"Fungus" <silde2000@NOSPAMhotmail.com> wrote in
news:3df9e513$0$2527$ba624c82@nntp04.dk.telia.net:
> Vil gerne lige høre om der er nogen som har erfaringer med Amazing
> Ally dukken inden jeg spurter ud og køber en til afkommet i julegave?
> Jeg mener, en dukke til 600 kr. må da være noget udover det
> sædvanlige, eller hva'?
>
>
Fantastiske Ally med begrænsninger
---------------------------------------------------------------------
Berlingske Tidende 25 november 2000, 6 Sektion, TÆT PÅ side 14
Den talende dukke, Amazing Ally, kommer givet-vis øverst på mange
småpigers ønske-seddel til jul. Men når først Allys mange færdig-heder
er afprøvet,bliver det hurtigt lidt kedeligt.
Af Trine Munk-Petersen
»Hej, jeg hedder Ally. Vi to skal være bedste venner. Vi skal digte
»historier, lege sjove lege og på en masse sjove eventyr!«
Stemmen kommer fra en dukke i lilla fløjlskjole, med langt lyst hår og
store blå øjne, der netop har gjort sit indtog i danske
legetøjsforretninger, TV-reklamer og julekataloger. Og der er ingen
tvivl om, at »Amazing Ally, verdens mest avancerede dukke« vil stå
øverst på mange små pigers ønskeseddel denne jul. Ally kan både tænke,
tale og lege, fremgår det af reklameteksterne, så ingen lille pige
behøver længere være ensom og ked af det, hvis veninderne ikke gider
lege. Vi lod Sofie og Lene på ni og ti år prøvelege med Ally - ifølge
importøren, Top-Toy, henvender Ally sig til børn fra fire-fem års
alderen og op. Men hvis børnene selv skal kunne forstå brugsanvisningen
og programmere Ally, skal de helst være otte-ti år, altså i en alder,
hvor dukker er ved at få konkurrence af andre interesser. Og på den måde
lander Ally lidt mellem to stole. Dukken er batteridrevet og fungerer
ved hjælp en udskiftelig såkaldt »temapakke«, der programmerer hende til
forskellige funktioner og »lege«, samt et antal kontakter, sensorer og
udskiftelige kort, der sætter Ally i stand til f.eks. at registrere, om
hun har sine lilla strømpebukser på, lege forskellige gætte- og
huskelege, fortælle eventyr og vittigheder og huske sin ejerindes
fødselsdag. Det hele er meget teknisk, og af samme grund er Ally
forbløffende tung, sin spinkle kropsbygning til trods. Men det generede
ikke Sofie og Lene, der ivrigt gik i gang med at udforske Allys
færdigheder under begejstrede tilkendegivelser. Begejstringen holdt,
lige til de havde afprøvet alle funktioner, og Ally begyndte at gentage
sig selv. Så gik pigerne over til at lege med Ally på præcis samme måde,
som de i årevis har leget med deres mere almindelige, knap så
velbegavede dukker: sætte hår, skifte tøj og lege de forskellige
rollelege, der til alle tider har været det essentielle i dukkelegen. Og
her kommer Amazing Ally alt andet lige til kort. Hun kan ganske vist
selv bede om at få friseret sit hår, men hun tåler f.eks. ikke vand,
ligesom det er strengt forbudt at putte noget i hendes mund (for ikke at
ødelægge den mekanisme, der bevæger munden, når hun taler). Hun har
heller ikke noget skiftetøj - og får det heller ikke foreløbig,
medmindre man syr det selv. Der går nemlig mindst et års tid, før
ekstraudstyr til Ally kommer på det danske marked, oplyser Top-Toy.
Priserne ventes desuden at blive pebrede, 300-400 kr. for en ny
temapakke, takket være de dyre chips, alt Allys udstyr skal forsynes
med, for at hun kan fungere. Det skal man også tage med i regnestykket,
inden man ofrer de 550-600 kr. afhængigt af indkøbssted, som verdens
mest avancerede dukke p.t. koster.
Ally, talende dukke, 45 cm høj, med eventyrbog og testel, 599 kr. hos BR
og 549,95 i Toys’R’Us.
|