Løsningen på danskernes problemer med fedme er enkel: Læg afgifter på
fedtforbruget.
Af Niels Teglgaard, underviser
De seneste årtier er fedme blevet et større og større problem i den
vestlige verden. Ifølge de seneste
målinger er over halvdelen af alle danske mænd overvægtige, mens
problemet er en smule mindre for
vores kvinder, idet det 'kun' er lidt under halvdelen af dem, der er
for lykke.
Som bekendt udsætter overvægtige sig selv for en lang række
følgesygdomme og formindsker dermed
deres levealder. Dels belaster de fede sundhedssystemet og dermed den
offentlige økonomi. Dels er de
mindre produktive, da de jo er relativt mere syge og dør tidligere.
Derved bidrager de også, alt andet lige, mindre til
bruttonationalproduktet.
Endelig vil mange overvægtige mennesker også have en række personlige
problemer som følge af deres
fedme, f.eks. i form af nedsat fysisk mobilitet og lavere selvtillid.
I såvel tv og radio som i den skrevne presse er der masser af fokus på
emnet og fedmeguruer som Anne
Larsen, kogebogsforfatter, og Arne Astrup, professor i ernæring, er
blevet landskendte pga. de fede
tider.
Deres budskab er, at for at komme fedmen til livs er det ikke nok at
gå på en slankekur i ny og næ. Næh,
det er nødvendigt helt at ændre sine kostvaner. Og det skal vel at
mærke være på permanent basis. Og
her er det selvfølgelig godt, at der, de danske traditioner tro, er
masser af 'gulerod' til de overvægtige.
Her tænker jeg på de sædvanlige oplysningskampagner og brochurer på
bibliotekerne. Men hjælper det
i tilstrækkelig grad? Det er der foreløbig ikke noget der tyder på.
Man kan i hvert fald konstatere, at
fedmeproblemerne bliver større og større.
Derfor vil jeg lancere en effektiv måde at adfærdsregulere forbruget
af fedt på. I øvrigt helt i god gammel
dansk stil. Nemlig afgifter og her altså afgift på fedt. Det skal med
andre ord være dyrt at købe fedt.
Høje priser er normalt noget de danske forbrugere forstår og de
allerfleste vil hurtigt lade de fede sager
stå på hylderne i supermarkederne og i stedet efterspørge fedtfattige
produkter.
Samtidig vil øgede priser på fede varer givetvis skærpe konkurrencen
på området med et deraf stigende
udbud af fedtfattige fødevarer til følge.
Hjælper dette ikke i tilstrækkelig grad, skruer man blot en tand mere
på afgiftsskruen.
I mellemtiden har statskassen, via den nye afgift, øget sit revenue og
samtidig sparet penge og
ressourcer på hospitalsområdet. De ekstra indtægter kan så bruges til
endnu flere forebyggende
kampagner, på sundhedsbudgetterne og til forskning.
Og nok så vigtigt er, at det enkelte individ får forøget sin
livskvalitet. På længere sigt vil det betyde, at
den gennemsnitlige levealder vil stige, måske især for mænd, hvor
problemet jo er størst.
Samtidig vil produktiviteten i samfundet øges, da der jo også vil være
færre syge. Man vil altså kunne
vende en nedadgående spiral til en opadgående! En anden variant kunne
være at differentiere momsen.
Altså ingen eller lav moms på fedtfattige mad- og drikkevarer og
ekstra moms på alt det fede. En
kombination af fedtafgift og momsdifferentiering er også en mulighed.
I hvert fald er jeg ikke i tvivl.
Fede tider bør være lig med fede afgifter, vel at mærke på fede sager.
|