Død-over-hvepse-VANDREHISTORIER
Lægelige overdrivelser om dødelighed af hvepsestik har fået mig til at tænke
over de mange spejder- og andre skov-ture i min barndom der blev ødelagt af
at opmærksomhedssøgende børn var hysteriske om hvepse, og forældre var
hoppet på at de redder liv ved at opblæse hysteriet.
Fordi mediernes hysteri har skabt ægte psykosomatisk
allergi/pseudo-allergi/anafylaktisk chok, er det _tænkeligt_ idag, at nogen
dør af sådant, også når kun et stik.
Måske det kun sker, når man jogger i et hvepsebo(som det skete fornylig med
en børnehave , dog uden dødsfald) , hvor hvepsene for at beskytte larver er
genetisk programmeret til at være langt mere aggressive og
gift-udtømmende.At man kan dø af kun eet stik, kan meget vel være lodret
løgn (selvom autoimmunitet kan udsættes for triggereffekt så et enkelt stik
i princippet kan være tilstrækkeligt)
Det er _måske_ sket nogle gange i Europa historie, at et forslugent barn åd
syltetøjsmaden så lyn-lyn hurtigt, at hvepsen i selvforsvar ikke nåede at
stikke i munden men stak nær strubehovedet på luftrørets inderside og barnet
kvaltes af abnorm stor opsvulmning (som ellers ses mest når stik nær bo).
At lægerne ikke opgør detaljer om en eneste case af denne vandrehistoriernes
præmievinder, er nok fordi det sker sjældent eller aldrig.
Arteriosclerosepatienter og andre med det ene ben i graven er måske den
altovervejende gruppe blandt de, der er døet i timerne efter et stik(og hvor
dette måske var en dråbe der fik bægeret til at flyde over for en
dødsønskende olding)..
Hvepse kan stikke en flue i luften for at æde dens proteinindmad, men kan
ikke nå at stikke et menneske, der slår hurtigt ud efter den
Sidder en hveps på et fast underlag eller summer lige derover, kan et
hurtigt slag med flad hånd mase og dræbe den, før end den når at vende
brodden mod det bløde angribende væv og stikke.
Min far slog ofte hvepse i jorden ved en lussing nedad mod den flyvende
hveps (som min mor var hysterisk med), og det tager så mange sekunder før
den når at få styr på sine forstuvede vinger/ben , og man kan nå at jokke
den ihjel mens den ligger fortumlet på jorden..
Jeg havde engang en tandlæge-lighter hvor man kunne udløse butangassen med
en knap og antænde med en anden, og når hvepsen sad på min syltetøjsmad og
guffede i sig , så fik den brændbar gas og lidt efter ild, og vingerne
svitsedes så væk, og jeg kunne dræbe den med en pincet bagefter.
Der er ikke tal på den påståede øgede pirrelighed i septembber sammenlignet
med juli. Måske fænomenet alene skyldes at der er produceret langt flere
hvepse af boerne nu,
og derfor er der større chance for at blive stukket.
De har ikke noget at leve for nu , hvor det er for sent at udvikle ny
larver før nattefrosten, men om det gør dem forvirrede og dermed mere
stikkende er de lærde uenige om.
En stressforskers ord for at der ikke er adrenalin-mekanisme der kan gøre en
hveps ophidset og særlig aggressiv/pirrelig ved at barnet driller den/slår
ud efter den, er blevet modsagt af en anden zoolog (med skadedyrs-bekæmpelse
som speciale). De lærde strides.J
--
Bo Warming
Bjelkes Alle 46, 2200 København N
Tel: 3586 1000, fax: 3586 1001
http://www.glistrup.com