---

Synes ikke dette emne har været oppe herinde før...?

Vores børn har i de sidste 2 år, mistet deres bedstefar og reservebedstemor,
der begge døde af kræft.
Vi valgte begge gange, at tage vores børn med til begravelsen. Vores den
mindste på 3 ( 4 år nu ) tegnede kister med blomster på, i et godt stykke
tid efter.
Vi valgte at tage vores børn med til begravelsen for, at afmystificere det
hele lidt.
Vi har selvfølgelig snakket meget med børnene om døden og hvad der sker
efter døden og selvfølgelig også om de gode minder.
Vi passede børnenes bedstefar indtil ca. 14 dage, før hans død. Derefter
blev han indlagt i nogle dage og blev derefter passet hos hans andet barn.
Vores ældste børn vil ikke besøge ham mere, i de sidste dage og det slap de
selvfølgelig for.
Vi har også opfordret børnene til, at snakke med deres
skolelærere og kammerater, når de havde brug for det.

Det er også sket 3 gange, at klassekammerater til vores børn, har mistet en
af deres forældre.
Vi opfordrede vores børn til fortsat, at snakke til den kammerat, der havde
mistet, men frem for alt også lytte og være der, i stedet for at undgå
kammeraten. Det kan selvfølgelig være svært, for hvad siger man til en der
lige har mistet sin far eller mor ?

Så vidt jeg ved er skolelærere og pædagoger uddannet i, at tackle børns
sorg ?
Det er vi andre jo ikke, men jeg tror det hjælper for børnene er at få det
hele bearbejdet ved hjælp af samtaler og for nogle også kreativitet i form
af tegninger, breve og evt. en hjemmeside, alt efter barnets alder.

Vores den ældste fik også nogle små ting af sin reservebedste, som han
værdsætter rigtig meget og tit går rundt med. ( bl.a en aidssløjfe ).
Derudover fik alle tre et fotoalbum + en lille møntsamling af deres
bedstefar, som de også tager frem af og til.
Ligesom alle tre børn passer enormt godt på, deres sidste julegave fra dem.

Det jeg egentlig gerne vil vide er: Hvordan håndterer i andre det, når
barnet bliver udsat for det at miste ?
Det kan være et familiemedlem, men det kan jo også være et kæledyr.
Jeg synes, at det er svært. Især hvis der er flere dårlige oplevelser på
række...


Mvh. www.tjekmig.dk

---

"Buffy" <Tjekmig(snabel-a)pc.dk> skrev

> Vi opfordrede vores børn til fortsat, at snakke til den kammerat, der
havde
> mistet, men frem for alt også lytte og være der, i stedet for at undgå
> kammeraten.

Og hvor ER det bare hamrende vigtigt!

> Det kan selvfølgelig være svært, for hvad siger man til en der
> lige har mistet sin far eller mor ?

Ikke nødvendigvis noget. Måske siger man at man ikke ved hvad man skal sige,
men at man gerne vil lytte.

> Så vidt jeg ved er skolelærere og pædagoger uddannet i, at tackle børns
> sorg ?

Nixen-bixen, desværre! Lærerne er i hvert fald kun uddannet til det, hvis de
selv har valgt at fordybe sig i netop dét emne.
Skolerne SKAL dog have et sorg-beredskab, men der er mange skoler som ikke
har det.

> Det er vi andre jo ikke, men jeg tror det hjælper for børnene er at få
det
> hele bearbejdet ved hjælp af samtaler og for nogle også kreativitet i form
> af tegninger, breve og evt. en hjemmeside, alt efter barnets alder.

Jeg synes det lyder som om I håndterer det rigtig fornuftigt.

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40c8bcde$0$12581$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> "Buffy" <Tjekmig(snabel-a)pc.dk> skrev

> > Så vidt jeg ved er skolelærere og pædagoger uddannet i, at tackle børns
> > sorg ?
>
> Nixen-bixen, desværre! Lærerne er i hvert fald kun uddannet til det, hvis
de
> selv har valgt at fordybe sig i netop dét emne.

Ok, det er jeg lidt overrasket over. Troede det var en selvfølge, at den del
blev taget med i uddannelsen.
Jeg ved, at lærerne på vores børns tidligere skole, havde taget nogle kurser
omkring børn og sorg, men det må jo så være noget, at de har valgt og sætte
sig ind i.

> Skolerne SKAL dog have et sorg-beredskab, men der er mange skoler som ikke
> har det.

Hvad går et sorg-beredskab ud på, hvis ikke lærerne er uddannet i det ? Er
det så psykologer, der stilles til rådighed eller.... ?


> Jeg synes det lyder som om I håndterer det rigtig fornuftigt.


Tak skal du have.


Mvh. www.tjekmig.dk

---

Mange steder er der psykologer tilknyttet skolerne. (I hvert fald her i
Silkeborg).

Min far, som er lærer, mistede en 13 årig elev, hun blev dræbt af en
højresvingende lastbil. Der havde de præsten nede og snakke med den 7.
klasse om døden og bearbejdning af sorg. Og det har mange af eleverne været
glad for. Men nu ved jeg ikke, hvor gamle dine børn er, så jeg ved ikke om,
det ville være en idé for dem.

"Buffy" <Tjekmig(snabel-a)pc.dk> skrev i en meddelelse
news:40c9608c$0$462$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
>
> "Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
> news:40c8bcde$0$12581$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> > "Buffy" <Tjekmig(snabel-a)pc.dk> skrev
>
> > > Så vidt jeg ved er skolelærere og pædagoger uddannet i, at tackle
børns
> > > sorg ?
> >
> > Nixen-bixen, desværre! Lærerne er i hvert fald kun uddannet til det,
hvis
> de
> > selv har valgt at fordybe sig i netop dét emne.
>
> Ok, det er jeg lidt overrasket over. Troede det var en selvfølge, at den
del
> blev taget med i uddannelsen.
> Jeg ved, at lærerne på vores børns tidligere skole, havde taget nogle
kurser
> omkring børn og sorg, men det må jo så være noget, at de har valgt og
sætte
> sig ind i.
>
> > Skolerne SKAL dog have et sorg-beredskab, men der er mange skoler som
ikke
> > har det.
>
> Hvad går et sorg-beredskab ud på, hvis ikke lærerne er uddannet i det ? Er
> det så psykologer, der stilles til rådighed eller.... ?
>
>
> > Jeg synes det lyder som om I håndterer det rigtig fornuftigt.
>
>
> Tak skal du have.
>
>
> Mvh. www.tjekmig.dk
>
>
>

---

"Buffy" skrev

> Ok, det er jeg lidt overrasket over. Troede det var en selvfølge, at den
del
> blev taget med i uddannelsen.
> Jeg ved, at lærerne på vores børns tidligere skole, havde taget nogle
kurser
> omkring børn og sorg, men det må jo så være noget, at de har valgt og
sætte
> sig ind i.

Ja, det er også min opfattelse. Og ofte sker der desværre først noget på
området, når uheldet _har_ været ude

> > Skolerne SKAL dog have et sorg-beredskab, men der er mange skoler som
ikke
> > har det.
>
> Hvad går et sorg-beredskab ud på, hvis ikke lærerne er uddannet i det ? Er
> det så psykologer, der stilles til rådighed eller.... ?

Det går først og fremmest ud på at man har noget materiale stående på hylden
som enhver lærer kan hive frem, hvis der pludselig er opstået en situation.
Således at læreren ikke står på bar bund og selv skal i gang med at lede
efter relevant materiale.

Dernæst betyder det at skolen har en præcist formuleret plan over hvad man
gør i situationen. Hvem man tager fat i hvornår osv. Igen for at læreren og
skolen ikke står på bar bund.

Men jeg tror det er meget forskelligt, hvordan de forskellige skoler har
forberedt sig på den opgave.

Venligst Anita

---

Hej

Jeg vil gerne bidrage med vores erfaringer efter tabet af 2 bedstemødre på 1
år.

Selve dødsfaldene og tiden umiddelbart efter gik nogenlunde. Vores tanker
var også max. åbenhed indtil børnene selv signalerede eller sagde 'fra'.
Såvel skole og fritidshjem som børnehave var også meget opmærksomme.

Til gengæld har vi fået problemer her knapt 1/2 år efter, hvor 'alle' har
glemt det. Vores søn på 7 er simpelthed angst for adskillelse og reagerer
voldsomt på historier og film, hvor nogen skilles fra hinanden (også selv om
det bare er for kort tid). Han vil heller ikke se billeder, hvor
bedstemødrene er med.

Det ved jeg til gengæld ikke, hvordan vi skal tackle. Skal vi skåne ham for
at se ting, vi ved, han bliver ked af, indtil han måske ikke er så følsom om
dette mere? Eller skal vi hellere lære ham, at sådan er livet altså - vi
mister og får, og det må man lære at leve med? Eller hvad?

mvh
marianne

---

"Marianne" <handelfjerndette@lundbak.dk> skrev i en meddelelse
news:40ca2474$0$291$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...

Hej Marianne !

Vores datter på dengang 3 tegnede som sagt en masse kister med blomster på,
men derudover var hun også blevet meget angst for at dø selv og også bange
for, at
miste mor og far og søskende.
Det hjalp først lidt, da vi forklarede hende, at bedstefar og
reservebedstemor måske sad oppe i himlen og at det måske var dem der hjalp
til, når der skete gode ting i hendes liv. Det kunne hun åbenbart forholde
sig til, for så behøvede man måske ikke, at være helt væk, heller ikke
selvom man var
død.
Hun har det faktisk godt i dag og kan snakke med glæde om de gode minder,
som f.eks. da hun gav hendes reservebedstemor, lyserøde blomster i
fødselsdagsgave.

> Det ved jeg til gengæld ikke, hvordan vi skal tackle. Skal vi skåne ham
for
> at se ting, vi ved, han bliver ked af, indtil han måske ikke er så følsom
om
> dette mere? Eller skal vi hellere lære ham, at sådan er livet altså - vi
> mister og får, og det må man lære at leve med? Eller hvad?

Alle børn reagerer jo forskelligt, men som du beskriver din søns reaktion,
ville jeg nok vælge, at skåne ham.
Når det hele er kommet lidt mere på afstand, så prøv og spørg om han kan
huske dengang, at han og hans bedstemor / mødre lavede det og det og om i
ikke skal se nogle billeder fra dengang sammen.
Jeg tror ikke, at man skal presse for meget på, når barnet har sat sig en
grænse.
I hvert fald ikke, når det drejer sig om dette emne.
Tag dog stadig emnet op engang imellem og se om han ikke vil snakke lidt, så
han ikke går og bærer på sine tanker helt alene.

Vores ældste søn mistede en marsvinunge, da han var 6 år. Vi gik op på
kirkegården ( der lå overfor ) og gav den en anstændig begravelse i en lille
æske, som vi lagde under et stort træ.
For kort tid siden mistede han sin kanin. Jeg spurgte om vi skulle begrave
den, men det ville han ikke denne gang, så det respekterede vi. Vores søn er
11 år i dag.

Det kan være meget svært at vurdere, hvor balancegangen er, imellem ikke, at
presse for meget på, men samtidig sørge for ikke, at ignorere emnet....


Mvh. www.tjekmig.dk

---

> Vores børn har i de sidste 2 år, mistet deres bedstefar og
reservebedstemor,
> der begge døde af kræft.
> Vi valgte begge gange, at tage vores børn med til begravelsen. Vores den
> mindste på 3 ( 4 år nu ) tegnede kister med blomster på, i et godt stykke
> tid efter.
> Vi valgte at tage vores børn med til begravelsen for, at afmystificere det
> hele lidt.
> Vi har selvfølgelig snakket meget med børnene om døden og hvad der sker
> efter døden og selvfølgelig også om de gode minder.
> Vi passede børnenes bedstefar indtil ca. 14 dage, før hans død. Derefter
> blev han indlagt i nogle dage og blev derefter passet hos hans andet barn.
> Vores ældste børn vil ikke besøge ham mere, i de sidste dage og det slap
de
> selvfølgelig for.
> Vi har også opfordret børnene til, at snakke med deres
> skolelærere og kammerater, når de havde brug for det.
>
> Det er også sket 3 gange, at klassekammerater til vores børn, har mistet
en
> af deres forældre.
> Vi opfordrede vores børn til fortsat, at snakke til den kammerat, der
havde
> mistet, men frem for alt også lytte og være der, i stedet for at undgå
> kammeraten. Det kan selvfølgelig være svært, for hvad siger man til en der
> lige har mistet sin far eller mor ?

Det er meget vigtigt at klassen, lærerne og resten af skolen ikke bevæger
sig VÆK fra en elev som lige har mistet en af sine kære. Det er misforstået
hensyn at ikke at tage emnet om med eleven som lige har mistet. Lærerne og
klassekammeraterne tror ofte at eleven har brug for fred og at glemme, og
tager derfor ikke emnet op, eller ikke lige får sagt at vedkommende gerne
vil lytte og være der og støtte.


> Så vidt jeg ved er skolelærere og pædagoger uddannet i, at tackle børns
> sorg ?

Desværre ikke. For pædagogernes vedkommende (ihvertfald i min studietid) var
der kun lidt om emnet oppe og vende. Men vi fik ikke fordybet os i emnet.
Det var op til den enkelte studererne at fordybe sig i det, i konkurrence
med masser af andre spændende emner. Så det er kun et fåtal som har den
dybere indsigt i at tackle børns sorg.


> Det er vi andre jo ikke, men jeg tror det hjælper for børnene er at få
det
> hele bearbejdet ved hjælp af samtaler og for nogle også kreativitet i form
> af tegninger, breve og evt. en hjemmeside, alt efter barnets alder.

Det er helt fint. Bare husk at være til stede en gang i mellem og få en snak
en gang om f.eks. tegningerne.
Børn kan få nogle mærkelige idéer om døden, f.eks. kan de pludselig blive
pludselig bange for at miste mor eller far. Eller de kan få skyldfølelse
selvom de OVERHOVEDET ikke har noget med det at gøre. Desuden har de sikkert
mange spørgsmål omkring døden. Emnet er et af de efterhåndden få tabu'er
tilbage, selv i det moderne samfund idag.


> Vores den ældste fik også nogle små ting af sin reservebedste, som han
> værdsætter rigtig meget og tit går rundt med. ( bl.a en aidssløjfe ).
> Derudover fik alle tre et fotoalbum + en lille møntsamling af deres
> bedstefar, som de også tager frem af og til.
> Ligesom alle tre børn passer enormt godt på, deres sidste julegave fra
dem.
>
> Det jeg egentlig gerne vil vide er: Hvordan håndterer i andre det, når
> barnet bliver udsat for det at miste ?
> Det kan være et familiemedlem, men det kan jo også være et kæledyr.
> Jeg synes, at det er svært. Især hvis der er flere dårlige oplevelser på
> række...

Jeg har ikke nogle børn selv, men glæder mig til at få børn og stå ved deres
side igennem livet, både ved lykkelige og sørgelige stunder.
Det er et svært emne at tage op, men tillad mig at sige: Når man har haft
døden tæt på, da begynder man at leve! Det håber jeg at I og børnene får ud
af erfaringerne som I gør jer nu for i øjeblikket.

Mvh

Emil

---

> Vores børn har i de sidste 2 år, mistet deres bedstefar og
reservebedstemor,
> der begge døde af kræft.
> Vi valgte begge gange, at tage vores børn med til begravelsen. Vores den
> mindste på 3 ( 4 år nu ) tegnede kister med blomster på, i et godt stykke
> tid efter.
> Vi valgte at tage vores børn med til begravelsen for, at afmystificere det
> hele lidt.
> Vi har selvfølgelig snakket meget med børnene om døden og hvad der sker
> efter døden og selvfølgelig også om de gode minder.
> Vi passede børnenes bedstefar indtil ca. 14 dage, før hans død. Derefter
> blev han indlagt i nogle dage og blev derefter passet hos hans andet barn.
> Vores ældste børn vil ikke besøge ham mere, i de sidste dage og det slap
de
> selvfølgelig for.
> Vi har også opfordret børnene til, at snakke med deres
> skolelærere og kammerater, når de havde brug for det.
>
> Det er også sket 3 gange, at klassekammerater til vores børn, har mistet
en
> af deres forældre.
> Vi opfordrede vores børn til fortsat, at snakke til den kammerat, der
havde
> mistet, men frem for alt også lytte og være der, i stedet for at undgå
> kammeraten. Det kan selvfølgelig være svært, for hvad siger man til en der
> lige har mistet sin far eller mor ?

Det er meget vigtigt at klassen, lærerne og resten af skolen ikke bevæger
sig VÆK fra en elev som lige har mistet en af sine kære. Det er misforstået
hensyn at ikke at tage emnet om med eleven som lige har mistet. Lærerne og
klassekammeraterne tror ofte at eleven har brug for fred og at glemme, og
tager derfor ikke emnet op, eller ikke lige får sagt at vedkommende gerne
vil lytte og være der og støtte.


> Så vidt jeg ved er skolelærere og pædagoger uddannet i, at tackle børns
> sorg ?

Desværre ikke. For pædagogernes vedkommende (ihvertfald i min studietid) var
der kun lidt om emnet oppe og vende. Men vi fik ikke fordybet os i emnet.
Det var op til den enkelte studererne at fordybe sig i det, i konkurrence
med masser af andre spændende emner. Så det er kun et fåtal som har den
dybere indsigt i at tackle børns sorg.


> Det er vi andre jo ikke, men jeg tror det hjælper for børnene er at få
det
> hele bearbejdet ved hjælp af samtaler og for nogle også kreativitet i form
> af tegninger, breve og evt. en hjemmeside, alt efter barnets alder.

Det er helt fint. Bare husk at være til stede en gang i mellem og få en snak
en gang om f.eks. tegningerne.
Børn kan få nogle mærkelige idéer om døden, f.eks. kan de pludselig blive
pludselig bange for at miste mor eller far. Eller de kan få skyldfølelse
selvom de OVERHOVEDET ikke har noget med det at gøre. Desuden har de sikkert
mange spørgsmål omkring døden. Emnet er et af de efterhåndden få tabu'er
tilbage, selv i det moderne samfund idag.


> Vores den ældste fik også nogle små ting af sin reservebedste, som han
> værdsætter rigtig meget og tit går rundt med. ( bl.a en aidssløjfe ).
> Derudover fik alle tre et fotoalbum + en lille møntsamling af deres
> bedstefar, som de også tager frem af og til.
> Ligesom alle tre børn passer enormt godt på, deres sidste julegave fra
dem.
>
> Det jeg egentlig gerne vil vide er: Hvordan håndterer i andre det, når
> barnet bliver udsat for det at miste ?
> Det kan være et familiemedlem, men det kan jo også være et kæledyr.
> Jeg synes, at det er svært. Især hvis der er flere dårlige oplevelser på
> række...

Jeg har ikke nogle børn selv, men glæder mig til at få børn og stå ved deres
side igennem livet, både ved lykkelige og sørgelige stunder.
Det er et svært emne at tage op, men tillad mig at sige: Når man har haft
døden tæt på, da begynder man at leve! Det håber jeg at I og børnene får ud
af erfaringerne som I gør jer nu for i øjeblikket.

Mvh

Emil