---

Kære Michael



I dag er det 5 måneder dage siden, du døde, og jeg savner dig mere og mere
for hver dag, der går. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal komme videre, når jeg
har den vished, at jeg aldrig nogensinde mere skal møde dig. Vi så hinanden
sidst til erotik-messen i februar, og tiden efter snakkede vi meget sammen.
Bl.a. om at du gerne ville have mig ind i dit liv igen. Jeg fortryder
bittert, at jeg ikke gik tilbage til dig, for du var, er og vil altid være
mit livs kærlighed. Tanken om, at vi en gang ville finde sammen, har hjulpet
mig igennem meget, men hvad skal holde mig oppe nu? At vi mødes engang i
døden? Nogen gange tænker jeg på at følge dig, men jeg ved, at det vil du
blive meget såret over. Du ville altid det bedste for dem, du holdte af, og
inderst inde ved jeg, at jeg havde en plads i dig. Og for dig vil jeg
prøve, om jeg kan nyde livet på samme måde, som du nød dit. Du elskede
livet. Men hvorfor kunne jeg ikke se, hvor meget du betød for mig, da du
levede? Hvorfor skulle det være døden, der fik mine øjne op, for hvad mine
følelser bundede i? Hvor dybt de ligger?

Jeg er flyttet tilbage til den by jeg boede i da vi var sammen, og jeg har
været ved din grav. Jeg brød helt sammen den dag. Troede jeg ville kunne
acceptere at du er borte! Hvorfor kan jeg ikke få min sjæl til at forstå, at
du er væk?

Et eller andet sted ved jeg, at du stadig er i blandt os, og du ved, hvad
der sker med mig lige nu. Og jeg savner din støtte som aldrig før...

Jeg aner virkelig ikke hvordan, jeg skal komme videre.

Jørn skrev til mig for noget tid siden. Han havde et billede af dig og ham i
smoking, og han spurgte, om jeg ville have en kopi. Selvfølgelig ville jeg
det, og det hænger et sted så jeg ser dig hver dag. Måske er det ikke en så
god ide at have hængende... Men jeg kan ikke få mig selv til at fjerne det.



Hvorfor skulle det være dig, der døde? Der er så mange, der savner dig nu.
Og jeg er sikker på, at nogen af dem ikke ved, hvordan de skal komme videre.
Det er så meningsløst. Hvis der findes en gud, så forstår jeg ikke, at han
kunne tillade det at ske? Han burde have reddet dig.

Men efter dette, hvordan kan jeg så tro på, at der er en gud?

Jeg føler virkelig med din familie. Jeg kan kun forstille mig, hvordan de må
have det, når jeg tænker på, hvor svært jeg har det. Men jeg er glad for, at
de har hinanden at læne sig op ad og hinanden at dele sorgen med. Jeg har
kun mig selv.

Mine drenge ved også, at du er død, men de kan desværre ikke rigtig huske
dig, men de ved, hvad du betød og stadig betyder for mig.

Hvorfor er livet så uretfærdigt? Det burde være mig i stedet for dig, der
døde. "Et held" det ikke var. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne se dig bare
en sidste gang. Give dig et kram og fortælle hvor højt jeg elsker dig.

Jeg vil aldrig glemme dig, og du vil leve videre i mine tanker og drømme.



Din for evigt



Louise

---

Hejsa...

Hvor jeg dog kan forstå dig... Det er alt for tit, vi først indser hvad vi
har mistet, når vi har mistet det for evigt... Jeg forstår dine følelser, og
kan følge din sorg og dit savn, men ville din ven have ønsket, at du opgav
livet for ham, at du satte dig selv på stand by... Jeg tror det er vigtigt
for dig, at du hver morgen tænker på de positive ting, der er i dit liv og
på den måde, kommer en dag videre... og måske vil dit savn en dag ikke føles
så stort...

Men hvis man skal se dit brev fra en anden vinkel, hvem siger så at din ven
er væk.. hans fysiske legeme er her ikke mere, men hvis du virkeligt mærker
efter, kan du så mærke at han alligevel er hos dig?? Jeg tror på, at de
mennesker vi mister til døden, altid vil leve videre hos og og i os... for
så længe vi ikke glemmer, så lever de for os, i vore minder...

Jeg kan jo ikke sidde her og vide noget som helst om dit tab, men ved, at de
mennesker jeg har mistet til døden, de lever i mine minder og selv om jeg
savner dem, så ved jeg med mig selv, at det måske var det bedste... Kan her
henvise til et HC Andersen eventyr "Historien om en moder" ved ikke hvor
mange der kender det, men det fortæller ganske kort, at selvom man får lov
til at vælge om, i det her tilfælde ens barn, skal leve videre, så er det
måske bedst at vælge skæbnens vej, for vi ved ikke, hvad skæbnen ellers har
at tilbyde dette menneske...

Håber at min pludren, har været til lidt hjælp for dig...

Kram Charlotte

"Louise Hemdorff" <louisejh@oncable.dk> skrev i en meddelelse
news:3de3c614$0$248$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> Kære Michael
>
>
>
> I dag er det 5 måneder dage siden, du døde, og jeg savner dig mere og
mere
> for hver dag, der går. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal komme videre, når
jeg
> har den vished, at jeg aldrig nogensinde mere skal møde dig. Vi så
hinanden
> sidst til erotik-messen i februar, og tiden efter snakkede vi meget
sammen.
> Bl.a. om at du gerne ville have mig ind i dit liv igen. Jeg fortryder
> bittert, at jeg ikke gik tilbage til dig, for du var, er og vil altid være
> mit livs kærlighed. Tanken om, at vi en gang ville finde sammen, har
hjulpet
> mig igennem meget, men hvad skal holde mig oppe nu? At vi mødes engang i
> døden? Nogen gange tænker jeg på at følge dig, men jeg ved, at det vil du
> blive meget såret over. Du ville altid det bedste for dem, du holdte af,
og
> inderst inde ved jeg, at jeg havde en plads i dig. Og for dig vil jeg
> prøve, om jeg kan nyde livet på samme måde, som du nød dit. Du elskede
> livet. Men hvorfor kunne jeg ikke se, hvor meget du betød for mig, da du
> levede? Hvorfor skulle det være døden, der fik mine øjne op, for hvad mine
> følelser bundede i? Hvor dybt de ligger?
>
> Jeg er flyttet tilbage til den by jeg boede i da vi var sammen, og jeg har
> været ved din grav. Jeg brød helt sammen den dag. Troede jeg ville kunne
> acceptere at du er borte! Hvorfor kan jeg ikke få min sjæl til at forstå,
at
> du er væk?
>
> Et eller andet sted ved jeg, at du stadig er i blandt os, og du ved, hvad
> der sker med mig lige nu. Og jeg savner din støtte som aldrig før...
>
> Jeg aner virkelig ikke hvordan, jeg skal komme videre.
>
> Jørn skrev til mig for noget tid siden. Han havde et billede af dig og ham
i
> smoking, og han spurgte, om jeg ville have en kopi. Selvfølgelig ville jeg
> det, og det hænger et sted så jeg ser dig hver dag. Måske er det ikke en
så
> god ide at have hængende... Men jeg kan ikke få mig selv til at fjerne
det.
>
>
>
> Hvorfor skulle det være dig, der døde? Der er så mange, der savner dig nu.
> Og jeg er sikker på, at nogen af dem ikke ved, hvordan de skal komme
videre.
> Det er så meningsløst. Hvis der findes en gud, så forstår jeg ikke, at han
> kunne tillade det at ske? Han burde have reddet dig.
>
> Men efter dette, hvordan kan jeg så tro på, at der er en gud?
>
> Jeg føler virkelig med din familie. Jeg kan kun forstille mig, hvordan de
må
> have det, når jeg tænker på, hvor svært jeg har det. Men jeg er glad for,
at
> de har hinanden at læne sig op ad og hinanden at dele sorgen med. Jeg har
> kun mig selv.
>
> Mine drenge ved også, at du er død, men de kan desværre ikke rigtig huske
> dig, men de ved, hvad du betød og stadig betyder for mig.
>
> Hvorfor er livet så uretfærdigt? Det burde være mig i stedet for dig, der
> døde. "Et held" det ikke var. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne se dig
bare
> en sidste gang. Give dig et kram og fortælle hvor højt jeg elsker dig.
>
> Jeg vil aldrig glemme dig, og du vil leve videre i mine tanker og drømme.
>
>
>
> Din for evigt
>
>
>
> Louise
>
>

---

d. 26/11/02 23:47 skrev Charlotte på therealnikita@tdcadsl.dk i artiklen
3de3fa0e$0$179$edfadb0f@dread13.news.tele.dk:

> Men hvis man skal se dit brev fra en anden vinkel, hvem siger så at din ven
> er væk.. hans fysiske legeme er her ikke mere, men hvis du virkeligt mærker
> efter, kan du så mærke at han alligevel er hos dig?? Jeg tror på, at de
> mennesker vi mister til døden, altid vil leve videre hos og og i os... for
> så længe vi ikke glemmer, så lever de for os, i vore minder...

Helt enig. Det er nærmest på den måde, jeg ser det kristne budskab om evigt
liv.

Yderligere kan jeg godt få den lidt tossede tanke, at betragte de afdødes
gravsted som deres sidste jordiske bolig. Hvis jeg må følge den tanke lidt
videre ud i det absurde, kan jeg jo foreslå Charlotte at skrive brevet til
Michael ud og lægge eller grave det ned på hans gravsted, hvis det da er
muligt. Kirkegården er for mig en skillelinie mellem liv og død - et sted
man kan mindes de afdøde.

Med venlig hilsen

Børge Rahbech Jensen

---

> Yderligere kan jeg godt få den lidt tossede tanke, at betragte de afdødes
> gravsted som deres sidste jordiske bolig. Hvis jeg må følge den tanke lidt
> videre ud i det absurde, kan jeg jo foreslå Charlotte at skrive brevet til
> Michael ud og lægge eller grave det ned på hans gravsted, hvis det da er
> muligt. Kirkegården er for mig en skillelinie mellem liv og død - et sted
> man kan mindes de afdøde.

Må lige kommentere at det ikke var Charlotte, der havde skrevet brevet til
Michael, men mig...
Men hvad hjælper det at ligge det ved hans grav??? Han kan jo ikke lige stå
op af urnen og læse brevet! Hans familie vil finde det, og det er da ok at
de ser at deres søn var elsket, men ikke efter den måde de reagerede da han
døde... Men ok det er en længere og for personlig "historie"!

Louise

---

d. 01/12/02 23:57 skrev Louise på lojahe@msn.com i artiklen
3dea93af$0$246$edfadb0f@dread15.news.tele.dk:

> Men hvad hjælper det at ligge det ved hans grav?

Hvis det ikke kan hjælpe dig, kan du jo bare lade være. Min tanke var blot,
at gravstedet for mig er den afdødes sidste hvilested og dermed det sted,
hvor man kan forestille sig en kontakt med den afdøde. Det er vel primært
det, man overhovedet bruger et gravsted til.

Med venlig hilsen

Børge Rahbech Jensen

---

> Hvis det ikke kan hjælpe dig, kan du jo bare lade være. Min tanke var
blot,
> at gravstedet for mig er den afdødes sidste hvilested og dermed det sted,
> hvor man kan forestille sig en kontakt med den afdøde. Det er vel primært
> det, man overhovedet bruger et gravsted til.

Har skrevet mange breve til ham, men jeg føler ikke det hjælper. Følelserne
bliver ved med at være der. Det føles som en uendelig tunnel... Jeg ved godt
at sorg tager tid, men at den bliver ved ig ved uden at vise tegn på at
blive mindre, det er hårdt...
Har forsøgt at snakke med min læge om evt en henvisning til psykolog. Men
det kan jeg ikke få da jeg ikke var hans kæreste da han døde...

---

d. 02/12/02 17:12 skrev Louise på lojahe@msn.com i artiklen
3deb8670$0$208$edfadb0f@dread15.news.tele.dk:

> Har skrevet mange breve til ham, men jeg føler ikke det hjælper. Følelserne
> bliver ved med at være der. Det føles som en uendelig tunnel...

Det tror jeg godt, jeg kan forstå, uden jeg har nogen løsning.

Jeg har kun prøvet at miste min far og stedmor, som jeg nok ikke stod så
nær, som du stod din ven, tidligere kæreste eller hvad han nu var for dig.
Det er længe siden, jeg har besøgt deres grav, men jeg synes alligevel, det
er rart at vide, jeg kan besøge den, hvis jeg får lyst.

Når jeg har besøgt min far og stedmors fælles grav, har der ikke været andre
på kirkegården, og det har givet mig fred til at stå lidt på graven og tænke
på dem og den seneste gang ladet tårerne få frit løb. Måske forestillede jeg
mig, at jeg sagde farvel til dem, og måske forestiller jeg mig, som skrevet
tidligere, det er deres sidste "hjem", hvor jeg kan besøge dem mentalt, hvis
jeg savner dem for meget, vel vidende de ikke fysisk er til stede. Når der
ikke er andre i nærheden, kan man jo også forestille sig, man siger noget
til den afdøde, uden andre tror, man taler med sig selv. Det kan være en
fordel i forhold til breve, fordi talte ord er mere "luftige" end skrevne
ord. Jeg skriver også mange breve, men det er min erfaring, at det, jeg
skriver, ikke forsvinder fra min bevidsthed, før det er lagt i postkassen og
på vej til modtageren - og det kan man jo ikke gøre med breve til afdøde.
Det var nok derfor, jeg tænkte på, om man kunne lave noget, der svarede til
en postkasse på en grav.
Med venlig hilsen

Børge

---

> Har skrevet mange breve til ham, men jeg føler ikke det hjælper.
Følelserne
> bliver ved med at være der. Det føles som en uendelig tunnel... Jeg ved
godt
> at sorg tager tid, men at den bliver ved ig ved uden at vise tegn på at
> blive mindre, det er hårdt...

Det bliver ikke nemmere før der er gået et år - og selv efter det år vil det
svinge op og ned. Det er 12 år siden i år for mit vedkommende, men jeg
bliver da stadig ked af det, og savner ham. Ikke noget lyserødt, men blot et
savn over et mennesker, som ikke er mere. Tunnelen er på sin vis uendelig -
du vil bare opleve, at der også kan være lidt lys for enden af den en gang i
mellem.

Mvh Maria

---

Hej Louise

"Louise" <lojahe@msn.com> skrev i en meddelelse
news:3deb8670$0$208$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
>
> Har skrevet mange breve til ham, men jeg føler ikke det hjælper.
Følelserne
> bliver ved med at være der. Det føles som en uendelig tunnel...
Jeg ved godt
> at sorg tager tid, men at den bliver ved ig ved uden at vise
tegn på at
> blive mindre, det er hårdt...

Du skal vide at uanset hvor du tænker på ham, eller skriver breve
til ham, så får han "beskeden". Det er bestemt ikke nødvendigt at
lægge brevet på et gravsted, men kan være en løsning for nogle,
især personer der hænger meget til det fysiske.

Hvis du mailer mig direkte kan du få et redskab, til at bearbejde
din sorg med.

> Har forsøgt at snakke med min læge om evt en henvisning til
psykolog. Men
> det kan jeg ikke få da jeg ikke var hans kæreste da han døde...

Dine følelser er rigtige, uanset i var kærester eller ej. Du kan
altid selv opsøge en psykolog, men så skal du også selv betale
det.

Kærlige hilsner
J¤mfruen) Healer m.m.

---

Hej Louise.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i dit sted. Min mand døde kun 39 år gammel to
dage før han fyldte 40. Det er utrolig hårdt. Jeg og mine døtre besøger ikke
gravstedet så tit for som vi siger, det er jo ikke der han er, det er i vore
hjerter.
Man synes, at det hele er så uretfærdigt, men vi kan ikke lave om på det,
men huske at man altid skal være glade og gode ved hinanden, ved aldrig
hvornår det er slut.
Man lærer også på den hårde måde. Jeg er blevet meget stærkere. Husk du må
ikke fortrænge det. Gem ham i dit hjerte og en dag kommer du også videre. Du
skal ikke glemme ham. Jeg troede heller aldrig at jeg kom videre, men jeg
har det godt, og jeg har lært at være så glad for livet og vil ikke af med
livet, det elsker jeg det for højt til.
Ja man kan ikke forstå, at Gud ville have ham så tidligt, men jeg tror, at
man skal lære og jeg har lært ikke at tage noget for givet. Når jeg får
lyst, ser jeg på ham på et billede.
Og så nyder jeg den tid vi var sammen - glædes over at have haft lov til at
have ham i et stykke tid og at han gjorde mig til mor to gange.
Nu er det syv år siden og jeg elsker livet, trods alt.
Kærlig hilsen Anette
"Louise Hemdorff" <louisejh@oncable.dk> skrev i en meddelelse
news:3de3c614$0$248$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> Kære Michael
>
>
>
> I dag er det 5 måneder dage siden, du døde, og jeg savner dig mere og
mere
> for hver dag, der går. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal komme videre, når
jeg
> har den vished, at jeg aldrig nogensinde mere skal møde dig. Vi så
hinanden
> sidst til erotik-messen i februar, og tiden efter snakkede vi meget
sammen.
> Bl.a. om at du gerne ville have mig ind i dit liv igen. Jeg fortryder
> bittert, at jeg ikke gik tilbage til dig, for du var, er og vil altid være
> mit livs kærlighed. Tanken om, at vi en gang ville finde sammen, har
hjulpet
> mig igennem meget, men hvad skal holde mig oppe nu? At vi mødes engang i
> døden? Nogen gange tænker jeg på at følge dig, men jeg ved, at det vil du
> blive meget såret over. Du ville altid det bedste for dem, du holdte af,
og
> inderst inde ved jeg, at jeg havde en plads i dig. Og for dig vil jeg
> prøve, om jeg kan nyde livet på samme måde, som du nød dit. Du elskede
> livet. Men hvorfor kunne jeg ikke se, hvor meget du betød for mig, da du
> levede? Hvorfor skulle det være døden, der fik mine øjne op, for hvad mine
> følelser bundede i? Hvor dybt de ligger?
>
> Jeg er flyttet tilbage til den by jeg boede i da vi var sammen, og jeg har
> været ved din grav. Jeg brød helt sammen den dag. Troede jeg ville kunne
> acceptere at du er borte! Hvorfor kan jeg ikke få min sjæl til at forstå,
at
> du er væk?
>
> Et eller andet sted ved jeg, at du stadig er i blandt os, og du ved, hvad
> der sker med mig lige nu. Og jeg savner din støtte som aldrig før...
>
> Jeg aner virkelig ikke hvordan, jeg skal komme videre.
>
> Jørn skrev til mig for noget tid siden. Han havde et billede af dig og ham
i
> smoking, og han spurgte, om jeg ville have en kopi. Selvfølgelig ville jeg
> det, og det hænger et sted så jeg ser dig hver dag. Måske er det ikke en
så
> god ide at have hængende... Men jeg kan ikke få mig selv til at fjerne
det.
>
>
>
> Hvorfor skulle det være dig, der døde? Der er så mange, der savner dig nu.
> Og jeg er sikker på, at nogen af dem ikke ved, hvordan de skal komme
videre.
> Det er så meningsløst. Hvis der findes en gud, så forstår jeg ikke, at han
> kunne tillade det at ske? Han burde have reddet dig.
>
> Men efter dette, hvordan kan jeg så tro på, at der er en gud?
>
> Jeg føler virkelig med din familie. Jeg kan kun forstille mig, hvordan de
må
> have det, når jeg tænker på, hvor svært jeg har det. Men jeg er glad for,
at
> de har hinanden at læne sig op ad og hinanden at dele sorgen med. Jeg har
> kun mig selv.
>
> Mine drenge ved også, at du er død, men de kan desværre ikke rigtig huske
> dig, men de ved, hvad du betød og stadig betyder for mig.
>
> Hvorfor er livet så uretfærdigt? Det burde være mig i stedet for dig, der
> døde. "Et held" det ikke var. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne se dig
bare
> en sidste gang. Give dig et kram og fortælle hvor højt jeg elsker dig.
>
> Jeg vil aldrig glemme dig, og du vil leve videre i mine tanker og drømme.
>
>
>
> Din for evigt
>
>
>
> Louise
>
>

---

Anette Jensen wrote:

Jeg har klippet det hele, ikke for at begrænse det,
men for at se det fra en anden, min side ?

og, jeg vil gerne videre med en kvinde, der har haft
de samme oplevelser, og det virker på mig meget
diffust,

vi kan have de bedste oplevelser på netrault plan, men
kommer der blot en erindring, så er alt i stå,

hvad gør jeg ?

--
Med venlig hilsen Erik G. Christensen
Rådgiver for flere danske svinebønder.

---

Hej Erik.

Jeg forstår dig ikke helt. Er du kæreste med en enke eller lever du sammen
med en? Vil gerne hjælpe, hvis jeg kan af egne erfaringer.
Anette
"Erik G. Christensen" <egc@post1.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3E11F8DF.CABD8DB9@post1.tele.dk...
> Anette Jensen wrote:
>
> Jeg har klippet det hele, ikke for at begrænse det,
> men for at se det fra en anden, min side ?
>
> og, jeg vil gerne videre med en kvinde, der har haft
> de samme oplevelser, og det virker på mig meget
> diffust,
>
> vi kan have de bedste oplevelser på netrault plan, men
> kommer der blot en erindring, så er alt i stå,
>
> hvad gør jeg ?
>
> --
> Med venlig hilsen Erik G. Christensen
> Rådgiver for flere danske svinebønder.

---

Anette Jensen wrote:

> Jeg forstår dig ikke helt. Er du kæreste med en enke eller lever du sammen
> med en? Vil gerne hjælpe, hvis jeg kan af egne erfaringer.
> Anette

Kæreste, i et noget brydsomt forhold,

Vi har de bedste fælles oplevelser om nogle ting,
bl.a. Jerl hede.
og andre er der lukket,
men må vist hellere søge andet..

Men. konkret, hun har bøvl med julen, da det skete op til denne
tid, men så er der lige pludseligt juleønsker, selvom vi har aftalt,
at der intet sker før nytår ?

--
Med venlig hilsen Erik G. Christensen
Rådgiver for flere danske svinebønder.