Det lange s anvendes først i en stavelse, f.eks. i som, sine og senere,
noksom, altsaa.
Krølle-s'et anvendes sidst i en stavelse, f.eks. i hans, hendes og imens,
og foran s, t, og k: slagen, staaende, skrækkeligt, skandaløst, ask, etc.
Hvor to s'er står efter hinaden midt i et ord, er det første et krølle's,
det andet et langt s, f.eks. i Interesse, Masse, Kasse.
Hvor de står sidst i et ord er det omvendt, f.eks. i stress, Strauss, Voss
og Gress.
Men dobbelt-s'et (á la det tyske tz) kan undertiden findes midt i ord eller
sidst i ord. F.eks. i Jensen (Jenssen).
Men i praksis retter mange skrivere sig ikke efter reglerne.
M.v.h.
Ulrich
--
Slægtsforskning på internet
er netop udkommet, se mere på
www.libris.dk
--
Ulrich Alster Klug
København - Denmark
http://www.dk-yeoman.dk
dannebrog@dk-yeoman.dk
"Lars Erik Bryld" <larserik@dadlnet.invalid> skrev i en meddelelse
news:rmrxis1fhxeu.dlg@lebryld.fqdn...
> Ved nogen om der var en vedtagen praksis med hvornår man skulle bruge
> det lange smalle s og hvornår man brugte det lille s i gotisk skrift
> (håndskrift og trykt skrift) ?
>
> Det lille s synes for mig at blive brugt ret konsekvent i slutningen
> af ord, men også en gang imellem inde i ordet efter principper jeg
> ikke har gennemskuet. Eller var det bare smag & behag ?
>
> Ikke at jeg ikke kan se at nogle satte s'erne ret vilkårligt men var
> der alligevel ikke en standard de så ikke altid levede op til ?
>
>
> --
> Med venlig hilsen
> Lars Erik Bryld