De fleste så på indsættelsen af Barack Obama som USA’s præsident med lettelse og forhåbning: Endelig kom vi af med det forfærdeligt primitive og usympatiske makkerpar, Dick Cheney og George Bush, der kun var interesseret i at give skattelettelser til de rige, hjælpe Wall Street og private interesser med at stjæle fra almenvellet, og udøve tortur og føre udsigtsløsekrige i Irak og Afghanistan.
Obama markedsførte sig som værende i traditionen fra præsident Lincoln og Franklin D. Roosevelt. Han ville lukke Guantanamo-lejren og stoppe krigene. Han ville lade staten investere i genopbygningen af USA’s forsømte infrastruktur og hjælpe industri og landbrug, så der kunne skabes amerikanske arbejdspladser. Og han ville lade staten tage sig af de mange svage ogfattige amerikanere, der har levet under en frygtelig trussel om ikke at kunne få offentlig sygesikring og folkepension, eller stod til meget snart at miste den.
Men efter sit besøg til G20-mødet i London sprang Barack Obama så ud som »George Bush Version 2.0«. Under indflydelse fra en gruppe »adfærdsøkonomer« frafaldt han ikke blot alle sine tidligere løfter om at lukke Guantanamo-lejren og stoppe de udsigtsløse krige. Han fortsatte Bush-administrationens politik med kæmpestore hjælpepakker til finansverdenen ogWall Street, mens intet blev gjort for at stoppe massefyringerne og redde den amerikanske fysiske økonomi og infrastruktur.
Nu forbereder Obama-administrationen sig så på at betale for disse gigantiske hjælpepakker til Wall Streets og resten af verdens banker og spekulanter ved at indføre en Hitler-lignende sundhedspolitik, der vil betyde en kraftig reduktion i udgifterne i sundhedsvæsnet. Mange flere amerikanere skal have sygesikring, men det skal ske til en samlet lavere pris, og det kan kun gøres på en måde: Gennem at fjerne den omkostningstunge behandling af ældre eller meget syge patienter, hvis »liv ikke er værd at leve«, eller som repræsenterer »en urimelig byrde for det offentlige sundhedsvæsen«. Det vil ikke ske med hagekors og strækmarch, men gennem rådgivning fra økonomiske og bioetiske eksperter der vurderer, »at staten ikke har råd til at fortsætte dyre udsigtsløse behandlinger«.
Sideløbende med denne politik, der vil øge dødeligheden i befolkningen gennem at reducere den behandling sundhedsvæsenet yder, og kræve begrænsninger i folkepensionen, fremmer man også det bestialske menneskesyn, der ligger bag denne politik, og nødvendiggør yderligere nedskæringer gennem indførelsen af »grønne« tiltag. De selvsamme institutioner og medier, der har bildt offentligheden ind, at løsningen på finanskrisen er at pumpe skatteydernes penge ind i bank- og finansverdenen for »at undgå en katastrofe, og sikre at de fortsat vil yde os kredit«, har gennemført en veritabel hjernevask for at overbevise os om, at der er menneskeskabt global opvarmning og en forestående katastrofe, hvis altså vi ikke lægger bånd på menneskets aktiviteter. Vi skal bruge gigantiske summer på CO2-begrænsende »miljøtiltag« såsom vindmøller, solfangere og el-biler, og samtidig begrænse menneskets landbrugs- og industriaktivitet på kloden. De enorme økonomiske resurser det vil kræve (udover de ganske store udgifter til den stadige strøm af eksperter, der flyver ind til offentligt betalte miljøkonferencer i København), vil gennem reduceret økonomisk udvikling fjerne fremtidshåbet for verdens fattige og svage og gøre dem til offer for et folkemord.
Det værste er, at den reduktion i jordens befolkning en sådan politik medfører ikke er en fejltagelse, men er det udtalte politiske program fra den britiske prinsgemal prins Philipog den Verdensnaturfond WWF, som han grundlagde sammen med den tidligere nazist prins Bernhard, samt de mange politiske medløbere som f.eks. Al Gore. Prins Philip er blot en moderne talsmand for principperne bag Det britiske Imperium, hvor der er en lille eksklusiv elite, der betragter sig selv som guder på jord, og som betragter resten af befolkningen som undersåtter, der som andre husdyr lydigt må finde sig i den politik, eliten sætter igennem. Mennesker betragtes og behandles som dyr. Det var den politik, som (med britisk understøttelse og hjælp) tog magten i form af fascisme og nazisme i 30’erne, og som truer i form af en moderne variant, adfærdsøkonomi og »grøn« tankegang, i dag.
Men, vil nogen måske indvende, der er jo ikke noget alternativ. Når man har levet over evne et stykke tid, som USA har gjort det i de sidste mange år, så må man sætte tæring efter næring. Først må man forsøge at redde økonomien gennem at pumpe penge ind i form af skattelettelser og hjælpepakker til finansfolket, og derefter må man så, for at undgå efterfølgende økonomisk kaos og hyperinflation, vende de store offentlige budgetunderskud til overskud. Det kan kunske gennem drakoniske nedskæringer i de offentlige udgifter. Til det er svaret, at det ikke blot vil betyde uacceptabel fascisme, men at det heller ikke vil fungere. Udover den truende hyperinflation, som allerede er under opsejling pga. den massive indpumpning af penge til finansverdenen, gælder det, at jo større nedskæringer man laver i den fysiske økonomi og den offentlige sektor, jo mere forstærkes den nedadgående spiral.
Men der er lykkeligvis et alternativ! Den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche, der længe var en enlig stemme, der advarede imod den nuværende krise, og forklarede hvorfor den måtte komme, leder en meget aktiv kampagne i USA, der netop nu afslører og modarbejder planerne om fascistiske nedskæringsprogrammer og forsøger at befri Obama fra den farlige indflydelse, han er havnet under. LaRouche har sammen med Schiller Instituttet samtidig angivet en farbar vej ud af den nuværende tilsyneladende håbløse krise.
I stedet for helt hjernedødt at pumpe penge ind i den finansielle sektor og til privat forbrug, skal vi gribe ind med en forståelse af forskellen mellem fysisk økonomi, og dens finansielle overbygning og servicesektoren. Det er menneskelig kreativitet, i form af videnskabeligt og teknologisk fremskridt, der ved den rette økonomiske politik bliver omsat til fysiske forbedringer i menneskers leveforhold her på kloden. Investeringer i de produktive erhverv, som f.eks. landbrug, fiskeri, industri og byggeri, øger den samlede mængde og kvalitet af produkter vi har til rådighed, og gør det muligt at have en højere levestandard. Offentlige investeringer i den fysiske infrastruktur, såsom vej-, jernbane- og magnettognet, vand- og kloaksystemer, elektricitetsforsyning, sundhedsvæsen og uddannelsessystem etc., øger den fysiske produktivitet i økonomien som helhed. På trods af den umiddelbare udgift her og nu, er det på den lange bane en god forretning for hele økonomien.
Der er dele af økonomien, specielt i den finansielle verden, hvor der laves store penge, uden at samfundet bliver rigere samtidigt. Denne »profit« skal så tages fra resten af økonomien. Det samme gælder hele servicesektoren, der er en blanding af nødvendige ydelser for samfundets og befolkningens ve og vel, tjenester der gør livet lidt behageligere eller sjovere, og så rent unødvendigt spild. Den danske regering var ikke blot længe om at forstå situationens alvor, men har indtil nu været dybt inkompetent i sin håndtering af krisen. Den har primært pumpet penge ind i de uproduktive dele af økonomien, og fortsat med udsultningen af dens produktive dele, som det har fundet sted gennem de seneste årtiers massive underinvesteringer i den offentlige infrastruktur. Den type »hjælpepakker« forarmer blot staten og sætter scenen for senere »nødvendige nedskæringer« i den offentlige sektor – som f.eks. den fascistiske sundhedspolitik, som Obama nu er i færd med at fremlægge under indflydelse fra »adfærdsøkonomerne«. En fungerende politik ser i stedet ud som følger:
Øjeblikkelig nedsættelse af en Pecora-kommission, en finansiel undersøgelseskommission, der kan blotlægge, hvad der egentlig er foregået i den finansielle sektor i de senere år. Er der systemiske fejl, som f.eks. derivater og lign., der truer vores finanssystems stabilitet? Er der nok gennemskuelighed og offentligt tilsyn og kontrol? Er der også danske banker eller personer involveret i affærer, som f.eks. den amerikanske tidlige Nasdaq-direktør Madoff, der svindlede for 65 mia. dollars? Er der danske banker, der har bedraget deres kunder for at kunne tjene penge på dem? Hvem beskytter kunderne? Hvad er forbindelsen mellem den finansielle verden og den politiske? Hvordan kan det f.eks. gå til, at Den Danske Bank tilsyneladende skrev Bankpakke II? Hvem tjener Nationalbankens politik, den danske stat og befolkning eller finansverdenen?
En sådan undersøgelseskommission bør nedsættes af Folketinget, evt. efter en høring arrangeret af Folketinget med internationale eksperter som Lyndon LaRouche, og danne grundlaget for konkrete lovforslag, der kan lave nye spilleregler for den finansielle verden. Der må være vandtætte skodder mellem de dele af finansverdenen, som tager sig af normal indlåns og udlånsvirksomhed, kreditforeningslån etc., og de dele, der har investeringsbanker som f.eks. Saxo Bank, hvor investorer, som på et andet spillekasino, forsøger at være heldige med at få en hurtig gevinst uden at skabe samfundsnyttige værdier. Almindelige bankkunder skal ikke lokkes ud på spekulationens overdrev af driftige provisionsaflønnede bankansatte.
Hvordan kan vi inddæmme den spekulation, der i stigende grad er blevet udstrakt til den normale del af økonomien, bl.a. gennem indførelse af indekslån, afdragsfrie lån og SDO-lån, der har været med til at pumpe boligboblen (og boblen baseret på stigende jordpriser i landbruget) op og underminere Danmarks finansielle stabilitet? Hvordan kan man stoppe usikkerhed og spekulation, som blev resultatet, da Nixon tog dollaren af guldet i 1971, og de faste valutakurser landene imellem blev erstattet af flydende valutakurser og spekulation?
Et sådant internationalt system kan Danmark selvfølgelig ikke skabe selv. Et Nyt Bretton Woods-finanssystem kan kun etableres, hvis vi formår at få USA, Rusland, Kina og Indien til at gå i spidsen for det. Men det kan vi så arbejde for og sætte på den internationale dagsorden, som det faktisk blev diskuteret i tiden op til G20-mødet i London, men som hurtigt derefter forsvandt fra den offentlige diskussion.
Den største trussel netop nu er politikernes illusion, at hvis de blot laver hjælpepakke efter hjælpepakke, så kan vi vende tilbage til de gode gamle dage, inden finanskrisen slog til. Det internationale finanssystem har i de sidste mange år levet på svindel og bedrag, hvor man har skabt enorme gevinster uden at skabe noget produktivt. Nu hvor det så har vist sig at være fupgevinster, har skatteyderne måttet træde til og fylde hullerne. De penge bankerne får gennem hjælpepakkerne, hjælper måske bankerne, men ikke den produktive del af økonomien, der skal skabe det fysisk-økonomiske overskud, vi skal leve af i fremtiden.
I stedet for flere blankochecks til finansverdenen må vi derfor sætte finanssystemet som helhed og de enkelte kriseramte banker under konkursbehandling, hvor spekulative dårlige dele af aktiviteten, som f.eks. derivater, afskrives, mens de normale ikke-spekulative bankaktiviteter fortsætter i en ny reorganiseret bank – som man skulle have gjort det med Roskilde Bank og debanker, der siden er blevet hjulpet.
For at holde gang i den danske økonomi giver man så, hvor det måtte være nødvendigt, kredit direkte til landbrug, fiskeri, industri, byggeri etc. via en ny statsbank eller gennem Nationalbanken.
Samtidig må man fremrykke og finansiere de kommunale, regionale og statslige investeringer i infrastruktur og offentlige bygningsarbejder, der allerede er på tegnebrættet, men som gang på gang er blevet udskudt, og så udstede kredit til en række store nationale infrastrukturprojekter, der bør igangsættes hurtigst muligt, som f.eks. en Kattegatbro og et dansk magnettognet, som vi beskrev det ved Schiller Instituttets foretræde for Folketingets Trafikudvalg den 2. april.
Disse projekter har ikke blot en langt større jobskabende effekt, krone for krone, end hvis man pumper penge ind til simpelt forbrug via skattelettelser eller ved at fremrykke udbetalingen af pensionsmidler som SP-opsparingen eller penge fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det svarer til at tisse i bukserne i frostvejr. Infrastrukturinvesteringer øger i stedet produktiviteten i hele økonomien på lang sigt, og lægger et fundament for fremtidig fremgang og velstand.
Men tiden er ved at rinde ud for disse beslutninger. Følger vi massemediernes økonomer og eksperter, havner vi uundgåeligt i en grøn ideologi og den samme fascistiske nedskæringspolitik, som Obama nu forsøger at gennemtvinge i USA. Vi skal derimod kræve en Pecora-kommission og arbejde for det skifte i den økonomiske politik og samfundets menneskesyn, der giver os og de kommende generationer en menneskeværdig fremtid.
|