Jeg fandt dette, da jeg søgte på ØLLEBRØDSBARMHJERTIGHED:
ØLLEBRØDS-BARMHJERTIGHED!
September 1995 meddeler Justitsminister Bjørn West efter de 5 tilfælde af voldtægt og mord på små piger, at han vil overveje vangs-kastrering af voldtægtsforbrydere. Det vil bare ikke virke, hvis manden har en fortid som offer. Han har offerets sammensparede vrede og magtesløshed og den kommer til udtryk overfor små børn fordi han er sikker på, at han i hvert fald kan magte dem. Han har lyst til at gøre fortræd. Det kan gøres med alt andet end et forplantnings-organ! Aviserne meddelte f. eks. at en af de små piger blev gjort fortræd med en flaske. Derfor bør sådanne mænd tilbydes terapi så de mister trangen til at gøre fortræd. Man må retfærdigvis give dem den chance, selv om deres handlinger er aldrig så nedrige.
Tager de ikke imod den, er det deres eget voksne ansvar. Så må de tage konsekvenserne af deres handlinger. Så må vi sætte dem i bur som farlige dyr! For dem der tager imod terapi-tilbuddet uden virkelig vilje til at ændre sig, bør konsekvensen være den samme: Vi må simpelthen spærre dem inde resten af deres liv.
Er det alt for hårdt? Stakkels mænd? Pladder! Hvis man tvinger mig til at vælge mellem hvem jeg vil beskytte, så vælger jeg børnene! Hver gang. De kan ikke selv. Det burde alle voksne da gøre? Uanset hvor meget disse mænd var ofre da de var børn, så er de voksne nu. Ved deres handlinger tvinger de os andre til at vælge hvem vi vil beskytte! Det siger meget om samfundet, at vi hidtil i udstrakt grad har beskyttet den voksne på børnenes bekostning. Vi kan ikke blive ved med at finde os i, at voksne mennesker ødelægger mange børns liv på den måde. For en ordens skyld, gør jeg opmærksom på, at der er stor sansynlighed for, at det i sidste ende kommer til at gå ud over os selv. (Det vender jeg tilbage til i kapitel 3.) Mønsteret dukker op gang på gang, lige for øjnene af os, d.v.s. for øjnene af dem der tør se. Der er mange tegn på hvor galt det er. Spørgsmålet er; Hvornår er der nogle ansvarlige, d.v.s. dem der kan, der vil gøre noget for at stoppe det? Politikere, Dommere, læger, forskere, psykiatere, lærere. Men frem for alt forældre. Hvornår lukker de øjnene op?
Ud fra det prøver jeg at konkludere:
At Søren har ret i sin konklusion!!!