Cujo har jo haft lidt svært ved indkald, når vi træner det. Hvis vi er på
marken, er det kun lige når han synes, at han er færdig med at lege, at han
kommer.
Af samme årsag har vi undgået situationer, hvor det var 100 % nødvendigt, at
jeg kunne stole på ham. Ergo har vi ikke gået uden snor medmindre vi var
alene på stranden, på marken el.lign.
I dag har vi så været ude og løbe en tur. Han havde selvfølgelig snor på, og
det fungerer normalt også fint.
I dag havde jeg bare lige glemt, at på denne tur, er der sommetider en stor
schæfer 30 meter fra stien, hvor vi løber, og den er ihvertfald ikke glad
for, at nogen kommer forbi.
Jeg kommer løbende med walkman på, så jeg hører ikke lige denne schæfer gø,
men det gør Cujo. Han vil selvfølgelig hen til den og trækker kraftigt i
snoren, og da jeg ikke er forberedt, mister jeg mit greb.
Ja, og så går det hele bare stærkt. I løbet af en brøkdel af et sekund går
det op for mig, at det er den hund, og Cujo skal ihvertfald ikke ned til
den!
Jeg råber en gang på ham, og han stopper med det samme. Han er ikke nået
mere end 5 meter fra mig, så det gik stærkt.
Han kigger på mig, og jeg siger PLADS en gang, og han kommer og sætter sig
foran mig. Han fik den største knuser og en hel masse ros. Han kunne ikke
være i tvivl om, at han lige havde gjort det største i verden.
Jeg har været så nervøs for, at vi skulle komme ud for sådan en situation,
uden at jeg kunne gøre noget, men i dag har han bevist, at han godt ved, at
det er mig, der bestemmer.
På trods af denne succes beholder vi selvfølgelig snoren på, men nu behøver
jeg ikke blive så frustreret, når vi træner, for han kan jo godt.
Til alle jer, der er igang med indkaldstræning - giv ikke op. Det kan godt
virke håbløst en gang imellem, men det er altså ikke forgæves.
Med venlig hilsen en meget stolt Cujos mor.