//zigge wrote:
-snip-
> Det der er tale om er Darmacering (fra middelhavet) eller "samuraisværd"
> (Japan). Ægte Darmacenerklinger har nogle ret unike materialedata og
> legering. Svjv kan man kun bryde malmen eet eneste sted til de ægte
Ok, jeg prøvede google og en søgning efter "darmacer" men det gav intet
resultat. Har du ikke et link eller en kilde-angivelse? Jeg syntes stadig
at det der med "Samuraisværd" lyder som noget fra en TV-shop-reklame
> klinger. Ideen er at man starter med blødt jern og folder det over sig
> selv med kulstof imellem. Gøres det rigtigt opnår man en klinge med samme
Kulstoffet laver forskydninger i mikrostrukturen således at der opstår
tryk-spændinger, der hindrer dislokationer? Men jern + kulstof, det er vel
det man kalder stål? Tilsæt nogle legeringselementer og det bliver
"rustfrit" stål.
> struktur som træ. Ved at have de hårde lag opnår man at have de gode
> egenskaber mht. æg og slid, og ved at have de bløde lag tillader man
> klingen at give efter. De danske vikingesværd var en tand mere avancerede,
Det lyder lidt ligesom når man laver "sandwich"-konstruktioner i fiberplast
med noget skum-agtigt i midten, til f.eks. svævefly. Her opnås lav vægt og
høj styrke. Syntes godtnok at det er svært at forestille mig, hvordan man i
praksis laver de lag du snakker om og hvordan man "folder dem"... Kunne
godt tænke mig, hvis du havde et link og måske nogle illustrationer... Ved
traditionel varmebehandling fås en blødere kerne/kærne (hvad hedder det?)
fordi afkølingen først sker i overfladen og tilsidst i midten af emnet.
> de var lavet med en kerne af Darmacenerstål, skabt ved at smede nogle få
> lag sammen og derefter vride det og smede en rektangulær kærne. På
> kanterne af kærnen blev æggen svejset fast, hvilken var lavet af meget
> hårdt stål.
>
> Jeg kan heller ikke lige huske min materialelære godt nok til at huske
> brathærdningens finurligheder, men slålet bliver jo rimeligt hårdt/skørt
> ved afkølingen. Jeg vil tro at man ved en Darmacener klinge kan nøjes med
> en lavere anløbning da det bløde jern jo ikke hærder ret meget.??
Nej, du formulerer det vidstnok forkert, tror jeg: Formålet med anløbningen
er vel SVJH at sikre mod sprødt brud ved at man opvarmer emnet (f.eks. 200
grader C) således at der sker kornvækst. Større korn => mindre styrke,
tilgengæld opnås øget sejhed. SVJV hærder man overhovedet ikke ved
anløbningen, tværtimod nedsætter man materialets (knivens) styrke og får
tilgengæld øget sejhed.
Normalt, når man taler om hærdning opvarmes emnet nemlig ved en tilpas høj
temperatur og dernæst afkøles emnet lynhurtigt sådan at atomerne ikke har
tid til at sætte sig rigtigt på plads i atomgitteret. Alle de indre
spændinger, der opstår modvirker revnedannelse og derved fås meget høj
styrke. Dernæst anløbes og styrken nedsættes en smule - tilgengæld stiger
sejheden væsentligt (brudforlængelsen ved 1-akset træk) og man opnår at
have et materiale som /både/ har høj styrke og som samtidigt er sejt. Det
er jo altid et godt kompromis og vha. hærdning + anløbning fås et
materiale, som på alle måder er bedre end udgangspunktet.
Tilbage til dit spørgsmål: Jeg ved ikke rigtigt hvad man gør, når du taler
om en klinge som jo åbenbart både består af nogle hårde/skøre lag og af
nogle bløde/seje lag. Ved anløbningen falder styrken overalt i materialet.
Mit gæt er da, at det lag som har lavest styrke vil revne først og så har
jeg svært ved at se logikken i at der er forskellige lag...?
Men det kan selvfølgelig være noget med udmattelsesrevner på en eller anden
måde?
En kniv med hård overflade og blød kerne/kærne må være en god kniv, eller
hvad?
mvh.
Martin Jørgensen
--
---------------------------------------------------------------------------
Home of Martin Jørgensen -
http://www.martinjoergensen.dk