ikke rigtig, for hun kunne jo få
det
> som hun ville.
> Håber, at nogen kan hjælpe os lidt.
> Hilsen fra Flemming og Mette.
>
>
| |
Flemming og Mette (21-05-2001)
| Kommentar Fra : Flemming og Mette |
Dato : 21-05-01 19:29 |
|
Tak for nogle rigtig gode svar. Men hvad kan vi mon gøre i de tilfælde, hvor
vi faktisk er konsekvente og træffer valgene for hende og hun så alligevel
bliver vred og ked af det. Eksempel: Vi kommer hjem og Emilie vil ikke have
jakken af. Vi siger, at det skal hun og tager jakken af hende, også skriger
hun ½ time?
Flemming og Mette.
Flemming og Mette skrev i meddelelsen ...
>Vi er et par, der har en pige på 2 år. Hun er enebarn, og nok en smule
>forkælet. Vi er ofte villige til at strække os langt, inden for
>rimelighedens grænser, for at bevare husfreden. I den senere tid er Emilie
>begyndt at få nogle ret slemme "hysteriske anfald". Det er ikke altid lige
>til at få øje på årsagen til problemet, ihvertilfald ikke for os. Det kan
>være, at hun ikke vil ud af bilen, når vi kommer hjem. Det kan være, at hun
>ikke vil have jakken af, når hun kommer ind. Et konkret tilfælde fra i
>formiddags: Mor skal i bad og imens skal far og Emilie til bageren og købe
>morgenmad ( hvilket er en ganske normal rutine). Emilie vil pludselig ikke
>med far, og det er jo helt i orden, så kan hun jo bare blive hjemme hos
mor.
>Hun får i ca. 10 min. chancen for at komme med, hvis hun vil, og til sidst
>kører far alene, hvilket udløser et raseri-/hysterianfald der tager ca. 45
>min. Vi kan ikke rigtig komme til at snakke med hende, da hun ligger og
>skriger konstant. Hvad skal man gøre i sådan en situation?
>Hun vil ikke op og trøstes. Skal vi bare lade hende ligge og skrige? Skal
vi
>gå væk fra hende eller skal hun helst kunne se os? Er det normalt, at børn
>reagerer så voldsomt. Vi forstår hende ikke rigtig, for hun kunne jo få det
>som hun ville.
>Håber, at nogen kan hjælpe os lidt.
>Hilsen fra Flemming og Mette.
>
>
| |
Millie (21-05-2001)
| Kommentar Fra : Millie |
Dato : 21-05-01 19:40 |
|
"Flemming og Mette" <Josse@get2net.dk> wrote in message
news:q6dO6.258$7l3.10776@news.get2net.dk...
> Tak for nogle rigtig gode svar. Men hvad kan vi mon gøre i de tilfælde,
hvor
> vi faktisk er konsekvente og træffer valgene for hende og hun så alligevel
> bliver vred og ked af det. Eksempel: Vi kommer hjem og Emilie vil ikke
have
> jakken af. Vi siger, at det skal hun og tager jakken af hende, også
skriger
> hun ½ time?
> Flemming og Mette.
I kan
- acceptere at vrede og ked-af-det-hed er helt almindelige og sunde
følelser, som det er rigtig godt at kunne genkende og udtrykke.
- overveje: hvad laver I, mens hun hyler og skriger? Hvordan har I det, mens
hun hyler og skriger? Og ikke mindst: hvad gør, at hun til sidst holder op
med at hyle og skrige?
Min snart 3½ årige datter bliver heldigvis også både vred og ked af det.
Når det sker, holder jeg hende så tæt, som hun nu tillader og siger:
nå, du er nok...( vred/ked afdet/eller hvad det nu er)..det er ikke sjovt.
Du må gerne græde og jeg vil gerne holde om dig. skal du græde mere nu? Nå
det er i orden..osv. I 100 % af tilfældene skal hun ikke græde mere, når jeg
spørger hende for 2 gang. Måske fordi hun mærker, jeg forstår hendes
følelser, og at de er OK og ikke noget jeg bliver bange for. Så tørrer vi
snotten væk og derefter er hun glad igen.
Millie
| |
Anne (22-05-2001)
| Kommentar Fra : Anne |
Dato : 22-05-01 11:33 |
|
Så må I holde fast ved at det er jer der bestemmer. Hun skal vide, at I ved
og kan se, at hun er gal og ked af det og at det er ok, men at det altså er
jer der bestemmer. jeg evd at det kan være svært, men barnet har brug for
det...
Anne
"Flemming og Mette" <Josse@get2net.dk> wrote in message
news:q6dO6.258$7l3.10776@news.get2net.dk...
> Tak for nogle rigtig gode svar. Men hvad kan vi mon gøre i de tilfælde,
hvor
> vi faktisk er konsekvente og træffer valgene for hende og hun så alligevel
> bliver vred og ked af det. Eksempel: Vi kommer hjem og Emilie vil ikke
have
> jakken af. Vi siger, at det skal hun og tager jakken af hende, også
skriger
> hun ½ time?
> Flemming og Mette.
> Flemming og Mette skrev i meddelelsen ...
> >Vi er et par, der har en pige på 2 år. Hun er enebarn, og nok en smule
> >forkælet. Vi er ofte villige til at strække os langt, inden for
> >rimelighedens grænser, for at bevare husfreden. I den senere tid er
Emilie
> >begyndt at få nogle ret slemme "hysteriske anfald". Det er ikke altid
lige
> >til at få øje på årsagen til problemet, ihvertilfald ikke for os. Det kan
> >være, at hun ikke vil ud af bilen, når vi kommer hjem. Det kan være, at
hun
> >ikke vil have jakken af, når hun kommer ind. Et konkret tilfælde fra i
> >formiddags: Mor skal i bad og imens skal far og Emilie til bageren og
købe
> >morgenmad ( hvilket er en ganske normal rutine). Emilie vil pludselig
ikke
> >med far, og det er jo helt i orden, så kan hun jo bare blive hjemme hos
> mor.
> >Hun får i ca. 10 min. chancen for at komme med, hvis hun vil, og til
sidst
> >kører far alene, hvilket udløser et raseri-/hysterianfald der tager ca.
45
> >min. Vi kan ikke rigtig komme til at snakke med hende, da hun ligger og
> >skriger konstant. Hvad skal man gøre i sådan en situation?
> >Hun vil ikke op og trøstes. Skal vi bare lade hende ligge og skrige? Skal
> vi
> >gå væk fra hende eller skal hun helst kunne se os? Er det normalt, at
børn
> >reagerer så voldsomt. Vi forstår hende ikke rigtig, for hun kunne jo få
det
> >som hun ville.
> >Håber, at nogen kan hjælpe os lidt.
> >Hilsen fra Flemming og Mette.
> >
> >
>
>
| |
Bess (22-05-2001)
| Kommentar Fra : Bess |
Dato : 22-05-01 15:54 |
|
"Flemming og Mette" <Josse@get2net.dk> wrote in message
news:q6dO6.258$7l3.10776@news.get2net.dk...
> Tak for nogle rigtig gode svar. Men hvad kan vi mon gøre i de
tilfælde, hvor
> vi faktisk er konsekvente og træffer valgene for hende og hun så
alligevel
> bliver vred og ked af det. Eksempel: Vi kommer hjem og Emilie vil ikke
have
> jakken af. Vi siger, at det skal hun og tager jakken af hende, også
skriger
> hun ½ time?
> Flemming og Mette.
Hun er jo i den alder hvor hun prøver grænser af. (Og ja, det gør de jo
også både når de er yngre og ældre end 2 år, men det er nok der man som
forældre begynder at mærke det for alvor). Som der også står i nogle af
de andre svar I har fået, så er det OK at vise følelser - også de
negative - hun skal have lov til at vise vrede og sorg. Jeg ville
simpelthen lade hende skrige... men efter kort tid ville jeg begynde
afledningsmanøvrer, f.eks. spørge om hun vil have et glas mælk, om vi
skal spille bold, læse en bog, se TV, eller hvad der nu lige passer ind
i rytmen. Børn skal ofte have hjælp til at komme ud af deres
frustrationer og det skal være uden at tabe ansigt. De skal have en
chance for at "komme igen".
Åh, hvor det lyder nemt, jeg ved godt at det er det ikke altid når man
står i situationen - jeg har jo været der flere gange selv. Vores
holdning til børneopdragelse har altid været (og er) at børn skal tages
alvorligt, alle deres problemer skal man lytte til, og så skal de vide
at man er der og at man er til at stole på. Tja... noget af det må jo
vi jo have gjort rigtigt, for i dag har vi de skønneste børn i verden
.
mvh
Bess
| |
Bro (26-05-2001)
| Kommentar Fra : Bro |
Dato : 26-05-01 00:00 |
|
Hej...
- bare en lille tilføjelse til Bess' udmærkede brev:
Humor....brug humor!
Når det "brænder på", ungen skriger, I forældre er
ved at få et nervesammenbrud, - så er humor en uvurderlig
ting at bruge. Humor går godt i spænd med ro og tålmodighed,
men hvis man som forælder går op i en spids selv, gør man bare det
hele meget værre.
Ved at bruge humor og få barnet til at grine af én selv for eksempel,
kan man opbløde mange situationer der er gået i hårdknude, uden at
give afkald på autoriteten. Humoren må selvfølgelig aldrig bestå i
at nedgøre barnet eller grine af det.
Hvis humor bliver brugt rigtigt, kan man ofte have held til at komme væk
fra det "ligegyldige" tema: Jakke på eller jakke af!?
V.H.Bro
Bess <bess@nielsen.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:9eduhc$ck7$1@news.inet.tele.dk...
> "Flemming og Mette" <Josse@get2net.dk> wrote in message
> news:q6dO6.258$7l3.10776@news.get2net.dk...
> > Tak for nogle rigtig gode svar. Men hvad kan vi mon gøre i de
> tilfælde, hvor
> > vi faktisk er konsekvente og træffer valgene for hende og hun så
> alligevel
> > bliver vred og ked af det. Eksempel: Vi kommer hjem og Emilie vil ikke
> have
> > jakken af. Vi siger, at det skal hun og tager jakken af hende, også
> skriger
> > hun ½ time?
> > Flemming og Mette.
>
> Hun er jo i den alder hvor hun prøver grænser af. (Og ja, det gør de jo
> også både når de er yngre og ældre end 2 år, men det er nok der man som
> forældre begynder at mærke det for alvor). Som der også står i nogle af
> de andre svar I har fået, så er det OK at vise følelser - også de
> negative - hun skal have lov til at vise vrede og sorg. Jeg ville
> simpelthen lade hende skrige... men efter kort tid ville jeg begynde
> afledningsmanøvrer, f.eks. spørge om hun vil have et glas mælk, om vi
> skal spille bold, læse en bog, se TV, eller hvad der nu lige passer ind
> i rytmen. Børn skal ofte have hjælp til at komme ud af deres
> frustrationer og det skal være uden at tabe ansigt. De skal have en
> chance for at "komme igen".
>
> Åh, hvor det lyder nemt, jeg ved godt at det er det ikke altid når man
> står i situationen - jeg har jo været der flere gange selv. Vores
> holdning til børneopdragelse har altid været (og er) at børn skal tages
> alvorligt, alle deres problemer skal man lytte til, og så skal de vide
> at man er der og at man er til at stole på. Tja... noget af det må jo
> vi jo have gjort rigtigt, for i dag har vi de skønneste børn i verden
> .
>
> mvh
> Bess
>
>
| |
|
|