Partier bygger på menneskesyn. Derfor har jeg som socialdemokrat meget lidt til fælles med Dansk Folkeparti. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at S og V gennem det meste af det danske folkestyres levetid har stået som hovedmodstandere, selv om de da også historisk har kunnet række hånden ud i gensidig egeninteresse. Tænk bare på Kanslergadeforliget, som Stauning lavede med Venstre i 1933, og som banede vejen for velfærdssamfundet midt i verdenskrisen.
Velfærdssamfundet bygger på tanken om en harmonisk balance mellem privat foretagsomhed og fælles, social ansvarlighed.
Venstre har aldrig været enig med Socialdemokraterne om, hvor denne balance ligger bedst. Det gamle liberalistiske menneskesyn har overlevet den påståede forvandling fra at være storbøndernes politiske interesseorganisation til at blive et moderne folkeparti med visse adopterede socialdemokratiske idealer.
Venstre mener – og har altid ment – at det er personlig grådighed og bjergsomhed, der skal skabe fremskridtet. Holdningen er, at Socialdemokraterne ved progressiv beskatning og ’rundhåndede’ sociale ydelser har ødelagt drivkræfterne i samfundet og fået danskerne til at arbejde for lidt. Ud fra denne tankegang kan det slet ikke forklares, at Danmark i international sammenligning kommer ud som et af de allermest konkurrencedygtige samfund.
Men for en rigtig Venstre-mand er det ikke desto mindre videnskab, at man kun kan få de fattige til at arbejde ved at nedsætte deres ydelser og kun kan få de rige til arbejde ved at nedsætte deres skat. Lavere skat betyder også samlet set mindre fælles og mere privat, og mindre fælles og mere privat betyder større ulighed.
Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen har siden 2001 målrettet brugt deres smalle højreflertal med Dansk Folkeparti til at beskære de sociale ydelser for nogle af de mest sårbare og udsatte mennesker i Danmark. Det er, hvad starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timers-regel handler om. Det har fastlåst en lille gruppe – fortrinsvis mennesker af fremmed herkomst – i det yderste, uanstændige armod. Af frygt for langt større vælgergruppers reaktion har man derimod endnu ikke kastet sig over retten til og niveauet for dagpenge ved arbejdsløshed og sygdom. Men mistroen til de arbejdsløse og syge emmer ud af alle samtaler, sanktioner og tvangsaktivering af selv alvorligt syge mennesker.
Samtidig har det såkaldt frie valg udviklet sig som en malkemaskine, der dræner det offentlige sundhedsvæsen for penge og nøglemedarbejdere og derved – via en politisk besluttet skattemæssig begunstigelse af private sundhedsforsikringer – fremdriver øget social ulighed i adgangen til hurtig behandling på sygehusene.
Endelig har store og forud for valgene ufinansierede skattelettelser undergravet mulighederne for fortsat at betale for velfærdsydelserne. Størst og værst med VKO’s netop vedtagne skattereform, der de næste par år øger statsgælden med 35 mia., som der ellers i stedet kunne være brugt effektivt mod arbejdsløshed og for bedre velfærd.
Skattelettelserne opsluges af afgifter og prisstigninger for de fleste i den nederste halvdel af indkomstfordelingen, mens de meget vellønnede får titusindvis af flere kroner til sig selv.
Jeg vil ikke afvise, at lavere skat af de sidst tjente kroner kan få nogle til at arbejde mere – og måske også kan få nogle til at gå fra at arbejde sort til at arbejde hvidt.
Men disse sammenhænge er stærkest blandt de lavestlønnede, f.eks. den enlige mor med tre børn, der ved at komme i et lavtlønnet arbejde eller arbejde lidt mere på mindstelønnen intet økonomisk udbytte får, fordi summen af mere skat og mindre boligstøtte og daginstitutionsrabat æder det hele. Det er jo ikke denne gruppes problemer, der adresseres ved at afskaffe mellemskatten. Til gengæld kan man sagtens forestille sig, at hårdt tidspressede småbørnsforældre med lidt bedre indkomster vælger at gå ned i arbejdstid, når de i kraft af mellemskattens afskaffelse kan opretholde levestandarden uden at knokle helt så meget.
For personer i høje stillinger uden fast arbejdstid er der ingen som helst grund til at tro, at de vil arbejde hverken en time mere eller mindre. De arbejder i forvejen så meget, de kan og vil, indtil de har løst de opgaver, de er sat til, og deres privatforbrug kan få et nyt løft.
De gamle teorier og regnestykker om større arbejdsudbud er allerede undermineret af, at danskerne trods høje skatter satte deres arbejdstid i vejret under de senere års højkonjunktur. Grådighed forklarer langt fra alt. Der er utroligt mange andre motiver end det økonomiske udbytte til, at danskerne gerne vil præstere noget andet end det økonomiske udbytte.
Jeg kan ikke frigøre mig fra en ubehagelig mistanke om, at det tvivlsomme argument om skattereformens positive virkning på arbejdsudbuddet først og fremmest er en bekvem ’begrundelse’ fra Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen og den særligt fantasifulde Anders Samuelsen. Det mildner det politiske og moralske problem med at forklare, hvorfor man giver mest til dem, der i forvejen har mest.
Nettovirkningerne af VKO’s skattereform på danskernes arbejdsindsats er lille og usikker. Dødvægten er stor, og derfor undergraves velfærdssamfundet, og indkomstfordelingen bliver skævere.
Jeg ved godt, at nogle borgerlige mener, at jeg modsiger mig selv, fordi Socialdemokraterne har været central aktør i politiske aftaler om at sænke den højeste marginalskat fra 73 pct. i 1985 til 63 pct. nu – og så argumenterer imod at komme ned på 56 pct. næste år.
Lad mig derfor slå fast, at skattelettelserne i de reformer, Socialdemokraterne har været med til at lave, i sidste ende er betalt ved at begrænse skattefordele og undvigelsesmuligheder hos netop dem, der tjener mest. Jeg har altid ment, at det var bedre og mere ordentligt at have lavere marginalskatter på et bredt og solidt grundlag end høje marginalskatter på et tyndt og skrøbeligt grundlag. Men jeg har aldrig troet, at det var en mirakelkur for arbejdsudbuddet.
|