Hvis afstemningsresultatet skal være nogenlunde troværdigt, skal vi altså
sikre os at så mange som muligt stemmer.
Med det "bunkebryllup" der er lagt op til, betyder det at selvom ja-siden
kun udgør godt 35 % af de afgivne stemmer, vil de alligevel betyde at
forslaget bliver vedtaget, hvis stemmeafgivelsen blot er 1 procentpoint
under 40 % af samtlige stemmeberettigede.
Det minder faktisk om det amerikanske præsidentvalg: her blev det et
mindretal af amerikanerne, der fik valgt deres præsident, medens det store
flertal måtte se til.
På en skala fra 1-10, hvor demokratisk kan man sige, at det er?
Derfor vil det være i alles interesse, at man i det mindste får et
nogenlunde troværdigt stemmeresultat, nemlig minimum 40 % afgivne stemmer.
Så er der "stemmespildskampagnen" - det er det synspunkt, hvor man siger:
det er ikke en sag, der er værd at kæmpe for - regeringen griber nok ind
alligevel - og der bliver nok alligevel ikke konflikt, så hvorfor spilde sin
stemme med et nej?
For det første vil jeg sige, at uanset om man mener det ene eller det andet,
så skal man altså stemme. For det første fordi man derved er med til at tage
stilling til tingene, og det bør man gøre som lærer.
For det andet er det aldrig spild at give sin mening til kende i et
demokratisk forum - hvis vi ikke stemmer af lutter angst for at regeringen
griber ind, kan man jo hver eneste gang have den frygt og så bliver det
overhovedet meningsløst at have en afstemning. Så kan man lige så godt lade
være med at forhandle og i stedet overlade det til arbejdsgiverne eller
regeringen at diktere et resultat.
Naturligvis stemmer jeg nej - men det skal ikke forhindre mig i at mene at
vi står os bedst ved at få så mange stemmer som muligt - for kun ved en stor
stemmedeltagelse viser vi at tingene vedkommer os.
Hvis vi på det punkt svigter, så kan vi lige så godt pansætte vores
handlefrihed til en eller anden tilfældig regering og til lovgivningen,
sådan som det findes i nogle lande.
Nu taler man for alvor om at afskaffe strejkeretten - som om det var noget,
man blot kunne afskaffe pr. dekret. I forvejen er vi på kant med ILOs regler
om strejkeretten på grund af tjenestemandssystemet.
Men der er naturligvis nogen, der vejer morgenluft og mener at vi nu endelig
kan tage det store opgør med fagforeningerne: de er blevet for stærke og
arbejder for medlemmernes rettigheder i stedet for at det er den stærkes ret
(læs: arbejdsgivernes), der bestemmer, hvad indholdet skal være i
forbindelse med aftaler på arbejdsmarkedet.
Stem med hænderne og ikke med fødderne.
--
ahw
|