"Erik G. Christensen" <egc@FJERNpost1.tele.dk> writes:
> ml wrote:
>>
>> Følgende er lidt upræcist formuleret, men:
>>
>> Hvor hurtigt går man normalt på almindelig asfaltvej? Hvor hurtigt går man
>> hvis man går rigtig hurtigt, og hvor lang tid kan man gøre det?
>
> hm, seks til 10 km i timen, og 8 til 15 km når det er hurtigt,
> og hvor lang tid afhænger alene af kondi.
>
Tallet afhænger også en del af ens oppakning. Personligt synes jeg at
kunne mærke væsentlig forskel på gang uden belastning og gang med
rygsæk. Selv hvis rygsækkens vægt kun er 1-2 kg synes jeg at kunne
mærke det, og jeg har en helt personlig teori om at det skyldes
rygsækkens 'pres' mod det nederste af rygsøjlen (og dermed de nerver
der forbinder benene med resten af kroppen), så man hurtigere bliver
træt. Det samme kan jeg mærke når jeg cykler, og derfor har jeg
anskaffet mig en cykelkurv, så tasken ikke behøver belaste ryggen.
Et mere direkte fysisk argument for at en rysæk eller anden oppakning
ændrer ens gang er, at kroppen har en forholdsvis naturlig
'gangfrekvens' (antal skridt pr. minut) og en naturlig
skridtlængde. Den mest energi-økonomiske gang opnåes hvis kroppens
massemidtpunkt følger en ret linje med konstant hastighed, og det er
derfor man ved helt normal gang svinger armene modsat af
benene(*). Noget lignende kan man formentlig observere ved heste og
andre firbenede dyr (der svjh bevæger diagonalt placerede ben
samtidigt). Denne massemidtpunktsforskydelseskorrektion [jeg blev
_nødt_ til at skrive det ord
] bliver formentlig sværere, hvis
kroppen bærer på andet end sig selv.
(*) Mens jeg skrev dette udførte jeg nogle små eksperimenter, som
faktisk er ret sjove. Først prøvede jeg at gå i normalt tempo, og lod
armene gøre som de ville. Jeg kan ikke finde ud af, om armene svinger
pga. muskelarbejde (dvs. at hjernen i sin tid lærte at armsving er en
del af aktiviteten 'gang'), eller simpelthen som penduler, der
automatisk kommer til at svinge i takt (½ fase forskudt) med
benene. Hvis man så varierer gangen og armbevægelserne lidt kan man
tydeligt mærke hvor 'unaturligt' det egentlig forekommer; man kan fx
gå med armene stift ned ad siden, fastholdt på ryggen, eller strakt
over hovedet; hvis man fører variationerne langt nok ud ligner man til
sidst John Cleese fra en vis Monty Python-sketch, og er glad for at
alle andre er på sommerferie :)
Med venlig hilsen
Rasmus Villemoes
--