Det irriterer mig, når jeg ofte læser, at folk stempler planøkonomien som en metode til produktionsstyring, der allerede spillede fallit i 1989 med Murens fald.
Fælles for alle de socialistiske stater har været, at de har gennemgået borgerkrige eller regulær fattigdom, nød og elendighed i lang tid, før socialistiske eller kommunistiske tanker blev aktuelle.
Lenin og Stalin nåede at omdanne et stort landbrugsland til et industriland på højde med den vestlige verden på blot 10 år, mens det havde taget den vestlige verden 20 år.
De mange dødsfald i samme industrialiseringsperiode, som henskrives til hungersnød, skyldtes de mange borgerkrige, som var støttet af USA, Frankrig, Tyskland og Storbritannien.
Efterkrigstidens Sovjetunion var også plaget af økonomisk tilbagegang, men der er igen væsentlige forskelle på USA, Vesteuropa og Sovjetunionen og det socialistiske Østeuropa:
Sovjetunionen havde oplevet direkte krigshandling, afbrænding og bombning af vitale byer og fabrikker på egen jord. USA havde kun oplevet ét stort angreb på egen jord, og det var i Stillehavet på Pearl Harbor, en militærbase uden eller med kun meget få, civile tab.
USA stod derfor langt stærkere i efterkrigstidens Europa, så stærke, at de kunne give Marshall-hjælp til Vesteuropa. Sovjetunionen kunne ikke give den samme Marshall-hjælp med henblik på genopbygning til deres støttelande, herunder Østtyskland, da landet var blevet smadret af nazisterne.
|