---

Inspireret af Svenliss' tip: "Når sorgbølgen kommer", føler jeg lyst til at høre om andres erfaringer med sorg.
Svenliss beretter at han af sin psykiater blev foreslået at ignorere sorgen istedet for at møde den, hvilket Svenliss fandt virkningsfuldt.
Jeg synes det er interessant, da jeg godt kan forstå hvad han mener, men nok ikke er tilbøjelig til at give ham ret - kun delvist.
Min egen erfaring med sorg, både personligt oplevet og professionelt via mit arbejde med psykisk syge, er grundlæggende at det er nødvendigt at mærke sorgen og gennemleve den, for derefter at kunne slippe den. Jeg er godt klar over, at det sjældent gavner at "svælge" i sorgen.....og dog...selv dét kan have sin berettigelse. Nogle gange kan det være stærkt forløsende at "trykke pedalen i bund", om man så må sige, for så derefter at kunne give sig hen til noget helt andet.

Jeg har selv prøvet at have en meget svær depression, som varede i 3 år, og jeg mistede min elskede gamle mor for 1 år siden, så jeg kender udmærket den store altfortærende sorg, som kan lamme én fuldstændig.
Men at sørge og føle smerte er en del af livet, det er noget alle kommer til at opleve, måske op til flere gange i deres liv. Jeg bliver vred, når jeg hører om gamle mennesker på plejehjem f.eks., som får lykkepiller fordi de er deprimerede over deres livstilstand. Jeg skal ikke kunne sige, om det i mange tilfælde er en korrekt behandling, men jeg er imod at vi i vores samfund skal medicinere os ud af alting. Eksistentielle kriser kommer vi alle ud for, og de skal gennemleves for at vi kan komme styrkede igennem livet. Og klogere. Sorg og kriser kan udvide vores horisont og vores hjerter, så vores medfølelse for andre mennesker i krise øges.
Det er videnskabeligt bevist at sorgtårer indeholder en bestemt slags stoffer, som tyder på at kroppen frigiver nogle stresshormoner, når vi giver slip på sorgen og lader kroppen græde.
Jeg har engang læst et sted, at "kroppen græder de tårer, som øjnene ikke græd", og det mener jeg er meget klogt sagt. Undertrykt og uforløst sorg forbliver i kroppen og kan skabe spændinger og låsthed, som ikke er konstruktivt for noget.
En meget anbefalelsesværdig bog er "Den nødvendige smerte" af Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick. Den er interessant læsning, uanset om man ser på sorgen fra en behandlers side, eller om man oplever den indefra.

Jeg kunne godt tænke mig at høre andres erfaringer med og syn på sorg, hvis I vil dele dem her?

---

"Kærlighed og sorg er tvillinger"

Thomas Blacklock 1721-1791 - Skotsk forfatter

---

Jow, lidt kan jeg da dele.

For jeg oplevet sorg (hvem har ikke det), det var på det tidspunk ikke muligt at få den bearbejdet, med det resultat, at der ikke skal mange tanker omkring det skete til, at jeg simpelthen får kvælningsfornemmelser, fordi gråden sidder i halsen.

Men nu er der jo gået nogle år og det vil så virke helt forkert at bukke under nu, hvor det burde være glemt, tror ikke omgivelserne vil kunne forstå det heller, så jeg fortrænger det, selv om jeg
godt ved at det ikke er det bedste

---

Åhh Nordsted1, det gør mig ondt at høre. Men jeg tror nu på, at det aldrig er for sent. Det kan være at du en dag finder mod og styrke til at se på den ubearbejdede sorg igen, så du kan give endeligt slip på den.
Uanset hvad er det dog hvert enkelt menneskes frie valg om man vil se på sorgen eller skubbe den væk og fortrænge den. For nogle mennesker synes det lettere at "overleve", hvis de ignorerer og fortrænger sorgen, og den udvej skal man have lov til at vælge selv. Så al respekt for dit valg.

---

Uha... --jeg sørger stadig snart 4 år efter MIN gamle mors død...
Det er ikke mere end et par dage siden, at jeg kom til at tude da jeg fortalte en veninde om en lille smuk begivenhed i forbindelse med bisættelsen...
En veninde, der stadig 2 år efter sin datters død ikke kan tale om hvad der skete for hende... Men hun græd med mig da jeg fortalte om min mors bisættelse..

Og alle de mange plejehjemsskandaler går også lige i hjertet på mig. NETOP fordi min mor døde 3 dage før hun skulle på plejehjem...

Sorgen er inde bagved hele tiden. Den giver mig en skærpet opmærksomhed på hjælpeløse gamle mennesker. Gamle mennesker med et helt LIV fuld af sorger... Om ikke andet, så har vi gennem sorgen lært noget om hvordan vi bedst kan møde andre der bærer på en gammel sorg.

Sorgen er min hjemløse kærlighed til min mor...
Men kærlighed skal jo ikke være hjemløs. Der er SÅ mange mennesker, der har brug for kærlighed.. SÅ mange mennesker, der har brug for .....omsorg..


I den første tid efter min mors død syntes jeg, at det var hamrende uretfærdigt. Jeg havde NETOP taget mig enormt meget af min mor i de sidste år hun levede. Og resten af familien havde svigtet totalt.
Det var simpelthen ikke fair, at jeg OGSÅ skulle være den, der var hårdest ramt af sorg, da hun døde? Jeg troede egentlig, at jeg ville føle mere lettelse og mindre sorg. Hun var trods alt 90 år og temmelig syg og handicappet...
Men næ. -Det er jo så lusket, at netop mors hjælpeløshed og afhængighed af mig fik min kærlighed til at vokse endnu mere.... Og sorgen er den hjemløse kærlighed...

Hvis du ikke vil møde sorger i livet, så må du lade være med at elske...

Nordsted1, vi skal ikke nødvendigvis bearbejde sorgen færdig lige når vi bliver ramt af den... Der er tid nok.. Vi har hele livet til det. --Tag den frem, -i små bidder-- en gang imellem.. Sorgen er også en smuk perle, der forskønner vores liv og giver det dybde.
Netop FORDI der er gået nogle år, så kan du tage en bid af sorgen frem som en lille anekdote, en lille smuk tragedie, som du kan fortælle til andre.

Du skal IKKE bukke under for din sorg. Sorgen er en del af os.
Sorgen gør os til de mennesker, vi er i dag.

---

Jeg kender også til sorg, har mistet det meste af min familie, men jeg sørgede hver gang det
skete.

At fortrænge sorgen synes jeg stresser kroppen, et eller andet betaler vi når vi vælger at fortrænge sorgen. Det er bestemt ingen skam at græde og det er meget forløsende.
Man skal ikke tro at fortrængt sorg glemmes, den kommer frem på et eller andet tidspunkt og
det er når man er mest sårbar.

---

Jeg kender bestemt også til det at miste/sorg.

Jeg tror ikke, der er en facitliste for, hvordan vi bedst kommer igennem. Fordi vi kan kun handle ud fra, hvad vi hver især kan magte - og har af livserfaring.

Men dermed ikke sagt, at vi ikke skal benytte os af andres erfaringer og professionelle.
Syntes der er kloge ord at hente her:

Sorg ifølge Psykolog Rasmus Ahrens
Sorg kan være tre forskellige ting:

For det første kan sorg være en naturlig og helende proces efter at have oplevet et tab.
For det andet kan sorgen være fraværende i forbindelse med et tab, hvilket har den effekt, at personen aldrig får sørget og såret aldrig heles.
For det tredje kan sorgen være ude af proportioner med tabet - enten i graden eller i varigheden af sorg. I sådanne tilfælde aktiverer sorgen et tidligere følelsesmæssigt sår, som overskygger det aktuelle tab.

læs mere her http://da.wikipedia.org/wiki/Sorg

---

Kære Axelise
Det optager mig meget, at du fører mit tip videre.
Og bare kort: Hvad der kommer af sorg, (der næsten er som en fysisk smerte) det kan man ikke bare "smyge" af sig, eller glide af på.
Det psykiateren mente var nok, at man skal sondre, og ikke begynde at dyrke sorgen, når den ikke er i udbrud.
Man kunne f.eks. få dårlig samvittighed ved ikke at sørge over, at man har været med til at bryde et ægteskab og svigte nogle børn.
Og da sorgen ligger latent i sådan en fase, kan den hurtigt bringes i udbrud - men til hvad nytte?
Men du har klart mere overblik end mig - glæder mig til at følge den videre
debat.

---

Det er nok sådan at kvinder bedre håndterer sorg end mænd gør. Vi skammer os ikke for at græde, men mange mener nok at mænd ikke skal græde. Kvinder snakker med veninder om sorgen, og kvinder kan godt græde sammen. Men det gør mænd ikke.

Måske er det fordi vi er skabt forskellige, men det er nok nærmere en kulturforskel.

---

Jeg har tænkt meget over jeres indlæg.

Jeg fornemmer at den største forskel på jer og mig, er at jeg har børn i huset.

Selvfølgelig vidste de godt at jeg var ked af det, men det var de jo også. De skulle føle de kunne komme til mig og få trøst og ikke omvendt.

Det var bl.a. af denne årsag, at jeg aldig fik bearbejdet sorgen/krisen. Og ja jeg ved godt det er forkert, det kan jeg jo mærke, især når jeg ser sådan et indlæg som dette. Men som jeg tidligere skrev, hvis jeg begynder at krakelerer nu, så vil det virke endnu mere forkert for mine omgivelser.

Dengang var jeg især ked af, at jeg ikke havde nogen at snakke med, til trods for at jeg har familie, men børnene skulle trøstes, og manden blev nærmest - praktisk gris- aldig har alt i hus og have været så perfekt, han kunne ikke tale det.

---

Kære Nordsted1.
Jeg tror at mange har svært ved at tale om deres sorg, - måske især sværest ved at tale med deres nærmeste, fordi man kan føle at man "belemrer" dem eller trækker dem med ned i ens sorg.
Nogle vælger terapi, fordi man med god samvittighed kan hælde hvad somhelst ud til én, man betaler for at lytte, og det kan være en lettelse at få åbnet op i et særligt "frirum" hos en klog person, som man aldrig møder i sit private liv.
Min egen mor oplevede også megen sorg, men de største sorger og angstområder i hendes sind forblev (desværre) usagte. Hun sagde engang til mig for mange år siden i forbindelse med at jeg gik i terapi, at hun godt kunne se, hvordan dét at tale om smerten kunne være godt. Men hun turde det ikke selv, hun mente at hun ville blive vanvittig, hvis hun åbnede op for alt dét, der lå gemt indeni hende.
Der er næppe nogen facitliste i forhold til, hvordan man håndterer sorg og smerte, men jeg synes at det er berigende at høre om andres sorgarbejde og tanker/oplevelser om sorgen.
Så jeg takker foreløbig for de mange kloge og følelsesfulde bidrag til denne tråd.

---

Jeg kommer til at tænke på et gammelt kinesisk ordsprog, som jeg læste for mange år siden:

"Den spirende sjæl skal vandes med modgangens tårer."

Enkelt og klogt sagt. I modgangen, sorgen og smerten ligger netop potentialet for at vokse og udvikle sig. Men de fleste af os vrider os som orme for at undgå smerten.
Jeg kan huske at Dalai Lama engang sagde, at alt hvad vi mennesker gør her i livet, udspringer af at undgå lidelse. Det er meget klogt sagt. Det er altså yderst menneskeligt at forsøge at undslippe lidelsen, men vi kan ikke altid slippe udenom...

---

Nordsted, JEG har godtnok ingen børn om benene mere. Men mine omgivelser var SÅ vant til, at det altid var MIG, der var den stærke. Og at det altid var MIG, der skulle være der for dem.

Da jeg så fik store problemer og sorger i forbindelse med min mors alderdom og død, så VAR der altså ingen, der stod klar til at lytte.

Og, jo... det var der alligevel. For hver gang jeg havde et øjeblik mellem alle ulykkerne, så satte jeg mig til computeren og skrev. På den måde fik jeg sat ord på mine sorger...

Og helt vidunderligt, der var kandubrugere, der svarede mig. Og trøstede mig.
Og i sagens natur holdt de mund mens JEG fortalte.... Det er nok det, man har allermest brug for når man er i sorg eller krise.

Selvfølgelig er det næppe ideelt at øse sine sorger ud til en computer. Men der er rigtig levende mennesker, der sidder og svarer rundt omkring i verden. Og det KAN være en stor hjælp at få sine tanker og følelser skrevet ned på skærmen.
Jeg VED, det har hjulpet mig meget, da jeg ikke kunne få hjælp fra andre steder. Og da min mor havde så stor brug for mig, fordi hun ikke havde andre. Og JEG bare måtte "tage mig sammen" hele tiden for hendes skyld.
Kandu hjalp mig igennem den tid.. Der VAR ikke andre.

---

Ja, Birgitta. Det kan jeg nikke genkendende til.
Bl.a. var både du og Nordsted1 en meget stor støtte for mig for 1 år siden, hvor min mor lå for døden. Det var en kolossal støtte at kunne øse ud af sorgen og dele alle små detaljer med jer her, og I bare lyttede og trøstede og bidrog med jeres egne oplevelser. Uvurderlig støtte.

Også når jeg har været syg af bekymring og angst for at skulle miste min dejlige hund, har i været mine bedste Kandu-venner

Tak for det

---

...Og I er der nårsomhelst jeg har en finger på tastaturet.

Ligesom JEG kan hjælpe præcis når jeg har tid og overskud...

Det er næsten som at have en lille psykolog liggende i kommodeskuffen..

En psykolog er der jo også først og fremmest for at lytte og for at få os til SELV at se og måske løse problemerne.

Jeg synes næsten det er bedre at skrive om sine problemer og få respons fra mennesker, man kender fra andre sammenhænge, end at sidde foran en fremmed psykolog, der er ansat til at hjælpe.
...Det er SÅ godt, vi har hinanden. Og hvis JEG ikke er her en dag, så behøver jeg ikke at være urolig for om jeg svigter nogen. For der er altid andre.

---

Og lige præcis dig Axelise tænker jeg jævnligt på, alle dine fine indlæg først omkring Axel og senere din mor..

Jeg tænker på hvordan det går dig og din far. Du har din mand og hund, men hvordan med din far, er huset for tomt for ham, får han skrevet...

Du behøver ikke svarer.

Jeg har også fået stor uvurderlig hjælp af en kanduer, da jeg havde det svært, og hvis hun læser med her, ... så endnu engang et stort og dybfølt TAK

---

Jeg tænker på, at der er jo forskel på sorg.
For mange år siden, da jeg havde en depression, bar jeg på en blytung sorg, som dybest set bestod af en masse uforløste følelser. Det tog adskillige år i terapi at sætte ord på de mange følelser, og langsomt er den bundløse sø af sorg, som jeg oplevede indeni mig dengang, blevet en lille fortrolig sø, hvor jeg kan se bunden.
Da min mor døde d. 6. april sidste år, blev jeg væltet over ende af den store sorg. Jeg har altid været meget nært knyttet til min mor, og det var et kæmpe tab at miste hende. Også selvom hun blev 86 år og havde et langt liv. Ingen lever evigt, og det er selvfølgelig en del af livet at acceptere, at der er en start og en slutning på alting.
Jeg har været nødt til at pleje mig selv meget det sidste år:
Gået i terapi (endnu en gang) for at få hjælp til at bearbejde sorgen og alle de andre følelser, der fulgte med. Massage, akupunktur og nu rolfing, for at hjælpe min krop, som stadig har mange smerter. Og det går fremad, fremad. Jeg har passet mit job, som er psykisk krævende og jeg kan sagtens nyde livet, men ind imellem dukker den dér sugende sorg op, og jeg lader mig rive med et par minutter, en time, et par timer eller en hel dag. Så kan der gå dagevis, hvor alt er godt.
1 års dagen for min mors død var hård, i det hele taget var februar, marts og april meget hårde for mig i år, da jeg nærmest gen-levede min mors sygdomsforløb og død. Det var smukt og kærligt, men hårdt.
Og dét jeg mener med dette indlæg er, at man MÅ jo sørge over dét at miste: En skilsmisse, et dødsfald, tab af job eller førlighed. Det er en del af livet og en måde at hele sine sår på, at man sørger.
Så er der den udefinérbare sorg, som mange desværre også kan bære rundt på. Nogle endda måske et helt liv, uden at vide, hvad den handler om...

---

...Men Axelise, -tror du ikke, at vi allesammen bærer på en udefinerbar sorg, --helt tilbage fra vores barndom, --eller endda tilbage fra vores fødsel eller før?
Jeg tænker på, at det vi føler i løbet af vores voksne liv, -er spejlinger af følelser vi har haft i vores barndom. Derfor er det så svært for uelskede børn senere i livet at finde det, de savner mest: Kærligheden..

Sorgen oplever vi tidligt. For nogle af os er det så tidligt, at vi ikke har ord for den. Og derfor kan vores bevidsthed ikke genkalde den.

Men jeg tror altså, at en 100% lykkelig barndom ville gøre os til lalleglade voksne, der "sejt" kunne overkomme ethvert tab uden at føle mere sorg end det var til at ryste af..
-Vi skal miste allerede som børn. Om det er et kæledyr, mormor, far og mor der skilles, -voksne, der svigter, --det er, --om ikke ligegyldigt, så i hvert fald med til at "uddanne" os i at sørge over endnu større tab senere i livet.

Hvor er det godt og klogt af dig at du er gået i terapi for at komme videre. Og hvor var det godt, at du nåede at gennemleve et terapiforløb inden din mor blev syg og døde.. For det gjorde, at du var et helere menneske for hende, da hun havde brug for dig. Og det har også betydet, at du nåede at få den erfaring, at det nytter noget at gå i terapi når du bliver væltet omkuld af sorgen.. Derfor var vejen tilbage til terapi ikke så lang for dig..

---Årstiderne vil altid bære på minder om vores gamle forældre... Jeg nærmer mig nu 5-års dagen for min mors død. Om ikke så mange dage er det 5 år siden, hun kom på hospitalet..
De strejker, der er i øjeblikket føles som ren horror, fordi min stakkels, stakkels mor var så afhængig af den smule, som hjemmeplejen kunne gøre for hende.. Sorgen skærer i mig, når jeg ser de gamle på fjernsynet, med fedtet hår og lange snavsede negle... Sådan sad min gamle mor også for 5 år siden... Og dengang var der endda ingen strejker... ---Når min mor i månederne inden hun blev indlagt, kunne få tryksår og blive dehydreret trods 7 plejebesøg i døgnet, --hvordan ser det så ikke ud hos de svageste gamle i dag?

---Så er det, at jeg pludselig får et gyldent lys langt inde i min sjæl... For der er heller ikke så mange dage til at det er 6 år siden jeg hentede mig dejlige silkebløde hundehvalp... Hun har været en uvurderlig glæde og adspredelse hver evige eneste dag. OGSÅ når sorgerne har været helt ubærlige.

Og det er heller ikke så mange dage siden at jeg havde huset og hjertet fyldt med mine børn og mine tre vidunderlige børnebørn.. De er som tre små bløde kvidrende fugle, --fulde af glæde og sommer og kærlighed..
Jeg tror, at sorgerne også kan give glæderne endnu større dybde.. Hvis vi giver os selv lov til at opleve dem.

--Se solen, Axelise. --Vinteren har været så hård for os allesammen, -fordi der ikke har været lys, -næsten ingen hvid sne. Og sidste sommer vaskede også bare væk..

Alting blomstrer nu. Det er også for at give os mod og lys til at fortsætte livet.

---

Hvor er det dog rigtigt det i skriver --- begge to -----

Kan i have en god sommer.

Ps, igår var jeg hos dyrlæge, og fik fortalt at min hund næsten er blind, og det varer ikke længe inden han ER totalt blind, den eneste der ikke er ked af det, er vist hunden selv. Vi skal lige lærer det begge to, det er noget rod her i starten når vi går tur, jeg er førerhunden, men skal også til at tænke på kantsten osv

Hvordan går det med Axel??

---

Kære Birgitta og Nordsted1
Vil rigtig gerne svare jer ordentligt på jeres indlæg begge to, men det er sent og jeg står og skal afsted på kursus meget tidligt i morgen, så jeg vender straks tilbage om et par dage...

---

Det skal du ikke tænke på Axelise, ka du ha et godt kursus

---

Axelise, Kandu er her jo hele tiden.. Når du skriver, så er der næsten altid nogen, der svarer ret hurtigt.. Fordi vi er mange kandubrugere.

Men der er ingen af os, der bare sidder og kikker på skærmen og venter på svar fra dig.

Så du forsømmer ikke noget ved at tage på kursus. Det er faktisk en rigtig god ide... Hvis altså det er/var et spændende og interessant kursus... Ikke et "pligt-kursus"--

Vi snakkes ved, når du er kommet hjem igen.

---

Jo, Birgitta.
Jeg tror at du har ret i, at mange af os bærer på en udefinerbar sorg. For mit eget vedkommende har jeg været nødt til at gå i terapi i rigtig mange år for at erkende og erindre, hvad der havde gjort mig så ulykkelig, for så derefter at give slip og evne at se det hele og alle involverede parter i fugleperspektiv.
Også sorg fra tidligere liv tror jeg på, - jeg har altid vidst at den sorg og fortvivlelse, jeg bar på og angst ikke kun handlede om dette liv. Jeg ved at mange ikke beskæftiger sig med eller tror på tidligere liv, men vi har jo hver især mulighed for at tro på og gøre hvad vi vil. Så længe det ikke skader andre mennesker.
Jeg har i mit sidste terapiforløb fået hjælp af en fantastisk kvinde, som har hjulpet mig mig med at slippe nogle rigtig gamle traumer (fra tidligere liv samt fra nuværende) og det er tydeligt for mig at mærke, at der er en helt anden lethed i mit liv, end der var tidligere. Jeg har arbejdet med mig selv i mange år, men jeg føler at mit liv på mange måder er blevet meget lettere og lysere, takket være den hjælp jeg har fået fra dygtige behandlere og takket være min egen indsats. Så jeg oplever selv at jeg er et godt eksempel på, at det KAN lade sig gøre at slippe den dybe og udefinerbare sorg.

Din mors sygdomsforløb og død har jo også præget dig dybt, Birgitta. Jeg kan huske at du engang sagde noget i retning af, at du sørgede over det liv, din mor IKKE nåede at få, den glæde i livet hun IKKE nåede at opleve. Det lyder heldigvis som om du rent psykologisk er en helt anden natur end din mor. Jeg ved godt, at for vores mødre - den generation - var der ikke de samme muligheder for selvudvikling og selvrealisation, som vi har og har haft. Der var ting, de aldrig satte spørgsmålstegn ved, ting de alle gjorde op med, ting de fandt sig i og ting de undertrykte. Og den slags har sin pris. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg er vokset op i en tid, hvor jeg har haft større mulighed for at frigøre mig fra de ting, der har tynget mig.

Nordsted1 - din lille hund er næsten blind! Ak ja, herregud! Men den kan godt leve et godt liv i forhåbentlig mange år endnu. Jeg havde en kollega på et tidspunkt, som havde en gammel blind hund. Både hun og hunden lærte at leve med handicappet og indrette deres liv efter det, og hunden fik mange gode og glade år på trods af blindhed. Så det håber jeg inderligt, at også din hund får.

Axel har det godt, tak
Han døjer ganske vist i varmen, ligesom mange andre levende væsener gør, men grundlæggende har han det rigtig godt. Han får sine mange gode urter og lige for tiden er jeg i gang med at give ham endnu en omgang indsprøjtninger med Adequanin, som han fik sidste sommer. 5 indsprøjtninger med 1 uges mellemrum, så vi kører til den gode dyrlæge i Roskilde hver uge. Han skal have sidste indsprøjtning i nsæte uge. Sidste år blev han nærmest 4 år yngre af indsprøjtningerne, de gør noget rigtig godt for hans led. Dyrlægen siger, at de aldrig har oplevet en hund eller en hest, som det ikke har været virkningsfuldt på, men at der er forskel på HVOR godt den enkelte patient reagerer på stoffet.
Axel blev 10 år her i februar, jeg er begyndt at tro på, at han bliver mindst 11 år, så det er dejligt. Rigtig dejligt.

I dag skal vi en aftentur til Jægerspris, Axel og jeg og min gamle far og 2 af mine søstre. Min fars og mors bryllupsrejse for 65½ år siden gik til Jægerspris, så vi skal en tur dertil og gense nogle af de steder, min far ikke har set i mange år. Jeg har fundet et pragtfuldt sted efter Frederikssund, hvor man kan sidde på en skrænt og se ud over fjorden, der er noget så smukt, så der skal vi sidde og spise i aften. Vi tager madkurv med og en klapstol til min far, og så skal vi spise dejlig mad og nyde den smukke udsigt og bagefter gå en god tur. Så det bliver dejligt.

Lige nu sidder jeg og sveder over en opgave, jeg skal skrive i forbindelse med en supplerende uddannelse jeg er ved at tage. Hvem der kunne tage en tur til stranden istedet

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.