| Om min tiptipoldefar Johan Jacob Bruun (1770-1842) med en ellers normal
 borgerlig korriere (officer, afdanket og tolder) læser jeg pludselig
 følgende i Henning Kirkeby: Den gammelkære Brændevin, Aalborg-bogen
 1973, s. 60-61:
 
 "Det har været omtalt i det foregående, at mange toldembedsmænd ikke var
 deres opgave voksen, og deres forseelser særlig i
 forhold til brændevinsbrændingen forblev ofte ustraffet. Det skal derfor
 også fremhæves, at Aalborg i 1814 havde fået en
 toldkasserer Johan Jacob Bruun, som var en dygtig og i alle kredse agtet
 embedsmand, og alligevel skulle netop han rammes
 af skæbnen på tragisk måde. 1 1824 kom de kongelige revisorer på
 visitats til Aalborg, og den tidligere statsminister,
 geheimekonferensråd, ridder af elefanten Frederik Moltke, der efter
 Norges afståelse var blevet forvist til Aalborg som
 stiftsamtmand, skyndte sig over slotspladsen til toldkasserer Bruun på
 den nærliggende toldbod for at låne et betydeligt beløb,
 der manglede i hans kasse, og derved undgå at komme i en højst pinlig
 situation. Moltke var tidligere præsident i
 generaltoldkammeret, og den skikkelige Bruun, der havde alt i orden, gav
 ham pengene mod løfte om at få dem tilbage, når
 visitationen var overstået. Men revisorerne begyndte med et besøg på
 toldboden og konstaterede jo så den klækkelige manko
 hos Bruun. Alle forklaringer nyttede intet, for Hans Excellence ville
 for enhver pris redde sit skind og nægtede at have modtaget
 pengene! Det gamle ord om, at man hænger de små tyve og tager hatten af
 for de store, blev endnu en gang bekræftet. Bruun
 blev suspenderet og efter højesteretsdom afskediget på grund af
 kassemangel, og han sad i kastelsfængslet i
 København i mange år. Og Moltke, som engang var blevet hyldet af
 Johannes Ewald i hans berømte digt »Til min Moltke«
 som »smilende dyders og frugtbar viisdoms flammende ven« og senere af
 Adam Oehlenschläger i et hyldestdigt, som Aalborg
 dramatiske Selskab bestilte til Moltkes fødselsdag i 1820, hvor der
 stod: »Din roes skal ej forgå, det navn erindres skal, sålænge
 skrifter stå i Kimbres læsehal«, han kunne samme år, altså i 1824,
 trække sig tilbage som 70årig, ombølget af borgernes virak. I
 klubben Enighedens lokale samledes 100 personer af alle stænder for at
 hylde ham ved afskeden, magistraten gav middag på
 rådhuset, officerskorpset arrangerede reception med te på Skovbakken.
 Afrejsen var et triumftog. Brandkorpset paraderede
 uden for slottet, borgervæbningen og jægerkorpset på Gammeltorv, og
 talrige borgere ledsagede hans vogn både til fods og til
 vogns. Ved Kilden var rejst en blomstersmykket æresport med ordene
 »Triste vale« i transparent. Først ved Frederikshøj i
 Svenstrup, den gård, som Moltkes broder, general Adam Ludvig Mokke havde
 oprettet og opkaldt efter Frederik VI, som
 besøgte gården, (siden 1921 har den været Spritfabrikkernes forsøgsgård
 i kartoffelarbejdet) tog de ledsagende borgere den
 sidste bevægede afsked, mens regimentsmusikken spillede sørgemusik. Kong
 Frederik VI havde kort forinden besøgt Moltke på
 Slottet i Aalborg, og hvad de to mænd sagde hinanden, ved vi ikke, men
 flere år senere sagde kongen om den fængslede Bruun:
 »Jeg har megen agtelse for den mand, thi jeg ved at han lider for en
 andens brøde, - men jeg kunne ikke frelse ham. Den
 skyldige må Han deroppe dømme«! Og så pegede han mod himlen. I sandhed
 triste vale. - Den smukke Moltke-obelisk i Kilden
 er dog ikke rejst for stiftsamtmanden, men for den nævnte broder
 generalen, der også var meget populær og aktiv ved
 beplantningen af kildeanlægget. Den blev rejst i 1816, og indskriften
 lyder: Adam Ludvig Moltke helliget af medborgere. Og når
 Frederik Moltkes navn i Oehlenschlägers hyldestdigt er knyttet til
 »Kimbres læsehal«, hentyder det til de utrættelige
 bestræbelser, Moltke havde udfoldet sammen med rektor Emmanuel Tauber
 for at få oprettet det anselige stiftsbibliotek på
 latinskolen i Aalborg."
 
 For at afrunde historien: Johan Jacob Bruuns søn (min oldefar) Fritz
 Bruun, fængselsdirektør, 1816-91 (se biografisk leksikon) havde meget
 "moderne" syn på fængselsafstraffelse. Jeg begynder at ane hvorfor
 
 Hvor kan jeg læse mere om det angivelige justitsmord?
 
 mvh
 
 Tom Brøndsted
 
 
 
 |