/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Børn / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Børn
#NavnPoint
Nordsted1 7553
ans 5201
HelleBirg.. 3023
dova 2960
granner01 1261
jakjoe 1192
CLAN 1183
refi 1159
dkwM327 1100
10  jeb3 1067
Det gør ondt at give slip på ens teenager-~
Fra : Ole Hansen


Dato : 31-07-04 13:28

Hejsa

Jeg er en kvinde på 44, som lige pludselig har opdaget, at tiden er inde til
at skulle "give slip" på ens yngste barn. (15 år)
Det tager meget hårdt på mig, for pludselig går det op for mig, at børn kun
er til låns
Ja...... jeg ved godt, at det har jeg vidst fra jeg fik den første, men jeg
havde ikke troet det skulle gøre så ondt, at opdage, at der ikke længere er
brug for èn. Jeg er simpelthen helt nede/ude, og kan ikke andet end græde
hele tiden.
Hvis nogen kender til det, eller kan give mig nogle gode råd, om hvordan jeg
kan komme videre, og blive glad igen, vil jeg blive MEGET GLAD for at høre
fra dig/jer.

Håber at høre fra dig.........

Knus "Den ulykkelige"



 
 
Simon Nielsen (31-07-2004)
Kommentar
Fra : Simon Nielsen


Dato : 31-07-04 15:29


"Ole Hansen" <o.s.hansen@stofanet.dk> wrote in message
news:410b8f6e$0$26367$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
> Hejsa
>
> Jeg er en kvinde på 44, som lige pludselig har opdaget, at tiden er inde
til
> at skulle "give slip" på ens yngste barn. (15 år)

Jeg syntes det er en meget tidlig alder at "give slip" på, nu er jeg ikke
ekspert men meget interesseret i området, jeg skal nemlig nu til at læse til
paædagog

> Det tager meget hårdt på mig, for pludselig går det op for mig, at børn
kun
> er til låns
> Ja...... jeg ved godt, at det har jeg vidst fra jeg fik den første, men
jeg
> havde ikke troet det skulle gøre så ondt, at opdage, at der ikke længere
er
> brug for èn. Jeg er simpelthen helt nede/ude, og kan ikke andet end græde
> hele tiden.
> Hvis nogen kender til det, eller kan give mig nogle gode råd, om hvordan
jeg
> kan komme videre, og blive glad igen, vil jeg blive MEGET GLAD for at høre
> fra dig/jer.
>
> Håber at høre fra dig.........

Jeg vil sige at igennem min teenagetid, har jeg ikke følt at min mor har
givet slip på mig eller ladet mig stå på egne ben. Så sent som i går aftes
havde jeg en diskussion med en hvor vi var rimeligt enige om at forældre
endelig ikke skal "give slip" på sine børn i teenage tiden, man lader dem
blive for hurtigt voksne og det kan de ikke klare. Jeg har aldrig følt at
jeg var givet slip på og det er jeg meget taknemelig for i dag, min mor
holdte fast ved at jeg skulle altså gøre lidt til i hjemmet selvom jeg ikke
gad og jeg kunne ikke bare gå rundt om natten som det passede mig og i dag
kan jeg se det fornuftige i det. Jeg kan ikke rigtig give dig det helt store
råd for jeg er ikke selv i sådan en situation som det jo nok siger selv, men
tænk ikke på det som om du giver slip på ham/hende, men istedet hjælper dit
barn med at blive fra barn til voksen og lad endelig dit barn vide at
han/hun altid kan komme til dig hvis der er nogle problemer eller ting de
vil snakke om, det giver en tryghed. Jeg kan jo kun tale ud fra mine egne
erfaringer fra dengang, men jeg var glad for at have en "borg" jeg kunne
skjule mig i en gang i mellem. Teenage alderen er den alderhårdeste alder
for de unge i dag, da bliver lokket så mange steder med alt hvad der nu er i
verden "skidt og andre sager" derfor er det vigtigt at du holder fast i at
det er dit barn mere, men dit barn er ikke et barn men ved at blive voksen,
jeg er selv 22 nu og faktisk er jeg kun nu begyndt at tænke på at flytte ud
fordi mine forældre altid har været der for mig.

Jeg ved ikke om det er nogen hjælp, men det håber jeg det er. Jeg kan forstå
at det må være hårdt.

Mvh
Simon



Bodil Grove Christen~ (31-07-2004)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 31-07-04 17:31


"Ole Hansen" <o.s.hansen@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:410b8f6e$0$26367$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
> Hejsa
>
> Jeg er en kvinde på 44, som lige pludselig har opdaget, at tiden er inde
til
> at skulle "give slip" på ens yngste barn. (15 år)
> Det tager meget hårdt på mig, for pludselig går det op for mig, at børn
kun
> er til låns
> Ja...... jeg ved godt, at det har jeg vidst fra jeg fik den første, men
jeg
> havde ikke troet det skulle gøre så ondt, at opdage, at der ikke længere
er
> brug for èn. Jeg er simpelthen helt nede/ude, og kan ikke andet end græde
> hele tiden.
Du skal da ikke give slip på dit barn - men stille og roligt trække
dig lidt bagud, så der bliver plads til hans egne valg i livet.
Til gengæld skal du forsøge at fortsætte med at hjælpe, støtte og
vejlede - når han har brug for det, og det er ikke altid det samme
tidspunkt, som du synes, men respekter hans valg.
Jeg er enig med den anden besvarer i, at du stadig skal sætte
grænser for ham - det er vel stadig ok ikke at tillade dem at
drøne rundt hele natten og lave mærkelig ting, ikke?
Selvfølgelig har han brug for dig stadig væk, men på en anden
måde end før. Det holder i virkeligheden aldrig helt op.

Men noget helt andet - når du reagerer så voldsomt på det
lige nu - kan det ikke skyldes din egen alder - jeg tænker på
overgangsalderen, som er ret forude?

Mvh.Bodil.



Nielsen (01-08-2004)
Kommentar
Fra : Nielsen


Dato : 01-08-04 13:05

"Ole Hansen" <o.s.hansen@stofanet.dk> wrote in message
news:410b8f6e$0$26367$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
> Hejsa
>
> Jeg er en kvinde på 44, som lige pludselig har opdaget, at tiden er inde
til
> at skulle "give slip" på ens yngste barn. (15 år)

Jeg har nu aldrig haft fornemmelse af at "give slip", men mere at "fire"
mere og mere, efterhånden som de unge kan magte det.

> Det tager meget hårdt på mig, for pludselig går det op for mig, at børn
kun
> er til låns

Min ældste søn som nu har været flyttet hjemmefra i 5 år føler jeg da stadig
er lige så meget mit barn som han altid har været, og vi snakker ofte og
godt sammen. Jeg har så stadig en voksen søn hjemme (som dog snart flytter)
og så en lige-blevet-teenager.

> Ja...... jeg ved godt, at det har jeg vidst fra jeg fik den første, men
jeg
> havde ikke troet det skulle gøre så ondt, at opdage, at der ikke længere
er
> brug for èn. Jeg er simpelthen helt nede/ude, og kan ikke andet end græde
> hele tiden.
> Hvis nogen kender til det, eller kan give mig nogle gode råd, om hvordan
jeg
> kan komme videre, og blive glad igen, vil jeg blive MEGET GLAD for at høre
> fra dig/jer.

Jeg tror at du er nødt til at indse at sådan er livet, men også at dine børn
bestemt har brug for dig i mange år endnu, ja faktisk altid. Det hele bliver
bare på en lidt anden måde. Jeg glæder mig i hvert fald til at få børnebørn
(og hvis mine børn læser dette så må I godt vente lidt endnu . Og så se
på hvad du "får" i stedet på hvad du "mister". Du mister nok en "baby" -
nogen der er helt afhængige af dig, men du får altså også en ny frihed som
du kan bruge som DU vil. Jeg nyder at se mine voksne børn udvikle sig og
danne sig et voksenliv.

> Håber at høre fra dig.........
>
> Knus "Den ulykkelige"

vh
Nielsen



Rinnie Ilsøe (02-08-2004)
Kommentar
Fra : Rinnie Ilsøe


Dato : 02-08-04 19:08

> Jeg er en kvinde på 44, som lige pludselig har opdaget, at tiden er inde
til
> at skulle "give slip" på ens yngste barn. (15 år)

Det er nu lidt vel tidligt at gi' slip! Jeg er 25 og min Mor har stadig ikke
givet slip på mig. Hun lader mig bare leve mit eget liv med min familie. Hun
er der stadig og jeg har stadig brug for hende lige som forholdet mellem min
Mor og Mormor også er sådan.

> Det tager meget hårdt på mig, for pludselig går det op for mig, at børn
kun
> er til låns

Om alt går vel har du dem da til du dør. De bliver voksne, men vil stadig
være dine børn!!

> Ja...... jeg ved godt, at det har jeg vidst fra jeg fik den første, men
jeg
> havde ikke troet det skulle gøre så ondt, at opdage, at der ikke længere
er
> brug for èn. Jeg er simpelthen helt nede/ude, og kan ikke andet end græde
> hele tiden.

Der er stadig brug for dig... Bare på en anden måde. Jeg har stadig brug for
min Mor, min Mor har stadig brug for sin Mor osv. Dine børn udvikler sig og
ligeså må din moder-rolle udvikle sig. Du skal være der, du skal stadig
sætte grænser, du skal hygge dig, skal skælde ud, du skal grine med dine
børn osv. Vise dem du elsker dem ubetinget!

> Hvis nogen kender til det, eller kan give mig nogle gode råd, om hvordan
jeg
> kan komme videre, og blive glad igen, vil jeg blive MEGET GLAD for at høre
> fra dig/jer.

Vær stolt af det du ser'! Dit yngste, 15-årig barn er ved at blive stort og
alt hvad det står for og gør udspringer fra den kærlighed, omsorg,
opdragelse osv. du har givet dit barn! Lad være at blid dig selv ind at du
skal give slip og at der ikke længere er brug for dig! Du har bare børn på
en anden måde nu! Nyd den frihed det giver og vær der når dit barn har brug
for dig, for det har lige så meget brug for dig som før, bare på en anden
måde!

Da jeg var teenager opbyggede jeg et tættere forhold til både min Mor og Far
end jeg havde haft før! Vi kunne pludselig snakke om ting der før havde
været en del af voksen-verdenen for mig, -ting jeg ikke forstod. Vi kunne
grine af de samme vittigheder, se de samme film osv. Mine forældre forstod
mig, ga' mig frihed til at blive selvstændig så jeg kunne klare mig den dag
jeg flyttede, var der når jeg havde brug for det, satte de nødvendige
grænser...

Der er intet der er så skidt at det ikke er godt for noget! Husk det! Nyd så
nu'et og dine store børn!

--
MvH.
Rinnie Ilsøe
http://www.flatcoated-retriever.dk
(Der stadig husker hvordan teenage-årene var!)



Anita (02-08-2004)
Kommentar
Fra : Anita


Dato : 02-08-04 20:04

Rinnie Ilsøe wrote:
> Det er nu lidt vel tidligt at gi' slip! Jeg er 25 og min Mor har
> stadig ikke givet slip på mig.

Jeg tror den slags er uhyre individuelt. Som 14 årig, var jeg stort set
aldrig hjemme, jeg brugte hver en anledning til at finde andre steder at
være, når mine forældre var hjemme. Weekenderne nød jeg alene hjemme, mens
"de gamle" tog i sommerhus. Jeg havde meget brug for den frihed og det at
kunne bestemme selv.

Da jeg som 17 årig flyttede hjemmefra var det først at jeg fik et mere
afslappet forhold til mine forældre. På det tidspunkt kunne de ikke længere
bestemme over mig - og gud hvor jeg nød det.

> Hun lader mig bare leve mit eget liv
> med min familie. Hun er der stadig og jeg har stadig brug for hende
> lige som forholdet mellem min Mor og Mormor også er sådan.

Jeg har slet ikke brug for min mor på den måde, man har som barn. Jeg vil
ikke sige at vi er blevet veninder, men nok så tæt på, som det nu lader sig
gøre med os 2.

> Der er stadig brug for dig... Bare på en anden måde. Jeg har stadig
> brug for min Mor, min Mor har stadig brug for sin Mor osv.

Må jeg spørge til hvad (har du brug for din mor)?

> Du skal være
> der, du skal stadig sætte grænser,

Nok med den 14-årige, men derefter bliver det gradvist svære at sætte disse
grænser, i hvert fald hvis man ønsker grænserne respekteret.

> du skal hygge dig, skal skælde ud,

Jeg tror ikke min mor ville få meget ud af at skælde ud på mig idag (jeg er
25 år). Hun nøjes heldigvis også med at ryste lidt opgivende på hovedet, når
hun synes jeg er helt tosset. Ligeledes tror jeg heller ikke man får meget
ud af at skælde den trodsige teenager ud. Hellere snakke stille og roligt om
tingene, såfremt det lader sig gøre.

> Vær stolt af det du ser'! Dit yngste, 15-årig barn er ved at blive
> stort og alt hvad det står for og gør udspringer fra den kærlighed,
> omsorg, opdragelse osv. du har givet dit barn!

Og hvad så hvis den unge er helt umulig og kun vil det han/hun selv vil?
(Sådan var jeg vist selv).

> Lad være at blid dig
> selv ind at du skal give slip og at der ikke længere er brug for dig!
> Du har bare børn på en anden måde nu! Nyd den frihed det giver og vær
> der når dit barn har brug for dig, for det har lige så meget brug for
> dig som før, bare på en anden måde!
>
> Da jeg var teenager opbyggede jeg et tættere forhold til både min Mor
> og Far end jeg havde haft før!

Du oplevede ingen oprør eller lign? Så heldig er nok kun de færreste
forældre.

> Vi kunne pludselig snakke om ting der
> før havde været en del af voksen-verdenen for mig, -ting jeg ikke
> forstod. Vi kunne grine af de samme vittigheder,

Den vending skete først da jeg var flyttet hjemmefra.

> se de samme film

He, arj, Morten Korch bliver nu aldrig min kop te.

> osv. Mine forældre forstod mig, ga' mig frihed til at blive
> selvstændig så jeg kunne klare mig den dag jeg flyttede, var der når
> jeg havde brug for det, satte de nødvendige grænser...

Tja, jeg mente jo helt klart at mine forældre satte alt for mange og dybt
latterlige grænser. Idag kan jeg da se lidt mere fornuft med galskaben, men
bestemt ikke dengang.

> Nyd så nu'et og dine store børn!

Tja, eller se frem til at oprøret er ovre og I igen kan få et mere roligt og
afbalanceret forhold.

Venligst Anita



Rinnie Ilsøe (04-08-2004)
Kommentar
Fra : Rinnie Ilsøe


Dato : 04-08-04 20:31

> Jeg tror den slags er uhyre individuelt.

Ja, enig! Tror det hænger sammen med opdragelse! Føler man komplet mangel på
forståelse fra forældrenes side, klamrer de sig til en som var man deres
livsline og/eller overbeskytter de en er det klart man ikke kan holde ud at
være i nærheden af dem. Jeg fik den frihed jeg havde behov for, -nok mere
end så mange andre, men til gengæld var jeg altid hjemme til aftalt tid
modsat så mange andre!

> Som 14 årig, var jeg stort set
> aldrig hjemme, jeg brugte hver en anledning til at finde andre steder at
> være, når mine forældre var hjemme.

Jeg vil ikke sige jeg aldrig var hjemme, men jeg var da tit ude... Nok 3-4
ud af 7 nætter overnattede jeg ved veninder... Nogen gange mere. Var så til
gengæld nærværende og havde lyst at være sammen med mine forældre når jeg
var hjemme. Mit oprør kom nærmere da jeg var 12-13 år tror jeg...
Kortvarrigt. Kom så tilbage i ca. 1 uge da jeg var 15-16 år, men fandt
hurtigt ud af at det hele altså gik meget bedre og nemmere når jeg
accepterede mine forældres grænser.

> Weekenderne nød jeg alene hjemme, mens
> "de gamle" tog i sommerhus. Jeg havde meget brug for den frihed og det at
> kunne bestemme selv.

Måske fordi dine forældre ikke stolede nok på dig til at gi' dig bare en
snert af den frihed du havde brug for? ...bare et gæt!
Da jeg var 15 stoppede jeg med at ta' med mine forældre i vores sommerhus i
Holland. Det ga' mig 3 uger selv hjemme de 2 somre... Dejligt! Levede af
Cola og Vanilie-is i 3 uger! *bræk* *GG*
Flyttede så om foråret da jeg blev 17 så der fik jeg automatisk friheden.

> Da jeg som 17 årig flyttede hjemmefra var det først at jeg fik et mere
> afslappet forhold til mine forældre. På det tidspunkt kunne de ikke
længere
> bestemme over mig - og gud hvor jeg nød det.

Hæhæ... Igen har de måske ikke stolet på dig... Eller haft nerver til at tro
på du var fornuftig nok til at kunne...?!

> Jeg har slet ikke brug for min mor på den måde, man har som barn. Jeg vil
> ikke sige at vi er blevet veninder, men nok så tæt på, som det nu lader
sig
> gøre med os 2.

Jeg har heller ikke skrevet jeg har brug for hende på samme måde som da jeg
var barn, for jøsses hvor ville jeg føle mig dum hvis jeg vrælende sad og
skreg på min Mor hver gang jeg fik en hudafskrabning eller der gik hul på
mig (hvilket til stadighed sker' ofte!

> Må jeg spørge til hvad (har du brug for din mor)?

Jeg kan ikke sige noget konkret jeg har brug for hende til, men jeg har brug
for det at hun er der! Min Mor... Hun er den der har opdraget mig, den der
har gjort mig til den jeg er i dag. Det er hende jeg kan takke for at jeg
kan både det ene og det andet og at jeg er i stand til at danne mine egne
holdninger! Min Mor og jeg er meget nære, respektere hinanden, kan hygge og
fjante... Men okay, hun er ufattelig ungdommelig og stadig indædt hippie!

> Nok med den 14-årige, men derefter bliver det gradvist svære at sætte
disse
> grænser, i hvert fald hvis man ønsker grænserne respekteret.

Nej... Det er igen et spørgsmål om opdragelse! Når man ved at når ens Mor og
Far sætter en grænse, så er det fordi der er en grund til det, så har man
heller ikke så store problemer med de grænser der bliver sat!

> Jeg tror ikke min mor ville få meget ud af at skælde ud på mig idag (jeg
er
> 25 år). Hun nøjes heldigvis også med at ryste lidt opgivende på hovedet,
når
> hun synes jeg er helt tosset. Ligeledes tror jeg heller ikke man får meget
> ud af at skælde den trodsige teenager ud. Hellere snakke stille og roligt
om
> tingene, såfremt det lader sig gøre.

Jeg taler om den 14-årige og ikke om den 25-årige, for min Mor ved også godt
at hun ikke får en dyt ud af at skælde mig ud! Sidst hun prøvede for år
tilbage resulterede det kun i at hun fik igen og så ellers ikke hørte eller
så noget til mig før hun selv ringede og undskyldte! Det handler igen om
gensidig respekt! Respekt for den jeg gør og den jeg er lige som jeg har
respekt for det hun gør og den hun er!

> Og hvad så hvis den unge er helt umulig og kun vil det han/hun selv vil?
> (Sådan var jeg vist selv).

Så skal man nok ta' sin opdragelse op til revidering! Man har måske nok
gjort det bedste man kunne, men et eller andet sted er der fejlet noget!
Lige som jeg allerede nu tar' min opdragelse op til revidering når min
mellemste (5 år) feks. fuldstændig stejler hvis hun "kun" får 10 kroner at
hygge sig med, når der "kun" er 2 Peter Plyds køkkenruller, når jeg "kun"
køber 2 par bukser til hende og når jeg "kun" serverer 2 slags is til
efterret eller vores 5200 l. badebassin er mindre end det genboen lige har
købt!! (Altså hun er pt. utilfreds med det hun ikke får i stedet for at være
tilfreds med det hun får!) og lissom jeg reviderer min opdragelse når jeg
pine-død ikke kan få min yngste (3 år) til at sove om aftenen uden et
skrigeri uden lige, når den lille dame kører "my way or no way" osv.

Det med den yngste er så løst... Det var så åbentlyst at det ½ kunne være
nok... Hun var igennem en meget stor operation for 16 mdr. siden og lige
siden har jeg og søskende hoppet på tungen for hende. Nu er jeg begyndt at
sætte grænser og den sidste uge har været skøn! Her til aften nåede vi
prikken iver i'et... Hun lagde sig glad til at sove da jeg sagde godnat!

Nå, et sidespring, men egenlig også en forklaring på at det er i orden at
fejle i opdragelsen, så længe man kan indrømme det og prøve at rette op på
det! Alle fejler nemlig i opdragelsen af deres børn... Den største fejl er
nok bare når man ikke vil indse det! Er man feks. inde i en ond cirkel med
sine børn hvor der er behov for at skælde meget ud, så er det jo i
virkeligheden ikke barnet man skælder ud... Så er det en selv og den
opdragelse man har gjort!

> Du oplevede ingen oprør eller lign? Så heldig er nok kun de færreste
> forældre.

Ja, det er det nok!
Mit oprør varede en uge og jeg husker det tydeligt!
Grunden husker jeg ikke, men jeg husker hvad jeg gjorde!

> He, arj, Morten Korch bliver nu aldrig min kop te.

Mine forældre er heldigvis ikke til det stads! Go' sort, sarkastisk
humor... Vi kan grine i timevis over 80'er serien "The Young Ones" vi ser'
fast Skadestuen (ER) sammen hver Torsdag, min Mor er også vild med Langt fra
Las Vegas osv.

> Tja, jeg mente jo helt klart at mine forældre satte alt for mange og dybt
> latterlige grænser. Idag kan jeg da se lidt mere fornuft med galskaben,
men
> bestemt ikke dengang.

Dengang valgte jeg så at sige "Okay, de er de ældste, de vil gerne passe på
mig og de har en god grud til at gøre som de gør!"

> Tja, eller se frem til at oprøret er ovre og I igen kan få et mere roligt
og
> afbalanceret forhold.

Eller ta' din opdragelse op til revidering!


--
MvH.
Rinnie Ilsøe (21 år for 5. år i streg! - )
http://www.flatcoated-retriever.dk



Ukendt (04-08-2004)
Kommentar
Fra : Ukendt


Dato : 04-08-04 21:00


"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:410e8f33$0$13845$ba624c82@nntp05.dk.telia.net...

> > Der er stadig brug for dig... Bare på en anden måde. Jeg har stadig
> > brug for min Mor, min Mor har stadig brug for sin Mor osv.
>
> Må jeg spørge til hvad (har du brug for din mor)?

Den kan jeg da godt prøve, at give et svar på, da jeg ikke har nogen kontakt
med min mor mere. Min far mistede jeg, da jeg var 2 år.

En mor / familie skal være der til, at dele ens glæder og sorger i livet og
støtte en, hvis man har brug for det.
Blandt andet, når man får børn. Man vil så gerne dele sin glæde over det
lille barn, med sine forældre og hele verden for den sags skyld.

Min mor har aldrig set vores den yngste på 4 år. De to store på 9 og 11 år,
har hun kun set 2-3 gange.
Det er trist, at det ikke kan være anderledes, men sådan er tingene jo
nogengange.

Jeg vil gøre alt for, at vi som forældre kan være der hele livet, for vores
børn, være en del af deres liv og dele deres glæder og sorger med dem.
Uanset hvor gamle de ( og vi ) bliver, så vil de altid være vores børn....

Mvh. www.tjekmig.dk




Bodil Grove Christen~ (05-08-2004)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 05-08-04 07:22


"Buffy" <Tjekmig(snabel-a)pc.dk> skrev i en meddelelse
news:41114055$0$196$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> "Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
> news:410e8f33$0$13845$ba624c82@nntp05.dk.telia.net...
>
> > > Der er stadig brug for dig... Bare på en anden måde. Jeg har stadig
> > > brug for min Mor, min Mor har stadig brug for sin Mor osv.
> >
> > Må jeg spørge til hvad (har du brug for din mor)?
>
> Den kan jeg da godt prøve, at give et svar på, da jeg ikke har nogen
kontakt
> med min mor mere. Min far mistede jeg, da jeg var 2 år.
>
> En mor / familie skal være der til, at dele ens glæder og sorger i livet
og
> støtte en, hvis man har brug for det.
> Blandt andet, når man får børn. Man vil så gerne dele sin glæde over det
> lille barn, med sine forældre og hele verden for den sags skyld.
>
> Min mor har aldrig set vores den yngste på 4 år. De to store på 9 og 11
år,
> har hun kun set 2-3 gange.
> Det er trist, at det ikke kan være anderledes, men sådan er tingene jo
> nogengange.
>
> Jeg vil gøre alt for, at vi som forældre kan være der hele livet, for
vores
> børn, være en del af deres liv og dele deres glæder og sorger med dem.
> Uanset hvor gamle de ( og vi ) bliver, så vil de altid være vores børn....

Hm, - på samme måde er du jo også din mors
barn. Jeg kender ikke grunden til jeres brud,
men jeg ved, at det kunne være anderledes,
hvis begge parter arbejdede på det.
I giver i hvert fald ikke børnene anledning til,
at de skal gøre det anderledes, når de engang
bliver voksne.....
Trist historie.

Mvh.Bodil.



Ukendt (05-08-2004)
Kommentar
Fra : Ukendt


Dato : 05-08-04 09:04


"Bodil Grove Christensen" <grovebgc@FJERNDETTEtdcadsl.dk> skrev i en
meddelelse news:4111d203$0$185

> Hm, - på samme måde er du jo også din mors
> barn. Jeg kender ikke grunden til jeres brud,
> men jeg ved, at det kunne være anderledes,
> hvis begge parter arbejdede på det.

Har arbejdet på det i mange år. Min mor er dybt alkoholiseret, så desværre
kan det ikke være anderledes. Har forklaret vores børn sammenhængen, så de
er ikke holdt hen i det uvisse, men jeg vil helst skåne både dem og mig
selv, for de ting jeg har været vidne til, siden jeg var 3 år, derfor valgte
jeg at sige stop for 5 år siden.

> I giver i hvert fald ikke børnene anledning til,
> at de skal gøre det anderledes, når de engang
> bliver voksne.....

Det er jo så en dum fordom, man tit møder.
Vi prøver netop, at gøre livet bedre for vores børn, ved at altid være der
for dem - også når de bliver voksne...

Mvh. www.tjekmig.dk




Mette (05-08-2004)
Kommentar
Fra : Mette


Dato : 05-08-04 21:51


"Buffy" <Tjekmig(snabel-a)pc.dk> skrev i en meddelelse
news:4111e9e6$0$301$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

> Har arbejdet på det i mange år. Min mor er dybt alkoholiseret, så desværre
> kan det ikke være anderledes. Har forklaret vores børn sammenhængen, så de
> er ikke holdt hen i det uvisse, men jeg vil helst skåne både dem og mig
> selv, for de ting jeg har været vidne til, siden jeg var 3 år, derfor
valgte
> jeg at sige stop for 5 år siden.

Den beslutning har jeg kun respekt for. På et tidspunkt må man sige stop, så
man ikke udvikler en med-afhængighed.
Så er adskillelse sundere end samvær med skuffelser og traumer.


> > I giver i hvert fald ikke børnene anledning til,
> > at de skal gøre det anderledes, når de engang
> > bliver voksne.....
>
> Det er jo så en dum fordom, man tit møder.
> Vi prøver netop, at gøre livet bedre for vores børn, ved at altid være der
> for dem - også når de bliver voksne...

Helt enig. Sagen havde jo været en anden hvis I ikke havde kontakt fordi I
ligesom ikke gad hinanden længere og levede hvert jeres liv. Men sådan er
det jo slet ikke i din situation, og jeg tror faktisk at det at I har
forklaret ungerne sagens sammenhæng og samtidigt skaber jeres egen trygge
familie er med til at gøre netop jeres familie stærk - også når ungerne er
blevet voksne.
Jeg er 27 og har en 5årig, min bror er 29, men vi er stadigvæk min moars
børn og jeg håber, at min datter vil være ligeså "forelsket" i mig, når hun
bliver voksen, som hun er i dag.




Bodil Grove Christen~ (05-08-2004)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 05-08-04 23:47


"Buffy" <Tjekmig(snabel-a)pc.dk> skrev i en meddelelse
news:4111e9e6$0$301$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> "Bodil Grove Christensen" <grovebgc@FJERNDETTEtdcadsl.dk> skrev i en
> meddelelse news:4111d203$0$185
>
> > Hm, - på samme måde er du jo også din mors
> > barn. Jeg kender ikke grunden til jeres brud,
> > men jeg ved, at det kunne være anderledes,
> > hvis begge parter arbejdede på det.
>
> Har arbejdet på det i mange år. Min mor er dybt alkoholiseret, så desværre
> kan det ikke være anderledes. Har forklaret vores børn sammenhængen, så de
> er ikke holdt hen i det uvisse, men jeg vil helst skåne både dem og mig
> selv, for de ting jeg har været vidne til, siden jeg var 3 år, derfor
valgte
> jeg at sige stop for 5 år siden.
>
> > I giver i hvert fald ikke børnene anledning til,
> > at de skal gøre det anderledes, når de engang
> > bliver voksne.....
>
> Det er jo så en dum fordom, man tit møder.
> Vi prøver netop, at gøre livet bedre for vores børn, ved at altid være der
> for dem - også når de bliver voksne...

I dette tilfælde har du fuldstændigt ret.
I er nødt til at forklare jeres børn sagens rette
sammenhæng - men vær forberedte på, at de
engang vil stille spørgsmålstegn ved det alligevel.

Når jeg svarede, som jeg gjorde, er det, fordi
jeg også ser, at børn vælger deres forældre fra,
bare fordi de synes "at deres forældre er dumme,
gamle, forstokkede osv.", og det er i virkeligheden
en tåbelig grund, og i øvrigt en meget egoistisk grund.
Men jeres forklaring kan jeg kun respektere.

Mvh.Bodil.



ThomasB (03-08-2004)
Kommentar
Fra : ThomasB


Dato : 03-08-04 19:17


"Ole Hansen" <o.s.hansen@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:410b8f6e$0$26367$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...

> Håber at høre fra dig.........

Er du ked af andet end at du "skal give slip" på dit barn?

Jeg tænker, om du måske i virkeligheden har en depression?




Anja (04-08-2004)
Kommentar
Fra : Anja


Dato : 04-08-04 14:05


"Ole Hansen" <o.s.hansen@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:410b8f6e$0$26367$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
> Hejsa
>
> Jeg er en kvinde på 44, som lige pludselig har opdaget, at tiden er inde
til
> at skulle "give slip" på ens yngste barn. (15 år)

Måske er det på tide at bruge lidt tid på sig selv..

> Det tager meget hårdt på mig, for pludselig går det op for mig, at børn
kun
> er til låns
> Ja...... jeg ved godt, at det har jeg vidst fra jeg fik den første, men
jeg
> havde ikke troet det skulle gøre så ondt, at opdage, at der ikke længere
er
> brug for èn.

Jeg tror vi alle oplever at vores børn bliver ældre og at deres behov for
forældrene ændres og gu´ gør det ondt...

Jeg er simpelthen helt nede/ude, og kan ikke andet end græde
> hele tiden.

Hvad græder du virkelig over? - at dit barn kan tage vare på sig selv. - at
du har givet dit barn en sikker opvækst så det nu forsøger at gå videre
selv. - at dit barn selv kan vaske sit tøj og sørge for mad. - at dit barn
træffer valg uden altid at rådføre sig med dig fordi det har du lært
ham/hende.

> Hvis nogen kender til det, eller kan give mig nogle gode råd, om hvordan
jeg
> kan komme videre, og blive glad igen, vil jeg blive MEGET GLAD for at høre
> fra dig/jer.

Jeg tror at det er tide at du finder nogle af de interesser frem som har
ligget på "hold" mens du opfostede dine børn. At du i stedet for at have
ondt af dig selv finder glæden ved den frihed det er ikke at skulle sørge
for børnene hele tiden. Det er jo ikke fordi at dit barn ikke har brug for
dig men fremover er det på en anden måde.

>
> Håber at høre fra dig.........
>
> Knus "Den ulykkelige"

Hilsen

Anja - som har en millione projekter når hun får tid
>
>



ThomasB (06-08-2004)
Kommentar
Fra : ThomasB


Dato : 06-08-04 15:03


"Ole Hansen" <o.s.hansen@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:410b8f6e$0$26367

[snip]

Jeg klipper lige et digt ind, som er lettere omskrevet af Ebbe Scheel
Krüger:

Her er en let revideret udgave
af Kahlil Gibrans berømte digt til forældre:
"Tal til os om børn." fra "Profeten", 1978).
som mange forældre kan finde trøst - og styrke i:


"Jeres børn er ikke jeres børn.
De har deres eget liv, egne behov og egen sjæl.
De er ikke jeres ejendom eller forlængede arme.
I gav dem livet, og de gav jer deres barndom.
De tilhører sig selv, verden og fremtiden.

Jeres børn er ikke jeres børn.
De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.
De kommer ved jer, men ikke af jer - og selv om de er hos jer
i deres ungdom og I har glæde af hinanden, så tilhører de jer ikke.

Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker, krav,
ambitioner og drømme, thi de har deres egne tanker, mål og drømme.
Deres legemer kan I yde husly og I kan lære dem at passe godt på sig selv,
men deres sjæl behøver frihed for at kunne gro og vokse sig stærk.

Thi deres sjæle bor i huse af i morgen,
som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at lære af jeres børn, som de lærer af jer,
men søg ikke forgæves at omdanne dem i jeres eget billede, thi livet
bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke længe i det forgangne.

I er buerne, hvorfra jeres børn
udsendes som levende pile til fremtiden.
Som bueskytten må I være i god balance, have afskeden for øje
og lære at spænde buen med al jeres styrke, så pilen kan bevæge sig
hastigt og langt. Den sande bueskytte elsker den bue, der bliver tilbage
mindst lige så meget som den afskudte pil, der er på vej til sit mål.
Du mister ikke mister ikke noget, som du kun har haft til låns.

Jeres børn er ikke jeres børn.
De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.
Din kærlighed til livet, dit eget liv. Det du gør og din sjæl
tages ikke fra dig, fordi dine børn en dag må forlade dig
for at opdage deres eget liv - og den smerte det er,
at sige farvel til noget, som nu blot er et minde.

Du vil sandsynligvis opdage,
at jo mere du derved lærer at leve dit eget liv
ud fra glæden ved at leve med i den pulserende nutid
og ikke ud fra et umuligt desperat ønske om at i morgen
skal forblive, som igår og dine børn hjælpe dig med at fastholde
verden af igår - at desto mere har du stadigvæk at give verden.


Mvh ThomasB



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177501
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408522
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste