---

Jeg ser sporadisk i denne nyhedsgruppe, og ser, at det hovedsageligt drejer
sig om snak om såædbørn:
Sagen er den, at børn altid vil være børn for forældrene. Jeg er selv 53, og
har det, der i dagligt tale kaldes voksne børn.
Men når ens ældste på 26 har fået kræft (for 3 år siden) og det er gået ned
ad bakke med ham siden, opdager jeg at ham altid vil være MIT barn.
Katastrofen indtræffer i det øjeblik, man indser, at jeg som 'voksen' ikke
har mere at byde på til tryst og lindring for ham.
Jeg er godt klar over, at det lige så meget er mig selv, der har brug for
det, men hvad hulen gør man i denne situation?
Det hjælper ikke meget at sætte sig ned og tude, selv om det er ret
nærliggende, men jeg føler at JEG i det mindste må være stærk, samtidigt med
at jeg må vise min medføleæse. Det er en hundens svær balancegang og ja hvad
mere er der at sige...........
Er der nogen der kender en hjemmeside el lig. hører jeg gerne.
mange hilsner Thomas Richardt

---

"Thomas Richardt" <richardt@oncable.dk> skrev i en meddelelse
news:3d975ba9$0$18147$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej Thomas

> Jeg ser sporadisk i denne nyhedsgruppe, og ser, at det hovedsageligt
drejer
> sig om snak om såædbørn:
> Sagen er den, at børn altid vil være børn for forældrene. Jeg er selv 53,
og
> har det, der i dagligt tale kaldes voksne børn.
> Men når ens ældste på 26 har fået kræft (for 3 år siden) og det er gået
ned
> ad bakke med ham siden, opdager jeg at ham altid vil være MIT barn.

Det tror jeg at alle forældre kan nikke genkendende til, altså at børn
bliver ved med at være forældrenes børn også når de bliver voksne. Og selvom
jeg nu er voksen, har jeg bestemt brug for at min mor er min mor, så jeg
tror at det er sådan det skal være..

> Katastrofen indtræffer i det øjeblik, man indser, at jeg som 'voksen' ikke
> har mere at byde på til tryst og lindring for ham.

Se - det tror jeg til gengæld ikke på at du ikke har! Bare det at du er hans
far og har omsorgsfølelser for ham tror jeg på er trøst og lindring for ham.

> Jeg er godt klar over, at det lige så meget er mig selv, der har brug for
> det, men hvad hulen gør man i denne situation?
> Det hjælper ikke meget at sætte sig ned og tude, selv om det er ret
> nærliggende, men jeg føler at JEG i det mindste må være stærk, samtidigt
med
> at jeg må vise min medføleæse. Det er en hundens svær balancegang og ja
hvad
> mere er der at sige...........

Jeg tror at det er vigtigt at tale og tale og tale om den sorg der ligger i
at have et sygt barn. Måske ikke hele tiden med din søn, men med gode venner
eller andre som står dig nær. Evt. med en proffessionel, som kan hjælpe dig
med at få struktureret dine tanker og følelser.

> Er der nogen der kender en hjemmeside el lig. hører jeg gerne.

Jeg kunne forestille mig at kræftens bekæmpelse har en god hjemmeside, men
jeg ved det ikke. Jeg har også hørt at de har pårørendegrupper, og jeg tror
på at det er en god ting at tale med andre i samme situation.

Håber du kan bruge mine kommentarer..

Venlig hilsen fra Sandra

---

Thomas Richardt wrote:
> Jeg ser sporadisk i denne nyhedsgruppe, og ser, at det hovedsageligt
> drejer sig om snak om såædbørn:
> Sagen er den, at børn altid vil være børn for forældrene. Jeg er selv
> 53, og har det, der i dagligt tale kaldes voksne børn.
> Men når ens ældste på 26 har fået kræft (for 3 år siden) og det er
> gået ned ad bakke med ham siden, opdager jeg at ham altid vil være
> MIT barn. Katastrofen indtræffer i det øjeblik, man indser, at jeg
> som 'voksen' ikke har mere at byde på til tryst og lindring for ham.
> Jeg er godt klar over, at det lige så meget er mig selv, der har brug
> for det, men hvad hulen gør man i denne situation?
> Det hjælper ikke meget at sætte sig ned og tude, selv om det er ret
> nærliggende, men jeg føler at JEG i det mindste må være stærk,
> samtidigt med at jeg må vise min medføleæse. Det er en hundens svær
> balancegang og ja hvad mere er der at sige...........
> Er der nogen der kender en hjemmeside el lig. hører jeg gerne.
> mange hilsner Thomas Richardt

Kære Thomas,
det gør mig ondt at høre om din søn.
Det er fuldstændigt rigtigt det med at man altid er sine forældres barn. Jeg
er 28, men min mor anser mig da stadig for at være hendes barn, selvom jeg
er gift og alt muligt. Der er bare sket det, at min mand også er hendes
"barn" *G*.

Jeg tror at Kræftens Bekæmpelse har hjælp til pårørende.
prøv www.cancer.dk.

Mange kærlige hilsner,

Kristine Gazel.

---

Hej Thomas.
Du er i den værste situation, forældre kan komme i - at leve længst.
Selv har jeg 3 døtre og fik to forskellige kræftsygdomme i den periode,
hvor den ældste var 18-21 år. Det lyder på dit indlæg, som om din søn
har det sådan, at jeres fælles aktiviteter ikke kan være så mange og så
forskellige. Da jeg var syg kunne mine døtre og jeg aflede og dele vores
sorg mens vi brugte en masse tid sammen ved symaskinen, men det, der
hjalp os, var den tid, vi kunne være sammen, ikke så meget det, vi
syede. Nu er den ældste midt i 30'erne - og vi bruger stadig metoden: Vi
tilbringer meget tid sammen, og ind i mellem får vi så snakket stort og
småt igennem. Og i forholdet til min efterhånden meget gamle egen mor,
så er det tydeligt, at det er mængden af tid, hvor jeg kan være hos
hende, der tæller. Hos os har vi i foråret og sommeren været sammen om
at være forskellige steder i Harry Potter serien. Selv det yngste
barnebarn på 3 år har kunnet være med i dét fællesskab. Mit råd til dig
er derfor, at du skal være sammen med din søn lige så meget tid, du kan.
Se fjernsyn sammen med ham, eller bare sidde i nærheden af ham og lave
noget, som interesserer dig selv - læse i en bog. Når I er i samme rum,
deler I livet.
Mange venlige hilsener
Bente Holm Nielsen

---

Thomas Richardt wrote:
> Jeg ser sporadisk i denne nyhedsgruppe, og ser, at det hovedsageligt
> drejer sig om snak om såædbørn:

det gør det mange gange, men det behøver da ikke afskrække dig

> Sagen er den, at børn altid vil være børn for forældrene. Jeg er selv
> 53, og har det, der i dagligt tale kaldes voksne børn.

jeg er det hersens "voksne barn" for min mor..... men jeg vil _altid_ være
hendes barn, på trods af at vores forhold er væsentligt anderledes nu, som
voksne, end det var da jeg var barn.....
for os er det om muligt mere nært og ærligt end før......

> Men når ens ældste på 26 har fået kræft (for 3 år siden) og det er
> gået ned ad bakke med ham siden, opdager jeg at ham altid vil være
> MIT barn. Katastrofen indtræffer i det øjeblik, man indser, at jeg
> som 'voksen' ikke har mere at byde på til tryst og lindring for ham.
> Jeg er godt klar over, at det lige så meget er mig selv, der har brug
> for det, men hvad hulen gør man i denne situation?

jeg blev kronisk syg for snart 4 år siden... uhelbredeligt, men der var dog
en løsning tilbage..... at kirurgisk fjerne det syge organ, hvilket i mit
tilfælde betød tyktarmen.... efter 3 års sygdomshelvede, blev det også enden
af det.... og det sidste år har jeg gennem gået tre operationer, en hvor de
fjernede den syge tarm og to hvor de har rekonstrueret en endetarm til
erstatning for den syge.....
i alt dette har min mor stået på sidelinien og set på... hun har været lige
så bange og forskrækket som jeg, men hun har været der når jeg har haft
behov for det....

jeg vil ikke sige at det udelukkende var _hendes_ behov for at være der, der
blev taget i betragtning..... mit behov for at vide at hun _ER_ der og ved
hvad der foregår er såsandelig også med i beregningen.....

> Det hjælper ikke meget at sætte sig ned og tude, selv om det er ret
> nærliggende, men jeg føler at JEG i det mindste må være stærk,
> samtidigt med at jeg må vise min medføleæse. Det er en hundens svær
> balancegang og ja hvad mere er der at sige...........

min mor fandt sit "leje" da jeg skulle opereres første gang..... hun valgte
at træde til hvor hun kunne, og det er taknemmeligt modtaget...
det betød i praksis at hun tog fri fra arbejde for at rejse til sjælland og
passe min søn mens jeg var indlagt ( trods min kæreste også kunne gøre
det)... hun spurgte og støttede hvor hun kunne og hjalp også med rengøring
og oprydning herhjemme.....
det lyder måske underligt og ikke som "forælderlig støtte", men når man er
alvorligt syg og afkræftet er det enormt meget værd at der kommer en og
overtager de huslige pligter der måske stiger en over hovedet....
ihvertfald har det været enormt befriende for mig at kunne overlade mit hjem
i min mors hænder....

jeg har set min mor med tårer i øjnene... bange for hvad der skete med mig
og om hun nu mistede mig.... og det er også ok, synes jeg.... forældre er
også mennesker og har også følelser.... og de må gerne ses...... men når man
er syg har man også brug for en skulder mere end at man har brug for at være
en skulder.... men for mig har der været plads til begge dele i min mor.....

> Er der nogen der kender en hjemmeside el lig. hører jeg gerne.

jeg kan desværre ikke hjælpe dig med en hjemmeside....
men jeg håber da jeg kunne hjælpe med en smule indsigt...
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Thomas Richardt wrote:
>
> Jeg ser sporadisk i denne nyhedsgruppe, og ser, at det hovedsageligt drejer
> sig om snak om såædbørn:
> Sagen er den, at børn altid vil være børn for forældrene. Jeg er selv 53, og
> har det, der i dagligt tale kaldes voksne børn.
> Men når ens ældste på 26 har fået kræft (for 3 år siden) og det er gået ned
> ad bakke med ham siden, opdager jeg at ham altid vil være MIT barn.
> Katastrofen indtræffer i det øjeblik, man indser, at jeg som 'voksen' ikke
> har mere at byde på til tryst og lindring for ham.
> Jeg er godt klar over, at det lige så meget er mig selv, der har brug for
> det, men hvad hulen gør man i denne situation?
> Det hjælper ikke meget at sætte sig ned og tude, selv om det er ret
> nærliggende, men jeg føler at JEG i det mindste må være stærk, samtidigt med
> at jeg må vise min medføleæse. Det er en hundens svær balancegang og ja hvad
> mere er der at sige...........

Ja, det er svært. Men kan du ikke (prøve at) være stærk over for ham, og
så hælde din egen smerte og afmagt af på nogen andre?

> Er der nogen der kender en hjemmeside el lig. hører jeg gerne.

Da du øjensynlig er bekendt med usenet, vil jeg foreslå
dk.helbred.sorg+krise. Hvis de ikke har ændret sig siden sidst jeg
kiggede forbi, så er de nogen meget søde og hjælpsomme mennesker
derovre.


--
Kristian Damm Jensen | Feed the hungry at www.thehungersite.com
kristian-damm.jensen@cgey.com | Two wrongs doesn't make a right,
ICQ# 146728724 | but three lefts do.

---

Tak til alle, der har svaret på min henvendelse.
Jo, jeg prøver skam at 'hælde af' over for mine venner, og det er nok osse
det jeg har brugt gruppen her til.
Det forholder sig sådan, at min søn aldrig har været særlig meddelsom om
hvad han tænker og føler, og det bliver derfor let til en slags 'udfritten'
når jeg spørger, hvordan det går. Til gengæld har han en MEGET sød og kærlig
kæreste, der både gør alt for ham og holder os andre underrettede om hans
tilstand.
Til gengæld har vi valgt ikke at tale om sorg. Han er syg, men selvfølgelig
bliver han rask. DET SKAL HAN. Andre muligheder findes ikke.
Tak for den viste interesse, nok engang, og tak for henvisningen til
dk.helbred.sorg+krise.
Venlig hilsen
Thomas Richardt

---

In article <3d975ba9$0$18147$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk>,
"Thomas Richardt" <richardt@oncable.dk> wrote:

> Jeg ser sporadisk i denne nyhedsgruppe, og ser, at det hovedsageligt drejer
> sig om snak om såædbørn:
> Sagen er den, at børn altid vil være børn for forældrene. Jeg er selv 53, og
> har det, der i dagligt tale kaldes voksne børn.
> Men når ens ældste på 26 har fået kræft (for 3 år siden) og det er gået ned
> ad bakke med ham siden, opdager jeg at ham altid vil være MIT barn.

Det har du helt ret i. Da min onkel døde af kræft (i nogenlunde din
alder), var hans far også helt klar over at det var hans barn han
mistede.

> Katastrofen indtræffer i det øjeblik, man indser, at jeg som 'voksen' ikke
> har mere at byde på til tryst og lindring for ham.

Vist har du det, men det er op til din søn at udnytte det. Det eneste du
kan gøre, er at lade ham vide du er der for ham. Du behøver dog ikke at
vente på at han selv tager initiativet, da dens slags er ret svært når
man står midt i en krise.

> Jeg er godt klar over, at det lige så meget er mig selv, der har brug for
> det, men hvad hulen gør man i denne situation?

Snakker, pludrer, skriver, råber og skriger.

> Det hjælper ikke meget at sætte sig ned og tude,

Jov, det gør det faktisk. Det er en ganske glimrende måde at få afløb
for nogen frustrationer på, og du vil føle dig lettet bagefter. Det
betyder at du har mere energi til at støtte din søn.

> selv om det er ret nærliggende, men jeg føler at JEG i det mindste må
> være stærk, samtidigt med at jeg må vise min medføleæse.

Jeg tror din søn vil sætte pris på at du viser at du er påvirket af
situationen.

> Det er en hundens svær balancegang og ja hvad
> mere er der at sige...........
> Er der nogen der kender en hjemmeside el lig. hører jeg gerne.

Jeg ved at man i en sådan situation helst vil læse om tilfælde, der
ligner ens egen, men kriser og sorg adskiller sig ikke så meget i
mønsteret selvom baggrundene er meget forskellige. Om det så er tabet af
en kanariefugl, der får folk til at gå i spåner, så er sorgen den samme.
Jeg kender desværre ikke til nogen hjemmesider om tilfælde, der ligner
dit, men jeg ved der er skrevet en hulens masse bøger af kræftsyge og
deres pårørende, så måske skulle du smutte forbi biblioteket.

--
MVH Martin Edlich
Henvendelser til min e-mail adresse vil blive besvaret kort, men uhøfligt
(medmindre jeg selv er ude om det, og det er Off Topic).
Verdens dejligste dreng kan ses på http://www.edlich.dk/christoffer/