Hejsa.
Nu må jeg altså se om nogen kan forklare det her for mig...
Aske (min skovkat) er en sød, rar, venlig og omgængelig kat. Han har intet i
mod fremmede, der sagtens kan få lov til at give ham et godt kradsenus, men
han kunne _ikke_ finde på at hoppe op til dem, lægge sig på skødet, rulle
rundt og spinde højt af glæde og tilfredshed!!! Ha, han gør det knapt nok
med mig og manden
Men min fætter og Aske... Dét er en anden historie... manden når dårligt nok
at sætte sig i sofaen før han har en ualmindelig højt spindende og nullesyg
skovmis stående parat til at indtage hans skød!
Sjovt nok har Saga heller ikke så meget imod min fætter - han kan få lov til
at nusse hende, når hun tilfældigvis er i "nå-højde"... også uden at han får
"dødsblikket"
Både Aske og Saga er de af vores katte, der sætter størst pris på
tiltrækkende dufte (baldrian, valeriane, ægte katteurt osv), mens Tjalfe,
som ikke interesserer sig for dufte/lugte, heller ikke interesserer sig for
min fætter...
Kan huske at jeg engang et eller andet sted har læst at diabetikere lugter
anderledes end andre mennesker... og min fætter er netop diabetiker
(insulinkrævende)... Kan det mon være sådan noget, der virker tiltrækkende
på Aske (og Saga)???
Måske et dumt spm... men jeg ville da gerne have en forklaring på især Askes
opførsel - det er lige så jeg kan blive helt misundelig, når jeg ser hvor
glad han er for min fætter
Mvh Ann