---

Hej alle sammen

Jeg er enlig mor med et barn, som er 13 år gammel. Før i tiden var han rigtig god til at fortælle mig alt i skolen, men da han fik en mandlig skolelærer for tre år siden, så begyndte han at blive meget stille og han vil ikke fortælle mig noget, når han kommer hjem fra skolen, eller når han er hos venner. Mig og hans skolelærer kom at skændtes en dag, fordi min søn blev mobbet og jeg ringede til skolen, men læreren går og fortæller min søn foran alle klassekammerater: "din mor skal ikke ringe til mig når du bliver mobbet, du skal selv komme og fortælle mig og du skal ikke fortælle alt til din mor". Hans lærer er blevet fyret nu, men min søn har forandret sig så meget siden den dumme lærer havde sagt til ham, at min søn ikke skulle fortælle mig, hvad der foregår i skolen. Jeg ved intet om min søn i tre år. Min søn nægter at gå hos psykolog. Han gik hos en god psykolog to gange, så stoppede han. Når han er så stor, så kan jeg tvinge ham til at gå hos en psykolog. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og hvordan jeg skal få min søn tilbage. Jeg følger mig virkelig at jeg har mistet min søn.

Når han får legekammerater på besøge, så hans legekammerater fortæller næsten alt og jeg har selv også hørt at de andre børn fortæller meget til deres forældre. Jeg ved at der er noget galt, men ved ikke hvordan jeg skal redde situationen og få min søn tilbage. Vi har intet kommunikation.

Jeg følger mig som om at han bor på et hotel, at jeg vasker hans tøj, laver mad og rydder op. Han er bare i huset. Men når han taler med sin far, så fortæller han alt så bliver jeg sur fordi han ser sin far en gang om måneden men han fortæller alligevel sin far om sine oplevelse men han er blevet så bange at fortælle mig om sine oplevelser.

Håber at noglen af jer kommer med et par gode råd..

---

Ja - gift dig igen - drengen mangler tydeligvis en "mand" at snakke med

---

Hvis jeg må spørge, er du selv en mand?? Anyway.. tak for rådet.

---

PS...

Et eller andet siger mig at der er noget "kulturbagrund" der spiller ind

---

Men du har delvis ret, fordi min søn mangler en mandlig figur i sit liv. Men kender du ikke det, hvor man kan finde en god mand? På mit arbejder er der alle sammen kvinder og jeg går ikke i byen så spørgsmålet hvor man kan finde den eneste ene??

---

Det påståes

---

Det kender "vi" dig jo ikke godt nok til at vide

---

Hvad er "kulturbaggrund"?

Jeg er ikke vokset op her i landet, men er rimelig velintegreret og har et fast arbejde og mine omgangskredse er dansker.. Min søns venner er danskere men måske handler det mere om forståelsen for den periode, hvor min søn er i.. altså Teenager alder.

---

Kulturbaggrund kan være mange ting....

Du må ikke misforstå det - men din søn er måske MERE dansk end dig - det kan hurtigt give konflikter i forhold til hvad HAN mener er rigtigt og forkert.....

---

Der er ingen nem vej.
Din søns tillid til dig er brudt. Og det er ikke kun din skyld, men meget lærens. Det er dybt godnat, det den lærer har gjort.
Men istedet for at blive sur på din drengs far, synes jeg du skal tænke på drengen og ikke dig selv, når han betror sig til sin far.
Det er trods alt bedre at han dog betror sig til nogen, end slet ikke.
Jeg tror såmænd ikke din dreng behøver nogen psykolog (uden dog at være 100% sikker, jeg kender jo ikke hele jeres situation) men, at DU måske ville have godt af at kontakte en familierådgiver!
Hvad med skolen? De burde jo også tage et ansvar her og fortælle drengen, at det er ok at fortælle hvis man bliver mobbet i skolen....
Lad være med at presse drengen til at fortælle dig noget, det gør kun det hele meget værre. Men tal med din dreng og prøv at få et godt forhold til ham på mange andre måder, end lige at udspørge ham. (Drenge og mænd hader det )

---

Du har delvis ret.
Men ved du hvad jeg tror ikke længere på kulturbaggrund, fordi mennekser kan udvikle sig og adopetere en hel masse ting fra den anden kultur.

Når der opstår et problem, så er det nemt at pege på kultur, fordi det er nemt.

Men det kan lige så godt være at det handler om teenager periode, hvor jeg ikke kan finde ud af hvad jeg skal gøre eller at drengen har brug for en mandlig snak, eller hans gamle lærer har haft en meget negativ påvirkning på min søn og min søn har dannet angst, eller min søn er træt at bo sammen med mig. Han har hørt på mig i 13 år. Det kan jo være en hel masse grund til det.

Men er sikkert interessant, det hvad du skriver om..

Knus herfra..

---

Kære mangorossa,

Mange tak for det gode råd. Du har fuldstændig ret i at jeg skal være glad for at han betror sig hos sin far. Men det gør ondt på mig, når det er mig der har taget hele ansvaret. Hans dumme far har aldrig været tilstede for min søn. Han ser sin søn en gang om måneden, men så er det ham, der får at vide om vores søns liv og oplevelser. Jeg får nogle oplysninger fra skolen om min søn, som har fx vundet i en konkurrence eller et eller andet. Min søn er meget velbegavet. Han har klaret sig meget godt i skolen.

Men du har også ret i at jeg skal søge familieterapi for at få støtte og hjælp, hvordan jeg kunne genopbygge tilliden.

Du må have en god dag..

Knus herfra
Saline

---

Din søn betror sig til sin far netop fordi han ikke er til stede i hverdagen. Du er nok for tæt på følelsesmæssigt. Og hvis din søn har været glad for den fyrede lærer, så tror han også på det han har fortalt ham.

Hvis du har medvirket til at få læreren fyret, så er sin søn måske vred på dig. Så tak du din tidligere mand for at han snakker med drengen. Det er ikke dine følelser som skal være i fokus her, det er din drengs. Så glem dine egne følelser og forgiv drengens far. Han er der jo for drengen nu.

Men det er vigtigt at tage hånd om ham nu, han er i begyndelsen af puberteten, og hvis i svigter drengen nu, så kan det gå helt galt.

---

Hej Saline
Hvordan i alverden kan du finde på at kalde drengens far for dum, som du gjorde i dit sidste indlæg. Du må ALDRIG ALDRIG udtale dig sådan, når drengen hører det. Du kanaliserer dine dårlige følelser for manden til din søn, som jo åbenbart har det godt med faderen. Måske er din eneste vej tilbage til drengens tillid gennem netop den DUMME far. Tænk dig godt om og tal kun godt om faderen. Du kan jo altid tænke hvad du vil, men kun TÆNKE.
Mange kærlige skub
Ingelein

---

Kære granner01

Tak for din kommentar.

Jeg er ny herinde. Jeg kan se, at der kommer rigtige mange gode råd og mindre gode råd. Men så må jeg leve med at der er nogle mennekser, der ikke kan være sød og rar i deres måde at skrive kommentarer på.
Jeg må indrømme, du er meget direkte i den måde, du skriver på.

Jeg har ikke medvirket til at hans lærer er blevet fyret, men han blev fyret fordi han ikke kunne samarbejde med de andre lærer, sådan er der rygter på skolen.

Venlig hilsen
Saline

---

Kære ingelein,

Du har fuldstændig ret i at jeg ikke må kalde hans far for dumme far, men det har jeg gjort mange gange. Han far er en dum narr. Hvis jeg fortæller dig, hvad han har gjort overfor mig, så vil du sige at han er ikke kun dum, men også svin.

Men er helt helt enig med dig. Du skal have tusind tak..

Knus herfra
Saline

---

Kære ingelein,

Jeg vil høre om du har tid og lyst til at vi chatter sammen på privat msn. Du lyder virkelig som en, der har erfaringer i livet og tænker meget på fornuft og følelse. Jeg kunne få en stor gavn af at chatte med dig, hvis du kun har tid og overskud.

Kærlig hilsen
Saline

---

Børn er nogle sjove størrelser især teenagealder kan være svær at forstå.

- Børn søger ofte det modsatte af det vi søger at presse dem til (det gør voksne også)
Hvis vi forsøger at tømme dem for ord eller prese ham for deres meninger vil de ofte lukke sig inde.
Hvis vi tier på de rigtige tidspunkter vil de åbne sig.

- Der har været indlæg om at du nok mangler en mand, til dig selv...
Det er der måske noget om. Din søn er ikke din mand han er din søn/barn. Det skal han have lov til at være. Hans udvikling af maskulinitet kan han god udvikle sammen med hans far (den dumme far, dette er fint behandlet i andet indlæg). Lær mærke til at selv om faren var dum sammen med dig, kan han godt være et god far og rolle model for din søn i hans nuværende udviklingsstade.
Hvis det er dig der søger en at tale med, skal du søge dig en partner at tale med, ikke en single veninde - men en mand der måske selv har børn.

- Lytte mere end tale
Hvis du vil i dialog med din søn, er det nok en god ide at øve dig i at lytte og undgå lange fortællinger og forklaringer. Mange børn er mere tænkere end de er talere.
Drenge HADER kvinder der bare plabre / snakker der ud af, det er vigtigt at du ikke selv udfylder de naturlige pauser der kan opstå i en dialog.
At drengen ikke taler meget kan være et udtryk for at han tænker meget...
Det kan være meget tidskrævende at prikke hul, hvis der er noget at prikke hul på.
(det tror jeg nu ikke at der er...)
Men jeg ville tage ham ud og gå en tur ved vandet måske en aften og spise en is eller noget takaway mad i kan spise ved vandet.
Når der så er ro er det vigtigt for dig mest at lytte til de tanker han har uden - at blive vred hvis han fortæller noget du syntes er mindre heldigt...

Mange opdrager børn som de opdrager hunden, der var løbet væk - første vinder man deres tillid ved at kalde dem til sig med søde ord. For bag efter at straffe dem for at de var løbet væk.

Husk at drenge er unge mænd - mænd skal være mænd og kvinder skal være kvinder

vh Ben

---

Hej Saline
Tak for tilliden, men jeg ville jo kun høre sagen fra din side i en chat- og jeg er ikke i tvivl om at du ikke har det godt med den mand, der er far til dit barn. Betragt det som det bedste ved ham. Ignorer at din søn ikke fortæller dig noget, lad være med at presse og udspørge ham også om hvad han og faderen laver. Måske vil han synes at det er lidt mærkeligt at du ikke er interesseret ......... Din søn er ved at være i puberteten, og han får det ikke nemmere i de næste par år. Du må simpelthen "ofre" dig og lade være med at udspørge og fritte ham. Ros ham i stedet for, du må da være jublende glad for at han klarer skolen godt.
Få dig et liv, hvor drengen ikke er i centrum hele tiden. Det er alt for belastende for ham - og lær at omtale faderen med respekt, uanset hvad I to voksne har haft sammen. Det her drejer sig om drengen, ikke om far og mor eller far contra mor. Han bor jo trods alt hos dig.
Du er bestemt ikke den eneste mor, der stiller Hotel og faciliteter til rådighed.
Mange hilsner Ingelein - og pas også godt på dig selv

---

Hvis jeg var i dine sko ville jeg:

I et øjeblik, hvor du fornemmer han lytter til dig, fortælle hvor meget du elsker ham, og altid vil
være der for ham.

Fortælle, at hvis han har lyst til at snakke, hvis han har problemer, så vil du gerne lytte, men at det er helt fint, han snakker med sin far, bare han lover dig, at han dog får snakket med en,og ikke går og tumler med det alene.

Fortæl, at hvis han har noget at fortælle, som han ikke vil fortælle, fordi han er bange for at gøre dig ked af det, så fortæl, at du selvfølgelig kan blive ked af det, men at sådan som det er nu, har du det heller ikke godt, og måske helt uden grund.

Hvis han kan love dig det, så må du prøve at lade ham være og stole på han snakker med nogen

Pøj pøj, med jeres fælles fremtid

---

Hmm. har selv 3 børn, hvor den yngste er en dreng på 14, og jeg har været gennem en del med mine kære unger. Har været alene med dem i flere år, er dog gift nu med en anden end børnenes far.

Du skriver om en angst for at tale, som du mener hans lærer har påduttet ham?
JEg tror ikke på at han er angst, for så ville han jo helle ikke tale med sin far!

Du skriver dumme far og en masse mere.

Tal ALDRIG negativt om din drengs far. Det er hans FAR... Der kommer en dag, hvor din dreng ser tilbage om er kommet så langt i udvikligen at han kan tænke over tingene (det kan de ikke i den alder :) ). SÅ vil han se tilbage på en mor, der forsøgte at sætte ham op mod hans far.

Jeg syntes skam også mine børns far var en dum skid. MEGET dum skid. Når børnene kom og spurgte mig, hvorfor deres far ikke elskede dem, svarede jeg ikke at det var fordi han var en lort. NEj. Jeg sagde at det gjorde han også, han var bare ikke så god til at vise det.

Drenge og piger er forskellige. Ikke kun udvendigt.
Drenge GIDER SIMPELTHEN IKKE at snakke, hvad vi kvinder jo er ret gode til.

MEn hvad snakker du med ham om? De dårlige ting?? det er ikke sikkert det er det han har brug for. Sørg for at stå op og sig godmorgen til ham. Spis morgenmad sammen. SPørg: Nå... ven, hvad skal du lave idag? hvis han ikke vil fortælle kan du jo sige lidt om havd DU skal lave. M;en bliv ikke sur, hvis ikke han svarer.
Når i kommer hjem, så kan du jo spørge om han har haft en god dag, og igen... fortæl om dine egen, i korte vendinger.

Husk børn gør børn gør IKKE hvad du siger, men hvad DU gør.

Nu ved jeg ikke hvad land du er fra, men hvis du har en anden kulturel baggrund, så skal du også tænke på, som der nævnes, at måske er din dreng mere "dansk" end dig. Det kan give HAM store konflikter.

Du skriver også


Helt ærligt, hvem har pålagt dig de at være hotelmedarbejder... det har du såmænd selv.
Giv ham nogle faste pligter. Vi sidder hver søndag med vores kalendere og aftaler fremad hvad vi skal. Skal jeg til møde, skrive mine børn det i deres kalender, og skal de noget, skriver jeg det i min. SÅ har vi styr på hvor hver især er. Hvis han ikke er vandt til huslige pligter, så start i det små. Forklar ham, at det vil være en stor hjælp for dig, og lær ham det. Lad være med at skælde ud, hvis ikke han gøre det "godt nok" i en kvindes øjne. Det gør drenge som regel ikke :)

Er der5 problemer i skolen? SÅ lav en aftale med klasselæreren om en mail eller tlfsamtale en til to gange om måneden efter behov. Snak sammen, og vær sikker på, at lærerene faktisk kun vil hjælpe. Der er ingen lærere, der er ude på at få nogen ned med nakken. Tag imod deres hjælp.

Snak evt. med PPR, Pædagogisk psykologisk rådgivning. Der ringer du bare til kommunekontoret og beder om at blive stillet om. Hvis din dreng oplever, at DU selv vil snakke med skolepsykologen, gør han det måske også selv.
Du skal tage en snak med ham. Om at I har et problem med at få det hele til at fungere. Vis ham, at du ikke selv kan løse, og at DU har brug for hjælp, fordi du gerne vil have det til at køre bedre. Vær den voksne og tag ansvaret. For ansvaret ER DIT.

Måske skal du selv have hjælp fra en familierådgiver?

Du må aldrig ligge det op til, at det er din dreng, der er problemet eller hans far.
Ham er du ikke med mere. Derfor er det DIG, der er den voksne alene nu.

http://www.voksenven.dk/? Check lige dette. Måske kan din dreng få en mandlig rollemodel her?


Det er vel heller ikke kvantiten af besøg der gælder, men kvaliteten. Som der også nævnes... nogle gange er det rart at snakke med en, der ikke er i den sure hverdag. Og det er en anden måde mænd/drenge taler sammen.
Har du foreslået hans far, at han evt. kan have ham hver anden weekend?

Langt indlæg, men husk:::::::

Lad være med at snakke for meget, og lad være med at bore i emnerne.
Lad det mere trælse ligge til din dreng føler for at snakke med dig.
Pres ham ikke

Og det allervigtigste VÆR GLAD når du taler til ham.

Har du haft en sur dag, så stop op på dørtrinnet og træk vejret dybt. Tænk: det er ikke min dejlige drengs skyld at min dag har været sur. Nu går jeg ind og er glad for ham.

Smil. Og gå så ind og råb hej skat, eller hvad du plejer at kalde ham.

Måske akavet i starten, men tor mig... efter nogle uger bliver det en vane. Og den er også sund for dig selv :)

Held og lykke

---

Kære jeb3,

Super super gode bemærkninger. Tusind tusind tak..Det var vældig sødt af dig, at du gad at skrive så mange gode råd. Jeg er så glad for at have fundet denne side. Mange gange er det svært at tale med en som man kender rigtig godt. Det er rart at få nutral meninger og holdninger.

Jeg er meget enig i de ting, som du har skrevet. Det må jeg prøve at arbejde med mig selv.

Tusind tak endnu engang.

Mange kærlige hilsner
Saline

---

HAr du brug for nogen at skrive med en gang imellem, så må du gerne skrive til mig.

Jeg kan svare ca en gang o ugen. Har ett par stykker jeg snakker med i forvejen :)

---

Hej Jeb3 og Saline



Det er lige det du ikke skal spørge ham om, men lade ham være i fred med! Det er sgu' da irriterende spørgsmål, som han ved kræver et svar, som han måske ikke engang har.

Lad ham være i fred og ignorer hans tavshed. Han er da en flink dreng efter det du skriver - eller går I og råber ad hinanden - eller endnu værre du bebrejder ham hans væremåde ?
Hilsen Ingelein

---

Søde ingelein

Tak for din bemærkning, men jeg tror du har lidt misforstået det, fordi det Jeb3 mente, at jeg skal lade være med at spørge om alt for meget og om de dårlige tinge. Hun mente at jeg skal sætte fokus på de positive sider.

Men du skal have tak og du har fuldstændig ret og er enig med dig..

Kærlig hilsen
Saline

---

Hej Saline
Jeg tænkte på alle de ting, vi spørger om, måske bare for at sige noget. Hvis man hver morgen bliver spurgt :Hvad skal du lave? - Hvad har du lavet? - ville jeg få et flip, det kunne ligne en smule kontrol - og det er ikke det han har brug for. Selvfølgelig vil du vide hvad han laver og det skal du også vide, men lad være med at lave det til rutinespørgsmål.
Jeg får kvalme, hver gang jeg hører nogen, som næsten har mobilen opereret fast til øret, starter en samtale med: "Hva så ?"
Mine børnebørn har direkte forbud mod at sende mig en sms med spørgsmålet "Hva' laver du". For det er jo et tegn på at de keder sig og ikke interessse for hvad jeg laver - som regel - uden undtagelse.
Du skal nok komme i kontakt med din søn og få den dialog du ønsker, men lad ham være i fred så længe han ønsker det.
Mange hilsner Ingelein

---

Man kan vel formulerer det lidt forskelligt, vi forældre bliver da nød til i en vis grad at vide hvad de unge foretager sig.



Hvis jeg modtager en sms fra mine unge, med den tekst, ville jeg forstå det som, at de gerne ville vide hvad jeg laver, om jeg evt. har lyst til at få et besøg, uden at jeg bliver afbrudt i noget


Ja sådan kan vi jo opfatte tingene så forskelligt,

---

Kære Ingelein,

Nu er jeg med. Måske er måden vi spørger, kan virke kontrolerende for mange børn. Det kommer an på hvordan vi er skrået sammen. Jeg er glad for at en spørger mig hvad jeg laver så er det også noget jeg tænker på hvad er det jeg laver.. Men er enig med dig at børn ikke bryder sig om.

Når jeg spørger min søn hvad har du lavet, så svarer han ingen ting.

Når jeg spørger, hvad lavede du sammen med dine venner, så svarer han ingen ting.

Hvad spiste i skolen, så svarer han, jeg kan ikke huske..

Men det er måske jeg skal finde ud måden at spørge ham. Men jeg ved simpelthen hvordan kan jeg finde en måde hvor jeg kan komme i kontakt med ham, men måske du har også ret i, hvis jeg skal lade være med at spørge, så kommer han. Men med tiden har han ikke vist. Nogle periode spørger jeg ikke noget så siger han ikke noget en dyd. Han kan sidde med en bog i hånden i 5 timer uden at sige et ord..

Men tak for de gode råd.. Dejligt at der findes så mange søde mennesker, der har lyst til at skrive kommentarer og gode råd..

God storbede dag..

kærlig hilsen
saline

---

Saline... Det er ikke nemt at være enlig mor til en teenage-søn.

Og du kan nok ikke regne med at få ham "tilbage". For det ER jo sådan, at vores børn vokser og udvikler sig. Og det er meningen, at de med tiden skal leve deres eget liv.

Hvis vi er heldige, --eller hvis vi har gjort en lille smule rigtigt i deres barndom-- så vil vi få mere kontakt med vores børn når de bliver mere voksne.

Men de fleste teen-agere har brug for at afprøve deres egne meninger om alting. Og det kan godt kræve, at de lægger mere afstand til forældrene.

Men ondt gør det da... Og bange og frustreret bliver man da osse som mor..

Det bedste, du kan gøre er at leve dit eget liv. Passe dit job og vise din søn, at det er godt med uddannelse og job når man er færdig med skolen.
Alt det med at snakke sammen er mindre vigtigt end det, du VISER ham.

OG så skal du selvfølgelig følge med i hans skole, når der er møder eller samvær med forældre og lærere. Hvis din dreng ikke vil fortælle dig noget, så kunne du jo snakke med de andre forældre om det....... Du vil måske opdage, at der er andre, der har de samme problemer. Og som OGSÅ synes, det er slemt...
Det løser ikke problemerne. Men det gør dem mindre ubærlige.

En side som denneher:

http://www.singleplus.dk/?gclid=CN_Dn4TE0YwCFQtHQwodLWGztw

....kunne måske give dig kontakt med andre enlige forældre.

Når din arbejdsplads består udelukkende af kvinder, så er der måske også DER enlige kvinder, der kan være gode og snakke med om de problemer I har?

---

Kære Birgitta,

Tak for de gode råd. Problemet faktisk ligger i at jeg er og har været alene med ham i mange år. Nogle gange kan jeg sætte mig ind i hans situation, at han hører alt fra mig og en gang sagde han til mig: "Mor det har jeg hørt mindst en million gange det du siger det" Hvis jeg havde en mand, så kunne han overtage nogle af snak.

Jeg har stort set også mit eget liv, har et fast arbejde og er i gang med at skrive en bog, svømmer en del, når har fri. Men jeg tror enhver mor vil savne at tale med sit barn og ved hvad barnet laver.
Men nu har jeg fået så mange gode råd i dag, så jeg er KUN glad og taknemmelig.

Du og de andre, der har skrevet til mig, skal have tusind tak!!

Kærlig hilsen
Saline

---

Ja.
Vi savner vores børn når de vokser op.
Men sådan er det.

Jeg savner da også mine (voksne) børn.

Men jeg glæder mig over, at det går dem godt.
Så vidt jeg ved. For jeg får altså ikke andet at vide end hvad DE synes, jeg skal vide.
Sådan ER det altså -for alle.

Saline, hvis din søn blev ved med at snakke med dig om alt, så ville det efterhånden blive svært for ham at danne sig sine egne meninger.
Og det skal alle jo lære. Når han bliver ældre, så vil han igen kunne fortælle dig om hvad han tænker, oplever og mener. Men det bliver måske ikke før han er gammel nok til at holde fast i sine egne meninger, -selv om du skulle være uenig med ham.

Faktisk er det måske endnu sværere for din søn. HAN har jo også været vant til, at han kunne snakke med dig om alting, ikke? Det kan han ikke mere...

Du kan i hvert fald ikke forklare ham, at han skal komme til dig. Ord virker ikke altid.
Men du kan lade være med at presse ham. Og så kan du LYTTE!!! Og HVIS han fortæller dig bare en lillebitte smule, så kan du LYTTE!! og spørge om hvad HAN synes og HAN mener om sagen.. I stedet for at fortælle om hvad DU mener...

Det kan være en meget god regel ikke at buse ud med sin mening før man bliver spurgt, når man har teen-age børn..

---

Saline.... Har din søn nogle venner, og fritidsinteresser.

Birgitta



Der vil jeg ikke give dig ret, jeg har sagt til mine børn, at de altid kan komme til mig, hvis der er noget de vil snakke om. Jeg vil tro de mest bruger vennerne, men de kommer da også til mig, og det er jeg enormt glad for

---

Jo. Nordsted.
Det har du ret i..... Men hvis det var så enkelt, så var der nok slet ikke noget problem.

Og når drengen tidligere HAR haft fortrolighed til sin mor, så ved han det jo godt.

Mor skal bare ikke "panikke" og forsøge at presse ham til at være mere åben. Det kan virke lige modsat.

De fleste børn har vist perioder, hvor de ikke fortæller deres forældre alt.

---

Hej Nordsted 1
Selvfølgelig skal vi da vide hvad vore unger laver - men tror du de ville fortælle det, hvis det var noget lort de lavede, derfor synes jeg ikke det er nogen god ide konstant at fritte dem om hvad de laver. Og drengen laver da noget fornuftigt, når han passer sin skole.
Med hensyn til sms' er ved jeg at det er en, som Trine sender til de første 10 mennesker - hun er kun 10 år og hun er bare en, der drøner sådan en besked ud til mange. Jeg kender jo tøsen. Det er jo meget smart hele tiden at have gang i mobilen, om så det er det rene pjat. Jeg prøver på at lære hende at bruge den på en fornuftig måde, så andre også vil svare hende, uden at blive irriteret over hendes evindelige: Hva' laver du.
Nu bor mine børnebørn hhv 35 og 155 km fra os, så det er ikke for at komme forbi de sms'er. Og de voksne børnebørn, som kunne finde på at komme forbi, melder mere klart ud.
Ja, kommunikation er ikke altid let, selv vi har jo ikke opfattet det skrevne på samme måde.
Og hvor har I ret. netopi Salines drengs alder "fjerner" de sig jo fra mor og far, og det er vel også meningen med det.
Jeg håber dog at Saline og drengen finder hinanden igen på en måde, som er naturlig for dem begge.
Med hensyn til at der kun er kvinder på Salines arbejdsplads - ja, så synes jeg at mænd er meget bedre i visse situationer til at danne sig overblik over tingene. Kvinder forfalder jo tit til "Hvor er det synd" mentaliteten.
Mange hilsner til Jer alle, som er kommet med gode råd til Salina - Hun skal nok finde ud af at få en ordentlig dialog med sønnen igen. Forslaget om at lade ham komme til faderen oftere, tilgodeser sikkert hans behov og selvom Saline ikke vil synes om det, kunne det være vejen frem.

Mange hilsner Ingelein

---

Man skal heller ikke lede efter problemer hvor de ikke er....

Fordi en mand eller en dreng ikke siger noget - er det ikke ensbetydende med at der er et problem.

Ofte har kvinder en evne til at tænke med åben mund (ikke for at såre nogen). Hvor mænd mere er Jæger af natur, de holder mund til de har nedlagt byttet...

Det er vigtigt at vide om behovet for tale ligger hos moderen eller hos drengen...

I de almindelige parforhold er det ofte et problem at kvinden er en taler og manden er en tænker (bare for at trække det lidt groft op). Dette er ikke et problem før det bliver gjort til et problem.

Måske er det bare et tegn på modenhed at den ungen på 13 - begynder at være maskulin, at bruge sine tanker på noget fornuftigt.

Det er ikke altid at stilhed er - et udtryk for problemer.

Derfor er fælles aktiviteter en god måde at afklare, om der er noget der behøver de store taler.

Og til de kvinder der skriver "Forklar ham".... Drop alle jeres forklaringer - man skal ikke snakke ørene af sine unger, det er nok at i taler ørene af jeres veninder og mænd. Lad være med at ødelægges jeres børn med veninde snak og forklaringer.

Den bedste aktivitet i drenge forgår i deres hjerne, der er ingen grund til at i ødelægger deres øre, og tillære dem døvhed for kvinder, det skal nok komme når de kommer i parforhold...

Prisen for kvindefrigørelsen er ofte at kvinder forsøger at opdrage drene som piger...

vh Ben

---

Kære alle sammen,

Første og fremmest vil jeg sige mange tak for de gode kommentarer og diskutioner omkring forskellige holdninger om hvordan jeg kunne håndtagere situationen.

Det er mange faktorer, der spiller ind.
Det kan tale om teenager alder(som mange har skrevet, at drenge vil frigøre sig selv fra mor og han er en dreng, det er lige det at jeg glemmer at han er en dreng)

Kære Ben--- du har fuldstændig ret i at han er en dreng og det kan godt være at han udvilkler sig til at tænke som en mand og det kan nemmelig være lidt farligt hvis jeg presser ham til at tænke som kvinde.. Men det er ikke nemt for mig. Jeg er en kvinde og kan ikke tænke som en mand, men jeg kan være opmærksom på det hele tiden, når jeg taler med ham.

Kære Ingelein
Jeg vil meget gerne min søn se sin far mere. Jeg har været dum nok i starten af skilmisse altså det første år, men heldigvis har jeg været rigtig god til udvikle mig. Det vil sige, at han altid kan se sin far lige meget hvornår det er. Men da hans far bor i et andet land, så har min søn ikke lyst til at rejse rundt ofte, men han ser sin far i juleferie, påskeferie eller what ever der..

Men jeg har været så glad for at der er så mange søde og rare personer, der har skrevet forskellige holdninger og meninger om dette emne. Jeg blev meget klogere i dag.

Sluttelig vil jeg ønske alle jer herinde en god storbede dag i morgen og god weekend.. I må meget meget gerne skrive deres meninger.

Knus herfra
Saline

---

Held og lykke med ham... Jeg håber du får nogle gode fridage osse..

--Det, du gennemgår er vi altså rigtig mange, der har prøvet... Uanset nationalitet..

Han skal nok blive en fornuftig voksen ung mand om få år.

---

Hej Saline
Det havde været godt, hvis du fra starten havde skrevet at din søn ikke så sin far så ofte, fordi han bor i et andet land - Jeg havde fået fornemmelse af at han "boede lige om hjørnet". Det ændrer jo lidt situationen, for du skrev jo at han så sin far en gang om måneden.
Men jeg kan se at du prøver at tænke i den rigtige retning nu - og det ville bare være godt, hvis vi kunne læse, hvordan det kommer til at gå med Jer to og kommunikationen.
Mange kærlige hilsner og et lille knus
Ingelein

---

Også mange kærlige hilsner fra mig

---

Jeg har desværre ikke modtaget et gyldigt svar, og annullerer derfor dette spørgsmål

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.