Nu vi snakker om hvor meget hver enkelt borger koster samfundet med undertonerne; "Hvor skal pengene komme fra"
Så er dette skrive værd at bide mærke i.
Danmark har siden 70’erne tjent omkring 550 mia. kr. på olie og gas fra Nordsøen. I 00’erne lå indtægterne på 25–35 mia. kr. årligt. Det var ikke småpenge. Det var reel finansiering af velfærd.
I dag? 0–5 mia. kr. om året. I nogle år tæt på nul. Hvorfor?
Faldende produktion, ja. Modne felter, ja. Men også et politisk valg, stop for nye licenser i 2020.
Det betyder én ting. Ingen nye fund. Ingen ny indtægtsstrøm.
Samtidig har vi valgt en grøn omstilling til 300–500 mia. kr. frem mod 2030.
Bare elnettet alene sluger 150–250 mia. kr. Den regning bliver ikke sendt én gang. Den drypper stille og roligt ned gennem elregninger, skatter og afgifter. Regn selv: 50.000 – 85.000 kr. per dansker.
Og derefter løbende 2.000 – 5.000 kr. om året. For en familie? Op mod 15.000 kr. årligt. Men det stopper ikke der.
Vi bygger et energisystem, hvor produktionen afhænger af vejret. Når det blæser, er strømmen billig. Når det ikke gør, eksploderer prisen.
Det kræver backup, netudbygning og konstant balancering. Alt sammen noget, der koster.
Så når man siger “vedvarende energi er billig”… så er det kun halvdelen af historien. Systemet omkring er dyrt. Meget dyrt.
Se på Tyskland. De er længere fremme i præcis samme model. Mere vind, mere sol, mindre stabil energi. Resultatet? Nogle af Europas højeste elpriser og et system, der svinger voldsomt mellem næsten gratis strøm og ekstreme spikes. Danmark er på vej samme sted hen.
Samtidig har vi valgt at sige nej til potentielle 100–300 mia. kr. i fremtidige olieindtægter. Ikke fordi de ikke findes. Men fordi det politisk er besluttet, at de ikke må findes.
Det er ikke en nødvendighed. Det er et valg.
Kontrasten til Norge er næsten komisk.
Over 20.000 mia. kr. tjent. En oliefond på omkring 15.000 mia. kr. De har forstået én ting, hvis du har en ressource, så udnytter du den - og investerer overskuddet langsigtet.
Danmark?
Vi brugte pengene, mens de kom ind. Og lukker nu døren. Så står vi tilbage med en situation, hvor vi fravælger sikre indtægter, påtager os massive udgifter, opbygger et mere komplekst og ustabilt energisystem og bliver mere afhængige af import.
Alt sammen pakket ind i en fortælling om nødvendighed.
Men det er ikke nødvendighed. Det er prioritering. Og det er her “CO2-religionen” kommer ind.
For når man ophøjer ét parameter til absolut sandhed, så stopper man med at stille de helt basale spørgsmål.
Hvad koster det?
Hvad mister vi?
Hvad får vi reelt tilbage?
I stedet får vi en debat, hvor det nærmest er kætteri at nævne økonomi, forsyningssikkerhed eller realisme.
Problemet er bare, at regningen stadig kommer.
Den kommer på elregningen.
Den kommer over skatten.
Og den kommer i form af et energisystem, der er dyrere og mere sårbart.
Man må gerne ville en grøn omstilling.
Men tempoet og blindheden er problemet.
For lige nu ligner det mindre en plan… og mere en tro.
Sakset fra Klimarealisterne.