"Jesper Nielsen" <jesniel@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
news:409bb10d$0$246$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hvordan kan det være at karikaturer ligner selv om de langt fra ligner:
>
>
http://www.opdebeeck.com/afbeeldingen/karikatuurschetsen/large/willis.jpg
>
http://www.opdebeeck.com/afbeeldingen/karikatuurschetsen/large/saddam.jpg
>
http://www.opdebeeck.com/caricaturessketchesc.html
Det hænger sammen med evnen til at tænke abstrakt, som alle mennesker
besidder i større eller mindre grad. Vi er, qua vores evne til at abstrahere
(dvs. se essensen i et fænomen), i stand til at genkende ting, der
essentielt er ens, selvom de på mange punkter er forskellige.
En god karikatur fremdrager de iøjnefaldende elementer af en persons
faktiske udseende, men overdriver og "forvrider" dem samtidig en smule. Når
man tegner en karikatur, prøver man således at finde de sider af personens
udseende, som er specielle for netop denne ene person. Eksempler på ting,
jeg ville tage frem, hvis jeg skulle karikere forskellige mennesker:
Mogens Lykketofts fipskæg, Dirch Passers hul mellem fortænderne, Dolly
Partons bryster, Zinedine Zidanes let skallede isse, fodboldstøvler etc.
Jeg kan huske en karikaturtegning af Bjørn Elmquist, hvor der var pyntet til
jul i hans (ret store) briller...
Vi kender i øvrigt karikaturer fra andre sammenhænge end billeder.
Homer Simpson er som type en karikatur - nogle gange mennesket i
almindelighed, nogle gange amerikanere, andre gange bestemte typer eller
endog enkeltpersoner. De situationer, han havner i, er essentielt kendt fra
hverdagen.
Homer som person er dog udstyret med nogle karaktertræk, der tilføjer disse
situationer lidt af den førnævnte forvridning. Han er grusomt dum, hans hud
er gul osv. Hans kone har i øvrigt blåt hår.