Hej Mette
Der er utrolig stor forskel racerne i mellem på, hvor stor grad af indavl
man kan "forvente" at katten har - inden for fx burmeserne støder man til
tider på katte, som har en høj indavlsprocent/-koefficient (jeg har et
decideret stamtavleprogram, som kan regne disse ud på fx 10-20 generationer,
alt efter hvor mange aner, der er tastet ind i programmet). Og det skyldes
langt fra altid, at een bestemt kat er tilstede flere gange inden for de
første 5 generationer (altså det man kan se i stamtavlen) - jeg har selv
lavet parringer, som iflg. mit program var ca. 30% indavl (og det er en høj
indavlsprocent), hvor der var kun var 1 kat som gik igen i de første 5
generationer! Det siger meget om, hvor lille burmeserens genpulje egentlig
er - og jo mindre genpuljen er, jo større grad af indavl er man nødt til at
acceptere, ellers ville man aldrig kunne lave killinger, for uanset hvilken
kat man vælger til at parre ind med, vil den være relateret... Og hvis det
kan undgås i første generation (hvis en af forælderkattene er en import), så
vil det uværgerligt knibe i generationen efter, for der er jo heller ikke
ubegrænset adgang til importer (som også godt kan være i familie med
hinanden eller det man allerede har i forvejen!).
Der findes ingen *regler* om, hvilke parringer man må foretage - og somme
tider bruger man tætte parringer til at finde ud af, om der fx ligger en
defekt i linien eller for at stabilisere en helt bestemt egenskab, og det er
jo også sådan stort set alle racer i princippet er frembragt - man havde een
kat, der så ud på en bestemt måde, og som man gerne ville have videreført,
og den parrer man så med sit afkom, hvor der så krydses nye katte ind
efterhånden som man får homogeniseret genpuljen - det tager mange år, men
det kan altså lade sig gøre.
Som du nok kan se, ville jeg ikke blive særlig afskrækket af at en eller
flere katte gik igen flere gange i stamtavlen - hvis man vel at mærke kender
linierne, og ved, at de er så fri for defekter og sygdomme som muligt, så
man kan tage sine forholdsregler ved fremtidige parringer - derimod kan jeg
blive meget afskrækket af en kat med nye linier, da jeg ikke kender disse og
de mulige defekter, det kunne føre med sig - og ville som det første nok
lave en tilbageparring med et afkom for forhåbentligt at finde ud af, om der
skulle være genetiske defekter "gemt" i den ukendte linie (en såkaldt
testparring). Som opdrætter af katte med meget begrænset genpulje, er det
strengt nødvendigt at kende linierne til bunds (vide præcis hvilke defekter,
der ligger hvor) - og alle racer har deres defekter at slås med! - hvorimod
man bedre kan "sno sig", hvis man har en stor genpulje, for så er risikoen
for at løbe ind i en genetisk defekt ikke så stor (men den forekommer uanset
hvad).
Opdræt er en hobby - og lidt af en videnskab, og det kræver meget tid (og
til tider store summer penge, til fx import af nye katte og udførelse af
diverse tests mv.) at sætte sig ind i alle de forskellige aspekter i forhold
til ens race, men det er - for mig at se - en nødvendighed, hvis man vil
opdrætte sunde killinger og bevare ens race mange år ud i fremtiden.
Mvh. Camilla
--
Camischa's burmesere
http://www.burmese.dk