Åh, hvor må jeg sande det gamle ord: Ude er godt, men hjemme er bedst.
Ikke fordi, at jeg ikke havde det godt der, hvor jeg har været henne. Jeg har såmænd haft det som blommen i et æg. Men som sagt - det, at være hjemme, det er anderledes. Her kan man ryge, drikke kaffe, prutte og bøvse som man vil.
Nå, men sagen var den, at jeg var inviteret til en lille by ved navn Long Stratton, som ligger ca. 25 km. sydvestlig retning fra Norwich - England. I øvrigt sammen med 3 andre tekstforfattere.
Alle ved fra deres Danmarks historie, at vikingerne holdt store plyndringstogter i Norfolk- området – og alle ved, at Norwich/Long Stratton ligger i Norfolk.
Vores opgave var, sammen med 4 englændere fra Long Stratton, at skrive små sketchs om vikingerne - hvis og såfremt vikingerne havde levet i 2011. En meget morsom opgave der foregik over 5 dage.
Men det er slet ikke det jeg ville fortælle om. Nej, jeg vil berette om noget meget mere jordnært. Noget livgivende. Om et venskab, der blev udviklet imellem to nationaliteter - nemlig en englænder og en dansker.
Det med vikingerne, gider jeg ikke fortælle om - det var det sku’ for kommercielt og seriøst til – kort sagt - jævnt kedeligt og kulturradikalt - når det er værst.
Under hele seancen var jeg indlogeret på Bed and Breakfast i en lille engelsk landsby ved navn, Gt. Mouldon, som lå ca. 4 -5 km væk fra Long Stratton. 300 meter væk fra Bed & Breakfast, lå en rigtig gammeldags indrettet Pub, ved navn ” Fox and Hound”. Når man åbnede døren og gik ind på pubben, var det som at skrue tiden 300 år tilbage – Pubben var indrettet i gammeldags stil - og jeg følte mig helt nøgen uden mit sværd. Jeg forventede hvert øjeblik, at Robin Hood dukkede op – men det gjorde han af gode grunde ikke. Men der dukkede en anden herre op – og det er ham jeg vil fortælle om.
En aftenstund var jeg røget på pubben og sad helt for mig selv og nød et par øl – dejligt mørkt øl. Jeg sad og funderede lidt over livets herligheder – og ikke mindst livets fortrædeligheder, da døren ind til pubben gik op, og ind kom en meget stor mand. 210 cm høj (har jeg senere fået at vide) Og med en bygning der svarede til højden. Langt rødt og meget kraftigt hår - og ovenpå det, en solidt plantet sixpence/kasket. Resten af beklædningen var jagttøj af tweed. Sammen med ham kom hans hunde – en springer og en labber, som lystrede hans mindste vink. Han sad for sig selv drak et par store glas øl. Jeg kunne ikke lade være at mærke til hans store skovlblad af en hånd. Hånden dækkede næsten hele glasset når han holdt om det. 2 øl drak han - og smuttede sammen med hundene igen. Jeg skimmede igennem vinduet, at han kørte i en halvgammel Land Rover.
På en eller anden måde, var der noget fascinerende over denne mand. Næste aften besluttede mig for at gå hen på pubben igen. Måske var jeg heldig at få en samtale i gang med ham.
Næste aften kom han igen. Han kom ind og bestilte en øl. Jeg gik over til ham og præsenterede mig. Jeg fortalte hvorfor jeg var i England - og hvorfor jeg egentligt var havnet i flækken, GT. Mouldon.
Han præsenterede sig som Mike Hawthorne, og fortalte, at han stammede fra Skotland - og var havnet her for mange år siden. Det var nærmest tilfældighedernes spil. Han var ansat på et nærliggende gods som Game Keeper. Vi sad og snakkede længe den aften. Vi var som gamle venner, der ikke havde set hinanden i lang tid. Vi aftalte at mødes næste aften - igen over par øl.
Næste aften kom, vi mødtes – fik et par store Pint – eller 3 – 4 stykker, og vi hyggede os efter kunstens regler. Da vi skulle sige bye bye, spurgte han mig, om jeg havde mulighed for evt. at forlænge opholdet et par dage, idet han ”manglede” lige en mand til at skyde et par duer. Det mente jeg nu ikke der var noget i vejen for, men skulle da lige - før jeg svarede ham, ringe hjem til konen og høre hvad hun mente. Konen, det vidunderlige væsen, sagde; Selvfølgelig skat, bliv du bare et dage længere.
Duejagten……I helvede med duer.!!! Det vrimlede med duer. Mike og jeg sad i hvert sit skjul og skød som sindsyge. På to dage skød vi tilsammen 450 duer.
Jeg havde lånt et gevær af ham. En halvautomat, der kunne indeholde 5 patroner ad gangen – ikke al det laderi som i gode gamle Danmark.
Nå men, alting har jo en ende – en spoleorm har to. Jagten fik en ende – og jeg skulle hjemad.
Jeg forespurgte selvfølgelig, hvad jeg skyldte for jagten – intet, absolut intet.! Men jeg afregnede selvfølgelig for de blypatroner i størrelse 7 jeg havde brugt.
Som tak for et par gæstfrie dage med masser af duejagt, mad, whiskey og ikke at forglemme øl i lange baner, inviterede jeg ham til Danmark på bukkejagt på præmierdagen – og det skal ikke koste ham en nikkel. – og han kommer sku’.! Det glæder jeg mig meget til.
HH.