---

Hej "Alle"

Jeg er ved at blive "pap-far" for en knægt på 9 år som desværre hver gang "pakken"
besøger mig i mit hjem er "hunde-ræd" for mine 2 katte, han kravler fra stol til stol
så han kommer så langt fra kattene som muligt og sætter på intet tidspunkt fødderne på gulvet.

At lukke kattene ude af stuen er jo desværre kun en midlertidig løsning.

Det kan være at han virkelig er bange for dem men jeg har også en mistanke om at der
måske er lidt "hysteri" i det...

Er det nogen der har nogle praktiske råd til hvordan jeg/vi skrider frem overfor dette ??
(Jeg vil jo nødigt skulle ud i at aflive dem....pivpiv)

Mvh
Jimmy

---

In article <ov5m8.9513$FT.375172@news010.worldonline.dk>,
"Jimmy D. Pedersen" <thejip@image.dk> wrote:

> Er det nogen der har nogle praktiske råd til hvordan jeg/vi skrider frem
> overfor dette ?

Lad ham kravle rundt på stolene til han bliver træt af det.

--
MVH Martin Edlich
Henvendelser til min e-mail adresse vil blive besvaret kort, men uhøfligt
(medmindre jeg selv er ude om det, og det er Off Topic).
Verdens dejligste dreng kan ses på http://www.edlich.dk/christoffer/

---

"Jimmy D. Pedersen" <thejip@image.dk> wrote in message
news:ov5m8.9513$FT.375172@news010.worldonline.dk...
Hej "Alle"

>Jeg er ved at blive "pap-far" for en knægt på 9 år som desværre hver gang
"pakken"
>besøger mig i mit hjem er "hunde-ræd" for mine 2 katte, han kravler fra
stol til stol
>så han kommer så langt fra kattene som muligt og sætter på intet tidspunkt
fødderne på gulvet.

>At lukke kattene ude af stuen er jo desværre kun en midlertidig løsning.

>Det kan være at han virkelig er bange for dem men jeg har også en mistanke
om at der
>måske er lidt "hysteri" i det...

>Er det nogen der har nogle praktiske råd til hvordan jeg/vi skrider frem
overfor dette ??
>(Jeg vil jo nødigt skulle ud i at aflive dem....pivpiv)

der skal ihvertfald tages hånd om det NU... for selvom der "kun" er hysteri
i det kan hans selvbestaltede fobi sagtens udvikle sig til en reel en....
der er mange muligheder... en er, som martin foreslår, at lade ham kravle
rundt på stolene til han bliver træt af det...
en anden er at tage en snak med ham uden for døren om at nu er kattene her
jo og det er deres hjem og det er han nødt til at respektere....
fortæl ham at hans kravlen rundt kun gør at kattene (som jo er nysgerrige)
synes han er skæg og vil lege..... og derfor følger de efter ham ( hvis de
altså gør det)....
hav nogle godbidder klar....vis ham at de søde misser ER søde og bare vil
kæle og nusse....
bed moderen om at 1. sige fra overfor knægten og fortælle ham at han skal
lade være med at skræmme kattene.... 2. evt at lade dig passe knægten (bare
en halv time) hvor du kan prøve at være helt naturlig og fodre kattene mens
han ser på.....

det primære er at vise knægten at hans hysteri ikke opnår noget andet end at
han bliver opfattet som irriterende og ellers bliver ignoreret ( HVIS det
blot er hysteri så vil det aftage efterhånden som focuz flyttes væk fra ham)

jeg kunne godt tænke mig at vide hvad moderens indgangsvinkel til dette
er..... accepterer hun hans kravlen rundt på stolene ( det ville jeg
personligt IKKE gøre)
opmuntrer hun ham måske indirekte ved at bede dig om at fjerne kattene??

hvordan reagere i fælles når det er?? hvordan reagerer kattene.... holder
han op af sig selv igen eller kører han på indtil de forlader huset igen??

jeg kunne ski blive ved*G* men holder for nu......

--
knus sabina

behind every good woman,
lies a trail of men...*SF*
læs mine artikler på www.MandeZonen.dk

---

forresten glemte jeg at sige.... hvis knægten har en reel fobi tror jeg
næppe han kunne slæbes over dørtærsklen........ derfor tror jeg du har ret i
hans snert af hysteri......

--
knus sabina

behind every good woman,
lies a trail of men...*SF*
læs mine artikler på www.MandeZonen.dk

---

In article <4B6m8.9532$FT.379112@news010.worldonline.dk>,
"Sabina Hertzum" <sabina@worldonline.dk> wrote:

> derfor tror jeg du har ret i hans snert af hysteri......

Eventuelt bare lidt "jeg vil altså gerne have lidt opmærksomhed, helst
min mors, og hun skal egentlig ikke tildele nogen andre noget af den".

--
MVH Martin Edlich
Henvendelser til min e-mail adresse vil blive besvaret kort, men uhøfligt
(medmindre jeg selv er ude om det, og det er Off Topic).
Verdens dejligste dreng kan ses på http://www.edlich.dk/christoffer/

---

Hej Jimmy

Jeg tror du skal tage drengens angst alvorligt.
Hvis han ikke har en reel angst overfor kattene så er der jo noget andet der
trykker. Hvis du skal oparbejde et tillidsforhold til drengen skal han føle
at du tager ham alvorligt - han skal ikke føle sig som påhæng fordi du er
glad for hans mor.
En måde du kan nå ham på er måske at vise ham nogle killinger - tale med ham
om det, forklare ham at så søde var dine katte også da de var små - det er
de faktisk stadig når man lærer dem at kende.
Men han be´r helt klart om at blive taget alvorligt, hvad siger hans mor?

Anja
"Jimmy D. Pedersen" <thejip@image.dk> skrev i en meddelelse
news:ov5m8.9513$FT.375172@news010.worldonline.dk...
Hej "Alle"

Jeg er ved at blive "pap-far" for en knægt på 9 år som desværre hver gang
"pakken"
besøger mig i mit hjem er "hunde-ræd" for mine 2 katte, han kravler fra stol
til stol
så han kommer så langt fra kattene som muligt og sætter på intet tidspunkt
fødderne på gulvet.

At lukke kattene ude af stuen er jo desværre kun en midlertidig løsning.

Det kan være at han virkelig er bange for dem men jeg har også en mistanke
om at der
måske er lidt "hysteri" i det...

Er det nogen der har nogle praktiske råd til hvordan jeg/vi skrider frem
overfor dette ??
(Jeg vil jo nødigt skulle ud i at aflive dem....pivpiv)

Mvh
Jimmy

---

Hej Jimmy.
Her i huset havde vi samme problem med min kærestes yngste datter på 5 hun
var virkelig bange for vores lille hundehvalp. Hun kunne vågne om natten
hjemme hos sin Mor og græde fordi hun ikke ville besøge os når hunden var
der.
Vi valgte at skille dem ad, hunden var i et andet rum end pigen,og kun når
pigen ville snakke med hunden var de sammen, haven blev ligeledes delt og
der er stadig hundefri områder både i huset og haven. Vi bar hende gennem
rum hvor hunden var og accepterede at hun ikke ville være sammen med den.
Hun klappede den gennem et gitter. Efter 3 besøg på denne måde altså 6 uger,
sagde hun at nu var hun ikke bange mere og at vi godt måtte slippe hunden
fri. Det hjalp meget at de to andre børn på 8 og 3 ikke var spor bange og
syntes det var sjovt at lege med hunden.
Nu 1 år efter er hun stadig lidt skræmt de første par timer, trækker sig væk
og kravler op på stolene når hunden kommer, men så glemmer hun det og der er
store kram og klap når hun skal hjem, hun vil også gerne holde hunden i snor
når vi går tur.
Jeg tror det er meget vigtigt at acceptere at han er bange, måske er han
engen blevet revet af en kat, det gør faktisk rigtigt ondt. Når der er gået
et stykke tid vænner han sig til at kattene også skal være der, hvis I
lukker kattene i soveværelset og så bearbejder ham med en anelse dårlig
samvittighed ( prøv at sige noget i retning af "det er godt nok synd for
kattene at de ikke må være i stuen sammen med os"), varer det nok ikke længe
før han kan tolerere dem, men måske varer det flere måneder før han vil kæle
dem.
Det er en god ide at lade ham se at andre kæler med kattene, husk f.eks. Mor
på at hun skal gå ind til dem hver gang de kommer så han kan se at hun
accepterer at kattene er der.
Og husk hele tiden at han skal have et sted der er garanteret kattefrit så
han ved at der kan han slappe af.
Venlig hilsen Nina Hald.