---

Hej med Jer

Jeg er mor til en 4 årig dreng........jeg har et spørgsmål.

Jeg har fornyelingen oplevet at min dreng... i en alder af 4 år selv siger
når han laver noget.... at det er han ikke god til.

"jeg er ikke go til det" eller
"det kan jeg ikke jeg er all for lille"

Hvor i all verdenen kommer sådan noget fra i en 4 årigs mund. Jeg mener en 4
årig bør kaste sig ud i det meste uden at spekulere over om de er gode eller
dårige til noget. Jeg bruger selv megen tid på at rose hans initiativer og
hans kreationer af den ene eller den anden art.

Han er skilsmissebarn......... han knækkede sig en gang fordi han skulle
bære ketchuppen ind på bordet. Han har ellers tidligere dækket bord, lavet
mad, vasket op osv og været meget stolt af egen præstationer.

Hvad kan det skyldes???

---

Rovpige skrev:

SNIP
> Jeg har fornyelingen oplevet at min dreng... i en alder af 4
> år selv siger når han laver noget.... at det er han ikke god
> til.
SNIP

Det oplever jeg stadig indimellem omend meget sjældent efterhånden
med min dreng og han er 10.

Han er jo også skilsmissebarn og indimellem tror jeg ikke de i
hans anden 'familie' er så opmærksomme på hvordan man siger hvad
til ham som jeg er det og indimellem smutter det måske for dem og
de siger noget der så påvirker ham til at miste troen på sig selv
sådan lidt, ikke alvorligt men nok til at jeg gør hvad jeg kan for
at rette op på det.

Vi blev skilt da han var 5 og det knækkede ham i et stykke tid men
han kom stærkt igen på mindre end 3 mdr.

Det er vel ligegyldigt hvor det kommer fra? Det handler om at lære
ham at stole på sig selv og skide på om andre synes han er god
nok. Det kræver nemlig en hel del tillid til egne evner at kunne
skide på hvad andre siger og selv være glad for det man gør og
hvor godt man nu engang gør det.

Jeg siger altid til min dreng når han alder sig gå på af hvad
andre mener om ham eller hans præstationer: HVem ved allerbedst i
hele verden hvad der foregår inde i dit hovede, hvem ved
allerbedst her i verden hvem du er, hvem ved allerbedst her i
verden hvordan du har det lige nu, hvem er den eneste der ved alt
dette?

Ret hurtigt lærte han af sig selv at svaret er: MIG SELV! (altså
ham selv)

Deraf fulgte så hans konklusion at ingen anden end han selv reelt
kan finde ud af hvad og hvem han er og hvad han føler helt 100%
præcis.

Jeg lærte ham så at det er netop derfor det er så hulens vigtigt
man stoler på sig selv og tror på sig selv fordi ingen andre
kender en så godt som man selv gør.

Når andre så kritiserer ham og nedgør ham i dag, så smiler han
bare til dem og siger, JEG ved hvad jeg gør, hvem JEG er og hvad
JEG føler ved det JEG gør og det er det vigtigste.

Han har lært at tro på og stole på sig selv.

Kærligst
Tomas som ikke ved om dette hjælper dig.. men håber det da.

---

"Rovpige" <ekh@hl-center.dk> skrev i en meddelelse
news:al88om$909$1@news.cybercity.dk...

> Jeg har fornyelingen oplevet at min dreng... i en alder af 4 år selv siger
> når han laver noget.... at det er han ikke god til.

Han har vel hørt voksne sige det.

> Hvor i all verdenen kommer sådan noget fra i en 4 årigs mund.

Voksne

> Han er skilsmissebarn......... han knækkede sig en gang fordi han skulle
> bære ketchuppen ind på bordet. Han har ellers tidligere dækket bord, lavet
> mad, vasket op osv og været meget stolt af egen præstationer.

Kan ikke liiiiige få øje på andet end at du SELV gerne vil se en sammenhæng
og gerne vil have, at vi andre skal foreslå den *S*

Ellers er der ikke nogen grund til, at du i en og samme sætning kobler
skilsmisse, borddækning og "knække sig" sammen!

> Hvad kan det skyldes???

Måske bare et helt tilfældigt sammnetræf! *S*

Mvh. Lisbeth

---

Det hænger præcis sådan her sammen. Jeg giver ham ketchuppen og beder ham
stille den ind på bordet som så mange gange før. Han siger : kan ikke......
det er jeg alt for lille til.

Mit svar er: selvfølgelig kan du det

Han siger: nej og begynder at hulke helt ned i maven.

Jeg beder ham om at komme over til mig, og det gør han. Jeg sætter ham ned
på mit knæ, nusser ham på ryggen medens jeg siger..: Tag det roligt, det
skal du ikke være ked af. Jeg bemærker at hans hulken afbrydes af gylpen....
der næsten resulterer i at han skal knække sig. Der er ingen tårer, bare en
hulken og denne gylpen.
Han siger at han er dårlig og jeg går med ham ind i stuen. Vi sætter os
sammen i sofaen og så er det overstået. Intet overhovedet bagefter, og han
spiser ganske som normalt.

Jeg vil lige skynde mig at sige at han tit har hjulpet med alt muligt før,
og det med stort smil og stolthed.

"W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> wrote in message
news:3d77bea5$2$651$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> "Rovpige" <ekh@hl-center.dk> skrev i en meddelelse
> news:al88om$909$1@news.cybercity.dk...
>
> > Jeg har fornyelingen oplevet at min dreng... i en alder af 4 år selv
siger
> > når han laver noget.... at det er han ikke god til.
>
> Han har vel hørt voksne sige det.
>
> > Hvor i all verdenen kommer sådan noget fra i en 4 årigs mund.
>
> Voksne
>
> > Han er skilsmissebarn......... han knækkede sig en gang fordi han skulle
> > bære ketchuppen ind på bordet. Han har ellers tidligere dækket bord,
lavet
> > mad, vasket op osv og været meget stolt af egen præstationer.
>
> Kan ikke liiiiige få øje på andet end at du SELV gerne vil se en
sammenhæng
> og gerne vil have, at vi andre skal foreslå den *S*
>
> Ellers er der ikke nogen grund til, at du i en og samme sætning kobler
> skilsmisse, borddækning og "knække sig" sammen!
>
> > Hvad kan det skyldes???
>
> Måske bare et helt tilfældigt sammnetræf! *S*
>
> Mvh. Lisbeth
>
>
>
>

---

"Rovpige" wrote
> Det hænger præcis sådan her sammen. Jeg giver ham ketchuppen og beder ham
> stille den ind på bordet som så mange gange før. Han siger : kan
ikke......
> det er jeg alt for lille til.

Det har jeg også oplevet børn der siger.
Nogle gør det, fordi de har fundet ud af at de een gang er sluppet for at
gøre noget, når de siger sådan....Dette tror jeg dog ikke er tilfældet
her...

> Mit svar er: selvfølgelig kan du det
>
> Han siger: nej og begynder at hulke helt ned i maven.
>
> Jeg beder ham om at komme over til mig, og det gør han. Jeg sætter ham ned
> på mit knæ, nusser ham på ryggen medens jeg siger..: Tag det roligt, det
> skal du ikke være ked af. Jeg bemærker at hans hulken afbrydes af
gylpen....
> der næsten resulterer i at han skal knække sig. Der er ingen tårer, bare
en
> hulken og denne gylpen.
> Han siger at han er dårlig og jeg går med ham ind i stuen. Vi sætter os
> sammen i sofaen og så er det overstået. Intet overhovedet bagefter, og han
> spiser ganske som normalt.
>
> Jeg vil lige skynde mig at sige at han tit har hjulpet med alt muligt før,
> og det med stort smil og stolthed.

Kunne det tænkes at han føler sig lidt overset og midt i alt missæren?
Kunen det tænkes, at han trænger til lidt ekstra ekstra ekstra ( gentaget
flere gange, fordi jeg er sikker på, du i forvejen giver ham, hvad han har
brug for..) omsorg og opmærksomhed?
Kunen det tænkes, at det er hans måde at sige til dig på, at han også kan
have det skidt og at han gerne vil have din tryghed?

Jeg synes du skal give ham det ekstra og evt. tale med de voksne der har ham
i hverdagen, om de har lagt mærke til noget, og så se tiden lidt an...

Nette

---

"Rovpige" <ekh@hl-center.dk> skrev i en meddelelse
news:al8gdc$lb6$1@news.cybercity.dk...

> Det hænger præcis sådan her sammen.

Man kan lave et stort og dramatisk nummer ud af det, når barnet oplever, at
livet slår igen - hen og puste, trøste, nusse, klappe, kæle, snakke,
berolige og pylre.

Du kan bekræfte barnet i, at situationen er forfærdelig. Det bliver barnet
ikke stærkere eller mere selvhjulpen af

Nogle gange er det bedre, at bagatelisere problemet og med optimistisk
stemme og kropssprog vise, at der er tale om noget barnet er stærkt og stor
nok til selv at tackle.

Alvorlige problemer går ikke over på få sekunder. Er situationen, som du har
beskrevet den, vil jeg mene, at dit barn har haft et bagatelproblem, som han
er stor nok til at klare uden en mors bekymrede indgriben.

Mvh. Lisbeth

---

W e b W o m a n wrote:
>
> Man kan lave et stort og dramatisk nummer ud af det, når barnet
> oplever, at livet slår igen - hen og puste, trøste, nusse, klappe,
> kæle, snakke, berolige og pylre.
>
> Du kan bekræfte barnet i, at situationen er forfærdelig. Det bliver
> barnet ikke stærkere eller mere selvhjulpen af
>
> Nogle gange er det bedre, at bagatelisere problemet og med optimistisk
> stemme og kropssprog vise, at der er tale om noget barnet er stærkt
> og stor nok til selv at tackle.

Eller måske en helt tredje løsning?

Manglende selvtillid kan være komplekst at tackle fordi man reelt ved
meget lidt om årsagen, den kan barnet sjældent fortælle om.

Jeg tror ikke at det på længere sigt er nogen løsning at tillade barnet
helt at undgå de situationer som han/hun ikke kan klare. Her taler jeg
om situationer som dem der er nævnt, altså ret simple opgaver.

Jeg tror omvendt heller ikke at man blot skal bagatellisere problemet.
Barnet kan føle sig ladt i stikken, at han/hun ikke tages alvorligt, ja,
ligefrem føle sig hånet over ikke at magte opgaven - og det hjælper
ganske givet ikke på selvtilliden.

Det bedste er efter min erfaring at hjælpe barnet med at lære hvordan
opgaverne kan løses. Det skal nok tages i små gradvise step, ligesom at
lære at krybe-kravle-gå-løbe.

Det kan også tage sin tid, ligesom da vores yngste datter blev panisk
vandskræk efter en badetur hvor hun faldt og blev liggende passiv på en
halv meter vand (jeg havde hende i hånden, så jeg fik hende straks
fisket op). Det tog mange år, startende med familiesvømning, at kurere
hende, men hun er endt med at blive en god svømmer. Nu gider hun bare
ikke svømme mere.

Venlig hilsen
Erik Olsen
far til to piger på 16 og 17 år

---

"Erik Olsen" <bjerg.olsen@ishoejby.dk> wrote in news:al9nst$nrg$1
@sunsite.dk:

> W e b W o m a n wrote:
>>
>
> Jeg tror omvendt heller ikke at man blot skal bagatellisere problemet.
> Barnet kan føle sig ladt i stikken, at han/hun ikke tages alvorligt, ja,
> ligefrem føle sig hånet over ikke at magte opgaven - og det hjælper
> ganske givet ikke på selvtilliden.
>

Kan man ikke fortælle ham at man ikke bør opgive på forhånd. At man altid
skal *prøve* fordi man tit kan mere end man selv tror man kan?

Fortælle at man går med, så hvis der er et problem så vil man hjælpe. Se på
han gør det og rose ham når det går godt og hjælpe ham hvis han får
problemer.

Så kan man da vise drengen at han kan samtidig med at han har et
sikkerhedsnet.

--ingermarie

---

Inger Marie Jakobsen wrote:
>
> Kan man ikke fortælle ham at man ikke bør opgive på forhånd. At man
> altid skal *prøve* fordi man tit kan mere end man selv tror man kan?
>
> Fortælle at man går med, så hvis der er et problem så vil man hjælpe.
> Se på han gør det og rose ham når det går godt og hjælpe ham hvis han
> får problemer.
>
> Så kan man da vise drengen at han kan samtidig med at han har et
> sikkerhedsnet.

Ja, det var netop sådan noget jeg tænkte på da jeg skrev "at hjælpe
barnet med at lære hvordan".

--
Venlig hilsen Erik Olsen
http://hjem.get2net.dk/erik_olsen/
brug OE Quotefix: http://jump.to/oe-quotefix

---

"Erik Olsen" <bjerg.olsen@ishoejby.dk> skrev i en meddelelse
news:al9nst$nrg$1@sunsite.dk...

> Jeg tror omvendt heller ikke at man blot skal bagatellisere problemet.

Hvis man ikke generelt bagateliserer barnets problemer, men "kun" viser, at
nogle problemer er bagateller og andre værd at tage alvorligt, så tror jeg
på, det er til gavn.

Og det er bestemt ikke alle problemer, der skal tages alvorligt.

At bagatelisere et problem er heller ikke nødvendigvis lig med at
bagatelisere barnet, lade det i stikken eller ikke tage det alvorligt.

Mvh. Lisbeth

---

Rovpige <ekh@hl-center.dk> wrote:

hej rovpige...

jeg blander mig lige lidt...

> Det hænger præcis sådan her sammen. Jeg giver ham ketchuppen og beder
> ham stille den ind på bordet som så mange gange før. Han siger : kan
> ikke...... det er jeg alt for lille til.
>
> Mit svar er: selvfølgelig kan du det

indtil dette punkt ville jeg nok have svaret med " jamen det gjorde du da
sidst, var du også for lille der??" eller noget i den stil.....
i stedet for at erklære at _du_ ved han kan... så spørge ham om han ikke kan
huske da han kunne...
eventuelt supplere med " du klarede det da så flot sidste gang og gangen
før...... kan du ikke vise mig at du også kan nu?

hvis reaktionen så alligevel kommer som her:

> Han siger: nej og begynder at hulke helt ned i maven.
>
> Jeg beder ham om at komme over til mig, og det gør han. Jeg sætter
> ham ned på mit knæ, nusser ham på ryggen medens jeg siger..: Tag det
> roligt, det skal du ikke være ked af. Jeg bemærker at hans hulken
> afbrydes af gylpen.... der næsten resulterer i at han skal knække
> sig.

det må han jo så bare gøre.... jeg havde dog selv næppe gjort et stort
nummer ud af at han ikke skulle være ked af det... bare sat mig ned og givet
ham et knus og stadig prøvet at minde ham om at han jo har gjort det
før..... og at du bestemt synes han er en stor dygtig dreng.....
og havde det ikke virket, så lade ham knække sig og naturligvis gøre det
klart at det er synd for ham, men i samme øjeblik det var helt overstået (
altså han var holdt op med at hulke og kaste op og var tørret om munden og
hvad dertil hører), lade det være og starte forfra igen....

> Der er ingen tårer, bare en hulken og denne gylpen.
> Han siger at han er dårlig og jeg går med ham ind i stuen. Vi sætter
> os sammen i sofaen og så er det overstået. Intet overhovedet
> bagefter, og han spiser ganske som normalt.

her havde jeg nok igen forsøgt forfra, med at bede ham komme og hjælpe
mig..... hvis han stadig hulker over ketchuppen kunne han tage en gaffel
eller et glas i stedet... små ting og ligesom begynde forfra.... men helt at
lade ham slippe ville jeg ikke gøre.....

> Jeg vil lige skynde mig at sige at han tit har hjulpet med alt muligt
> før, og det med stort smil og stolthed.

mit bud er som andre også har nævnt, at han lige i øjeblikket har brug for
lige en smule ekstra opmærksomhed, lidt ekstra ros og kærtegn.....
og nu skal jeg ikke sammenligne børn med hunde, men princippet er det
samme*G* giv masser af positiv opmærksomhed når de gør det man gerne vil
have dem til...... og bare lad det være når de reagerer modsat.... så finder
han hurtigt ud af at når han lige tager ketchuppen ind, så får han en stor
krammer og et kys og mor synes han er riiiiiigtig dygtig...... men lad være
med at gøre et stort nummer ud af det når han siger han er for lille.....
bliver han ved med at sige at han er for lille, så gør det selv uden mere
ståhej....

iøvrigt virker det også på mig som om denne hulken helt nede i maven er det
der har fremprovokeret opkastet.... nogle menesker er i stand til at
fremprovokere det uden at gøre andet end at arbejde med mavemusklerne ( mig
selv feks)...

--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Rovpige <ekh@hl-center.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:al88om$909$1@news.cybercity.dk...
> Hej med Jer
>
> Jeg er mor til en 4 årig dreng........jeg har et spørgsmål.
>
> Jeg har fornyelingen oplevet at min dreng... i en alder af 4 år selv siger
> når han laver noget.... at det er han ikke god til.
>
> "jeg er ikke go til det" eller
> "det kan jeg ikke jeg er all for lille"

Hej
Min på 3½ år siger nu altså også indimellem, at han er for lille til et
eller andet, men det er nu mere for at slippe for ex. at rydde op. (Det er
helt ufatteligt, så hurtig børn bliver syge, trætte osv, når der skal ryddes
op)
Jeg ville tage det ganske alvorligt, altså ikke sådan at du ligefrem skal
rende til psykolog med ham eller sådan noget, men hvis du er sikker på, at
det ikke er dovenskab, der er problemet og det lyder det ikke som, så tror
jeg, det er et symtom på, at han har det skidt med sig selv på et eller
andet plan. Om det er skilsmissen, tør jeg ikke sige.
Måske er der nogle (møg)unger i hans børnehave, der har sagt, at han er for
lille til et eller andet og så er han hoppet på den og overfører det så også
til andre ting.
Det er sindsyg vigtigt, at børn har masser af selvtillid og forvalter den
fornuftigt (selvtillid skal ikke blive til arrogance eller højnumsethed).
Hvis det var min unge, ville jeg, en dag, han virker glad og veltilfreds,
tage en snak med ham om, hvordan han har det (altså ikke spurgt på den
måde), se om du kan finde ud af, hvordan han trives de steder, han nu
kommer.
Er han også sådan hos sin far?
MVH Rikke

--
Du kan finde ideer til aftensmaden,
aktiviteter med ungerne, sparetips,
læse om hjemmefødsler og meget
mere på:
www.rikkebachmann.webbyen.dk


>
>
>

---

Svaret på om han er sådan hos sin far....... er nej.

Primært, fordi der ikke stilles nogen begrænsninger for vores søn hos far.
Hans sove vaner følges overhovedet ikke, han har sut i munden konstant, mad
er vingummi og cola, og aktivitet er meget playstation og tegnefilm.

De mere beskyttende begrænsninger overholdes dog i stor stil. Det medfører
naturligvis at far er meget eftertragtet (ophøjet).

Jeg tager det skam ganske seriøst at han reagerer sådan, da han ikke er
noget pivet barn. Jeg vil da undersøge hans omgivelser nøjere og tak for den
med børnehaven....... unger kan være meget grimme overfor hinanden.


"Vagn Torup & Rikke Bachmann" <vagntorup@get2net.dk> wrote in message
news:O83e9.61$OC.1341@news.get2net.dk...
>
> Rovpige <ekh@hl-center.dk> skrev i en
> nyhedsmeddelelse:al88om$909$1@news.cybercity.dk...
> > Hej med Jer
> >
> > Jeg er mor til en 4 årig dreng........jeg har et spørgsmål.
> >
> > Jeg har fornyelingen oplevet at min dreng... i en alder af 4 år selv
siger
> > når han laver noget.... at det er han ikke god til.
> >
> > "jeg er ikke go til det" eller
> > "det kan jeg ikke jeg er all for lille"
>
> Hej
> Min på 3½ år siger nu altså også indimellem, at han er for lille til et
> eller andet, men det er nu mere for at slippe for ex. at rydde op. (Det er
> helt ufatteligt, så hurtig børn bliver syge, trætte osv, når der skal
ryddes
> op)
> Jeg ville tage det ganske alvorligt, altså ikke sådan at du ligefrem skal
> rende til psykolog med ham eller sådan noget, men hvis du er sikker på, at
> det ikke er dovenskab, der er problemet og det lyder det ikke som, så tror
> jeg, det er et symtom på, at han har det skidt med sig selv på et eller
> andet plan. Om det er skilsmissen, tør jeg ikke sige.
> Måske er der nogle (møg)unger i hans børnehave, der har sagt, at han er
for
> lille til et eller andet og så er han hoppet på den og overfører det så
også
> til andre ting.
> Det er sindsyg vigtigt, at børn har masser af selvtillid og forvalter den
> fornuftigt (selvtillid skal ikke blive til arrogance eller højnumsethed).
> Hvis det var min unge, ville jeg, en dag, han virker glad og veltilfreds,
> tage en snak med ham om, hvordan han har det (altså ikke spurgt på den
> måde), se om du kan finde ud af, hvordan han trives de steder, han nu
> kommer.
> Er han også sådan hos sin far?
> MVH Rikke
>
> --
> Du kan finde ideer til aftensmaden,
> aktiviteter med ungerne, sparetips,
> læse om hjemmefødsler og meget
> mere på:
> www.rikkebachmann.webbyen.dk
>
>
> >
> >
> >
>
>

---

"Rovpige" <ekh@hl-center.dk> skrev i en meddelelse
news:al88om$909$1@news.cybercity.dk...
> Hej med Jer
>
> Jeg er mor til en 4 årig dreng........jeg har et spørgsmål.
>
> Jeg har fornyelingen oplevet at min dreng... i en alder af 4 år selv siger
> når han laver noget.... at det er han ikke god til.
>
> "jeg er ikke go til det" eller
> "det kan jeg ikke jeg er all for lille"
>
> Hvor i all verdenen kommer sådan noget fra i en 4 årigs mund. Jeg mener en
4
> årig bør kaste sig ud i det meste uden at spekulere over om de er gode
eller
> dårige til noget. Jeg bruger selv megen tid på at rose hans initiativer og
> hans kreationer af den ene eller den anden art.


Læg mærke til om andre voksne ( eller børn ) i hans omgangkreds har sagt
noget til ham, der kan gøre, at han reagere sådan. I den alder har de fleste
børn en stor selvtillid, men der skal ikke ret meget til, for at knække den.
Oplevede engang, en pædagog i vores søns børnehave, skælde ham ud over, at
han var langsom til, at tage tøj på. Kommentarer som disse, kan hurtigt få
knækket barnets selvtillid og det tager altså længere tid, at få bygget den
op igen. Manglende ros for drengens initativer, kan gøre det samme. Nu ved
jeg godt, at du er flittig til, at rose ham, men det skal andre voksne, i
hans dagligdag også helst være.

Ellers er der bare tilbage og bekræfte ham i de ting, han godt kan. Hvis han
siger han ikke kan, så lad ham forsøge alligevel og rooos ham til skyerne,
så skal han nok blive glad og selvsikker igen.


Mvh. www.tjekmig.dk