---

Hejsa

Vores datter på knap 6 år er gået ind i en periode hvor det mindste får
hende til at gå fuldstændig i spåner.

Det kan være noget i retning af, at hun river sig en lille smule. Noget hvor
andre børn måske bare siger "av". Hun skriger helt hysterisk som om hun er
kommet alvorligt til skade.

I starten blev vi temmelig forskrækkede og sagde til hende at det nyttede
ikke at hyle op på den måde når der ikke var sket det helt vilde. Det hjalp
ikke noget - faktisk blev det værre.

Så har vi prøvet at sætte os ned med hende og trøste, men det hjælper heller
ikke. Hun bliver ved med disse lettere hysteriske anfald.

Nu er hun efterhånden klar over, at vi er knap så overbærende, så i stedet
siger hun, at det er fordi hun savner sin far.

Det skal siges, at hendes far og jeg har boet fra hinanden fra hun var knap
1 år, men hun ser sin far minimum hver anden weekend.

Hvis hun virkelig savner ham er det selvfølgelig helt i orden, men det
virker mest som om det bare er en undskyldning hun bruger fordi hun
(naturligvis ubevidst) ved, at det taler til min samvittighed.

Har nogen prøvet noget lignende. Og i så fald hvad gjorde I?

/Stine

---

"Stine" <unknown@unknown.dk> skrev i en meddelelse
news:ach1mp$r2j$1@sunsite.dk...
> Hejsa
>
> Vores datter på knap 6 år er gået ind i en periode hvor det mindste får
> hende til at gå fuldstændig i spåner.

Der er altid noget som trykker når en 6 årig let går i spåner
>
> Det kan være noget i retning af, at hun river sig en lille smule. Noget
hvor
> andre børn måske bare siger "av". Hun skriger helt hysterisk som om hun er
> kommet alvorligt til skade.

For mig lyder det som hun råber om hjælp
>
> I starten blev vi temmelig forskrækkede og sagde til hende at det nyttede
> ikke at hyle op på den måde når der ikke var sket det helt vilde. Det
hjalp
> ikke noget - faktisk blev det værre.

Nej selvfølgelig for i har ikke hørt hvad hun i virkeligheden sagde til jer.
>
> Så har vi prøvet at sætte os ned med hende og trøste, men det hjælper
heller
> ikke. Hun bliver ved med disse lettere hysteriske anfald.

Jeg tror hun prøver at fortælle jer noget som hun ikke helt kan sætte ord på
selv
>
> Nu er hun efterhånden klar over, at vi er knap så overbærende, så i stedet
> siger hun, at det er fordi hun savner sin far.

Jamen det gør hun sikkert også når hun siger det
>
> Det skal siges, at hendes far og jeg har boet fra hinanden fra hun var
knap
> 1 år, men hun ser sin far minimum hver anden weekend.

Til tider er det den ene forælder man har brug for og til andre er det den
anden
>
> Hvis hun virkelig savner ham er det selvfølgelig helt i orden, men det
> virker mest som om det bare er en undskyldning hun bruger fordi hun
> (naturligvis ubevidst) ved, at det taler til min samvittighed.

Det er helt klart også en mulighed men så er det nok endnu et tegn på at hun
slås med noget inden i sig selv. det kan være at der er flere ting der
trykker - hun savner måske sin far og det kan hun sætte ord på, men der kan
jo godt være flere ting som hun ikke selv har styr på.
>
> Har nogen prøvet noget lignende. Og i så fald hvad gjorde I?

>
> /Stine
Prøv en gang at tale med hende om hende hverdag - prøv at pejl dig ind på
hvor det er hun reagerer så kraftigt. Gør hun det også sammen med
legekammeraterne, med familien, pædagogerne eller er det "bare" overfor
hendes forældre. Hvad siger hun selv om hvordan hun har det?
For mig lyder det som en lille pige som ikke helt selv kan sætte ord på sine
tanker.
Anja

>
>
>