"Tomas O." <tfo@gmx.net> wrote in message
news:Xns92EBCFA1CAEB9IMP@130.225.247.90...
> "Erik Olsen" <bjerg.olsen@ishoejby.dk> wrote in
> news:au1mh5$j0t$1@sunsite.dk:
>
> > Tomas O. wrote:
> >> "Tine Andersen" wrote
> >>
> >>> Her i huset yder vi efter evne og nyder efter behov.
> >>
> >> Smukt
> >
> > Det kommer da an på hvorledes det praktiseres.
> >
> > Jeg kan sagtens forestille mig en noget urimelig fordeling som kan
> > beskrives efter ovenstående:
> >
> > En enkelt af "husets" medlemmer laver størstedelen af arbejdet fordi kun
> > hyn evner at indse at det må gøres, men har samtidig ikke tid til meget
> > af "nydelsen".
>
> Jeg trorn nu ikke Tine mener det sådan. Det er nok snarere noget med at en
> 2 årig kan mindre end end 5 årig eller 10 årig.
>
> Jeg mener at børn generelt involveres alt alt alt for lidt i det
> almindelige husarbejde der er en del af dagligdagen i dagens Danmark.
> Hvordan skal de nogensinde lære at der er ting der bare skal gøres hver
> dag, som skraldespandstømmning, opcaks, tøjvask, daglig oprydning,
> smårengøring, indkøb, madlavning og så videre. De må da få en fuldstændig
> forskruet forestilling om den slags når de sdkal betales for at gøre det
> eller når de slet ikke skal være med. Børn VIL gerne hjælpe til med alt
der
> har med livet at gøre.. min søn vil foreksempel meget gerne hjælpe med alt
> det huslige og det gør han også. Jeg er jo ikke hans tjener og han skal da
> ikke vokse op i den tro at der vil være folk til den slags når man er
> voksen.
>
> > Er det smukt?
>
> Du misforstår mig vist. Men nogen skal jo altid vende og dreje tingene så
> de ser negative ud i stedet for at se positivt på livet...
>
> Tomas
Du har fat i noget af det rigtige, Thomas.
Vi har lavet en arbejdsplan med ALLE ugens opgaver på. Det synliggør, hvor
meget, der egentlig skal gøres. Så har børnene selv fået lov til at vælge,
hvilke opgaver, de gerne ville have. De skiftes til at dække bord om
aftenen, og om morgenen i weekenderne. Søndag har den store så madtjans
sammen med mig. Jeg tror, det er meget vigtigt, at de ikke 'hjælper mor' men
har eget ansvar. Hvis ikke de dækker bord, kan vi ikke få aftensmad.
Gryderne med de varme ting står på bordet (dem bærer de voksne stadig ind),
men vi kan ikke spise maden. De er 5 og 10 år.
De resterende opgaver har min mand og jeg så taget. Heldigvis ret jævnt
fordelt. De voksne er ret enige om niveauet - jeg vil gerne gøre lidt mere
vådt rent end han - han vil gerne rydde lidt mere op end jeg. Jeg vasker -
han lægger sammen. Børnene kan ikke rigtigt se nødvendigheden af at rydde
op, men dels roder de i fællesrummene (og der bestemmer vi, at der skal
ryddes op af og til) og dels deler de (indtil om 14 dage) værelse, så hvis
begge skal kunne lege, skal tingene på plads af og til. Endelig skal der
ryddes op for at kunne blive gjort rent, og i en astmatikerfamilie kan det
kun ske for sjældent.
Jeg giver Erik ret i, at det er noget skidt, hvis kun den ene ser
'nødvendigheden' af at gøre noget, men de færreste opgaver er ægte
nødvendigheder. De fleste er noget, man kan diskutere sig frem til et
kompromis om. Hvis man siger tingene højt - giver trolden et navn - er det
ofte lettere.
Min triumffølelse kommer så, når en af ungerne frivilligt henter noget til
aftensmadsbordet, som den anden har glemt at tage ind, da hyn dækkede bord.
"Det er Niels, der dækker bord, men jeg gider da godt hente mælken". Så kan
man se, at opdragelsen har båret frugt.