Evolution eller intelligent design, del 7.4
Ian Stevensons reinkarnationsforskning
Af Lalitanatha Dasa
Et af de mest imponerende moderne forskningsarbejde i det paranormale
er Ian Stevensons reinkarnationsforskning. Dr. Ian Stevenson er
forhenværende leder af Department of Psychiatry ved University of
Virginia i Charlottesville og nu leder af Division of Personality
Studies sammesteds. Han har brugt over 40 år på at dokumentere børns
erindringer fra tidligere liv og har mere end 3000 rapporterede
tilfælde fra hele verden i sine arkiver. 64 af tilfældene har været
underkastet omfattende efterforskning, og yderligere 2600 sager, der
er blevet undersøgt af ham selv eller hans kolleger, må efter alle
fornuftige kriterier at dømme være ægte.
Dr. Stevensons forskning i muligheden for reinkarnation begyndte i
1960, da han hørte om et tilfælde på Sri Lanka af et barn, der hævdede
at huske et tidligere liv. Han interviewede barnet og dets forældre
såvel som de mennesker, som ifølge barnet havde været dets forældre i
dets tidligere liv. Tilfældet overbeviste Dr. Stevenson om, at
reinkarnation kunne være en mulighed, og han indledte et omfattende
forskningsarbejde, der er fortsat op til den dag i dag.
I hvert tilfælde, som Stevenson har efterforsket og bekræftet, har han
først metodisk dokumenteret barnets udtalelser. Dernæst har han
identificeret den afdøde person, som barnet husker at have været, og
bekræftet de data, som det har været muligt at bekræfte på grundlag af
barnets erindring. Om muligt - i mange tilfælde igennem
lægeerklæringer - har han sammenlignet modermærker og fødselsdefekter
på barnet med sår og ar på den afdøde person. Han undersøger også
sammenfald af ellers uforklarlige træk ved barnets vaner og adfærd,
der ser ud til at kunne føres tilbage til vaner og adfærd hos den
afdøde person. I det hele taget tilstræber han med sin omhyggelige
fremgangsmåde en systematisk udelukkelse af enhver mulig 'normal'
forklaring på barnets erindringer.
Pigmenterede pletter på brystet hos en ung indisk mand, der som barn
huskede et liv som Maha Ram, der blev dræbt af et haglgevær på nært
hold. Til sammenligning de vigtigste skudsår fra haglgeværet på Maha
Ram fra hans obduktionsrapport.
Tilfældene, han refererer til, er for så vidt dagligdags og præcise:
En dreng husker at have været en 25 år gammel mekaniker, der blev
kastet i døden fra en accelererende bil på en strandvej. Han husker
chaufførens navn, det nøjagtige sted, hvor ulykken skete, navnene på
mekanikerens søster, forældre, fætre, kusiner og de mennesker, han gik
på jagt med.
En lille pige husker at have været en teenager ved navn Sheila, der
blev slået ihjel, da hun gik over vejen. Hun giver navnet på byen,
Sheila boede i, plus Sheilas forældre og søskende. Da Sheilas familie
hører om den lille piges historie, opsøger de hende. Mange vidner
siger, at pigen genkendte dem ved navn og slægtsforbindelse uden at
blive opfordret dertil.
Så er der Joseph, en lille dreng, der fra han kan gå kalder sin moder
ved hendes navn og sin bedstemoder for mor. Da han bliver lidt større,
begynder Joseph at mindes dunkle begivenheder omkring sin morbror
David, der døde i en ulykke tyve år før Josephs fødsel, og som ingen i
familien taler om på grund af deres fortsatte sorg.
Et af de kendteste tilfælde, som Stevenson har efterforsket, drejer
sig om Sukla Gupta, der fødtes i 1954 som datter af en bengalsk
jernbanearbejder. Da hun var meget lille, ville hun vugge en pude i
sine arme som en dukke og kalde den Minu. Hun opførte sig, som om Minu
var hendes datter, og hun talte også om Minus far og hans to brødre.
Ifølge Sukla boede de i Bhatpara, hvor hun aldrig havde været. Da hun
var fire år gammel, insisterede hun på at blive taget dertil.
Suklas far undersøgte sagen og fandt ud af, at der i Bhatpara faktisk
havde levet en kvinde ved navn Mana, der var død nogle år tidligere og
havde efterladt en spæd datter ved navn Minu. Da Sukla blev bragt til
Bhatpara, fandt hun af sig selv huset, hvor Mana havde boet. Ud af en
gruppe på over 30 fremmede mennesker udpegede hun Manas mand,
svigermor og svoger såvel som pigen Minu. Ved synet af Minu begyndte
hun at græde af glæde som en mor, der genser sin datter, selv om Minu
var 11-12 år og Sukla kun fire år.
Sukla svarede ligeledes korrekt på mange spørgsmål, som kun Mana kunne
have svaret på. Da hun var kommet til huset, havde hun haft svært ved
at genkende indgangsdøren, som hun ville have haft et andet sted.
Senere blev det bekræftet, at på Manas tid havde døren faktisk været
der, hvor Sukla mente, den skulle være, men siden var den blevet
flyttet. Disse og mange andre detaljer blev bekræftet af Ian Stevenson
igennem talrige interviews af medlemmer fra begge de involverede
familier, der intet tidligere kendskab havde haft til hinanden.
Stevenson bemærkede: "Familien Gupta kendte svagt til Bhatpara, men
havde aldrig hørt om distriktet Rathtala i Bhatpara eller om folk med
de navne, som Sukla gav."
Fysiske mærker fra tidligere liv
Ian Stevensons forskning har resulteret i en lang række bøger og
artikler. Allerede i 1960 fortalte han i to artikler i Journal of the
American Society for Psychical Research om børn, der huskede tidligere
liv. I 1974 kom bogen Twenty Cases Suggestive of Reincarnation (På
dansk: Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation.). Denne bog er Ian
Stevensons kendteste og oversat til mange sprog. Historien om Sukla
kommer fra denne bog.
I 1997 kom så Reincarnation and Biology - A Contribution to the
Etiology of Birthmarks and Birth Defects, et monumentalt tobindsværk
på over 2000 sider. I denne milepæl af en bog beskriver Ian Stevenson
i detaljer 309 tilfælde af børns modermærker og medfødte misdannelser,
der svarer til hændelser i livet (oftest i forbindelse med døden) hos
en person, som barnet hævder at have været i et tidligere liv. Bogen
indeholder hundredvis af billeder som dokumentation såvel som i mange
tilfælde de lægeerklæringer, der blev udarbejdet ved personernes død.
Her er nogle af Stevensons tilfælde. En thailandsk kvinde fødtes med
tre linieformede ar på ryggen. Som barn huskede hun et tidligere liv
som en kvinde, der blev dræbt med tre øksehug i ryggen.
En burmesisk kvinde fødtes med to runde modermærker på brystet.
Mærkerne overlappede hinanden, og det ene var større end det andet.
Som barn huskede hun, hvordan hun var død i et tidligere liv af et
vådeskud med et jagtgevær. Ifølge et vidne, som kendte den døde
kvinde, havde jagtgeværet dræbt hende med to skud.
En burmesisk pige fødtes med et langt, lodretgående modermærke midt på
den nedre del af brystet og øvre del af maven. Hun huskede at have
levet som en af sine tanter, der var død under en hjerteoperation.
Operationssnittet fra beskrivelsen i den afdøde kvindes lægerapport og
barnets modermærke svarede til hinanden.
I to tilfælde huskede burmesiske børn liv som personer, der var døde
efter slangebid. I begge tilfælde passede modermærkerne til de
knivflænger, der var blevet lavet på de afdøde personer i forsøg på at
få giften ud.
En tyrkisk dreng fødtes med et deformt højre øre, og højre side af
hans ansigt var underudviklet. Drengen huskede et tidligere liv som en
mand, der døde efter at være blevet skudt i hovedet med et haglgevær.
Dr. Stevenson konstaterede, at en sådan mand faktisk havde eksisteret,
og hans lærerapport bekræftede hans død fra skud med et haglgevær i
højre side af hovedet.
En mand i Alaska fødtes med et 'knivmærke', der svarede til det
knivstik, han huskede at være blevet dræbt af i et tidligere liv.
En indisk pige fødtes med et stort rundt modermærke på hovedet af
nøjagtig samme størrelse og placering som den kvæstelse på hovedet,
hun hævdede at have pådraget sig i et tidligere liv som en lille pige,
der døde efter et fald fra en balkon.
David Griffin om Ian Stevenson
Ifølge doktor i filosofi David Griffin bidrager en række faktorer til
ægtheden af de erindringer fra tidligere liv, som Ian Stevenson har
undersøgt og rapporteret. Dr. Griffin bemærker i Parapsychology,
Philosophy and Spirituality: A Postmodern Exploration (Albany, State
University of New York Press, 1997):
1. Beretningerne kommer spontant fra små børn imellem to og fire år
gamle, og erindringerne ophører, når de bliver ældre, normalt imellem
fem og otte års alderen. I falske tilfælde kommer erindringerne på et
meget senere tidspunkt.
2. Der er normalt kort tid imellem barnets fødsel og døden i det
rapporterede tidligere liv. Fabrikerede historier går almindeligvis
mange hundrede år tilbage.
3. Den erindrede person kommer oftest fra samme kultur og geografiske
område. I falske sager er dette normalt ikke tilfældet.
4. Udsagn, der potentielt kan bekræftes om det tidligere liv, viser
sig at være 80-90% korrekt.
5. Personer andre end barnets forældre bekræfter, at barnets
udtalelser og adfærd er relateret til en tidligere eksistens.
6. Hverken de rapporterende børn eller forældrene har noget at vinde i
form af økonomi eller status.
7. Erindringer fra tidligere liv underbygges somme tider af
adfærdsmønstre, talenter og evner, sprog og modermærker eller
fødselsdefekter, der kan føres tilbage til den forudgående tilværelse.
Dr. Stevensons forskning er således et af de bedste og mest grundige
moderne eksempler på en forskning, der viser den naturalistiske
opfattelses (inklusive den naturalistiske evolutionslæres)
utilstrækkelighed og nødvendigheden af et bredere videnskabeligt
paradigme med plads til samtlige observerede fænomener.
www.iskcon.com www.iskcon.dk www.harekrishna.dk
www.in2-mec.com www.krishna.com