Hej Hanne
Det gør mig ondt på dine vegne og jeg forstår godt hvilket svigt du må have
følt med hensyn til din dyrlæge.....hvor var det godt at Niels Andersen kom
jer til undsætning.
Med din beretning kommer jeg til at tænke på hvad jeg selv har oplevet og
har lyst til at fortælle:
Som jeg har skrevet før, mistede jeg min hund i januar og en ting er
sikkert: hele sygdomsforløbet og aflivningen havde jeg ikke kunne gå i
gennem på samme "gode" måde hvis det ikke havde været for min dyrlæge
(Susanne,Ringe Dyrehospital).
Der var et par gange hvor jeg syntes at min hund havde det værre end ellers
og hver gang fik jeg besked på bare at komme med det samme(på trods af
travlhed m.m.). En gang hvor jeg skulle ringe og høre med hensyn til nogle
prøver der var blevet taget, snakkede vi om at få taget et røngenbillede af
hende...jeg havde ikke mulighed for at tage fri for arbejde den følgende dag
og dagen efter igen var alt bugget op. men som den dejlige person hun er (og
selvom det var sent på dagen, efter alm. konsultation) tilbød hun uden
betænkning at jeg kunne komme med det samme og efter 2 timer med narkose og
røngen (kl. ca 18:30) tog vi hjem igen. DET kalder jeg en rigtig dyrlæge.
Det bedste var dog at hun p.g.a. en uges ferie, gav mig sit personlige
telefon-nummer hvis der skulle være noget.....Det var surverænt..hun viste
hvor vigtigt det var for mig at kunne blive beroliget en gang imellem.
Tilsidst har hun rådet mig i nyt hundekøb, hvor hun "reddede" mig fra at
købe en syg hvalp. Nu har jeg så Silke som efter 3 dage hjemme hos mig, var
til "tjek" hos Susanne og jeg er lykkelig ved tanken om at jeg altid har en
vidunderlig dyrlæge i baghånden hvis mine elskede dyr skulle blive syge.
Også en dyrlæge der er der selvom det er på skæve tidspunker.
TAK SUSANNE....*sssss*
Med venlig hilsen Catja
(chikitas mor)
"Hanne Jensen" <pollo@os.dk> skrev i en meddelelse
news:99ipmh$oio$1@news.inet.tele.dk...
> Min hund faldt, når den skulle rejse sig, og søgte ud i sit hul, under
> enebærbusken. Den var næsten ikke kontaktbar, og øjnene så meget mærkelige
> ud, og jeg var klar over at det var meget alvorligt. Jeg ringede til min
> dyrlæge, som vi har haft fra han var lille d.v.s i ca. 10 år. Stor var min
> skuffelse, da hun fortalte mig, at vi skulle komme med den, men da det er
en
> hund på 35 kg. og den ikke kunne støtte på benene og var døende syntes jeg
> ikke den skulle udsættes for en flytning. Jeg bad hende om at komme og
> aflive ham, men hun kunne ikke hjælpe os sagde hun. Jeg kontaktede så
> dyrlæge Niels Andersen, Kalundborg, som på trods af at vi ikke var
klienter
> hos ham, og han er alene i praksis, lukkede han og kom, 10 min. efter og
> min hun sov stille ind. Det var flot gjort af ham, da vores egen dyrlæge
> svigtede da vi virkelig havde brug for hende. Det er hårdt oven i sorgen
> over at have mistet sin bedste ven.
> m.v.h.
> Hanne
>
>
>